Det er et grundlæggende princip i den danske indfødsretslovgivning, at dobbelt statsborgerskabskal begrænses i videst muligt omfang.Ny Alliance (NA - nu Liberal Alliance (LA)) fremsatte den 8. april 2008 forslag til folketingsbeslut-ning om dobbelt statsborgerskab B 87. Forslaget pålægger Folketinget inden den 1. januar 2009at fremsætte de nødvendige lovforslag med henblik på, at danskere bosat i udlandet kan bibehol-de deres danske indfødsret, når de opnår et andet statsborgerskab, samt at herboende udlændin-ge kan opnå dansk indfødsret uden at blive løst fra deres hidtidige statsborgerskab. Som bag-grund for forslaget henviste NA blandt andet til, at den øgede globalisering skaber øget mobilitetog dermed større behov for at bevare mere end ét statsborgerskab.Den 29. april 2008 behandlede Folketinget forslaget. Regeringen fastholdt under behandlingen afforslaget, at man fortsat ønsker at bibeholde det grundlæggende princip om, at dobbelt statsbor-gerskab i videst muligt omfang skal undgås. Regeringen var dog indstillet på at undersøge områ-det nærmere, herunder andres landes lovgivning og praksis.Forslaget bortfaldt ved folketingsårets udgang.Ved indgåelsen af den politiske aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti den 22. september2008 om blandt andet indfødsret blev det aftalt, at aftaleparterne på baggrund af en udredning,som Integrationsministeriet har iværksat, af reglerne om dobbelt statsborgerskab i Danmark, iandre lande og i forhold til internationale konventioner, vil overveje den fremtidige regulering afområdet.Det Radikale Venstre (RV) har den 28. november 2008 fremsat forslag til folketingsbeslutning omdobbelt statsborgerskab B 55. Ifølge forslaget pålægger Folketinget regeringen snarest muligt atfremsætte de nødvendige lovforslag m.v., der sikrer, at udlændinge, som søger dansk indfødsret,selv får mulighed for at bestemme, om de vil opretholde eventuelle tidligere statsborgerskaber.

Ligeledes skal det være muligt for danske statsborgere, som søger statsborgerskab i et andetland, at opretholde den danske indfødsret.Liberal Alliance (LA) fremsatte samme dag forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af enkommission til undersøgelse af konsekvenserne ved en ændring af reglerne om dobbelt statsbor-gerskab B 56. Ifølge forslaget pålægger Folketinget regeringen at nedsætte en kommission, derskal undersøge konsekvenserne af en ændring af reglerne om dobbelt statsborgerskab, således atdanskere bosat i udlandet kan bibeholde deres danske indfødsret, når de opnår statsborgerskab iet andet land, og således at herboende udlændinge med statsborgerskab i et andet land kan opnådansk indfødsret uden at blive løst fra deres hidtidige statsborgerskab.Førstebehandlingen af B 55 og B 56 fandt sted den 19. februar 2009, og den videre behandling afforslagene blev henvist til Indfødsretsudvalget.Det blev under behandlingen understreget, at det fortsat er regeringens opfattelse, at dobbeltstatsborgerskab skal begrænses i videst muligt omfang. Samtidig tilkendegav regeringen på ny, atregeringen er indstillet på at undersøge området nærmere, og at ministeriet er i gang med at ind-hente oplysninger fra andre lande.Integrationsministeriet udsendte således allerede i maj 2008 på baggrund af regeringens tilsagnom at undersøge området nærmere, herunder andre landes lovgivning og praksis, et spørgeske-ma til de nordiske lande, Belgien, Frankrig, Holland, Luxembourg, Storbritannien, Tyskland, Østrig,Australien, Canada og USA vedrørende de respektive landes regler om dobbelt statsborgerskabsåvel som erfaringerne vedrørende personer med dobbelt statsborgerskab, herunder vedtagelseaf lovgivning eller iværksættelse af eventuelle tiltag med henblik på at løse de problemer, sommåtte være forbundet med dobbelt statsborgerskab.Ministeriet har anmodet landene om at redegøre for, under hvilke omstændigheder de acceptererdobbelt statsborgerskab, herunder om dette alene accepteres, såfremt det er erhvervet automa-tisk, eksempelvis ved fødsel, eller om dobbelt statsborgerskab tillige accepteres ved naturalisation.Ministeriet har endvidere anmodet landene om at redegøre for deres erfaringer i forhold til en ræk-ke konkrete problemstillinger vedrørende dobbelt statsborgerskab. Således er landene blevet bedtom at redegøre for deres erfaringer i forhold til spørgsmålet om dobbelte statsborgeres valgret ogvalgbarhed, retten til diplomatisk og konsulær bistand, dobbelte statsborgeres muligheder for an-sættelse i det diplomatiske korps samt inden for andre erhverv, værnepligt og dobbelt statsborger-skab, retten til sociale ydelser, lovkonflikter på det familie- og strafferetlige område samt spørgs-målet om dobbelt statsborgerskab og national sikkerhed.Spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab, herunder de fordele og ulemper, som dobbelt statsbor-gerskab kan medføre, er endvidere blevet undersøgt i henholdsvis Sverige og Norge i forbindelsemed et større udredningsarbejde med henblik på revision af disse landes statsborgerretslovgivnin-ger.I Sverige nedsattes således i januar 1997 et ekspertudvalg med den opgave at gennemgå densvenske statsborgerretslovgivning med henblik på en revision. Ekspertudvalget udarbejdede enbetænkning (SOU 1999:34), der blandt andet berører spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab. INorge blev et ekspertudvalg nedsat i februar 1999 med den opgave at udrede og udarbejde et

udkast til en ny norsk statsborgerretslov. Udvalget skulle i den forbindelse undersøge en rækkeproblemstillinger, herunder spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab. Den norske betænkning(NOU 2000:32) berører ligeledes problemstillingen om dobbelt statsborgerskab.Både den svenske og norske betænkning indeholder således en gennemgang af de konkrete pro-blemstillinger, som dobbelt statsborgerskab kan give anledning til, herunder spørgsmålet om dob-belte statsborgeres valgret og valgbarhed, retten til diplomatisk og konsulær bistand, dobbeltestatsborgeres muligheder for ansættelse i det diplomatiske korps samt inden for andre erhverv,værnepligt og dobbelt statsborgerskab, samt spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab og nationalsikkerhed.Der blev den 28. maj 2008 som opfølgning på førstebehandlingen i Folketinget af beslutningsfor-slag B 87 om ændring af reglerne om dobbelt statsborgerskab inden for rammerne af FolketingetsIndfødsretsudvalg afholdt en folketingshøring om dobbelt statsborgerskab. Folketingshøringenblev indledt med to oplæg om dobbelt statsborgerskab i historisk belysning. Herudover redegjorderepræsentanter fra de svenske og norske udlændingemyndigheder for deres overvejelser vedrø-rende dobbelt statsborgerskab med baggrund i de ovenfor omtalte betænkninger, der gik forud forændringen af landenes respektive statsborgerretslovgivninger.Denne udredning indeholder en gennemgang af de grundlæggende principper og regler i danskindfødsretslovgivning, af de relevante internationale konventioner på området, andre landes lov-givninger om dobbelt statsborgerskab, og en gennemgang af fordele og ulemper ved dobbeltstatsborgerskab med udgangspunkt i landenes høringssvar i forhold til førnævnte problemstillin-ger, dog bortset fra Frankrig og Luxembourg, der endnu ikke har besvaret ministeriets henvendel-se.Udredningen indeholder endvidere en gennemgang af det svenske og norske ekspertudvalgs be-tragtninger og konklusioner i forhold til spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab, herunder i for-hold til de problemstillinger, som ministeriet har berørt i sin høring til førnævnte lande.Endelig indeholder udredningen oplysninger, som ministeriet har modtaget fra henholdsvis Ju-stitsministeriet og Velfærdsministeriet i forhold til spørgsmålene om retten til sociale ydelser oglovkonflikter på det strafferetlige område.

2 Den danske indfødsretslovgivning i forhold til princippet om begrænsning af dobbelt

statsborgerskab

Indfødsretslovens regler suppleres af de retningslinjer for naturalisation, som fastlægges ved enaftale indgået af et flertal i Folketinget. De gældende retningslinjer er fastlagt i aftale af 22. sep-tember 2008 om indfødsret, jf. cirkulæreskrivelse nr. 61 af 22. september 2008 om retningslinjerfor naturalisation.Reglerne i indfødsretsloven og cirkulæreskrivelsen sigter mod at opfylde det grundlæggende prin-cip om begrænsning af dobbelt statsborgerskab. Dette sker dels ved hjælp af regler i indfødsrets-loven om fortabelse af dansk indfødsret i tilfælde af opnåelse af statsborgerskab i et andet land,dels ved hjælp af regler i cirkulæreskrivelsen om, at personer, der ønsker at erhverve dansk ind-fødsret ved naturalisation, som udgangspunkt skal opgive deres hidtidige statsborgerskab.Danmark accepterer dog i flere sammenhænge, at personer med dansk indfødsret samtidig er ibesiddelse af statsborgerskab i et eller flere lande, jf. nærmere nedenfor.

