Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 71:

Forslag til folketingsbeslutning om mulighed for politiet til at meddele midlertidigt forbud mod at have med dyr at gøre i sager om grov dyremishandling.

Af Karina Lorentzen (SF) og Karen Hækkerup (S) m.fl.

(Fremsættelse 16.12.2008).

Forhandlingen er åbnet. Justitsministeren.

Beslutningsforslaget pålægger regeringen at tage initiativ til at sikre, at politiet i sager om grov dyremishandling gives beføjelser til at udstede et midlertidigt forbud til den sigtede mod at have med dyr at gøre, indtil der er faldet dom i sagen, hvis et sådant midlertidigt forbud er nødvendigt for at undgå yderligere dyremishandling.

Som det fremgår af forslagets bemærkninger, har Folketinget tidligere drøftet et forslag om midlertidigt forbud mod at have med dyr at gøre. Forslaget svarer således i vidt omfang til beslutningsforslag nr. B 126, som blev førstebehandlet den 16. maj 2008. Efter dette beslutningsforslag skulle regeringen bl.a. pålægges at tage initiativ til at sikre, at politiet i sager om grovere, uforsvarlig behandling af dyr og dyremishandling gives beføjelser til midlertidigt at frakende den tiltalte retten til at beskæftige sig med dyr, indtil der er afsagt dom i sagen.

Jeg vil gerne indlede med at slå fast, at regeringen er helt enig med forslagsstillerne i intentionerne bag forslaget. Regeringen kan selvsagt fuldt ud tilslutte sig, at det til enhver tid sikres, at politiet har de nødvendige redskaber til at gribe ind over for en person, der mishandler dyr. Når regeringen alligevel ikke - trods de gode intentioner - kan støtte beslutningsforslaget, skyldes det navnlig, at lovgivningen efter regeringens opfattelse allerede indeholder de redskaber, der er nødvendige.

Som min forgænger på posten redegjorde for under førstebehandlingen af beslutningsforslag nr. B 126, har politiet allerede i dag med hjemmel i dyreværnslovens regler om pålæg mulighed for at at hindre en person, der har behandlet et dyr uforsvarligt, i at fortsætte hermed. Hvis et dyr behandles uforsvarligt, kan politiet således efter dyreværnslovens § 21 give den ansvarlige for dyret et pålæg om dyrets behandling. Et sådant behandlingspålæg kan f.eks. gå ud på, at dyret skal fodres, plejes eller behandles for sygdom. Den ansvarlige for dyret kan efter omstændighederne være ejeren af dyret eller en person, der er ansat i en virksomhed, som beskæftiger sig med dyr.

I de tilfælde, hvor dyret er sygt eller er kommet uhelbredeligt til skade, og det vil medføre unødige lidelser at lade dyret leve, kan politiet endvidere efter samme bestemmelse i dyreværnsloven give den ansvarlige for dyret pålæg om aflivning af dyret. Hvis den ansvarlige for dyret ikke efterkommer politiets behandlings- eller aflivningspålæg, kan den pågældende efter dyreværnslovens § 28, stk. 3 straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år.

Herudover er politiet, hvis den ansvarlige for dyret ikke efterkommer et behandlingspålæg efter dyreværnslovens § 22, stk. 1, forpligtet til at sørge for dyrets pasning. Politiet kan i den forbindelse anbringe dyret et andet sted. Har politiet udstedt et aflivningspålæg, der ikke efterkommes, skal politiet sørge for, at dyret aflives. Hvis forholdene taler for det, kan politiet efter dyreværnslovens § 22, stk. 2 endvidere straks eller senere bestemme, at dyret skal sælges eller aflives. Det fremgår af bestemmelsen, at sådanne særlige forhold kan være dyrets tilstand, udsigten til, at ejeren kan passe dyret igen, og udgiften ved dyrets placering et andet sted. Politiets pålæg efter dyreværnsloven kan påklages til rigspolitiet, ligesom pålægget kan begæres indbragt for domstolene, inden 14 dage efter at et pålæg er meddelt. Hverken påklage eller indbringelse for domstolene har opsættende virkning. Politiet vil f.eks. kunne sælge et dyr eller lade det aflive, uanset om den ansvarlige for dyret har klaget til rigspolitiet over pålægget eller indbragt pålægget for domstolen.

Dyreværnslovens bestemmelser om pålæg vil også kunne anvendes, hvis en sigtet eller tiltalt under behandlingen af en straffesag fortsat holder dyr eller på en ny anskaffer sig dyr, som behandles uforsvarligt eller mishandles.

Lad mig i den forbindelse, ligesom min forgænger på posten gjorde det under sidste behandling, nævne et konkret eksempel fra retspraksis, der illustrerer anvendelsen af pålæg. Det drejer sig om en sag, hvor politiet i medfør af dyreværnslovens § 21, stk. 1 havde givet en gårdejer pålæg om ikke at deltage i den fysiske pasning af gårdens besætning. Baggrunden for pålægget var en sigtelse mod gårdejeren for overtrædelse af dyreværnsloven ved forsætligt at have brækket halerne på et meget stort antal af de køer, som han i en årrække havde haft i sin besætning. Østre Landsret fandt i sin afgørelse, at pålægget lå inden for anvendelsesområdet af dyreværnslovens § 21, stk. 1, og da pålægget ikke fandtes at gå videre end nødvendigt, blev pålægget opretholdt.

Reglerne i dyreværnsloven om pålæg står ikke alene. Politiet har således også mulighed for i en sag om overtrædelse af dyreværnsloven at benytte sig af de almindelige regler i retsplejeloven om beslaglæggelse, hvis der efter oplysningerne i den konkrete sag er grundlag for det. De nærmere bestemmelser for beslaglæggelse fremgår af retsplejelovens § 802. Ifølge den bestemmelse kan politiet bl.a. beslaglægge en genstand, som en mistænkt har rådighed over, hvis den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og der er grund til at antage, at genstanden bør konfiskeres.

Konfiskation foretages af retten, og reglerne herom er fastlagt i straffeloven. Det fremgår af straffelovens § 75, stk. 2, at der bl.a. kan ske konfiskation af en genstand, der har været brugt eller er bestemt til at bruges ved en strafbar handling, og genstanden med hensyn til hvilken, der i øvrigt er begået en strafbar handling, hvis det anses for påkrævet for at forebygge yderligere lovovertrædelser, eller særlige omstændigheder i øvrigt taler herfor.

Som eksempel på en situation, hvor et dyr blev beslaglagt med henblik på en senere konfiskation, kan nævnes en kendelse afsagt den 11. juni 2008 af retten i Glostrup. Politiet havde beslaglagt en hundehvalp hos sigtede på baggrund dels af sigtedes adfærd over for hvalpen, dels de veterinærfaglige erklæringer.

I retten anførte anklagemyndigheden, at beslaglæggelsen var sket med henblik på en senere konfiskation af hvalpen, og at de foreliggende oplysninger gav indtryk af, at sigtede på ny ville overtræde dyreværnsloven, hvis han fik hvalpen udleveret. Retten fandt, at der var rimelig grund til mistanke om, at den sigtede havde overtrådt dyreværnsloven, ligesom beslaglæggelsen var nødvendig for at sikre konfiskationen.

