Resumé:

Kommissionen har den 3. december 2008 fremsat forslag til ændring af Dublin-forordningen.Ændringsforslaget har navnlig fokus på følgende tre hovedområder; at øge effektiviteten afDublin-systemet, at øge beskyttelsesniveauet for ansøgere om international beskyttelse, hvissag behandles i Dublin-proceduren, samt at indføre en suspensionsmekanisme, så med-lemsstater, hvis nationale systemer er under et særligt pres, i en periode vil kunne suspen-dere overførsler efter Dublin-forordningen. Desuden lægger forslaget vægt på princippet omfamiliens enhed. Ændringsforslaget inkluderer desuden alle ansøgere om international be-skyttelse i modsætning til Dublin-forordningen, som alene omtaler ansøgere om opholdstilla-delse efter og personer, der er anerkendt som flygtninge i medfør af Flygtningekonventionenfra 1951. Samarbejdet om Dublin-forordningen er omfattet af det danske forbehold, menDanmark deltager i samarbejdet på mellemfolkeligt grundlag i kraft af en parallelaftale. Hvor-vidt en dansk tilknytning til ændringen af Dublin-forordningen vil have statsfinansielle ellersamfundsøkonomiske konsekvenser må vurderes nærmere. Forslaget til ændring af Dublin-forordningen ledsages blandt andet af et forslag til ændring af Eurodac-forordningen. Forsla-get skønnes at være i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Danmark støtter videre-udviklingen af Dublin-samarbejdet, navnlig for så vidt angår de ændringer, som har til formålat forbedre effektiviteten af Dublin-samarbejdet.

1. Baggrund

Bestemmelserne til fastlæggelse af ansvaret for behandlingen af asylansøgninger indgik op-rindeligt i den mellemstatslige Schengen-konvention, men blev afløst af den såkaldte Dublin-konvention af 15. juni 1990, der trådte i kraft i 1997.Den 30. juli 2001 fremsatte Kommissionen forslag til Dublin-forordningen, hvis formål var atgennemføre EF-traktatens artikel 63, stk. 1, nr. 1), litra a), og i den forbindelse ikke blot over-føre, men revidere regelsættet i Dublin-konventionen i lyset af konklusionerne fra Det Euro-pæiske Råds møde i Tampere i 1999 vedrørende kriterierne og procedurerne til afgørelse af,hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning. Forordningen(2003/343/EF) blev vedtaget den 18. februar 2003 og trådte i kraft den 1. marts 2003.Dublin-forordningen skal ses som led i opbygningen af et fælles europæisk asylsystem. Dub-lin-forordningen forbedrede Dublin-konventionen på en række punkter, herunder navnlig vedindførelse af frister og fastlæggelse af automatisk ansvar for manglende overholdelse.Dublin-samarbejdet omfatter foruden EU-medlemsstaterne desuden Island, Norge, Liech-tenstein og Schweiz. Sidstnævnte har deltaget i Dublin-samarbejdet siden den 12. december2008.Kommissionen gennemførte 2007 en evaluering af Dublin-systemet, hvilken blev fremlagtved rapport af 6. juni 2007. Rapporten konkluderede, at Dublin-systemet fungerede efterhensigten, men at det var ineffektivt på visse punkter, at der var et højt antal gentagne an-søgninger om asyl i en anden medlemsstat end indrejsestaten, at der var overraskende fåregistreringer af personer, der har krydset grænsen ulovligt, og at antallet af faktiske over-førsler ikke modsvarede antallet af accepter.Evalueringsrapporten påviste desuden en forskelligartet fortolkning blandt medlemsstaterneom, hvornår humanitære årsager kunne begrunde, at et andet land end det objektivt ansvar-lige skulle behandle asylansøgningen. Herudover påviste rapporten, at der var uoverens-stemmelse blandt medlemsstaternes praksis om mindreårige, og at der var et overraskendestort antal gentagne asylansøgninger fra de samme personer i forskellige medlemslande.Den 3. december 2008 fremsatte Kommissionen forslag til ændring af Dublin-forordningen.Kommissionens forslag er en del af den samlede asylpakke, der skal fremsættes som led iudbygningen af den anden fase af det fælles asylsystem. Forslaget bygger på de sammeprincipper om ansvarsfastlæggelse som Dublin-konventionen og Dublin-forordningen, idetansvaret for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse først og fremmestpåhviler den medlemsstat, som har spillet den største rolle i forbindelse med ansøgerensindrejse i og ophold på medlemsstaternes område. Forslaget udvider familiens betydningvæsentligt i forhold til den nugældende Dublin-forordning, idet et væsentligt formål med Dub-lin-forordningen ifølge forslaget er at beskytte familiens enhed.