2.1 Lov om dansk indfødsret, jf. bekendtgørelse nr. 422 af 7. juni 2004 om dansk indføds-

ret

Princippet om at begrænse dobbelt statsborgerskab i videst muligt omfang følger blandt andet afindfødsretslovens § 7, nr. 1-2, hvorefter dansk indfødsret fortabes af den, der erhverver fremmedstatsborgerret efter ansøgning eller udtrykkeligt samtykke eller erhverver fremmed statsborgerretved at indtræde i offentlig tjeneste i et andet land. En sådan fortabelse har også virkning for denpågældendes ugifte barn under 18 år, medmindre barnets anden forælder vedbliver at være danskog har del i forældremyndigheden over barnet, jf. lovens § 7, stk. 1 nr. 3.Herudover følger det af indfødsretslovens §§ 3-4 (der gælder for nordiske statsborgere samt per-soner, der tidligere har erhvervet dansk indfødsret ved fødslen), at det ved erhvervelse af danskindfødsret er en betingelse, at den, der afgiver erklæring, godtgør, at den pågældende dervedmister sit statsborgerskab i andre stater, jf. lovens § 4 A, stk. 1. Kravet om dokumentation for tabaf hidtidigt statsborgerskab gælder også for børn, der omfattes af en eller begge forældres erhver-velse af dansk indfødsret ved erklæring, jf. lovens § 5, stk. 2. Såfremt dokumentationskravet ikkeer opfyldt, kan en erklæring om erhvervelse af dansk indfødsret afvises af den relevante myndig-hed, jf. lovens § 4 A, stk. 4. Den pågældende ansøger må herefter henvises til at søge dansk ind-fødsret ved naturalisation, i hvilken forbindelse der tillige stilles krav om afkald på hidtidigt stats-borgerskab, jf. afsnit 2.2.Dobbelt statsborgerskab accepteres dog i tilfælde, hvor Danmark internationalt er forpligtet hertil.Dette gælder blandt andet i forhold til personer, der er født med dobbelt statsborgerskab, herunderpersoner født af danske forældre i et land, hvor barnet tillige erhverver dette lands statsborgerskabved fødslen som følge af territorialprincippet, f.eks. hvis det er født i Canada eller USA, eller i til-fælde, hvor et barn fødes af forældre med forskellig nationalitet.Det følger således af indfødsretslovens § 1, at et barn erhverver dansk indfødsret ved fødslen,hvis faderen eller moderen er dansk. Er forældrene ikke gift, og er kun faderen dansk, bliver bar-net dog kun dansk, hvis det fødes i Danmark, jf. lovens § 1, stk. 1, 2. pkt. Dette gælder, uanset ombarnet samtidig opnår statsborgerskab i et andet land, f.eks. ved at den ene af forældrene erudenlandsk, eller ved at barnet fødes i udlandet.

Erhvervelse af dansk indfødsret som følge af forældrenes indgåelse af ægteskab (legitimation), jf.indfødsretslovens § 2, eller erhvervelse af dansk indfødsret ved adoption, jf. indfødsretslovens § 2A, har efter indfødsretsloven ingen konsekvenser for den pågældendes eventuelle hidtidige stats-borgerskab, hvorfor dobbelt statsborgerskab tillige kan opstå i disse tilfælde.Det følger dog af indfødsretslovens § 8, at den, der er født i udlandet og aldrig har boet her i rigetog ej heller har opholdt sig her under forhold, der tyder på samhørighed med Danmark, taber sinindfødsret ved det fyldte 22. år, medmindre den pågældende derved bliver statsløs. Ministeren forflygtninge, indvandrere og integration, eller den, hun bemyndiger dertil, kan dog efter ansøgningindgivet inden dette tidspunkt tillade, at indfødsretten bevares.

2.2 Aftale af 22. september 2008 om dansk indfødsret, jf. cirkulæreskrivelse nr. 61 af 22.

september 2008 om retningslinjer for naturalisation

Som følge af det grundlæggende princip om at begrænse dobbelt statsborgerskab i videst muligtomfang er det en betingelse for at blive optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, atansøgeren erklærer at være indstillet på at give afkald på sit hidtidige statsborgerskab. Hvis ansø-geren ikke automatisk mister sit statsborgerskab ved erhvervelsen af dansk indfødsret, stilles derkrav om løsning fra det hidtidige statsborgerskab som betingelse for erhvervelsen af indfødsret, jf.retningslinjernes § 4, stk. 1.Kravet om løsning stilles dog ikke over for ansøgere med flygtningestatus her i landet, ansøgerefra lande, hvor det erfaringsmæssigt er umuligt eller forbundet med overordentligt store vanskelig-heder at blive løst, ansøgere, der har fået afslag på løsning fra hidtidigt statsborgerskab, eller an-søgere, der har dokumenteret, at den pågældende har gjort et seriøst, men forgæves forsøg på atblive løst fra sit hidtidige statsborgerskab, jf. retningslinjernes § 4, stk. 2.

3 Personer med dobbelt statsborgerskab i Danmark

*For så vidt angår 2007 blev der som følge af folketingsvalget den 13. november kun vedtaget énlov om indfødsrets meddelelse.Det kan dog ikke heraf udledes, at samtlige af de gennemsnitligt 40 % bliver dobbelte statsborgere,idet spørgsmålet tillige afhænger af statsborgerretslovgivningen i de lande, hvor de omhandledeflygtninge er statsborgere.Det kan således ikke udelukkes, at en ansøger om indfødsret, uanset at den pågældende er med-delt flygtningestatus og dermed ikke stilles over for et krav om løsning, i henhold til sit hidtidigehjemlands lovgivning automatisk fortaber sit statsborgerskab ved erhvervelse af et fremmed.Udover de ovennævnte 40 %, som er flygtninge, hvoraf dog ikke alle erhverver dobbelt statsborger-skab, skal lægges en andel af børn, der er optaget som bipersoner, og over for hvilke der ikke stil-les krav om løsning. Det er ikke muligt at trække statistiske oplysninger over bipersoners eventuelleflygtningestatus, og det er derfor heller ikke muligt at vurdere, hvor stor en andel af disse, der opnårdobbelt statsborgerskab.Ved registrering i Det Centrale Personregister (CPR-registeret) registreres en person alene med étstatsborgerskab. Det er derfor ikke muligt ud fra CPR-registeret at konstatere, om en person er ibesiddelse af to eller flere statsborgerskaber, ligesom Danmarks Statistik ikke ligger inde med stati-stikker over personer med dobbelt statsborgerskab.Som anført ovenfor i afsnit 2.1. følger det af indfødsretslovens § 8, at den, der er født i udlandet ogaldrig har boet her i riget og ej heller har opholdt sig her under forhold, der tyder på samhørighed

Konventionen samler, supplerer og udbygger de internationale konventioner om statsborgerret, dereksisterede på tidspunktet for konventionens tilblivelse, og har blandt andet til formål at fastsættevisse internationale principper og standarder på området. Konventionen fastslår som nogle af sineafgørende principper, at enhver har ret til at besidde statsborgerskab, at statsløshed skal undgås,og at ingen vilkårligt skal kunne fratages sin nationalitet.Herudover fremgår det af konventionens artikel 14, at en kontraherende stat skal tillade, atbørn, som ved fødslen automatisk har erhvervet statsborgerret i forskellige lande, bevarerdenne, ligesom en kontraherende stat skal tillade sine statsborgere at være i besiddelse affremmed statsborgerret, såfremt denne erhverves automatisk ved ægteskab.Endvidere fremgår det, at konventionens bestemmelser ikke begrænser en kontraherende