Konklusionen er efter min opfattelse klar. Politiet har allerede i dag med hjemmel i dyreværnslovens regler om pålæg og retsplejelovens regler om beslaglæggelse mulighed for at hindre en person, der har udsat dyr for grov dyremishandling, i at fortsætte hermed. At Rigsadvokaten har samme opfattelse, fremgår af en besvarelse, jeg gav til Retsudvalget, nr. 963.

Udvalget havde bl.a. anmodet justitsministeren om at oplyse, om ministeren ville gøre det muligt midlertidigt at frakende personer med en verserende dyremishandlingssag retten til at have med dyr at gøre. Som det er gengivet i besvarelsen, fandt Rigsadvokaten, at der ikke - og jeg understreger ikke - er behov for at fastsætte yderligere regler om midlertidig frakendelse under verserende sager.

Det skal naturligvis generelt sikres, at sagsbehandlingstiden i sager om overtrædelse af dyreværnsloven ikke bliver for lang, og at politiet har de fornødne kompetencer til at vurdere, hvornår der er grundlag for at anvende reglerne i dyreværnsloven om pålæg og retsplejelovens regler om beslaglæggelse. Overtrædelse af dyreværnsloven kan i mange tilfælde være vanskelig at vurdere og kræver derfor en særlig ekspertise hos politiet, der modtager anmeldelser og efterforsker sagerne. Vi har allerede taget en række initiativer for at sikre en kompetent behandling af dyreværnssager hos politiet.

I 2006 indgik vi en flerårsaftale for politiet med en række af Folketingets partier. Der besluttede forligspartierne, at dyreværnslovgivningen skulle være et af otte prioriterede indsatsområder for politiet, og at dyreværnslovgivningen skulle håndhæves ensartet og effektivt i hele landet. Som led i udmøntningen af aftalen er der i alle politikredse oprettet enheder, der behandler sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen, og for at sikre, at personalet i dyreværnsenhederne har den fornødne viden på området, har rigspolitiet i samarbejde med Rigsadvokaten og Fødevarestyrelsen gennemført særlige kurser for de her betjente.

Der er i den sammenhæng endvidere grund til at nævne, at Rigsadvokaten med henblik på at sikre en ensartet og effektiv behandling af dyreværnssager har udsendt en meddelelse til samtlige statsadvokater og politidirektører om behandlingen af sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen. Meddelelsen, der bl.a. indeholder et afsnit om pålæg efter dyreværnsloven, er senest blevet revideret i januar måned sidste år. Derudover er der også med henblik på at styrke politiets arbejde i dyreværnssager udarbejdet en manual til politikredsene, der beskriver, hvorledes sager om dyreværnslovgivningen bør behandles.

Endelig vil jeg gerne nævne, at et midlertidigt forbud kan have en meget indgribende virkning for den person, som det er rettet mod. Det gør sig særligt gældende i de tilfælde, hvor den tiltalte erhvervsmæssigt beskæftiger sig med dyr, og hvor et midlertidigt forbud vil kunne medføre, at den pågældende f.eks. må afhænde en dyrebesætning på en gård, selv om det endnu ikke er fastslået, at der er begået et strafbart forhold. Det er i den forbindelse min opfattelse, at der med den gældende lovgivning, som jeg har beskrevet i dag, fortsat er fastsat hensigtsmæssige og forsvarlige regler, der sikrer en god balance mellem på den ene side hensynet til dyrene og på den anden side hensynet til borgernes retssikkerhed.

Som jeg startede med at konstatere, er regeringen helt enig i, at brud på dyreværnslovgivningen er en alvorlig forseelse, og at vi skal sikre, at politiet har de nødvendige redskaber til at gribe ind over for personer, der ikke kan finde ud af at behandle deres dyr ordentligt. Af de grunde, jeg her har nævnt, kan regeringen imidlertid ikke støtte beslutningsforslaget.

Fru Karen Hækkerup for en kort bemærkning.

Det kommer, når alt skal gøres op, an på, hvad man vægter højest, hensynet til den borger, som altså har mishandlet et dyr, eller hensynet til dyret, som man gerne vil beskytte. Der kan jeg så forstå, at selv om ministeren forsøger at vælge en balancegang, ender ministeren jo der, hvor det er hensynet til den, som har dyret, der vægtes højere end hensynet til dyret. Sådan må man høre det, der bliver sagt.

Ministeren siger, at det er vigtigt, at sagsbehandlingstiden ikke bliver for lang. Det her forslag er jo i den her omgang fremsat af SF og Socialdemokraterne i forening, og det er et forslag, som er næsten identisk med et forslag, som Socialdemokraterne fremsatte sidste år, som ministeren også sagde, og i den forbindelse blev det talt op, hvor lang tid ventetiden ved domstolene er på, at sådan en sag om dyremishandling bliver afgjort. På det tidspunkt var der sager, der havde ventet i op til 2 år. Jeg vil spørge, om ministeren kan redegøre for, hvordan det nuværende billede ser ud, hvor lang tid de her sager verserer ved domstolene. Man må jo forvente, at med både politireform og domstolsreform er ventetiderne og sagsbehandlingstiderne kun blevet længere.

Ministeren.

Jeg syntes, det var en urimelig præsentation, som fru Karen Hækkerup kom med her. Nu har jeg jo læst referatet fra den debat, som man havde i forbindelse med et fuldstændig enslydende forslag for ikke særlig lang tid siden. Da blev det gjort klart - og det undrer mig så, at man fremsætter forslaget igen - at politiet har de nødvendige beføjelser til at sikre pålæg. Det er derfor, at det undrer mig, at man fremsætter forslaget igen. Politiet har de nødvendige beføjelser, så der er ikke nogen, der tager mere hensyn til nogle end til andre. Det her er et spørgsmål om at være saglig, om at være seriøs, om at vægte dyrevelfærd meget, meget højt, men samtidig at sikre retssikkerheden. Politiet har mulighed for at give et pålæg og fjerne f.eks. hundehvalpen.

Men det er også sådan, at man jo ikke bare på baggrund af et vilkårligt pålæg kan frakende en mand muligheden for at drive sit erhverv. Der må altså være en form for retssikkerhed, så der kommer en retssag ud af det. Så det er en god balance - en god, sund balance.

Fru Karen Hækkerup.

Ministeren svarede ikke på, hvor lange sagsbehandlingstiderne er. Jeg forventer stadig væk, at de er steget, og jeg ville synes, at det var meget spændende, hvis ministeren ville give et svar og fortælle Folketinget, hvor lang tid man i dag venter på at få behandlet en sag om dyremishandling ved retterne.

Det, som jeg sådan set også kunne tænke mig at spørge til, var, at man jo kunne stille sig selv det retoriske spørgsmål: Hvad hjælper det egentlig dyrene med alle de her flotte ord, hvis handlingen sådan set ikke følger med? For hvis man lytter meget nøje til ministerens tale, vil man høre, at ministeren hele tiden refererer til dyret, altså det dyr, som er blevet mishandlet. Det, som vores forslag jo meget sigter på, er, at når en mand eller en kvinde først har mishandlet enten et dyr eller en besætning, skal han eller hun ikke bare kunne gå ud og anskaffe sig et fuldstændig identisk dyr for derefter at starte en ny omgang mishandling. Der må man altså vægte hensynet til dyrene højere end hensynet til den borger, som altså åbenbart skal vente i årevis ved domstolene, før vedkommende kan få sin dom.