Forslaget skal vedtages med kvalificeret flertal i overensstemmelse med proceduren for fæl-les beslutningstagen med Europa-Parlamentet, jf. EF-traktatens artikel 251.Ifølge artikel 1 i Protokollen om Danmarks Stilling deltager Danmark ikke i Rådets vedtagel-se af foranstaltninger, der foreslås i henhold til afsnit IV i EF-traktaten, og ifølge protokollensartikel 2 er ingen af de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til dette afsnit, bindende foreller finder anvendelse i Danmark.Ved L 66/40 af 8. marts 2006 har Danmark imidlertid indgået en parallelaftale, hvorefter Dub-lin-forordningen og Eurodac-forordningen finder anvendelse mellem Fællesskabet og Dan-mark på mellemstatsligt grundlag.Det fremgår af parallelaftalens artikel 3, at Danmark ikke deltager i vedtagelsen af ændringeraf Dublin-forordningen og Eurodac-forordningen, som ikke er bindende for eller finder an-vendelse for Danmark. Når der vedtages ændringer af forordningerne, meddeler DanmarkKommissionen, hvorvidt Danmark ønsker at gennemføre indholdet af ændringerne eller ej.Meddelelsen herom skal gives på tidspunktet for vedtagelsen af ændringerne eller inden 30dage herefter. Såfremt Danmark ikke ønsker at deltage i ændringerne af forordningerne, be-tragtes parallelaftalen som opsagt, medmindre anden aftale kan indgås mellem Danmark ogEU inden 90 dage, jf. parallelaftalens artikel 3, stk. 7.

2. Formål og indhold

Formålet med ændringen af Dublin-forordningen er at styrke effektiviteten af Dublin systemetsamt at sikre højere beskyttelsesstandarder for ansøgere om international beskyttelse. Dettegøres ved at:udvide forordningens anvendelsesområde til at omfatte personer, der ansøger omeller er blevet tildelt subsidiær beskyttelsefastsætte, præcisere og forkorte fristerne fastsat i forordningenpræcisere anvendelsesområdet for den humanitære klausul og suverænitetsklausu-lenindføre regler om overførslerudvide den eksisterende ordning for bilæggelse af uoverensstemmelserindføre en obligatorisk samtale forud for afgørelse om overførselstyrke retsgarantierne for ansøgerne ved at sikre information til alle ansøgere omDublin-proceduren, fastsætte retten til at klage, til at få afgjort om klagen skal haveopsættende virkning for udrejsefristen og fastslå det princip, at en person ikke børfrihedsberøves alene med den begrundelse, at den pågældende ansøger om inter-national beskyttelsestyrke retten til familiens enhed ved at udvide retten til familiesammenføring til delsat omfatte familiemedlemmer, der nyder subsidiær beskyttelse og bor i en andenmedlemsstat, dels at omfatte afhængige slægtninge og endelig at udelukke mulig-heden for tilbagesendelse til fortsat asylsagsbehandling i et land, som ikke har truffeten første afgørelse med hensyn til substansen af ansøgningen, såfremt et af kriteri-erne om familiens enhed kan finde anvendelse i opholdslandet