stats ret til i sin nationale lovgivning at bestemme, hvorvidt statsborgere, som erhverver ellerer i besiddelse af statsborgerret i en anden stat, bevarer eller fortaber deres statsborgerret iden kontraherende stat, og hvorvidt erhvervelse elle bevarelse af statsborgerret er betinget afafkald på eller fortabelse af fremmed statsborgerret, jf. artikel 15.Det følger endvidere af konventionens artikel 16, at en kontraherende stat ikke må gøre en personserhvervelse eller bevarelse af statsborgerret betinget af, at vedkommende giver afkald på eller for-taber fremmed statsborgerret, såfremt afkald eller fortabelse ikke er mulig eller ikke med rimelighedkan påkræves.Endelig fremgår det af konventionens artikel 17, stk. 1, at statsborgere, som bor i en kontraherendestat, og som har fremmed statsborgerret, i den kontraherende stat skal have samme rettigheder ogforpligtelser som statens øvrige statsborgere. Denne bestemmelse vedrører dog efter stk. 2 ikkefolkerettens regler vedrørende diplomatisk eller konsulær beskyttelse, som en kontraherende statyder en af sine statsborgere, der samtidigt har fremmed statsborgerret og ikke de kontraherendestaters anvendelse af internationale privatretlige regler i tilfælde af dobbelt statsborgerret.Det grundlæggende princip i dansk indfødsretslovgivning om at begrænse dobbelt statsborgerskab ividest muligt omfang er dermed i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser påområdet.Såfremt Danmark på sigt skulle beslutte at tillade dobbelt statsborgerskab eller beslutte, at dobbeltstatsborgerskab skal kunne forbeholdes bestemte landes statsborgere, herunder eksempelvisstatsborgere fra de øvrige EU-lande, skal Danmark enten opsige hele Europarådets konvention af6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerskab og værnepligt for personer meddobbelt statsborgerskab eller på baggrund af en særlig aftale mellem de kontraherende parter af 2.april 2007 opsige konventionens kapitel 1 om begrænsning i antallet af tilfælde af dobbelt statsbor-gerret.Efter Europarådets konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborger-skab og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerskab er der i henhold til artikel 7, stk. 1,mulighed for, at en kontraherende stat i forbindelse med ratifikationen af konventionen kan erklæreikke at ville anvende de i konventionens kapitel 1 fastsatte bestemmelser (forbehold). Konventio-nens kapitel 1 vedrører spørgsmålet om begrænsning af dobbelt statsborgerskab.Følgende lande har ratificeret konventionen: Belgien, Danmark, Frankrig, Holland, Irland, Italien,Luxembourg, Norge, Spanien, Storbritannien, Sverige og Østrig. Heraf har Belgien, Frankrig, Irland,Luxembourg, Spanien, Storbritannien og Sverige i forbindelse med ratifikationen taget forbehold foranvendelsen af konventionens kapitel 1.Ved aftale af 2. april 2007 mellem de kontraherende stater og Europarådets generalsekretær er deråbnet mulighed for, at en kontraherende stat kan opsige konventionen delvist, dvs. at en stat kanvælge alene at opsige konventionens kapitel 1.Tyskland valgte allerede i 2001 med virkning fra 2002 at opsige hele konventionen, da der ikke pådaværende tidspunkt var mulighed for en partiel opsigelse af konventionen.

Danmark vil inden for sin forpligtelse efter Europarådets konvention af 6. november 1997 om stats-borgerret have mulighed for at differentiere, således at dobbelt statsborgerskab tillades over forvisse statsborgere generelt i forbindelse med erhvervelse af dansk indfødsret ved naturalisation,ligesom der herudover kan åbnes mulighed for, at der indgås aftaler med bestemte lande om er-hvervelse af dobbelt statsborgerskab.Tilsvarende vil Danmark i overensstemmelse med konventionerne på sigt kunne beslutte, at danskestatsborgere, som er født i udlandet, som ved fødslen tillige har erhvervet et andet statsborgerskabend dansk, og som er omfattet af indfødsretslovens § 8 med den gældende ordlyd, ikke skal fortabederes danske indfødsret ved det fyldte 22. år og dermed kan bibeholde deres dobbelte statsborger-skab. Baggrunden herfor er, at Europarådets konvention af 6. november 1997 om statsborgerret iartikel 15 alene åbner op for muligheden for, at en kontraherende stat i sin nationale lovgivningblandt andet kan bestemme, hvorvidt statsborgere, som erhverver eller er i besiddelse af statsbor-gerret i en anden stat, bevarer eller fortaber deres statsborgerret i den kontraherende stat, og såle-des ikke pålægger en kontraherende stat at have en bestemmelse herom.I forhold til § 8 bemærkes det endvidere, at den gældende nordiske aftale af 14. januar 2002 mel-lem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om gennemførelse af visse bestemmelser omstatsborgerret ikke er til hinder for, at danske statsborgere i sådanne tilfælde ikke skal fortabe deresdanske indfødsret ved det fyldte 22. år og dermed kan bibeholde deres dobbelte statsborgerskab.

5 Andre landes lovgivning vedrørende dobbelt statsborgerskab

Flere lande både i og uden for Europa tillader dobbelt statsborgerskab. Sverige ændrede i 2001sin statsborgerretslovgivning, således at dobbelt statsborgerskab accepteres fuldt ud, og i 2002ændrede Australien sin statsborgerretslovgivning til fuldt ud at acceptere dobbelt statsborgerskab.Indtil denne lovændring i 2002 havde australske statsborgere, der frivilligt erhvervede et andetstatsborgerskab, automatisk fortabt deres australske statsborgerskab. I 2003 ændrede Island ogFinland deres lovgivning, og i 2007 ændrede Belgien sin statsborgerretslovgivning til fuldt ud atacceptere dobbelt statsborgerskab, ligesom Tyskland ændrede sin statsborgerretslov, således atdobbelt statsborgerskab accepteres for EU-borgere, statsborgere fra Schweiz samt for statsborge-re fra lande, som Tyskland har indgået en aftale med i henhold til § 12 i den tyske statsborgerrets-lov, og som opnår tysk statsborgerskab ved naturalisation. Senest har Luxembourg i oktober 2008ændret sin statsborgerretslovgivning, hvorefter dobbelt statsborgerskab accepteres fuldt ud medvirkning fra den 10. juli 2009.Om baggrund for ændringen af den belgiske statsborgerretslovgivning har Belgien over for mini-steriet oplyst, at lovændringen er et udtryk for, at det belgiske parlament ønskede en statsborger-retslov, der tog højde for den øgede bevægelighed af personer over landegrænser, for stigningen iantallet af ægteskaber mellem personer med forskellige nationalitet samt for øget kulturel mang-foldighed. Endvidere ønskede det belgiske parlament at stoppe den forskelsbehandling, der fandtsted mellem fødte belgiske statsborgere, som efter den tidligere belgiske statsborgerretslovgivningmåtte opgive deres belgiske statsborgerskab, såfremt de erhvervede statsborgerskab i et andetland, og personer, der opnåede belgisk statsborgerskab ved naturalisation, men som ikke dervedautomatisk mistede deres oprindelige statsborgerskab.Af de lande, som ministeriet har taget kontakt til, accepterer Australien, Belgien, Canada, Finland,Frankrig, Island, Luxembourg, Storbritannien, Sverige og USA dobbelt statsborgerskab. Endvidereaccepteres dobbelt statsborgerskab blandt andet af Irland, Italien og Schweiz.

Holland, Norge, Tyskland og Østrig accepterer som udgangspunkt ikke dobbelt statsborgerskab,medmindre dette er erhvervet automatisk, eksempelvis ved fødslen. Tyskland har dog i august2007 ændret statsborgerretslovgivningen, således at dobbelt statsborgerskab accepteres for EU-borgere, statsborgere fra Schweiz samt statsborgere fra lande, som Tyskland har indgået en aftalemed i henhold til § 12 i den tyske statsborgerretslov.Således fastsætter § 12 i den tyske statsborgerretslov, at kravet om fortabelse af hidtidigt stats-borgerskab i forbindelse med erhvervelse af tysk statsborgerskab kan fraviges, hvis dette følger afinternationale aftaler, som Tyskland har underskrevet.Om baggrunden for denne lovændring har Tyskland over for ministeriet oplyst, at der i Tysklandikke længere er et politisk eller folkeligt ønske om at begrænse dobbelt statsborgerskab for EU-borgere, ligesom lovændringen også er et udtryk for et politisk ønske om at øge den europæiskeintegration.Spanien accepterer alene dobbelt statsborgerskab i forhold til personer, der erhverver spanskstatsborgerskab, og som er statsborgere i et spansk-amerikansk land (tidligere spansk koloni iLatin- og Sydamerika samt Brasilien), Andorra, Filippinerne, Guinea eller Portugal.Spanske statsborgere, der erhvervede statsborgerskab i et land, der ikke var omfattet af ovenstå-ende landeundtagelser, har tidligere mistet deres spanske statsborgerskab. I 2003 ændredes denspanske statsborgerretslovgivning dog således, at dobbelt statsborgerskab tillige accepteres forspanske statsborgere, der erhverver statsborgerskab i et andet land end et spansk-amerikanskland, Andorra, Filippinerne, Guinea eller Portugal. Bevarelsen af det spanske statsborgerskabforudsætter dog, at vedkommende senest 3 år efter erhvervelsen af nyt statsborgerskab overfor etspansk konsulat erklærer, at vedkommende ønsker at beholde det spanske statsborgerskab.Endvidere blev der indført en bestemmelse, hvorefter spanske statsborgere, der har fortabt deresspanske statsborgerskab i forbindelse med erhvervelse af et nyt, kan generhverve dette uden atskulle frasige sig deres andet statsborgerskab.Spanien stiller fortsat krav om, at personer fra andre lande end de spansk-amerikanske lande,Andorra, Filippinerne, Guinea og Portugal skal opgive deres tidligere statsborgerskab ved erhver-velse af spansk statsborgerskab.Endvidere accepterer Estland, Letland og Litauen ikke dobbelt statsborgerskab.