Ministeren.

Altså, jeg må indrømme, at jeg er meget, meget overrasket over den retssikkerhedsproblematik, der her bliver rejst. Det håber jeg at man også får drøftet i den socialdemokratiske gruppe. Jeg må sige, at det strider mod alt det, jeg i hvert fald tidligere har hørt fra Socialdemokratiet. Hvad er det dog for en holdning at have? Her siger man, at bare fordi der er en mistanke om noget, tager man besætningen fra manden og siger, at han slet ikke må have noget som helst med dyr at gøre mere, uden at han kommer for en domstol. Altså, det nærmer sig nogle tilstande fra nogle lande, som jeg slet ikke vil nævne.

Her er der en fleksibel mulighed for, at politiet kan give et pålæg i forbindelse med konkrete hændelser, men det er da klart, at man af retssikkerhedsmæssige årsager bliver nødt til at komme igennem en retssag, hvis det skal have mere vidtgående konsekvenser i forhold til nogle andre dyr. Altså, ja, det her minder mig om, ja, et helt andet land i en helt anden tidsalder, hvis statsmagten bare sådan lige uden rettergang skulle tage erhvervet fra en mand. Det kan man selvfølgelig ikke. Politiet har præcis de redskaber, der er nødvendige i dag, nemlig at hvis man kan konstatere, at der er en mishandling, kan man gå ind og give et pålæg om, at vedkommende ikke må have noget med det dyr at gøre mere. Så nemt at det, og så simpelt er det.

Fru Karina Lorentzen for en kort bemærkning.

Jeg er udmærket klar over, at det her beslutningsforslag kommer ret kort tid efter, at Folketinget har beskæftiget sig med det en gang. Når jeg synes, det var nødvendigt at fremsætte det her forslag igen, var det faktisk på baggrund af en sag, der fandt sted i sommer i Hvidovre, hvor en hund blev mishandlet på det grusomste. Det, politiet kunne gøre, var at beslaglægge hunden som bevismateriale, men de kunne simpelt hen ikke forhindre, at manden fik hunden igen, når den var kommet sig. Det synes jeg ikke er en lovgivning, der er fornuftigt indrettet. Der må simpelt hen være tilfælde, hvor man kan sige, at det her er så grov en mishandling, at vedkommende ikke skal have lov til at have med dyr at gøre og heller ikke skal have lov til at skaffe sig et nyt dyr.

Derfor synes jeg, det er dybt, dybt problematisk, at ministeren ikke er villig til at se på det her. Der mangler en tydelig hjemmel i lovgivningen, hvorefter politiet kan frakende personer, som har mishandlet dyr, retten til at have med dyr at gøre.

Ministeren.

Nej, det gør der ikke. Der er præcise retningslinjer om pålæg, og det er der af hensyn til dyrene og af hensyn til retssikkerheden. I den konkrete sag, som jeg ikke kender - jeg vil heller ikke kommentere konkrete sager - men lad os sige x-sag fra y-by, kan der være meddelt et pålæg om, at man ikke må have noget som helst med dyr at gøre. Så det er simpelt hen så banalt, som noget overhovedet kan være.

Det her handler om, at vi skal beskytte dyrene, det gør vi, og det er der de nødvendige redskaber til rådighed for politiet til at sikre. Og så kammer det ikke over i forhold til det retssikkerhedsmæssige; man kan ikke bare på grund af en enkelt episode, som ikke er dokumenteret, sige til en landmand: Nu må du ikke have lov til at have med dyr at gøre resten af dit liv. Det virker altså noget vilkårligt og noget dramatisk, vil jeg sige. Så derfor er det en rigtig balance, vi har fundet, af hensyn til dyrene og af hensyn til retssikkerheden.

Fru Karina Lorentzen.

Den tidligere justitsminister har svaret mig i den pågældende sag, og der bliver sagen netop løst, fordi politiet går ind i en forhandling med den sigtede om, at det nok vil være det bedste, at hunden udleveres til broderen i stedet. Det er jo fint, at man kan forhandle sig frem til en løsning, men det kan vel ikke være i orden i det tilfælde, at man ikke kan forhandle sig frem til en løsning, at politiet rent faktisk ikke står med nogen redskaber. Det er vel ikke meningen, at når man giver et pålæg, skal folk i alle tilfælde have lov til at prøve at efterleve pålægget, hvorefter politiet, når det går galt igen, kan skride ind. Det kan vel ikke være i dyrenes interesse. Der må simpelt hen være nogle åbenlyse tilfælde, hvor man med det samme kan sige: Det her er et problem, vedkommende skal ikke have sit dyr tilbage og heller ikke have lov til at gå ud og anskaffe sig nye dyr, inden der falder dom i sagen.

Ministeren.

Jeg bliver nødt til at gentage for fru Karina Lorentzen, at jeg sagtens kan forstå de gode intentioner i forslaget, men at politiet har redskaberne i dag, og politiet kan godt i et pålæg sige, at man ikke må have noget med det pågældende dyr at gøre. Det, der vil ske i forbindelse med fru Karina Lorentzens forslag, er, at det vil få nogle ret vidtrækkende konsekvenser i øvrigt, det kan være for vedkommendes erhverv, det kan være for andre dyregrupper, og det synes jeg ikke retssikkerhedsmæssigt er rimeligt, og det er heller ikke forsvarligt i forhold til dyrene. Jeg synes, at man i forbindelse med den konkrete episode, som bliver præsenteret her af fru Karina Lorentzen, oplever, at lovgivningen jo virker. Så er det jo en succes, og det bør man da vel være glad for.

Tak til justitsministeren. Herefter er det Venstres ordfører, hr. Karsten Lauritzen.

I Venstre er vi glade for, at Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne igen rejser den her debat. For det er selvfølgelig nødvendigt at have fokus på, at dyreværnsloven overholdes effektivt, og også på, at ventetiderne ved domstolene i dyremishandlingssager såvel som i andre sager undgås eller minimeres mest muligt. I Venstre anerkender vi også, at der er enkelte tilfælde, hvor sager trækker ud i alt for lang tid.

Men det her beslutningsforslag løser ikke de problemer på en særlig betryggende måde. Tværtimod mener vi i Venstre, at det her forslag rejser - det mente vi i øvrigt også sidste gang, man diskuterede det - en række retssikkerhedsmæssige spørgsmål. Det er spørgsmål, som godt nok erkendes i forslaget, men som der ikke gives nogen som helst svar på.

Det kan jo virke sympatisk, at forslagsstillerne ønsker at give politiet mulighed for administrativt at udstede et midlertidigt forbud mod at have med dyr at gøre. Men det er altså dybt problematisk, at der ikke tages hensyn til retssikkerheden. Det er grundlæggende og fuldstændig fundamentalt i det danske retssamfund, at man er uskyldig, indtil andet er bevist. Og med det her beslutningsforslag kan man forestille sig, som justitsministeren også redegjorde for, at en landmand uden retssag og uden rettergang midlertidigt fratages retten til at passe sine dyr. Han bliver nødt til at sælge sin gård og afstå sit levebrød som konsekvens af det her forslag. Efterfølgende frifindes han så, men da er skaden sket: Hans levebrød og erhverv er væk. Situationen er selvfølgelig en fuldstændig anden, hvis det drejer sig om en hund eller et andet kæledyr, men den lovgivning, vi har, skelner altså ikke mellem de to ting.