2.1 Formål og definitioner

Afsnittet om formål og definitioner indeholder i artikel 1 en udvidelse af personkredsen, somfalder ind under forordningens anvendelsesområde til også at omfatte personer, der har søgtom eller nyder subsidiær beskyttelse. Endvidere præciseres det, at personkredsen omfattertredjelandsstatsborgere og statsløse personer.Artikel 2 indeholder en række definitioner, hvor bl.a. ansøgning om international beskyttelsedefineres i medfør af artikel 2, litra a) i direktiv 2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelseaf minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse somflygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse (flygt-ningedefinitionsdirektivet).Desuden udvider artikel 2 definitionen af familiemedlemmer i forhold til den nugældende arti-kel 2 i Dublin-forordningen. Medtages skal således også gifte, mindreårige børn, såfremt dettjener børnenes tarv bedst, at de bor sammen med deres far, mor eller værge. Desudenmedtages også far, mor, søskende eller værge til gifte, mindreårige børn, såfremt dette tje-ner barnets tarv bedst for et eller flere af de mindreårige.Som nyt begreb defineres ”risiko for, at den pågældende forsvinder”, på baggrund af objekti-ve, lovfæstede kriterier.

2.2. Almindelige principper og garantier

Princippet om at den første medlemsstat, hvori der er ansøgt om international beskyttelse,skal behandle ansøgningen om international beskyttelse fastslås i artikel 3. Desuden frem-går det af artikel 3, at en ansøgning om international beskyttelse alene behandles af denmedlemsstat, som er ansvarlig efter bestemmelserne i Dublin-forordningen.Som ny artikel 4 foreslås indført en bestemmelse om ret til information. Det fastlægges, at enansøger skal informeres om anvendelsen af Dublin-forordningen, så snart en ansøgning ominternational beskyttelse er indgivet. Informationen skal omfatte formålene med Dublin-forordningen, konsekvensen af at indgive ansøgning i en anden medlemsstat, kriterierne forfastlæggelse af ansvaret, den generelle procedure og fristerne, de mulige resultater og dereskonsekvenser samt oplysninger om udveksling og opbevaring af data om ansøgeren. Infor-mationen skal som udgangspunkt gives skriftligt og på en alderssvarende måde, men kanogså gives mundtligt i forbindelse med en samtale. Artikel 4, stk. 3, foreskriver, at medlems-staterne udarbejder en fælles folder. Dette er en præcisering og udbygning af de gældenderegler.

Ændringsforslagets artikel 5 anfører en pligt for medlemsstaterne til at afholde en samtalemed ansøgeren, før der træffes afgørelse i medfør af Dublin-proceduren. Samtalen skal ha-ve til formål at tilvejebringe de nødvendige oplysninger for at kunne vurdere sagen i forholdtil Dublin-forordningen. Samtalen skal desuden afholdes på et sprog, som ansøgeren medrimelighed kan formodes at forstå, eventuelt med tolk, og skal refereres i en skriftlig rapport.Dette er en nyskabelse i forhold til gældende regler.Som endnu en nyskabelse fastlægger ændringsforslagets artikel 6, at medlemsstaterne i sa-ger om mindreårige først og fremmest skal tage stilling til barnets tarv. Herudover forpligtesmedlemsstaterne til at sikre en repræsentant for den mindreårige, at samarbejde tæt om atsikre barnets tarv, at eftersøge barnets familie og endelig at uddanne de kompetente myn-digheder på passende vis.