6 Fordele og ulemper ved dobbelt statsborgerskab

Blandt ulemperne kan nævnes risikoen for ikke at kunne opnå diplomatisk beskyttelse af det eneland ved ophold i det andet land, værnepligt i flere lande og risikoen for, at familieretslovgivningeni flere lande kommer i konflikt med hinanden.Den danske regering fastholder princippet om i videst muligt omfang at begrænse dobbelt stats-borgerskab. Som begrundelse herfor har der været henvist til, at de hensyn, som kan påpeges tilstøtte for at tillade dobbelt statsborgerskab, efter regeringens opfattelse må vige for hensynet til atsikre, at personer med dansk indfødsret så vidt muligt alene er nationalitetsmæssigt knyttet tilDanmark.Der har i den forbindelse været henvist til, at det efter regeringens opfattelse blandt andet er væ-sentligt at undgå, at en person gennem dobbelt statsborgerskab har valgret og valgbarhed i flerelande, og at alene personer, som fuldt ud har vedkendt sig at være danske, kan stemme og stilleop til danske folketingsvalg.Som tidligere nævnt er spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab, herunder de fordele og ulemper,som dobbelt statsborgerskab kan medføre, blevet undersøgt i henholdsvis Sverige og Norge iforbindelse med et større udredningsarbejde med henblik på revision af disse landes statsborger-retslovgivninger.I forbindelse med revisionen af den svenske statsborgerretslov konkluderede det svenske eks-pertudvalg i deres betænkning, at de problemer, som dobbelt statsborgerskab kan medføre, errelativt begrænsede, og at den enkelte persons interesse i at have dobbelt statsborgerskab vejertungere end de problemer, der kan være forbundet med dobbelt statsborgerskab. På den bag-grund anbefalede ekspertudvalget, at den svenske statsborgerretslovgivning blev ændret til atacceptere dobbelt statsborgerskab.Den 1. marts 2001 trådte en ny svensk statsborgerretslov i kraft, der accepterer dobbelt statsbor-gerskab.Det norske ekspertudvalg konkluderede i deres betænkning, at de problemer, som dobbelt stats-borgerskab kan give anledning til, specielt i forhold til værnepligt og diplomatisk beskyttelse, ikkeer af en sådan karakter, at de kan begrunde, at dobbelt statsborgerskab ikke skal accepteres. Påden baggrund anbefalede udvalget, at den norske statsborgerretslov blev ændret, således at er-hvervelse af norsk statsborgerskab ikke skal være betinget af fortabelse af hidtidigt statsborger-skab.Den norske regering valgte ikke at følge udvalgets anbefaling vedrørende dobbelt statsborger-skab. Den norske regering lagde vægt på, at norsk statsborgerskab er et vigtigt symbol på tilhørs-forhold og loyalitet til det norske politiske fællesskab og de principper, som dette fællesskab byg-ger på. Den norske regering fandt således, at retten til direkte deltagelse i national politik bør for-udsætte, at det er klart, hvor den enkelte persons primære loyalitet ligger, især i det tilfælde, hvorvedkommendes oprindelsesland har andre interesser end Norge, hvorfor det ikke bør være muligtfor den enkelte at påvirke beslutningsprocesserne i begge lande.Endvidere ønskede den norske regering ikke at øge antallet af statsborgere med et dobbelt sæt afrettigheder, eksempelvis retten til flere pas og dobbelt valgret, da dette ifølge regeringen kan ska-be utilfredshed og intolerance hos de statsborgere, der ikke har et dobbelt sæt af rettigheder.

I forhold til spørgsmålet om retten til diplomatisk beskyttelse af dobbelte statsborgere fandt dennorske regering, at praksis viser, at det er vanskeligt at yde beskyttelse til personer med dobbeltstatsborgerskab, hvis disse møder problemer i deres andet hjemland.Endelig fandt den norske regering, at dobbelt statsborgerskab kan vanskeliggøre strafforfølgning,da dobbelt statsborgerskab kan medvirke til at nedbryde grænserne mellem landene. Dette kanmedføre negative konsekvenser i forhold til internationalt politisamarbejde, f.eks. vedrørende be-slaglægning af pas som fængslingssurrogat samt samarbejde om at hindre børnebortførelser.Den norske statsborgerretslov bygger således fortsat på det princip, at erhvervelse af norsk stats-borgerskab ved naturalisation som udgangspunkt er betinget af, at hidtidigt statsborgerskab forta-bes.I det følgende gennemgås en række konkrete problemstillinger i forhold til spørgsmål om dobbeltestatsborgeres valgret og valgbarhed, retten til diplomatisk og konsulær bistand, dobbelte statsbor-geres muligheder for ansættelse i det diplomatiske korps samt inden for andre erhverv, værnepligtog dobbelt statsborgerskab, retten til sociale ydelser, lovkonflikter på det familie- og strafferetligeområde samt spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab og national sikkerhed. Oplysningerne erbaseret på de høringssvar, som ministeriet har modtaget, de oplysninger, der fremgår af densvenske og norske betænkning, samt oplysninger, som ministeriet har modtaget fra Justitsministe-riet og Velfærdsministeriet.

6.1 Valgret og valgbarhed i flere lande

På baggrund af de modtagne høringssvar kan det konkluderes, at de lande, som accepterer dob-belt statsborgerskab, som udgangspunkt også accepterer, at de af deres statsborgere, som er ibesiddelse af dobbelt statsborgerskab, har dobbelt valgret og valgbarhed. Australiens forfatningindeholder dog en udtrykkelig bestemmelse om, at en person kun kan stille op til det australskeparlament, hvis vedkommende ikke er statsborger i et andet land.For så vidt angår den situation, at en person med dobbelt statsborgerskab stiller op til en lovgiven-de forsamling i flere lande på samme tid, har flere af landene i deres nationale lovgivning indsatbestemmelser med det formål at begrænse denne situation. Den østrigske statsborgerretslovgiv-ning indeholder således en bestemmelse, hvorefter østrigsk statsborgerskab kan fratages en per-son, der er valgt ind i et andet lands lovgivende forsamling, såfremt det vurderes, at det skaderøstrigske interesser, at personen er medlem af denne forsamling. Efter den amerikanske lovgiv-ning skal det vurderes, om en amerikansk statsborger ved at blive valgt ind i et andet lands lovgi-vende forsamling derved har ønsket at frasige sig sit amerikanske statsborgerskab, ligesom Sveri-ge har en bestemmelse om, at man skal have været svensk statsborger i mindst 10 år for at kunneblive statsråd.I den svenske betænkning indtog udvalget det synspunkt, at det bør være rimeligt og ønskeligt, aten person alene har stemmeret i ét land, og at dobbelt stemmeret derfor bør betragtes som enuønsket konsekvens af dobbelt statsborgerskab. Udvalget bemærkede i den forbindelse, at derikke findes statistisk materiale, der viser, i hvilket omfang dobbelt stemmeret udnyttes, men at dethar været opfattelsen i tidligere betænkningsarbejder, at dette kun sker i begrænset omfang. Ud-valget konkluderede derfor, at det må forventes at være forholdsvis få personer, som rent faktisk

udnytter deres dobbelte stemmeret, og at dette i praksis begrænser de negative konsekvenser,der måtte være forbundet med dobbelt stemmeret, hvorfor problemstillingen primært er af princi-piel karakter.For så vidt angår problemstillingen vedrørende dobbelt valgbarhed konkluderede det svenskeudvalg, at spørgsmålet, henset til kravene om nærvær, vælgerkontakt m.m., må anses for at væreaf teoretisk karakter uden en egentlig betydning.Den norske betænkning er på linje med den svenske. Dobbelt valgret kan ifølge udvalget opfattessom principielt urigtigt. Udvalget bemærkede dog, at indvandrere, der har boet i Norge i tre år, harvalgret og valgbarhed til lokalvalg, uanset at de også har mulighed for at deltage i lokalvalg i deresoprindelsesland. Det anses således ikke i denne situation for problematisk, at en persongruppehar valgret og er valgbare i flere lande på samme tid. Udvalget bemærkede endvidere, at det forså vidt angår den principielle karakter af spørgsmålet om dobbelt valgret og valgbarhed ikke kanvære afgørende, hvorvidt der er tale om valg til lokale eller nationale forsamlinger. Spørgsmåletom dobbelt valgbarhed har ifølge udvalget utvivlsomt alene teoretisk karakter.Endelig bemærkede det norske udvalg, at der er en formodning for, at det alene vil være et min-dretal af persongruppen med dobbelt statsborgerskab, der har en interesse i at deltage i valg ideres oprindelsesland.Den danske valglovgivning bygger på et princip, hvorefter valgret og valgbarhed til Folketingetsom udgangspunkt er betinget af, at en person har bopæl her i riget. Således følger det af grund-lovens § 29, at valgret til folketinget har enhver, som har dansk indfødsret og fast bopæl her i riget.Endvidere følger det af grundlovens § 30, at enhver, der har valgret til folketinget, tillige er valgbar.Således forudsættes det, at den, der er valgbar til Folketinget, har bopæl her i riget. Danske stats-borgere, der permanent er bosat i udlandet, vil således som udgangspunkt ikke have valgret ellervære valgbare i forbindelse med valg til Folketinget. Dog følger det af valglovens § 2, at personer,der er udsendt af den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget, anses for at have fastbopæl i riget. Endvidere følger det, at personer, der opholder sig i udlandet, ligeledes anses for athave fast bopæl her i riget, såfremt de agter at vende tilbage til Danmark inden for 2 år efter udrej-sen.