Derfor kan og vil vi i Venstre ikke acceptere, at politiet administrativt får mulighed for at fratage folk retten til at holde dyr, uden at der har været en dom, en retsprøvelse. De retssikkerhedsmæssige omkostninger står simpelt hen ikke mål med den dyrevelfærdsmæssige gevinst - også taget i betragtning, hvad justitsministeren lige har redegjort for, nemlig at dyreværnslovens § 21 i dag er et rigtig godt redskab til, at politiet i praksis kan gøre det, som forslagsstillerne egentlig efterspørger.

Afslutningsvis vil jeg takke forslagsstillerne for at have fjernet den del af forslaget om skærpelse af straffen for grov dyremishandling, som ellers var indeholdt sidste gang, vi diskuterede det her forslag. Jeg vil dermed også takke forslagsstillerne for den anerkendelse af, at strafmulighederne og rammen i dyreværnsloven i dag er tilfredsstillende, nemlig at dyremishandling straffes med frihedsstraf i op til 1 år og ved gentagelsestilfælde i 2 år.

Jeg må desværre meddele, at Venstre ikke kan støtte forslaget, da vi retssikkerhedsmæssigt finder det uacceptabelt at fratage en person hans eller hendes levebrød og erhverv uden domfældelse; det vil være et brud på fundamentale retsprincipper.

Tak til ordføreren. Så er det Socialdemokraternes ordfører, fru Karen Hækkerup.

Så fik vi jo endnu en gang at vide, at det her drejer sig om retsprincipper, og at det vil være uacceptabelt, fordi det vil ramme mennesker hårdt. Grunden til, at Socialdemokraterne i sidste samling fremsatte det her forslag og nu genfremsætter det sammen med SF, er jo ikke, at vi vil tage hensyn til dem, som har dyrene. Det handler om, at vi vil tage hensyn til de dyr, der lider.

Der er fra tid til anden skrækkelige historier om hunde, som bliver hængt, om køer, som får brækket deres haler, og om dyr, der bliver efterladt i skoven med deres poter klippet af eller med deres mund tapet sammen. Der er altså mennesker i det her land, som behandler deres dyr så skidt, at det ligner torturlignende forhold. Det er til de mennesker, vi rent faktisk gerne vil ind at sige: Det nytter ikke noget, at I bare går ud og køber jer et nyt dyr, mens vi venter på, at der falder dom i en given sag.

Lovgivningen i dag er sådan, at man har ret til og mulighed for, hvis det er det samme dyr, der lider overlast, at komme ind og give en masse pålæg; man kan fjerne dyret, man kan kræve det aflivet. Men det ændrer ikke ved, at folk, mens sagen verserer ved domstolene, kan gå ud og anskaffe sig et, to, tre eller ti nye dyr, som de kan behandle lige så dårligt eller værre.

Vi har nogle sagsbehandlingstider ved domstolene, der generelt er meget, meget lange. Det er en sang, vi synger tit. Vi brokker os ganske ofte over, at der er for få ressourcer ved domstolene, og foreslår, at man f.eks. kunne ansætte noget HK-personale for at frigive noget mere dommertid, så der kunne være noget mere effektiv handling ved domstolene. Det er en sag, som løber helt for sig selv, men en afledt konsekvens af den her ineffektivitet ved domstolene, som der jo givet må siges at være, er, at der er nogle sager, som har en ganske lang sagsbehandlingstid, fordi de vurderes til ikke at være lige så vigtige som alt muligt andet. Vi har jo her i Folketinget fremsat forslag om forskellige regler for, hvor lang tid vi vil vente, når det eksempelvis er en voldssag. Det er, fordi vi prioriterer voldssager. Det er, fordi det er vigtigt, at der hurtigt bliver fældet en dom. Men det betyder altså, at andre sager bliver skubbet i baggrunden, og især må man sige, at sager, som falder allernederst i køen, præcis er de sager, som drejer sig om dyr.

Det synes vi at man må gøre op med, og vi synes ikke længere, at vi kan se stiltiende til, at dyr bliver så groft mishandlet, som tilfældet rent faktisk er. Det, man bliver mødt med fra regeringens side, er ligegyldighed, men der er et behov, og det er ikke bare noget, Socialdemokraterne og SF, hvilket SF også senere selv vil redegøre for, mener, det er noget, som vi også har rejst på vegne af Dyrenes Beskyttelse, som har udtalt, at der er et behov for at give politiet den mulighed i meget grove sager at kunne udstede et midlertidigt forbud mod at have med dyr at gøre, indtil retten har afsagt dom. Alligevel vælger regeringen den her linje, som jeg slet, slet ikke kan forstå, og som slet, slet ikke hjælper de dyr, der bliver mishandlet.

Der er altså ikke tale om folk, der bare ikke kan finde ud af at passe deres dyr. Der er tale om folk, som i den grad misrøgter deres dyr. Det er dem, vi ikke vil have skal have mulighed for at kunne gå direkte fra politistationen ned og købe et nyt dyr, som de kan gå i gang med. Det er mig meget ubegribeligt, at man i Folketinget ikke vælger at bakke op om det her forslag, som altså også Dyrenes Beskyttelse peger på er nødvendigt. Men jeg kan jo endnu en gang konstatere, at det bliver ved retorikken og de fine ord, og at de, der vil hjælpe dyrene, i hvert fald ikke er dem, der sidder i regeringen.

Der er en kort bemærkning fra hr. Karsten Lauritzen.

Jeg vil da godt takke fru Karen Hækkerup for ikke blot under denne debat og dette ordførerindlæg, men også under den foregående debat at have fortalt offentligheden om, hvad Socialdemokratiet mener om almindelige retsprincipper og retssikkerhed. Man kan bruge sammenligningen med, at Kinas forhold til menneskerettighederne er sådan noget, man kan bruge en gang imellem, men når det sådan ligesom koster lidt, i forhold til at man skal stå værn om dem, vælger man at give køb på dem. Og det vælger Socialdemokratiet så helt klart at gøre i den her sag.

Jeg vil godt spørge fru Karen Hækkerup, om hun og Socialdemokratiet sådan fuldstændig principielt bakker op om princippet om, at man er uskyldig, indtil andet er bevist, eller om Socialdemokratiet også er gået på kompromis med det.

Så er det ordføreren.

Man kan jo også vende det om og spørge: Hvem er det, vi skal beskytte? Er det de mennesker, som vi ved har mishandlet et dyr, og som altså er blevet tiltalt for en ganske alvorlig forbrydelse, og hvor man kan konstatere, at dyret enten er blevet mishandlet til døde eller noget, der ligner? Dyret er fundet i en skov, og ejeren har måske endda tilstået, at det er ejeren selv, som har efterladt dyret med munden tapet til. Alligevel går der årevis, før der falder dom i sådan en sag, og det vil sige, at vi har et hul på flere år, hvor sådan en dyreejer kan gå ud og anskaffe sig et nyt dyr. For det, det handler om, vil ikke være det pågældende dyr, der er blevet mishandlet, men et nyt dyr, som ejeren kan gå ud og anskaffe sig.

