N Æ R H E D S N O T AT
18. december 2008
J.nr. 090301/40010-0026
Ref. ASJ/ANN
Området for energieffektivitet og
internationalt samarbejde
Side 1/2
Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om angivelse af
energirelaterede produkters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og
standardiserede vareoplysninger (omarbejdet) KOM (2008) 778
Notatet er parallelfremsendt til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Energipolitiske
Udvalg.
1. Formål med forslaget
Forslaget er vedtaget af Kommissionen den 13. november 2008 og er modtaget af Rådet i
dansk sprogversion den 20. november 2008.
Forslaget er fremsat med hjemmel i EF-Traktatens artikel 95 og forslaget skal dermed
vedtages efter proceduren for fælles beslutningstagning mellem Rådet og Europa-Parlamentet,
jf. artikel 251.
Forslaget er en omarbejdning af direktiv 92/75/EØF om angivelse af husholdningsapparaters
energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede vareoplysninger
(energimærkningsdirektivet) og en ophævelse af direktiv 79/530/EØF. Formålet er at udvide
energimærkningsdirektivets anvendelsesområde, som i øjeblikket kun omfatter
husholdningsapparater, til at omfatte alle produkter, der er relevante for energiforbruget.
Anvendelsesområdet bliver dermed husholdnings- handels- og industrisektoren og også visse
produkter som ikke selv forbruger energi, men som indebærer væsentlige
energisparemuligheder, når de er i brug eller er installeret f.eks. vinduer. Transportmidler er
ikke omfattet.
Det hidtidige begrænsede anvendelsesområde har ifølge Kommissionen betydet, at
energimærkning ikke har haft den ønskede effekt i forhold til at kunne bidrage til dels at
afbøde klimaændringerne og dels til at nå EU’s mål om en forøgelse af energieffektiviteten
med 20 pct. i 2020. Det begrænsede anvendelsesområde hæmmer også direktivets mulighed
for at bidrage til målet om bæredygtighed inden for produktion og forbrug.
Der er tale om et rammedirektiv, som udover mærkning også indeholder bestemmelser om
offentlige indkøb og incitamenter, som skal fremme og stimulere efterspørgslen efter bedre
produkter og hjælpe forbrugerne med at træffe bedre valg.