6.2 Ret til diplomatisk og konsulær bistand

I forhold til spørgsmålet om ret til diplomatisk og konsulær bistand er der primært to problemstillin-ger, som gør sig gældende. Den første problemstilling vedrører den situation, hvor flere stater,hvor vedkommende er statsborger, yder diplomatisk beskyttelse mod en tredjestat. Den andenproblemstilling vedrører den situation, hvor en stat ønsker at yde diplomatisk beskyttelse mod enanden stat, hvor vedkommende tillige er statsborger.Spørgsmålet om diplomatisk beskyttelse er reguleret i Haag-konventionen af 12. april 1930 omvisse spørgsmål vedrørende lovkonflikter om statsborgerskab. Det er få stater, som har tiltrådtkonventionen, men mange af konventionens bestemmelser er accepteret som gældende folkeret-lige principper.I forhold til spørgsmålet om diplomatisk beskyttelse mod en tredjestat følger det af konventionensartikel 5, at såfremt en person med to eller flere statsborgerskaber opholder sig i en tredjestat, skal

denne person af tredjestaten alene anerkendes som værende statsborger i den stat, hvor han harfast bopæl, eller den stat, som han er tættest knyttet til.For så vidt angår spørgsmålet om diplomatisk beskyttelse i forhold til en stat, hvor en person ogsåer statsborger, følger det af konventionens artikel 4, at en stat ikke kan yde diplomatisk beskyttelsetil en af sine egne statsborgere mod en anden stat, hvis statsborger vedkommende også er.Den generelle opfattelse blandt de lande, som har besvaret ministeriets høring, er, at problemstil-lingen omkring retten til diplomatisk og konsulær bistand i forhold til dobbelte statsborgere kanløses ved at anvende den folkeretlige regel, der er kodificeret i artikel 4 i Haag-konventionen,hvorefter en stat ikke kan yde diplomatisk beskyttelse til en af sine egne statsborgere mod en an-den stat, hvis statsborger vedkommende også er. Storbritannien henviser således direkte til kon-ventionens artikel 4, mens Sverige, Tyskland og Østrig henviser til den folkeretlige regel, der erkodificeret i artikel 4.Udenrigsministeriet har over for Integrationsministeriet oplyst, at Danmark anvender den folkeretli-ge regel, der er kodificeret i Haag-konventionens artikel 4. Danmark vil således som udgangspunktikke kunne yde diplomatisk bistand til en dansk statsborger, der opholder sig i et land, hvor ved-kommende tillige er statsborger, hvis opholdsstaten modsætter sig dette.I den svenske betænkning udtalte udvalget, at mulighederne for, at en stat kan yde diplomatiskbistand til en af sine statsborgere i den stat, hvor vedkommende tillige er statsborger, i realitetenafhænger af den anden stats gode vilje. På den baggrund konkluderede udvalget, at det er åben-bart, at dobbelte statsborgere befinder sig i en mere udsat position end personer, der alene er ibesiddelse af ét statsborgerskab, og at dette er en negativ effekt af dobbelt statsborgerskab.Udvalget i den norske betænkning bemærkede, at en potentiel konfliktsituation kan undgås ved, aten person med dobbelt statsborgerskab ikke besøger sit oprindelsesland, hvis et sådant besøgkan udgøre en sikkerhedsrisiko for vedkommende, og at det i den forbindelse er vigtigt, at ved-kommende er bekendt med, at der kan forekomme en sådan risiko.Sverige har i sit høringssvar understreget, at personer i forbindelse med, at de opnår svenskstatsborgerskab ved naturalisation, vejledes om, at der kan forekomme situationer, hvor det ikkevil være muligt at yde diplomatisk bistand, såfremt vedkommende opholder sig i sit oprindelses-land.

6.3 Beskæftigelse i det diplomatiske korps

Diplomatiske relationer mellem stater er reguleret af FN’s Wienerkonvention om Diplomatiske Re-lationer fra 1961. Danmark ratificerede den 2. oktober 1968 konventionen. En del af landene har ideres svar refereret til denne konvention. I forhold til, hvorvidt personer med dobbelt statsborger-skab kan beskæftiges i det diplomatiske korps, er landene stort set enige om, at det ikke er enhindring for sådan beskæftigelse, at en person er i besiddelse af dobbelt statsborgerskab. Flere aflandene påpeger dog, at vedkommende person i sådanne situationer for at undgå en interesse-konflikt ikke vil blive udstationeret i det land, hvor personen tillige er statsborger.Finland påpeger, at landet i overensstemmelse med konventionens § 8, stk. 2, ikke accepterer, aten finsk statsborger, der også er statsborger i et andet land, er udstationeret på dette lands diplo-

matiske repræsentation i Finland. USA bemærker, at der som udgangspunkt ikke er et krav om, aten person ikke må være i besiddelse af dobbelt statsborgerskab for at kunne få beskæftigelse i detdiplomatiske korps, men at alle personer, der søger ansættelse, skal bestå et sikkerhedstjek, og atdet faktum, at en person er i besiddelse af dobbelt statsborgerskab, kan medføre, at vedkommen-de ikke består det påkrævede sikkerhedstjek.Udenrigsministeriet har over for Integrationsministeriet oplyst, at dobbelt statsborgerskab somudgangspunkt ikke er en hindring for beskæftigelse i det diplomatiske korps. I forbindelse med enpersons ansættelse i Udenrigsministeriet undersøges det, hvorvidt vedkommende er dobbeltstatsborger. Såfremt en person med dobbelt statsborgerskab ønskes udstationeret til det land,hvor vedkommende også er statsborger, er Danmark i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2,forpligtet til at spørge det modtagende land, om landet vil acceptere, at den pågældende personudstationeres på den danske repræsentation i pågældende land. Såfremt det modtagende landmodsætter sig dette, vil udstationering ikke kunne finde sted. Ligeledes vil udstationering til enudenlandsk repræsentation i Danmark af en person med dobbelt statsborgerskab, hvoraf det eneer dansk, forudsætte dansk godkendelse.

6.4 Beskæftigelse inden for andre offentlige erhverv

Generelt kan det udledes af de modtagne høringssvar, at det ofte er en konkret vurdering, hvorvidten person med dobbelt statsborgerskab kan komme i betragtning til et bestemt offentligt erhverv.Det kan dog ikke konkluderes, at der er en tendens til, at bestemte offentlige erhverv kun kan be-strides af personer, der ikke er i besiddelse af dobbelt statsborgerskab.For så vidt angår Frankrig har den Franske Ambassade i København over for ministeriet oplyst, atdet tidligere efter fransk lovgivning var tilfældet, at alene personer med fransk statsborgerskabkunne få ansættelse inden for offentlige erhverv. Den franske lovgivning er dog siden blevet æn-dret, således at det nu kun er inden for bestemte offentlige erhverv, at ansættelse forudsætter, aten person er fransk statsborger, f.eks. stillinger inden for forsvaret, politiet eller retsvæsenet, mensandre offentlige erhverv så som lærer, forsker eller læge kan besættes af personer, der er stats-borgere i et EU- eller EØS-land.Domstolsstyrelsen har over for Integrationsministeriet oplyst, at det er en forudsætning for udnæv-nelse til dommer, at vedkommende har dansk statsborgerskab, men at det ikke er en hindring forudnævnelse, såfremt vedkommende har dobbelt statsborgerskab. Det undersøges således alene iforbindelse med udnævnelse af en person til dommer, hvorvidt denne person har dansk statsbor-gerskab.Rigspolitiet har over for Integrationsministeriet oplyst, at dobbelt statsborgerskab ikke er en hin-dring for ansættelse som politibetjent. Det er alene en forudsætning for ansættelse som politibe-tjent, at en person har dansk statsborgerskab.For så vidt angår ansættelse i Det Danske Forsvar har Forsvarsministeriet over for Integrationsmi-nisteriet oplyst, at dobbelt statsborgerskab ikke er en hindring for ansættelse i forsvaret. Det un-dersøges dog i forbindelse med en persons ansættelse i Det Danske Forsvar, om denne personhar dobbelt statsborgerskab. Dette sker med henblik på en vurdering af, hvorvidt ansættelse ogeventuel udsendelse i international tjeneste vil kunne medføre konsekvenser for den pågældendesom følge af den pågældendes dobbelte statsborgerskab, herunder om den omstændighed, at