Jeg synes, det er langt ude at sammenligne det her med Kina eller alt muligt andet. Jeg hæftede mig også ved, at justitsministeren grinede lidt af mig og spurgte: Hvad er det da for en holdning at have? Nu skal jeg sige om det med, hvad det er for en holdning at have, at det er en holdning, som et parti herinde i Folketinget og flere partier i forening, har, hvor vi siger: Vi vil gerne hjælpe dyrene, vi vil gerne beskytte dyrene, og fine ord og en fin retorik hjælper altså ikke alene.

Så er det hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Nu svarede fru Karen Hækkerup jo ikke på mit spørgsmål, og det går jeg ud fra er, fordi hun ikke længere bakker op om det grundlæggende princip i det danske retssamfund, nemlig at man er uskyldig, indtil andet er bevist, men at man - i hvert fald når det har med dyr at gøre - er skyldig, bare man er mistænkt. Og det er altså et grundlæggende brud på nogle principper, hvilket jeg ikke synes at vi kan være bekendt, hvis vi stadig væk kalder os et retssamfund, for så får vi kinesiske tilstande, og det synes jeg ikke vi kan være bekendt i Danmark.

Vi er jo alle sammen enige om, at vi skal gøre noget ved dyremishandling - og det har justitsministeren jo også redegjort for at vi rent faktisk gør; det har politiet masser af redskaber til - uden at vi går på kompromis med retssikkerheden.

Sidste gang vi havde den her debat, kom der en masse enkeltsager op - og fru Karen Hækkerup har også nævnt et par stykker i dag - hvor man sagde, at politiet ikke foretog sig noget. Efterfølgende har justitsministeren oversendt de her konkrete eksempler og politiets redegørelse for, hvad man har gjort, til Retsudvalget. Jeg vil høre, om fru Karen Hækkerup har læst det og har set, at det rent faktisk er sådan, at politiet har foretaget sig ganske meget - de har lavet DNA-undersøgelser og løftet en stor bevisbyrde i de ganske komplicerede sager - og om fru Karen Hækkerup ikke kan bekræfte, at der faktisk sker noget i rigtig mange af de sager, som bliver rejst om dyrevelfærd. Der er i hvert fald i de fire sager, som er blevet nævnt i den seneste debat, en redegørelse for, hvad politiet har gjort - til punkt og prikke - og jeg synes ikke, man kan sætte en finger på ret meget af det.

Så er det ordføreren.

Jo, det er rigtigt, at politiet da heldigvis har løftet opgaven, og det manglede da også bare, når det drejer sig om de konkrete dyr. Det, som Socialdemokraterne og SF her sigter mod, er netop, at man ikke skal kunne gå ud og anskaffe sig nye dyr, at man altså skal have et midlertidigt forbud mod at have med dyr gøre.

Når Venstres ordfører, hr. Karsten Lauritzen, siger, at det nærmer sig tendenser som i det kommunistiske Kina, vil jeg bare sige, at det altså ikke er at gå på kompromis med vores retsstatssikkerhed. Vi har i forvejen i den danske lovgivning regler, der eksempelvis betyder, at et menneske kan blive frakendt retten til at køre bil, også selv om der ikke er faldet en dom. Så det er altså ikke noget, man kan sige er ganske nyt. Det findes allerede i færdselslovgivningen, hvor man kan sige til en borger, at vedkommende ikke må føre bil, også selv om der ikke er faldet dom. Så det her er overhovedet ikke noget brud med nogen som helst retssikkerhedsmæssige principper, det her er udelukkende en hensyntagen til, en beskyttelse af dyrene, som regeringen åbenbart ikke vil være med til.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Knud Kristensen.

Jeg synes, det er en lidt grov påstand, fru Karen Hækkerup kommer med om holdningen i Folketinget. Vil fru Karen Hækkerup påstå, at lovgivningen ikke drager omsorg, hvad angår de her uheldige ting, der sker, med, at folk mishandler deres dyr?

Så er det ordføreren.

Jamen jeg kan jo på egne vegne svare ja. Og så kan jeg i øvrigt referere fra forslaget, at Dyrenes Beskyttelse den 19. februar 2008 har tilkendegivet, at foreningen mener, at der er behov for at gøre det muligt for politiet i meget grove sager at udstede et midlertidigt forbud mod at have med dyr at gøre, indtil retten har afsagt dom. Det er altså en holdning, som hverken Socialdemokraterne eller Socialdemokraterne og SF i forening står alene med; det er en holdning, som bakkes op af Dyrenes Beskyttelse, og som jeg synes at man burde lytte mere til, end man gør.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er Dansk Folkepartis ordfører, fru Marlene Harpsøe.

Tak for det. Vi har i Dansk Folkeparti stor sympati for dette beslutningsforslag, som Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti i forening har fremsat. Vi mener imidlertid, at de to partiers ambitioner for dyrene i Danmark er ganske små og begrænsede. I Dansk Folkeparti har vi langt større ambitioner for dyrene, hvorfor vi inden for kort tid vil fremsætte en dyrepakke med konkrete og altafgørende forskelle for dyrene.

Vi i Dansk Folkeparti ønsker ikke at nøjes. Vi vil have ændringer af dyreværnsloven, der virkelig rykker noget for dyrene. Vores ambitioner er skyhøje, og det ville klæde både Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti - ja, sådan set også regeringen - at hæve deres mål for, hvad der er dyrevelfærd. Hvor ligger f.eks. det rimelige i, at dyrlæger kun skal anmelde uforsvarlig behandling af dyr, hvis de vurderer, at der er tale om et groft tilfælde? Hvordan skal dyrlægen vurdere, om det er groft? Det lægger i høj grad op til, at det er den enkeltes vurdering, der tæller. Der mener vi i Dansk Folkeparti, at det er vigtigt med en præcisering af loven.

Er det f.eks. groft at glemme at give sin hund mad i to dage, så den sulter? Er det groft at efterlade sin kat alene hjemme i en hel uge, fordi man skal på ferie? Er det groft at …, ja, jeg kunne blive ved; listen er lang. Vi mener ikke, at det skal være op til dyrlægen at vurdere - hvis dyret altså overhovedet kommer til en dyrlæge - om der var tale om et groft tilfælde. Det burde i stedet være således, at alle tilfælde af uforsvarlig behandling af dyr selvfølgelig ganske enkelt skal politianmeldes. Jamen jeg kunne blive ved og ved; listen med de altafgørende og nødvendige tiltag for dyrene er lang.

Dansk Folkeparti vil inden for kort tid fremsætte flere forslag, der virkelig vil gøre en forskel for dyrene, forslag, der ikke kun omhandler et nålestik af de mange problemstillinger i dyreværnsloven. Lad os få gennemført noget, der virkelig rykker, noget, der virkelig gør en forskel for dyrene. I Dansk Folkeparti ønsker vi at tage et større ansvar for dyrene end det, som Folketingets øvrige partier udviser. Vi ønsker en total revision af dyreværnsloven.