2.3. Kriterier til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig

Det fastslås i artikel 7, at bestemmelserne i kapitlet om kriterier til afgørelse af, hvilken med-lemsstat der er ansvarlig, skal anvendes i den rækkefølge, hvori de er angivet i teksten, samtat afgørelsen træffes på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor ansøgeren for førstegang indgav sin ansøgning. Såfremt der endnu ikke er meddelt endeligt afslag på en ansøg-ning om asyl, skal situationen på tidspunktet for en uledsaget mindreårig asylansøgers se-neste ansøgning lægges til grund for vurderingen af, hvilken medlemsstat, der er ansvarligfor at behandle asylansøgningen. I forhold til den nugældende Dublin-forordningen er det enforandring, idet Dublin-forordningen alene tager hensyn til situationen på tidspunktet for denførste asylansøgning.Det bemærkes, at kapitlets bestemmelser er anført i en ændret rækkefølge i forhold til dennugældende Dublin-forordning. Ved ændringsforslaget er først anført bestemmelserne omtilknytning til familiemedlemmer og slægtninge, herunder for uledsagede mindreårige ansø-gere angivet, dernæst angives bestemmelserne, som vedrører visum og opholdstilladelseudstedt af en medlemsstat og endelig angives bestemmelserne, som fastlægger ansvaret forpersoner, der er indrejst eller har opholdt sig ulovligt på medlemsstaternes område. I et se-nere kapitel angives bestemmelserne for personer, der har indgivet en ansøgning om inter-national beskyttelse til en anden medlemsstat.I den gældende Dublin-forordning anføres først bestemmelserne om opholdstilladelse, vi-sum, ulovlig indrejse på området mv., hernæst kommer bestemmelserne om familiesammen-føring og humanitære bestemmelser, mens bestemmelserne om tilbagetagelse af personer,der allerede har indgivet en ansøgning om asyl i en anden medlemsstat anføres til sidst.Reglerne om uledsagede mindreårige findes i artikel 8, der foreskriver, at den mindreårigesansøgning under hensyntagen til barnets tarv skal behandles af den medlemsstat, hvor etfamiliemedlem befinder sig lovligt, subsidiært af den medlemsstat, hvor en slægtning, derkan tage sig af den mindreårige, befinder sig. Såfremt flere medlemsstater kan være ansvar-lige, træffes der afgørelse herom på baggrund af hensynet til barnets tarv. Såfremt der ikkefindes et familiemedlem eller en anden slægtning, er det den medlemsstat, hvor den mindre-årige har indgivet sin seneste ansøgning om international beskyttelse, der er ansvarlig forSide 5

behandlingen af ansøgningen, forudsat dette tjener den mindreåriges tarv bedst. Der er så-ledes tale om en ændring af den gældende bestemmelse i Dublin-forordningens artikel 6.Artikel 9 og 10 omhandler overførsler af ansøgere til en medlemsstat, hvor deres familie-medlem har fået tildelt international beskyttelse eller har en verserende ansøgning herom,om hvilken der endnu ikke er truffet en første afgørelse i substansen. Med forslaget indføreset krav om, at ansøgeren skriftligt skal have udtrykt ønske om overførsel til den medlems-stat, hvor deres familiemedlemmer opholder sig.Med artikel 11 er muligheden for at sammenføre afhængige slægtninge efter skriftligt ønskefra ansøgeren og dennes slægtning indført som en nyskabelse i ændringsforslaget. Sam-menføring af afhængige slægtninge skal ske til den medlemsstat, som anses for bedst egnettil at lade slægtningene blive sammen eller til at sammenføre dem. Ved afgørelsen heraf ta-ges der hensyn til, hvad der tjener de pågældendes tarv bedst, herunder om den afhængigeperson er i stand til at rejse.Forslagets artikler 12, 13, 14, 15 og 16 viderefører med sproglig rettelse af ”asylansøgning”til ”ansøgning om international beskyttelse” de nugældende bestemmelser. Der gælder såle-des fortsat et princip om samlet behandling af ansøgninger om international beskyttelse ind-givet af flere familiemedlemmer. Ligeledes påhviler ansvaret for behandlingen af ansøgnin-gen fortsat den medlemsstat, som enten har udstedt visum eller opholdstilladelse til ansøge-ren, eller som har fritaget ansøgeren for visumpligt. Den medlemsstat, hvortil en ansøger harpasseret grænsen til medlemsstaterne ulovligt, er ligeledes ansvarlig. Endelig ansvarliggøresogså den medlemsstat, på hvis område en ansøger i transit indgiver ansøgning om internati-onal beskyttelse.