Spørgsmålet om aftjening af værnepligt for personer med dobbelt statsborgerskab er på europæ-isk niveau reguleret, dels gennem den europæiske konvention af 6. maj 1963 om begrænsning aftilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret, dels gen-nem den europæiske konvention af 6. november 1997 om statsborgerret. Danmark ratificerededen europæiske konvention om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt forpersoner med dobbelt statsborgerret den 29. august 1972 og den europæiske konvention omstatsborgerret den 4. juni 2000.Det følger af kapitel 2 i den europæiske konvention om begrænsning af tilfælde af dobbelt stats-borgerret og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret, at en person med dobbelt stats-borgerskab som udgangspunkt alene skal aftjene værnepligt i den stat, på hvis territorium han harfast bopæl, og at vedkommende, når han har aftjent sin værnepligt i denne stat, må anses for athave opfyldt sine militære forpligtelser over for enhver anden part, i hvis land han også har stats-borgerskab.Den europæiske konvention om statsborgerret følger princippet i 1963 konventionen, og det ersåledes i konventionens artikel 21 bestemt, at personer med statsborgerskab i to eller flere kon-traherende stater kun skal aftjene værnepligt i en af disse stater.Finland, Sverige og Tyskland påpeger i deres høringssvar, at de har et system, hvorefter dobbeltestatsborgere i overensstemmelse med 1963 og 1997 konventionerne alene skal aftjene værnepligti den ene af den stat, hvor de er statsborgere. Endvidere påpeges det, at problemstillingen omværnepligt og dobbelt statsborgerskab ofte kan søges løst ved bilaterale aftaler landene imellem.Sverige og Finland har således indgået en aftale på området med USA.Ifølge den finske lovgivning er en person med dobbelt statsborgerskab fritaget for at aftjene vær-nepligt i Finland, såfremt vedkommende i de seneste 7 år har haft fast bopæl i et andet land. Så-fremt vedkommende har fast bopæl i Finland, kan han i overensstemmelse med den europæiskekonvention om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer meddobbelt statsborgerret og den europæiske konvention om statsborgerret alene fritages for værne-pligt, såfremt han har aftjent værnepligten i det land, hvor han også er statsborger.Canada, Holland, Island og Storbritannien har ikke tvungen værnepligt og berører derfor som så-dan ikke problemstillingen om værnepligt og dobbelt statsborgerskab. Australien, der heller ikkehar tvungen værnepligt, bemærker, at der ikke er nogen forskrift efter australsk lov, der forhindrer,at en person med dobbelt statsborgerskab, hvoraf det ene er australsk, aftjener værnepligt i detland, hvor vedkommende tillige er statsborger, forudsat at dette land ikke er i krig med Australien.Såfremt dette er tilfældet, vil vedkommende person miste sit australske statsborgerskab.

I den norske betænkning er det vurderet, at problemstillingen om værnepligt og dobbelt statsbor-gerskab ikke længere har den store praktiske betydning henset til, at 1997 konventionen stillerstaterne frit med hensyn til dobbelt statsborgerskab. Udvalget konkluderede, at eventuelle proble-mer, der måtte opstå i forbindelse med dobbelte statsborgeres aftjening af værnepligt, kan søgesløst gennem internationale konventioner på området eller bilaterale aftaler landene imellem.Udgangspunktet i norsk ret er, at en person med dobbelt statsborgerskab i overensstemmelsemed 1963 konventionen alene skal aftjene værnepligt i et af de lande, hvor vedkommende erstatsborger. Såfremt en fremmed statsborger opnår norsk statsborgerskab efter at have aftjentværnepligt i sit oprindelsesland, vil vedkommende i forbindelse med en eventuel aftjening af norskværnepligt få fradrag for den tjenestetid, han måtte have aftjent i sit oprindelsesland.I den svenske betænkning har ekspertudvalget påpeget, at problemstillingen om dobbelt statsbor-gerskab og værnepligt i praksis vil være begrænset til de situationer, hvor en person fra en stat,der ikke har tiltrådt 1963 konventionen eller har indgået en aftale med Sverige, opnår svenskstatsborgerskab. Det konkluderes, at en sådan konflikt kun sjældent kan forventes at opstå, daflertallet af stater generelt indtager synspunktet, at en person med dobbelt statsborgerskab aleneskal aftjene værnepligt i en af de stater, hvor vedkommende er statsborger.Ekspertudvalget i både den svenske og norske betænkning anerkendte dog, at der kan forekom-me situationer, hvor en person med dobbelt statsborgerskab kan risikere at skulle aftjene værne-pligt i flere stater, fordi den værnepligt, som vedkommende har aftjent i Sverige eller Norge, ikkeanerkendes af vedkommendes oprindelsesland.Det svenske ekspertudvalg bemærkede i den forbindelse, at det er uhensigtsmæssigt, at en per-son med dobbelt statsborgerskab kan risikere at skulle aftjene værnepligt i flere stater, og at Sve-rige – i det omfang det bliver aktuelt – bør minimere risikoen herfor ved at søge at få aftaler i standmed de stater, hvor der kan opstå problemer. Udvalget bemærkede dog, at den enkelte personkan undgå at skulle aftjene værnepligt i flere stater ved ikke at rejse til den stat, som ikke accepte-rer, at vedkommende allerede har aftjent værnepligt i Sverige.Det norske ekspertudvalg bemærkede, at det forhold, at en person med dobbelt statsborgerskabkan risikere at skulle aftjene værnepligt i flere stater, kan have betydning for den enkelte, f.eks.hvis den pågældende ønsker at rejse til oprindelseslandet, og at det derfor er vigtigt, at den på-gældende er bekendt med denne risiko og véd, at muligheden for diplomatisk bistand fra norskside vil være begrænset. Udvalget fandt dog ikke, at dette forhold burde være et argument for, aterhvervelse af norsk statsborgerskab skal være betinget af, at vedkommende mister sit hidtidigestatsborgerskab.Endvidere påpegede det norske ekspertudvalg, at der kan forekomme situationer, hvor en personmed dobbelt statsborgerskab bliver optaget af en krigssituation i sit oprindelsesland og derfor øn-sker at gøre en militærindsats dér, f. eks. som en del af en fredsbevarende styrke udsendt af denstat, hvor han også er statsborger, i dette tilfælde Norge. Udvalget vurderede, at der ikke er grundtil at tro, at personer med dobbelt statsborgerskab skulle være stærkere engageret end norskestatsborgere fra samme oprindelsesland, som ikke er dobbelte statsborgere, og at problemstillin-gen bør løses ved, at man ved sammensætningen af militære enheder til eksempelvis fredsbeva-rende styrker undgår at inkludere personer med en stærk tilknytning til landet.

I forhold til aktive krigshandlinger påpeger Australien, Tyskland og USA i deres høringssvar, atderes lovgivning indeholder bestemmelser, hvorefter dobbelte statsborgere, der indtræder i militæ-ret i den stat, hvor de også er statsborgere, mister deres andet statsborgerskab, såfremt der er enkrigstilstand mellem de to stater.Forsvarsministeriet har over for Integrationsministeriet oplyst, at dobbelt statsborgerskab ikke eren hindring for aftjening af værnepligt i Danmark. Danmark anerkender i overensstemmelse medbestemmelserne i 1963 og 1997 konventionerne som hovedregel værnepligt aftjent af en personmed dobbelt statsborgerskab i det land, hvor vedkommende også er statsborger, således at per-sonen ikke vil skulle aftjene værnepligt i Danmark. Danmark har endvidere indgået bilaterale afta-ler på området med en række lande, blandt andet Tyskland.

6.6 Sociale ydelser

Samtlige de lande, der har besvaret ministeriets forespørgsel vedrørende retten til sociale ydelserog dobbelt statsborgerskab konkluderer, at retten til sociale ydelser følger retten til lovligt opholdog ikke statsborgerskab. Der er således en generel tendens til, at retten til sociale ydelser ikke erbestemt af statsborgerskab, men af lovligt ophold.For så vidt angår den danske lovgivning har Velfærdsministeriet over for Integrationsministerietoplyst, at tilkendelse af velfærdsydelser på det sociale område som udgangspunkt ikke er betingetaf dansk statsborgerskab, hvorfor dobbelt statsborgerskab ikke har betydning for retten til at mod-tage velfærdsydelser på det sociale område efter den danske lovgivning.

