G R U N D N O T AT T I L F O L K E T I N G E T
E U R O P AU D V AL G
22. januar 2009
J. nr. 2403/1428-004
Ref. AMLP
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forpligtelse for
medlemsstaterne til at opretholde minimumslagre af mineralolie og/eller
mineralolieprodukter.
KOM(2008)775 endelig
Notat er også oversendt til Energipolitisk Udvalg
Resumé
Som led i 2. strategiske energiredegørelse (SER2) fremsatte Europa - Kommissionen den
13. november 2008 direktivforslag om forpligtelse for medlemsstaterne til at opretholde
minimumslagre af mineralolie og/eller mineralolieprodukter. Forslaget har til formål at
styrke EU´s forsyningssikkerhed for olie. Forslaget indebærer bl.a. en tilnærmelse til det
Internationale Energi Agenturs (IEA) tilsvarende regelsæt om medlemsstaters
lagringspligt. Regeringen er enig med Kommissionen i, at de angivne målsætninger i
direktivforslaget bedst kan opnås gennem en fælles regulering, som det har været tilfældet
hidtil. Det er dog usikkert, om direktivforslaget reelt opnår de angivne mål og om det sker
på en hensigtsmæssig måde. Desuden indebærer forslaget store og unødvendige
omkostninger samt tilsvarende administrative byrder.
1. Baggrund
Kommissionen beskriver mineralolie som EU's vigtigste energiressource. Økonomien er
helt afhængig af en kontinuerlig og pålidelig forsyning af olie til en rimelig pris. På
baggrund af den store og stigende afhængighed af import er forsyningssikkerhed af største
vigtighed. De seneste år er risikoen for afbrydelse af olieforsyningen af flere årsager blevet
større. Den aktuelle tendens på verdensplan og den interne udvikling i EU (successive
udvidelser, gennemførelse af det indre marked, faldende indenlandsk produktion m.v.) gør
det nødvendigt at ajourføre EF-lovgivningen om oplagring, der blev indført for 40 år siden.
Kommissionen anfører, at EU skal kunne kompensere for eller i det mindste reducere
enhver negativ virkning af eventuelle forsyningsforstyrrelser. Erfaringerne viser, at
ibrugtagning af oliesikkerhedslagre er den letteste og hurtigste metode til at bringe store
ekstra mængder olie til et underforsynet marked. Dette nedbringer både knapheden på
produkter samt de skadelige følger for økonomien.