Forslaget, som vi i dag behandler, viser, at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti kun ønsker loven revideret på begrænsede punkter. Det synes jeg er kedeligt. Mit dyrevelfærdshjerte bliver trist til mode, når ambitionerne for vores dyr ikke er højere end det, som det fremsatte forslag her lægger op til. Vi skal værne om vores dyr. Vi skal beskytte vores dyr. De er svage, de kan ikke selv sige fra over for menneskers grusomheder. Lad os give dem en reel chance. Lad os ændre på loven, så den virkelig bliver til gavn for dyrene. Lad os vise dyrene, at vi virkelig har ambitioner på deres vegne i forbindelse med deres velfærd. Lad os revidere loven, så det virkelig tager kegler og er til gavn for dyrene. Lad os ikke bare nøjes, lad os gå efter en vaskeægte og rungende sejr for dyrene.

Dansk Folkeparti mener, at dette forslag er idéfattigt, og vi vil derfor inden for kort tid fremsætte vores eget meget mere omfangsrige forslag. Vi vil ikke nøjes med et nålestik, vi har langt større ambitioner på dyrenes vegne. Når vores forslag så skal behandles her i salen, må vi se, hvad Folketingets øvrige partier virkelig mener om dyrevelfærd.

Det giver anledning til en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen.

Det var da den mærkeligste argumentation. Jeg giver ikke meget for fru Marlene Harpsøes dyrevelfærdshjerte.

Dansk Folkeparti synes, at det her er et lille skridt, eller at forslagsstillerne er uambitiøse, men sandheden er jo, at det her faktisk kunne have forbedret vilkårene for nogle dyr for lang tid siden. Vi havde jo også den her snak ved den sidste behandling, og vi har ikke i mellemtiden set noget fra Dansk Folkeparti.

Det er da en underlig og ulogisk argumentation at sige, at man dumper det her forslag, fordi man vil have noget andet, når det her kunne have forbedret vilkårene for dyrene for længe siden. Det her lovforslag kunne jo for længst have været en realitet, hvis Dansk Folkeparti havde ment det med deres dyrevelfærdshjerter alvorligt sidste gang.

Så er det ordføreren.

Der er langt fra tale om en mærkelig ambition eller en mærkelig argumentation. Vi har i Dansk Folkeparti høje ambitioner på dyrenes vegne, og det ved jeg at alle i Danmark er enige i og bakker op om, eller det håber jeg i hvert fald, for det er vigtigt med en ordentlig dyrevelfærd her i Danmark.

Når ordføreren fra Socialistisk Folkeparti så kommer ind på det beslutningsforslag, som jeg også henviste til at vi fra Dansk Folkeparti har til hensigt at fremsætte, så er det korrekt, at vi ville have fremsat det tidligere, end planen er nu. Desværre er der sket det i Dansk Folkeparti, at hr. Christian H. Hansen, som jo ellers er Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører, er blevet meget syg. Det er rigtig, rigtig trist, og det har betydet, at jeg kun for ganske nylig blev indsat på posten som dyrevelfærdsordfører.

Men selv om hr. Christian H. Hansen er syg, betyder det selvfølgelig ikke, at området skal ligge stille, og det er også derfor, at vi snart fremsætter et beslutningsforslag, hvilket jeg også håber at ordføreren har forståelse for.

Så er det fru Karina Lorentzen for yderligere en kort bemærkning.

Så vidt jeg erindrer, er hr. Christian H. Hansen blevet syg i denne samling, og Dansk Folkeparti har haft mulighed for at fremsætte det her allerede i sidste samling.

Jeg synes, det er underligt, at Dansk Folkeparti ikke bare kunne have sagt ja til det her forslag i sidste samling, for det ville have medført en forbedring for dyr i Danmark lige her og nu, og det kunne for længst have været blevet til virkelighed.

Jeg vil bare lige slutte af med at spørge fru Marlene Harpsøe: Er fru Marlene Harpsøe uenig i, at det her lovforslag er en nødvendighed?

Så er det ordføreren.

Til venlig orientering kan jeg oplyse, at hr. Christian H. Hansen blev syg i sidste samling.

Derudover vil jeg sige, at Dansk Folkeparti synes, at det er et sympatisk beslutningsforslag; vi synes, det er nogle rigtig gode intentioner, der er i det beslutningsforslag, men samtidig må vi også anerkende - og det må ordføreren fra Socialistisk Folkeparti jo også - at der her er tale om et nålestik, et meget begrænset udsnit af alt det i dyreværnsloven, som trænger til en revision.

Der er en lang række ting i dyreværnsloven, som kræver en revision, og det vil vi i Dansk Folkeparti fremsætte beslutningsforslag om, fordi vi mener, at man ikke bare skal nøjes. Vi vil gerne have, at det danske Folketing har ambitioner på dyrenes vegne. Det har vi i Dansk Folkeparti, og det ville selvfølgelig også klæde Folketingets øvrige partier at have det samme.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Så er det den konservative ordfører, og det er hr. Knud Kristensen.

Om det forslag til folketingsbeslutning, der er fremsat her, må vi jo sige, at der er tale om et forslag, som allerede er funktionelt i dag.

Der bliver nævnt nogle ting fra talerstolen med hensyn til en hund, der er bundet i en skov, snuden er pakket ind, og der er klippet både det ene og det andet af den. Og der bliver nævnt en hund, der er smidt ud i en å, og den er bundet. Det er nogle situationer, som vi på ingen måde kan eller vil acceptere, og derfor er det også dejligt, at politiet i den lov, der foreligger, har bemyndigelse til netop at drage omsorg for, at de pågældende bliver straffet. Men sjældent ser man jo, at den pågældende bliver fundet, fordi man netop ikke har adressen på den pågældende hundeejer.

Jeg synes, at forslaget her ikke er noget, der rækker særlig meget fremad, da de tiltag, som politiet vil kunne tage i brug, allerede ligger i nugældende lovgivning. Men det forhindrer selvfølgelig ikke, at man fremsætter et forslag til folketingsbeslutning.

Når man så tænker på, hvad der sker i den daglige produktion på de noget større gårde, er det sådan, at der selvfølgelig er godt styr på tingene, og der er en dyrevelfærd, som der aldrig har været tidligere. Der bliver igen og igen nedsat forskellige grupper, som skal tage ud på dyrevelfærdsbesøg, og der er noget på vej, hvor man jo har tiltag om, at der nu skal patruljer til, hvor der både er dyrlæger og andre kompetente ude for at skulle føre tilsyn med de mange forskellige farme, der er rundtomkring i landet.

Jeg synes i virkeligheden, at der er blevet lavet nogle fantastisk gode tiltag, så vi netop har overblik over det, der foregår i dyreproduktionen i Danmark. Og det er vi meget enige om at der skal være godt styr på.

Men det beslutningsforslag, som er fremsat her, er jo et forslag, som netop kan gå ud over det enkelte landbrug på en meget uheldig måde, hvis der sker et hændeligt uheld, som man meget let kan definere som dyremishandling, og det vil så betyde, at den pågældende må afhænde sin bedrift i de 2 år eller ½ år eller 3 måneder, eller hvad der måtte gå.

Det er ikke et spørgsmål om at tage mere hensyn til gårdejeren. Det er et spørgsmål om, at man tager hensyn til, at der er lov og ret til, og at der altid er mulighed for, at der kan ske et hændeligt uheld. Det sker så sjældent, men når der endelig sker noget, ser vi jo tit og ofte, at aviserne dækker det fuldt ud, altså i stor, stor målestok.