6.7 Lovkonflikter på det familie- og strafferetlige område

Kun enkelte af de adspurgte lande har berørt ministeriets spørgsmål vedrørende lovkonflikter pådet familie- og strafferetlige område som følge af dobbelt statsborgerskab.Østrig påpeger, at der kan forekomme problemer som følge af, at personer med dobbelt statsbor-gerskab kan være registreret med forskellige navne i de lande, hvor vedkommende er statsborger,og at det således kan være vanskeligt at identificere vedkommende. Østrig påpeger endvidere, atder kan forekomme lovkonflikter på det skatteretlige område, men at dette til dels kan undgås vedat indgå internationale aftaler om skattebeskatning.Holland bemærker, at begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerskab kan sikre, at der ikkeopstår situationer, hvor en person med dobbelt statsborgerskab er underlagt modstridende lovreg-ler i flere lande. Holland bemærker i den forbindelse, at den hollandske lovgivning indeholder be-stemmelser om, hvordan eventuelle konflikter på det privatretlige område skal afgøres.Endelig bemærker Sverige, at det er landets erfaring, at lovkonflikter på det familie- og strafferetli-ge område sjældent forekommer. Også Island bemærker, at landet ikke har oplevet problemersom følge af lovkonflikter i forbindelse med personer med dobbelt statsborgerskab.Den norske regering anførte som en af begrundelserne for ikke at følge det norske ekspertudvalgsanbefaling om at tillade dobbelt statsborgerskab i forbindelse med naturalisation, at dobbelt stats-borgerskab kan vanskeliggøre straffeforfølgning. Den norske regering anførte i den forbindelse, atdobbelt statsborgerskab kan medvirke til at nedbryde grænserne mellem landene, og at dette kanmedføre negative konsekvenser i forhold til internationalt politisamarbejde, eksempelvis vedrøren-

de beslaglægning af pas som fængslingssurrogat samt samarbejde om at hindre børnebortførel-ser.For så vidt angår den situation at en person med dobbelt statsborgerskab, hvoraf det ene erdansk, begår en forbrydelse i Danmark og herefter flygter til det land, hvor vedkommende også erstatsborger, har Justitsministeriet over for Integrationsministeriet oplyst, at der kan opstå spørgs-mål om, hvorvidt vedkommende kan udleveres til Danmark med henblik på retsforfølgning.Justitsministeriet har oplyst, at hvis det pågældende land er medlem af Den Europæiske Union, viludlevering af egne statsborgere kunne ske efter reglerne i Rådets rammeafgørelse(2000/584/RIA) af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgi-velse mellem medlemsstaterne (gennemført i dansk ret ved lov nr. 433 af 10. juni 2003). Justits-ministeriet har endvidere oplyst, at Justitsministeriet ikke er i besiddelse af samlede oplysningerom, i hvilket omfang lande uden for EU tillader udlevering af egne statsborgere.Endelig har Justitsministeriet oplyst, at Danmark i stedet for at anmode om udlevering af en per-son fra et andet land efter omstændighederne vil kunne anmode det pågældende land om at over-tage retsforfølgningen fra Danmark, jf. nærmere reglerne i lov nr. 252 af 12. juni 1975 om overfør-sel til et andet land af retsforfølgning i straffesager, og jf. den europæiske konvention af 15. maj1972 om samme emne. Det pågældende land vil imidlertid i visse tilfælde kunne afslå at overtageretsforfølgningen.En person med dobbelt statsborgerskab, herunder det ene dansk, vil således efter omstændighe-derne kunne unddrage sig retsforfølgning for en forbrydelse begået her i Danmark ved at flygte tilsit andet hjemland, hvis dette land ikke har mulighed for eller ønsker at udlevere egne statsborge-re eller at overtage retsforfølgningen.

7 Dobbelt statsborgerskab og national sikkerhed

Spørgsmålet om national sikkerhed og dobbelt statsborgerskab er indgående behandlet i densvenske betænkning. Det nævnes i den svenske betænkning, at et af argumenterne mod dobbeltstatsborgerskab er, at dobbelt statsborgerskab kan medføre dobbelte loyaliteter og loyalitetskon-flikter, som i visse situationer kan udgøre en sikkerhedsrisiko. Det har på den anden side væretanført, at det er andre forhold så som familierelationer og opholdsperiode, der har betydning, og atspørgsmålet om statsborgerskab ikke har afgørende betydning i forhold til spørgsmålet om sikker-hed.I forbindelse med den svenske betænkning konsulterede udvalget det svenske Rigspoliti samt desvenske Sikkerheds- og Forsvarstjenester for så vidt angår spørgsmålet om dobbelt statsborger-skab og national sikkerhed.Rigspolitiet og Sikkerhedstjenesten vurderede, at den omstændighed, at en person er i besiddelseaf dobbelt statsborgerskab, er underordnet i forhold til personens motivation til at begå kriminalitetmod svenske interesser. Drivkraften for en sådan virksomhed er ofte en anden, eksempelvis pen-ge. Rigspolitiet og sikkerhedstjenesten havde således ingen principielle indvendinger mod at tilla-de dobbelt statsborgerskab, ligesom ingen af de to tjenester kendte til konkrete tilfælde, hvor dob-belt statsborgerskab skulle have været en motiverende faktor i forhold til udøvelse af terrorvirk-somhed.

Udtalelsen fra den svenske Forsvarstjeneste er stort set på linje med Rigspolitiets og Sikkerheds-tjenestens vurderinger. Forsvarstjenesten konkluderede således, at en persons loyalitet ikke ervæsentlig afhængig af, hvorvidt en person alene er svensk statsborger, eller om personen er ibesiddelse af dobbelt statsborgerskab. Forsvarstjenesten konkluderede ligesom Rigspolitiet ogSikkerhedstjenesten, at det som regel er andre faktorer så som penge eller tvang, der er afgøren-de for, hvor en persons loyalitet ligger.Endvidere påpegede forsvarstjenesten, at der kan tænkes at forekomme problemer i forhold til desamarbejdsaftaler om teknologisk udveksling af oplysninger, som Sverige har indgået med andrestater. Disse samarbejdsaftaler indeholder forskrifter, hvorefter de udvekslede oplysninger ikke måindeholde information om udenlandske statsborgere, hvilket vil inkludere svenske statsborgeremed dobbelt statsborgerskab. Forsvarstjenesten konkluderede dog, at et øget antal af dobbeltestatsborgere vil have forholdsvis ringe sikkerhedsmæssige effekter.Forsvarstjenesten berørte endvidere den problemstilling, at den omstændighed, at en person hardobbelt statsborgerskab, kan medføre, at en udenlandsk part kan stille spørgsmålstegn ved ved-kommende persons loyalitet og upartiskhed, og at dette kan udgøre en risiko i forhold til vedkom-mende persons sikkerhed. Forsvarstjenesten brugte som eksempel den situation, at en svensk FNobservatør med dobbelt statsborgerskab kan have svært ved at hævde sin neutralitet. Som følgeaf de problemstillinger, der kan opstå, anbefalede Forsvarstjenesten derfor et system, hvorefterdet ikke for personer med dobbelt statsborgerskab skulle være muligt at opnå ansættelse somofficer, reserveofficer eller i udlandsstyrkerne, ligesom det ikke skulle være muligt at opnå civilansættelse i forsvarstjenesten.Det svenske udvalg fandt ikke anledning til at støtte Forsvarstjenestens anbefaling.I forlængelse af udtalelserne fra Rigspolitiet, Sikkerheds- og Forsvarstjenesterne bemærkede detsvenske udvalg, at ingen af de lande, som udvalget har været i kontakt med i forbindelse medbetænkningen, og som tillader dobbelt statsborgerskab, har erfaret, at personer med dobbeltstatsborgerskab skulle udgøre en større risiko for den nationale sikkerhed end personer udendobbelt statsborgerskab. Udvalget bemærkede endvidere, at resultatet af undersøgelsen tydeligtviser, at de sikkerhedsmæssige aspekter af dobbelt statsborgerskab internationalt set ikke oplevessom noget umiddelbart problem.Udvalget i den norske betænkning begrænsede sig for så vidt angår spørgsmålet om dobbeltstatsborgerskab og national sikkerhed til at bemærke, at indvandring kan udgøre en risiko bådeved, at indvandrergruppen kan inkludere personer, som kommer til landet for at udøve efterret-ningsvirksomhed, og ved, at indvandrere kan være underlagt pres fra deres oprindelsesland. Ud-valget konkluderede i den forbindelse, at det er vanskeligt at se, hvordan denne risiko skulle blivemindre derved, at en udlænding, som opnår norsk statsborgerskab, opgiver sit oprindelige stats-borgerskab.De høringssvar, som ministeriet har modtaget, berører stort set ikke problemstillingen om sikker-hedsbetragtninger og dobbelt statsborgerskab. Kun et fåtal af landene har besvaret spørgsmålet,herunder Island og Sverige, der begge konkluderer, at der i disse lande ikke har været problemermed personer, der har dobbelt statsborgerskab.

