Dato:	26. marts 2009
	Kontor:	Indfødsretskontoret
	J.nr.:	2008/300-52
	Sagsbeh.:	KRE

Besvarelse af spørgsmål 9 stillet af Folketingets Indfødsretsudvalg den 27. februar 2009 efter ønske fra Anne-Marie Meldgaard (S), jf. B 55.

 

Spørgsmål:

”I forlængelse af spørgsmål 7 og 8 bedes ministeren redegøre for, hvad mulighederne er for at fratage en person dansk statsborgerskab, såfremt vedkommende generhverver sit oprindelige statsborgerskab uden krav om at blive løst fra det danske statsborgerskab.”

Svar:

Integrationsministeriet kan generelt oplyse, at den danske statsborgerretslovgivning bygger på et princip om i videst muligt omfang at begrænse dobbelt statsborgerskab.

 

Dette princip kommer blandt andet til udtryk i indfødsretslovens § 7, jf. bekendtgørelse af lov nr. 422 af 7. juni 2004 om dansk indfødsret.

 

Det følger herefter af indfødsretslovens § 7, at dansk indfødsret fortabes af

 

1. den, som erhverver fremmed statsborgerret efter ansøgning eller udtrykkeligt samtykke,
2. den, som erhverver fremmed statsborgerret ved at indtræde i offentlig tjeneste i et andet land,
3. ugift barn under 18 år, som bliver fremmed statsborger ved, at en af dets forældre, som har forældremyndigheden eller del i denne erhverver fremmed statsborgerret på den foran under nr. 1. eller 2. angivne måde, medmindre den anden af dets forældre vedbliver med at være dansk og ligeledes har del i forældremyndigheden.

 

Ministeriet kan således oplyse, at ansøgere, der har erhvervet dansk indfødsret ved naturalisation, og som i forbindelse med erhvervelsen er blevet løst fra deres hidtidige statsborgerskab, og som ved en tilbagevenden til deres fødeland generhverver deres oprindelige statsborgerskab, i overensstemmelse med indfødsretslovens § 7 automatisk fortaber deres danske indfødsret.

 

Under henvisning til, at disse personer automatisk fortaber deres danske indfødsret, vil de således ikke skulle stilles over for et krav om løsning, ligesom der ikke kan indledes nogen sag om frakendelse af et statsborgerskab, som de ikke længere er i besiddelse af.

For så vidt angår ministeriets praksis i forbindelse med indfødsretslovens § 7 kan nærmere henvises til besvarelsen af spørgsmål 8.