Europaudvalget 2007-08 (2. samling)
KOM (2008) 0211 Bilag 1
Offentligt
Modtaget i Udenrigsministeriet/EU-koordinationskontoret
Den 22. juli 2008
MILJØstyrelsen
Jord & Affald
MST/dokca
9. juli 2008
GRUNDNOTAT
til
FOLKETINGET
Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2006/66/EF om batterier og akkumulatorer og udtjente
batterier og akkumulatorer, for så vidt angår artikel 6, stk. 2, vedrørende markedsføring af
batterier og akkumulatorer
KOM (2008) 211
Resume
Forslaget ændrer den eksisterende artikel 6, stk. 2, i direktiv 2006/66/EF om batterier, idet den
eksisterende bestemmelse kan forstås således, at batterier, der er lovligt markedsført inden
direktivets krav til markedsføring af batterier er trådt i kraft, skal trækkes tilbage fra markedet.
Dette vil generere unødige affaldsmængder og skabe unødige administrative byrder for
medlemsstater og erhverv. Forslaget tilsigter at ændre bestemmelsen, således at batterier, der er
lovligt markedsført inden direktivets regler om markedsføring træder i kraft, ikke skal trækkes
tilbage fra markedet.
Forslaget opfylder kun sit formål såfremt begrebet markedsføring forstås som første gang et batteri
sættes på EU markedet (af producent eller importør). Danmark forslår derfor en præcisering af
definitionen af markedsføring i direktivets artikel 3, nr. 14, således at dette klart fremgår. Danmark
finder endvidere, at der er brug for en tidsbegrænsning af, i hvor lang tid, der kan ske
videreoverdragelse af batterier, som lovligt er markedsført på fællesskabsmarkedet inden
markedsføringsreglernes ikrafttræden, men som ikke opfylder kravene i det nye direktiv.
1. Status
Kommissionen sendte den 30. april 2008 ovennævnte forslag til Rådet. Forslaget har hjemmel i
TEF artikel 95, og skal derfor vedtages af Rådet med kvalificeret flertal efter proceduren om fælles
beslutningstagen i TEF artikel 251.
Da forslaget relaterer sig til direktiv 2006/66/EF vedrørende batterier og akkumulatorer, i det
følgende batteridirektivet, der skal implementeres i medlemsstaterne senest den 26. september 2008,
er forslaget foreslået som et ”hurtigt tiltag” for at begrænse administrative byrder, som omhandlet i
”Kommissionens meddelelse – Hurtige tiltag for 2008 til reduktion af administrative byrder i den
Europæiske Union”.
Notat om forslaget har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg
Formandskabet sigter imod at opnå enighed om forslaget mellem Rådet og Europa Parlamentet ved
første behandlingen af forslaget. Europa Parlamentet forventes at stemme om forslaget i slutningen
af juli 2008.
2. Formål og indhold
Forslaget vedrører ændring af artikel 6, stk. 2, i batteridirektivet. I den eksisterende bestemmelse i
direktivets artikel 6, stk. 2, fremgår det, at medlemsstaterne skal sørge for, at batterier og