Det ændrede forslag er modtaget af Folketinget i dansk
sprogudgave den 13. februar 2012, jf.
Lissabontraktatens
protokol nr. 2 om kontrol med nærhedsprincippet.
Fristen på
8 uger for fremsendelse af Folketingets begrundede udtalelse
udløb 9.
april 2012.
Læs
Kommissionens fremsendelsesbrev
Kommissionens forslag blev fremsat den. 10. december 2008 og har til formål
at indføre fælles regelsæt for lægemiddelvirksomheders udbredelse af information
om receptpligtige lægemidler.
Det eksisterende forbud mod reklamer fra industrien for receptpligtig medicin
opretholdes.
Hovedformålet med de Kommissionens forslag er:
- at afgrænse de typer af information om lægemidler, som virksomhederne
lovligt kan formidle (og som således ikke regnes for reklame)
- at definere kvalitetsstandarder for information (informationen
skal være objektiv, neutral, upartisk, verificerbar, up-to-date, troværdig,
faktuelt korrekt og forståelig for offentligheden)
- fastlægge autoriserede distributionskanaler såsom sundhedsrelaterede
publikationer eller registrerede websteder om lægemidler (må ikke ske via tv
eller radio)
Hertil kommer, at der ifølge forslaget skal etableres effektiv overvågning
og kontrol med den information, som lægemiddelvirksomhederne spreder til
offentligheden om receptpligtige lægemidler, så man undgår misbrug.
Medlemsstaterne skal f.eks. sikre, at lægemiddelvirksomheder registrerer alle
websider, der indeholder information om receptpligtige lægemidler, før
offentligheden får adgang til disse sider.
Endelig skal medlemsstaterne ifølge de to forslag sikre, at der kan træffes
passende og effektive sanktioner, hvis ikke de foreslåede bestemmelser
overholdes.
Resumeet er udarbejdet af Folketingets EU-Oplysning. For yderligere notater
m.v. om forslaget se boksen med "relaterede dokumenter".