I det hollandske høringssvar nævnes, at der i Holland er forekommet situationer, hvor personermed dobbelt statsborgerskab er blevet retsforfulgt for at have udgjort en sikkerhedsrisiko modnationale interesser, men på tidspunktet for høringssvaret er der ikke faldet endelig dom i sagerne.Efter den danske indfødsretslovgivning kan den, der i forbindelse med erhvervelsen af dansk ind-fødsret har udvist svigagtigt forhold, herunder ved forsætligt at afgive urigtige eller vildledendeoplysninger eller fortie relevante oplysninger, ved dom frakendes indfødsretten, hvis det udvisteforhold har været bestemmende for erhvervelsen, jf. § 8 A i lov om dansk indfødsret.Dette gælder blandt andet tilfælde, hvor den pågældende i forbindelse med sin ansøgning omdansk indfødsret har afgivet urigtig erklæring om ikke at have gjort sig skyldig i forhold omfattet afstraffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) og 13 (forbrydel-ser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder m.v.), jf. retningslinjernes § 19, stk. 1,jf. cirkulæreskrivelse nr. 61 af 22. september 2008 om retningslinjer for naturalisation.Endvidere kan den, som dømmes for overtrædelse af en eller flere bestemmelser i straffelovenskapitel 12 og 13, ved dom frakendes sin danske indfødsret, jf. indfødsretslovens § 8 B. Til forskelfra § 8 A kan bestemmelsen dog kun anvendes, hvis den person, der frakendes indfødsretten, ikkederved bliver statsløs. Bestemmelsen er således begrænset til at vedrøre personer, der har dob-belt statsborgerskab.

8 Integration og dobbelt statsborgerskab

Sammenhængen mellem integration og statsborgerskab, herunder spørgsmålet om, hvorvidt kravom fortabelse af oprindeligt statsborgerskab i forbindelse med erhvervelse af nyt statsborgerskaber med til at fremme integrationen, er behandlet af udvalget i både den svenske og norske be-tænkning.I forbindelse med udarbejdelsen af den svenske betænkning blev der afholdt en indvandrerhøring,hvor spørgsmålet om sammenhængen mellem statsborgerskab og integration blev vurderet. Kon-klusionen af denne høring var blandt andet, at statsborgerskab ses at understøtte integration der-ved, at det for den enkelte person giver en identitetsfølelse og medfører en solidaritetsfølelse meddet land, hvor vedkommende opnår statsborgerskab. Høringen påviste endvidere, at opnåelse afstatsborgerskab kan medføre en følelse af respekt hos den person, der opnår statsborgerskab, ogat denne følelse er motiverende i forhold til vedkommendes lyst til at uddanne sig og søge arbejde.I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt krav om fortabelse af hidtidigt statsborgerskab i forbindelsemed erhvervelse af nyt er fremmende for integration, bemærkede det norske udvalg, at det altidmå påregnes, at indvandrere vil være knyttet til deres oprindelsesland, og at de vil lægge vægt påat bevare kontakten til familie og miljø. Udvalget konkluderede således, at selv om en person haren omfattede kontaktflade med samfundet i det land, hvor vedkommende ønsker at opnå stats-borgerskab, må det lægges til grund, at vedkommende fortsat vil være faktisk og følelsesmæssigttilknyttet til sit oprindelsesland, selv om han opnår statsborgerskab i et andet land.Udvalget konkluderede på den baggrund, at tab af oprindeligt statsborgerskab i mange tilfældeikke vil være definitivt, da fortabelse af hidtidigt statsborgerskab ikke er ensbetydende med, atpersonen reelt mister tilhørsforholdet til sit oprindelsesland.

Det kan sammenfattende konkluderes, at flere og flere lande tillader dobbelt statsborgerskab. Sve-rige ændrede i 2001 sin statsborgerretslovgivning, således at dobbelt statsborgerskab accepteresfuldt ud, mens Island og Finland tilsvarende har ændret deres lovgivning i 2003. I 2007 ændredeBelgien sin statsborgerretslovgivning til fuldt ud at acceptere dobbelt statsborgerskab, ligesomTyskland ændrede sin statsborgerretslov, således at dobbelt statsborgerskab accepteres for EU-borgere, statsborgere fra Schweiz samt for statsborgere fra lande, som Tyskland har indgået entraktat med i henhold til § 12 i den tyske statsborgerretslov, og som opnår tysk statsborgerskabved naturalisation. Senest har Luxembourg i oktober 2008 ændret lovgivningen, hvorefter dobbeltstatsborgerskab accepteres fuldt ud.Det kan endvidere konkluderes, at de lande, som fuldt ud accepterer dobbelt statsborgerskab, ikkeumiddelbart har oplevet væsentlige problemer i forhold til de problemstillinger, som berøres i dettenotat. Dette er tilfældet både for de lande, som i mange år har accepteret dobbelt statsborgerskab,samt for de lande, som inden for de seneste år har ændret deres lovgivning, således at dobbeltstatsborgerskab accepteres fuldt ud. Således nævner eksempelvis Sverige i sit høringssvar, atgennemførelsen af lovændringen i 2001 ikke har medført problemer af betydning, samt at det forden enkelte person er positivt at kunne vælge at have dobbelt statsborgerskab som følge af, atvedkommende har tilknytning til to lande. Det konkluderes således i det svenske høringssvar, atreformen er blevet modtaget positivt af indvandrere såvel som af udenlandssvenskere.For så vidt angår de lande, der som udgangspunkt alene accepterer dobbelt statsborgerskab, hvordette er erhvervet automatisk, kan det konkluderes, at dette til dels er begrundet ud fra det syns-punkt, at et statsborgerskab er et vigtigt symbol på tilhørsforhold og loyalitet, og at en person såle-des ud fra principielle betragtninger alene bør være i besiddelse af ét statsborgerskab. Dette varblandt andet baggrunden for, at den norske regering ikke valgte at følge det norske ekspertud-valgs anbefaling om at ændre den norske statsborgerretslovgivning, uanset at udvalget i deresbetænkning havde konkluderet, at fordelene ved at tillade dobbelt statsborgerskab er større endulemperne.Endvidere kan det konkluderes, at dobbelt statsborgerskab tillige søges begrænset ud fra betragt-ninger af mere praktisk karakter, såsom et ønske om at undgå lovkonflikter inden for det familie-og strafferetlige område og konflikter i forbindelse med diplomatisk bistand samt at undgå, at per-soner opnår flere sæt af rettigheder, eksempelvis valgret og valgbarhed i to eller flere lande. Detteskal dog sammenholdes med, at det er flere landes erfaringer, at potentielle konfliktsituationer iforhold til dobbelt statsborgerskab i mange tilfælde kan løses enten gennem internationale kon-ventioner på området, eller ved at landene indbyrdes indgår samarbejdsaftaler på det pågældendeområde.Sammenfattende kan det derfor konkluderes,--at dobbelt statsborgerskab søges begrænset dels ud fra principielle betragtninger, dels udfra mere praktiske betragtninger.at flere lande tillader dobbelt statsborgerskab.

Udredning om reglerne for dobbelt statsborgerskab i Danmark, i andre lande og i forhold til

internationale konventioner

1

Baggrund

2

Den danske indfødsretslovgivning i forhold til princippet om begrænsning af dobbelt

statsborgerskab

2.1

Lov om dansk indfødsret, jf. bekendtgørelse nr. 422 af 7. juni 2004 om dansk indføds-

ret

2.2

Aftale af 22. september 2008 om dansk indfødsret, jf. cirkulæreskrivelse nr. 61 af 22.

september 2008 om retningslinjer for naturalisation

3

Personer med dobbelt statsborgerskab i Danmark

2004

2005

2006

2007*

2008

2004

2005

2006

2007

2008

4

Internationale konventioner

5

Andre landes lovgivning vedrørende dobbelt statsborgerskab

6

Fordele og ulemper ved dobbelt statsborgerskab

6.1

Valgret og valgbarhed i flere lande

6.2

Ret til diplomatisk og konsulær bistand

6.3

Beskæftigelse i det diplomatiske korps

6.4

Beskæftigelse inden for andre offentlige erhverv

6.5

Værnepligt

6.6

Sociale ydelser

6.7

Lovkonflikter på det familie- og strafferetlige område

7

Dobbelt statsborgerskab og national sikkerhed

8

Integration og dobbelt statsborgerskab

9

Sammenfatning