Notat
EU-Koordination
J.nr.
Ref. dk(mst)/japed(dep)
GRUNDNOTAT til FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fase II-genvinding af benzin-
dampe ved benzinpåfyldning af personbiler på servicestationer, KOM(2008) 812 endelig
Resume
Det foreslås at indføre regulering af genvindingen af benzindampe på tankstationer. Forslaget retter sig mod
tankstationer placeret under boliger, nye og ombyggede tankstationer samt mod større tankstationer. Det
bidrager til at reducere udledningen af flygtige organiske forbindelser (VOC), der udgør en del af den græn-
seoverskridende luftforurening. Samtidig reducerer det udledningen af et kræftfremkaldende stof, benzen.
Området er allerede reguleret i dansk lovgivning, hvorfor forslaget ikke øger beskyttelsesniveauet i Danmark
isoleret set. Forslaget er i forlængelse af EU's temastrategi for luftforurening og målene om at reducere luft-
forureningen. Dermed understøtter det målene i den danske luftstrategi.
1. Status
Kommissionen har vedtaget ovennævnte forslag, som den 12. december 2008 er fremsendt af Rådet. For-
slaget har hjemmel i TEF artikel 175, og skal derfor vedtages af Rådet med kvalificeret flertal efter procedu-
ren om fælles beslutningstagen i TEF artikel 251.
Der er ikke tidligere oversendt grundnotat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Miljøpolitiske udvalg.
Nærhedsnotat er sendt til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Miljøpolitiske udvalg den 8. januar
2009.
Europa-Parlamentet har endnu ikke behandlet forslaget.
2. Formål og indhold
Formål
Forslaget tager sigte på genvinding af benzindampe, som udledes til atmosfæren i forbindelse med tankning
af personbiler på servicestationer (fase II genvinding af benzindampe). Emissionerne af flygtige organiske
forbindelser (VOC’er) bidrager til lokal og regional luftforurening med benzen og ozon. Jordnær ozon er et
grænseoverskridende forurenende stof og benzen er et kræftfremkaldende stof.
Formålet med forslaget er at følge op på tilsagn Kommissionen har afgivet i Temastrategien for luftforurening,
forslaget om at ændre direktiv 98/70/EF om kvaliteten af benzin og dieselolie og i en erklæring i tilknytning til
et nyt direktiv om luftkvaliteten (direktiv 2008/50/EF).