Jeg vil gerne takke meget for Folketingets tilslutning til denne stabiliserings- og associeringsaftale mellem De Europæiske Fællesskaber og Bosnien-Hercegovina.
Jeg tror, det er meget vigtigt, vi fortsætter vores proces med at integrere de forskellige Balkanstater i det europæiske mønster og det europæiske system, for det jo også vejen til at sikre, at Balkan ikke falder tilbage i fortidens uroligheder. Derfor er det vigtigt, at de har en økonomisk fremgang, at de alle sammen bliver båret op, og at ingen bliver efterladt. Men vi kan jo ikke føre dem frem til det stadium med stabiliserings- og associeringsaftalen, før de selv er klar til det, og det er altså vurderingen, at Bosnien-Hercegovina, som har vanskeligheder og faktisk meget let kan komme i store vanskeligheder, kan blive hjulpet videre frem.
Jeg blev spurgt, hvad jeg prioriterer. Jeg kan svare, at jeg prioriterer det hele. Jeg prioriterer, at vi støtter bestræbelserne på at styrke demokratiet og retsstaten gennem aftalen, at vi bidrager til politisk, økonomisk og institutionel stabilitet i landet og dermed til en stabilisering af regionen, og at vi støtter Bosnien-Hercegovinas bestræbelser på at fuldføre omstillingen til en fungerende markedsøkonomi. Jeg kan ikke rigtig vægte det ene højere end det andet, for det er vigtigt alt sammen, men det er bare for at nævne nogle af de ting, som er væsentlige i aftalen.
Med hensyn til Dansk Folkepartis indvendinger om, at det her kunne betyde fri indvandring, har jeg også hørt de indvendinger ved behandlingen af tidligere aftaler, og de bliver altså gentaget her. Jeg vil henvise til artikel 48 i aftalen, for her står, at under hensyntagen til arbejdsmarkedssituationen i medlemsstaterne og til deres gældende lovgivning og regler vedrørende arbejdstagernes mobilitet kan man begynde at åbne grænserne i forbindelse med frihandel. Det vil sige, at vi skal vurdere, at vores arbejdsmarkedssituation er sådan, at der bliver et behov. De skal altså have et job, og de skal have en dansk overenskomst, ellers kan de ikke komme ind. Det er det, der er gældende med den eksisterende lovgivning og reglerne for arbejdstagernes mobilitet.
Derfor er det et skræmmebillede, som vi har hørt om før, og som jeg havde håbet var faldet væk nu, for aftalen er jo identisk med de tidligere, hvor jeg har hørt de samme indvendinger. Svaret er det samme, nemlig at det er der taget højde for at kunne fange op, og det håber jeg kan berolige Dansk Folkeparti.
Jeg takker for tilslutningen. Jeg tror, det er vigtigt, at denne proces fortsætter. Man kan se, hvordan Balkan rejser sig, og hvordan Serbien, som også har været i konflikt, nu søger tættere og tættere på EU, hvad jeg også hilser velkommen, så det er en god proces, og jeg takker for Folketingets tilslutning.