Jeg kan kun sige: Der skal være en ordentlig dyrevelfærd. De, som har med dyr at gøre, skal behandle dyrene ordentligt og fremadrettet sådan, at vi alle sammen kan være glade for at bo i landet og også kan have dyr iblandt os.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er ordføreren for Det Radikale Venstre, og det er fru Bente Dahl.

Sagsbehandlingstiden i sager om dyremishandling kan være meget lang. Der kan gå op til 2 år, før der falder dom i en sådan sag.

Hvis nogen er anklaget for noget og sagen kører, gælder det princip, at ingen er dømt, før dommen er faldet. Men fordi et dyr er så totalt afhængigt af de vilkår, der bydes det, er det nødvendigt, at samfundet laver regler, der sikrer, at den svage part, her dyret, bliver beskyttet. Det er desværre et faktum, at dyremishandling er et stigende problem. Tal fra Dyrenes Beskyttelse viser, at der er et stigende antal anmeldelser om dyremishandling, så det er helt på sin plads at gribe ind og være opmærksom på problemet.

Hvis dyr er blevet mishandlet og derfor fjernes fra deres mennesker, forekommer det rimeligt, at de pågældende mennesker ikke bør have lov til at have ansvar for dyr, heller ikke i den periode, hvor sagen kører. Men retssikkerheden for dyreejeren betyder, at han/hun ikke er dømt, før dommen er faldet, og hvis politiet har beføjelse til at give et midlertidigt forbud mod at holde dyr, er vedkommende jo dømt i offentligheden. Vi har to modsatrettede hensyn at tage, hensynet til retssikkerheden og hensynet til dyret.

En lignende situation: Hvis nogen er taget for spritkørsel med en så høj promille, at kørekortet kan fradømmes, får vedkommende pålagt ikke at køre bil, mens sagen verserer og inden domsafsigelsen. Tilsvarende skal det pålægges dyremishandlere ikke at have med dyr at gøre, mens sagen verserer.

Det Radikale Venstre er positiv over for beslutningsforslaget.

Det giver anledning til en enkelt kort bemærkning. Hr. Karsten Lauritzen.

Fru Bente Dahl var inde på en sammenligning med, hvad der sker, når folk bliver taget for at køre spritkørsel; jeg tror, fru Karen Hækkerup nævnte det samme argument. Men er fru Bente Dahl ikke enig i, at der er forskel på de to ting? Er fru Bente Dahl ikke enig i, at der er forskel på at blive taget i gerningsøjeblikket - det er jo det, der sker, når man blæser i politiets måler og der bliver målt en promille på over 1,5 og kørekortet bliver frataget - og så på at være mistænkt for dyremishandling?

Er fru Bente Dahl ikke enig i at der er forskel på den bevisbyrde, der skal løftes, når man er blevet taget i gerningsøjeblikket af politiet, der så inddrager kørekortet, og når der er mistanke om dyremishandling og der skal løftes en helt anden bevisbyrde? Det er jo sjældent, at dyremishandlere bliver taget i gerningsøjeblikket af politiet, og man har jo heller ikke sådan en ting, der kan blæses i for at måle, hvor alvorlig dyremishandlingen rent faktisk er. Det er to forskellige situationer, mener fru Bente Dahl ikke det?

Så er det ordføreren.

Jo, jeg mener, det er to forskellige situationer. Men det, Venstres ordfører siger, er, at gerningsøjeblikket skal være afgørende, og det er ikke det afgørende for mig. Det afgørende for mig er at finde en argumentation, der gør, at vi kan vurdere de to modsatrettede hensyn, netop det retssikkerhedsmæssige for dyreejeren og det hensyn til dyret, som vi altså også skal varetage. Man kan foretage forskellige sammenligninger, som er mere eller mindre vellykkede, men som politikere er vi nødt til at tage en beslutning og trække en streg i sandet mellem to modsatrettede hensyn.

Så er det hr. Karsten Lauritzen for yderligere en kort bemærkning.

Jeg er da glad for, at fru Bente Dahl anerkender, at der er forskel på situationerne, for det er der jo i høj grad, det her svarer jo til at sammenligne æbler og pærer.

Jeg vil godt spørge fru Bente Dahl, om hun er klar over, at i den situation, hvor man administrativt får taget sit kørekort af politiet - det gør man mig bekendt kun, hvis man bliver taget med en promille på over 1,5 - har man mulighed for at gøre indsigelse og kan straks blive stillet for en dommer, typisk sker det dagen efter, hvis det er en hverdag og der er mulighed for en domstolsprøvelse. Det vil sige, at der ikke går lang tid, fra man administrativt har fået frataget kortet; der går ganske kort tid, inden man kan komme for en dommer. Og derfor er der jo en betydelig forskel på det og så det, forslagsstillerne foreslår. De foreslår netop, at politiet alene skal have den administrative myndighed. Anerkender fru Bente Dahl ikke, at der er den her forskel, som jeg lige har været inde på?

Så er det ordføreren.

Jo, som jeg sagde før, anerkender jeg, at der er en forskel, og nu har ordføreren for Venstre så yderligere uddybet, hvori noget af forskellen ligger. Der er forskel på de to situationer, men vi kan alligevel ikke se bort fra, at vi er nødt til at tage stilling til disse to modsatrettede hensyn, som beslutningsforslaget, vi behandler i dag, taler om, nemlig det retssikkerhedsmæssige over for mennesket og hensynet til dyret. Det er ikke bare det ene eller det andet, vi er nødt til at tage hensyn til begge dele. Det mener jeg forslaget gør, og derfor er vi positive over for det.

Tak til ordføreren. Og så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Lorentzen.

Når jeg nu har fundet det relevant, at vi skulle behandle dette beslutningsforslag igen, er det, fordi der i sommer var en meget, meget grotesk sag med en hund, som blev mishandlet på det groveste. Der var simpelt hen trukket et blodspor på 26 m. Det var tydeligt for enhver, at den person nok ikke burde have en hund igen. Politiet kunne gøre det, at de kunne beslaglægge den pågældende hund som bevismateriale. Men de kunne i øvrigt - i hvert fald ifølge pressen - ikke forhindre, at hunden skulle udleveres til manden igen, hvis han krævede det. Og det gjorde han. Nu var politiet ret dygtige, og de fik løst sagen ad forhandlingens vej, og hunden endte hos en bror.

Jeg synes ikke, at det er en rimelig betragtning, at man kun kan konfiskere en hund eller et andet mishandlet dyr som bevismateriale, eller at man kan give et pålæg om, at nu skal ejeren altså behandle hunden ordentligt, og gør ejeren ikke det, ja, så kan man tage den pågældende hund. Jeg synes, at der må være sager, der er så grove, og hvor det er åbenlyst, at den person ikke skal have sit dyr tilbage eller skal kunne gå ud og anskaffe sig andre dyr i mellemtiden. Der mangler en helt tydelig indikation i loven på, at politiet kan udstede et midlertidigt forbud mod retten til at have med dyr at gøre. Derfor er det meget, meget ærgerligt at konstatere, at der ikke er opbakning til det her forslag, som jeg synes er meget, meget nødvendigt.

