Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 3, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 18. februar 2009 vedrørende forslag til folketingsbeslutning om at sænke den kriminelle lavalder (B 78). Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Marlene Harpsøe (DF).

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 3 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til folketingsbeslutning om at sænke den kriminelle lavalder (B 78).

 

”Ifølge erstatningsretten kan man blive kendt erstatningspligtig, hvis man har ødelagt noget, og hvis det vurderes, at man har handlet culpøst. Det betyder, at f.eks. en 12-årig godt kan blive erstatningspligtig over for nogle skadeshandlinger, som vedkommende har forårsaget. Men når det gælder kriminalitet som f.eks. vold, så er det ikke muligt at straffe en 12-årig, selvom den unge godt vidste, at det var forkert. Mener ministeren ikke, at det er inkonsistent, at man godt kan blive ’straffet’ for den ene type kriminelle forhold, men ikke det andet?”

 

Svar:

 

De erstatningsretlige regler går ikke ud på at straffe nogen, men på at regulere, i hvilke tilfælde den, som er årsag til en skade, skal betale en økonomisk kompensation til modparten.

 

Kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet har til opgave at gennemgå den samlede indsats mod ungdomskriminalitet og på grundlag heraf komme med forslag til, hvordan indsatsen kan styrkes for at gøre den så målrettet og virkningsfuld som muligt. Kommissionen skal bl.a. overveje, om der kan være behov for at ændre de eksisterende ikke-strafferetlige reaktionsmuligheder i forhold til børn og unge, som begår kriminalitet, og som er under den kriminelle lavalder. I forbindelse hermed vil kommissionen også overveje, om det eventuelt vil være hensigtsmæssigt at ændre den kriminelle lavalder.  

 

Kommissionens samlede betænkning forventes at foreligge i løbet af 1. halvår 2009. Der vil herefter foreligge et gennemarbejdet grundlag for at drøfte bl.a. spørgsmålet om at ændre reglerne om den kriminelle lavalder.