Sidste gang var der mange, der påpegede store problemer med retssikkerheden. Det er der taget højde for i det her beslutningsforslag. S og SF opfordrer justitsministeren til at finde en ordning, hvor retssikkerheden kan tilgodeses, og det mener jeg også imødegår hr. Karsten Lauritzens spørgsmål, fordi det vil hr. Karsten Lauritzen givetvis spørge mig om om lidt. Men her er der jo netop en opfordring til, at man skal finde ud af, hvordan man kan tilgodese retssikkerheden, så det her problem bliver løst og politiet får mulighed for at bruge den ordning.

Der blev talt om i nogle af de andre ordførertaler, at det vil have en meget, meget indgribende virkning, hvis en landmand pludselig ikke skal have lov til at have med dyr at gøre, men jeg er overbevist om, at der altså må være nogle sager, hvor det er tydeligt, hvis landmanden er psykisk syg eller andet, at denne ikke vil være i stand til at varetage dyrenes tarv, og så kan det her være en mulighed, indtil sagen rent faktisk kommer for en domstol og manden rent praktisk bliver frakendt retten til at have med dyr at gøre.

Det her er jo ikke kun et forslag, som S og SF ønsker. Dyrenes Beskyttelse påpeger i en del sager, at der er problemer med den her bestemmelse i loven, og de ønsker sig også forslaget. De har kendskab til sager, der har været problematiske. Derfor må jeg gentage, at det er ærgerligt, at der ikke er mere velvilje og opbakning til det forslag her i dag.

Det giver foreløbig anledning til to korte bemærkninger. Den første er fra hr. Karsten Lauritzen.

Nu gættede SF's ordfører på området på, hvad jeg ville spørge om, og det kunne jeg godt spørge om, men jeg vil spørge om noget helt andet.

Jeg vil nemlig spørge, om SF har som princip, at de fremsætter beslutningsforslag på baggrund af noget, som de har læst i en artikel i avisen, og om SF ikke anerkender, at det nogle gange hænder, at aviserne ikke har fået fat i den fulde sammenhæng, med hensyn til hvordan tingene rent faktisk hænger sammen, og at det kan være problematisk at lave lovgivning og for den sags skyld beslutningsforslag på baggrund af enkeltstående avisartikler, for det kunne jo være, at de ikke havde fået rigtig fat i tingene i artiklen. Ville det ikke være en bedre idé at undersøge tingene lidt nærmere? Det vil jeg gerne spørge SF's ordfører om.

Så er det ordføreren.

Jamen det er jeg meget enig i. Jeg har jo netop undersøgt sagen, jeg har netop stillet spørgsmål til justitsministeren om den pågældende sag, og sagen blev udelukkende løst, fordi politiet var gode til at forhandle sig frem til en løsning, men det er jo ikke rimeligt. Hunden blev overdraget af mishandleren, men hvad nu, hvis mishandleren havde stået fast på at få hunden udleveret? Så havde politiet ikke kunnet forhindre det. De kunne have givet et pålæg, og så kunne manden have begået den samme gerning igen, og så kunne politiet gøre noget.

Jeg synes, at der mangler en tydelig hjemmel i lovgivningen til at sikre, at de her sager kan behandles på en fornuftig og forsvarlig vis, som tilgodeser dyrene.

Så er det hr. Karsten Lauritzen for yderligere en kort bemærkning.

Jeg takker for tilkendegivelsen af, at man i SF ikke laver politik på baggrund af avisartikler. Jeg må så bare erkende, at det er med det udsagn som med resten af SF's politik, nemlig at man siger én ting og gør noget fuldstændig andet.

Sidste gang, vi havde det her oppe til debat, sagde SF's ordfører, fru Karina Lorentzen, i sin ordførertale, at det bl.a. var, fordi man havde læst om en sag i avisen, hvor en hund var blevet udsat for dyremishandling, og hvor straffen var en bøde på 1.000 kr. Det tog debatten lidt udgangspunkt i. Justitsministeriet har så efterfølgende redegjort for, at den sag ikke eksisterede, for hvis man er tiltalt og dømt for dyremishandling, er der frihedsstraf. Og sådan var der en lang række andre sager, som var oppe at vende sidste gang, vi havde den her debat, og hvor der efterfølgende er blevet redegjort for, at politiet har gjort en hel masse.

Vil SF's ordfører, fru Karina Lorentzen, ikke bekræfte over for mig, at det her er et enkeltstående tilfælde, og at SF fremsætter beslutningsforslag på baggrund af avisartikler om dyremishandling, artikler, hvori man ikke har fået fat i den fulde sandhed, og at SF i fremtiden vil få belyst tingene lidt nærmere, inden de tager en folketingsdebat om det?

Så er det ordføreren.

Jeg er meget enig i, at man ikke skal løbe med en halv vind. Jeg må også sige, at jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at spørge ind til den her sag, som der har været for nylig, og at det så har været baggrunden for, at jeg sammen med Socialdemokraterne selv fremsætter det her beslutningsforslag. Jeg har i øvrigt også læst den redegørelse om de pågældende sager, som justitsministeren har lavet, og som var nævnt i det sidste beslutningsforslag, osv. Jeg er også glad for, at politiet gør noget. Det skal vi bestemt rose dem for.

Men det her handler jo om at give politiet en hjemmel til at sikre, at folk ikke anskaffer sig nye dyr, før en sag er blevet ført ved domstolene, samt sikre, at dyrene ikke bliver tilbageleveret til ejere, som ikke kan tage vare på dem.

Så er der yderligere en kort bemærkning. Det er fru Marlene Harpsøe.

Jeg vil gerne høre ordføreren fra Socialistisk Folkeparti om en ting. For der er ikke nogen tvivl om, at vi i Dansk Folkeparti jo synes, det er positivt, når der bliver fremsat forslag her i Folketinget, der har til hensigt at forbedre forholdene for dyr. Det er der ikke nogen tvivl om, det er rigtig positivt.

Men jeg vil gerne høre ordføreren for Socialistisk Folkeparti, om det her beslutningsforslag er det eneste, man har i posen. Er der ikke andre områder i dyreværnslovgivningen, der trænger til en revision? Ville det ikke faktisk være en rigtig, rigtig god idé at foretage en revision af dyreværnslovgivningen, så den bliver opdateret, og så den virkelig gavner dyrene?

Så er det ordføreren.

Jeg kan love fru Marlene Harpsøe for, at der bestemt er nogle områder, som kunne trænge til en revision. Bl.a. ønsker SF også, at hundeloven bliver revideret. Så vi vil bestemt se med velvilje på det forslag, der kommer. Nu kan jeg jo ikke sige, hvad vores indstilling til det vil være, men vi vil se på det med interesse.

Fru Marlene Harpsøe for yderligere en kort bemærkning.

Jeg synes selvfølgelig, det er rigtig, rigtig positivt at høre, at fru Karina Lorentzen fra Socialistisk Folkeparti er positivt indstillet over for, at loven skal revideres og dermed mener, at dyreværnslovgivningen ikke er opdateret.

I Dansk Folkeparti ser vi også frem til behandlingen, for så må vi jo se, hvad ikke blot Socialistisk Folkeparti i virkeligheden mener om dyrevelfærd, men også hvad de øvrige partier i Folketinget i virkeligheden mener at der bør gøres for dyrevelfærden i Danmark.

Ordføreren.

Jamen vi glæder os til at se lovforslaget.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)