2.5. Medlemsstaternes mulighed for at udøve skøn

Den nugældende Dublin-forordning indeholder en bestemmelse, hvorefter enhver medlems-stat kan beslutte at behandle en ansøgning om asyl, uanset at medlemsstaten ikke er for-pligtet hertil efter en snæver anvendelse af Dublin-forordningen, den såkaldte suverænitets-klausul. Herudover indeholder Dublin-forordningen en humanitær klausul, hvorefter en statkan såvel beholde en asylansøger som anmode en anden medlemsstat om at overtage ved-kommende, såfremt humanitære forhold gør sig gældende.De to nævnte bestemmelser er i forslaget samlet i et særligt kapitel, hvor de begge indgår iforslagets artikel 17. Formålet hermed er at tydeliggøre anvendelsesområdet herfor.Artikel 17, stk. 1, indeholder suverænitetsklausulen, som foreslås anvendt af humanitære ogmedlidenhedsmæssige årsager. Det foreskrives samtidig, at en medlemsstat, der har påta-get sig at behandle en ansøgning om international beskyttelse, skal meddele den eller derelevante andre medlemsstater via det sikrede kommunikationsmiddel, DubliNet, og markeredet i den centrale database til opbevaring af fingeraftryk, EURODAC. Underretningen af deøvrige medlemsstater bibeholdes fra Dublin-forordningen, mens den obligatoriske brug afDubliNet er ny.

Artikel 17, stk. 2, indeholder den humanitære bestemmelse, hvorefter der kan fremsendesen anmodning om overtagelse af en ansøger til en anden medlemsstat begrundet i humani-tære årsager, selvom den anmodede medlemsstat ikke er ansvarlig efter kriterierne i artikel8-12 i forordningen. Det præciseres i forslaget, at anmodningen om overtagelse af humani-tære årsager kan fremsættes når som helst af den medlemsstat, hvor en ansøgning om in-ternational beskyttelse er indgivet, og som gennemfører proceduren til fastlæggelse af, hvil-ken medlemsstat, der er ansvarlig, eller af den ansvarlige medlemsstat. Fristen for besvarel-se af en anmodning om overtagelse af humanitære årsager fastsættes til to måneder.For begge led i artikel 17 indføres en forpligtelse for medlemsstaterne til at indhente ansøge-rens skriftlige samtykke.

2.6. Den ansvarlige medlemsstats forpligtelser

Bestemmelserne om indtræden og ophør af ansvar for behandlingen af ansøgningen om in-ternational beskyttelse fremgår af forslagets artikel 18 og 19 og udgør en præcisering af dehidtidige bestemmelser. Det fremgår således af artikel 18, at den ansvarlige medlemsstatskal overtage eller tilbagetage en ansøger, der har indgivet en ansøgning om internationalbeskyttelse i en anden medlemsstat, såfremt medlemsstaten er ansvarlig på baggrund afreglerne om visum, opholdstilladelse eller ulovlig indrejse og ophold, såfremt pågældendehar en ansøgning under behandling, har trukket ansøgningen tilbage eller har fået afslagherpå i den ansvarlige medlemsstat. Efter at have overtaget eller tilbagetaget den pågæl-dende, er medlemsstaten forpligtet til at behandle eller afslutte behandlingen af den pågæl-dendes ansøgning om international beskyttelse.Af ansvarsophørsreglerne i forslagets artikel 19 fremgår det, at ansvaret ophører, når denansvarlige medlemsstat kan fastslå, at den pågældende har forladt medlemsstaternes områ-de i mindst tre måneder, medmindre den pågældende har en gyldig opholdstilladelse udstedtaf en ansvarlig medlemsstat. Ligeledes bortfalder ansvaret, når den pågældende har forladtmedlemsstaternes område i overensstemmelse med en afgørelse om tilbagesendelse ellerudsendelse. Bevisbyrden for, at den pågældende har forladt medlemsstaternes område sombeskrevet ovenfor, påhviler den medlemsstat, som ellers ville være ansvarlig for at overtageeller tilbagetage den pågældende ansøger, hvilket er en ny bestemmelse.Såfremt der indgives en ansøgning om international beskyttelse efter et fravær fra medlems-staternes område som beskrevet ovenfor, betragtes dette som en ny ansøgning, og der måindledes en ny procedure for at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlin-gen af ansøgningen om international beskyttelse. Bestemmelsen herom er en præcisering afden nugældende bestemmelse.

2.7. Procedurer for overtagelse og tilbagetagelse

Forslagets artikel 20 er en teknisk omskrivning af Dublin-forordningens artikel 4. Det fremgåraf artikel 20, at proceduren til at afgøre, hvilken medlemsstat der efter forordningen er an-svarlig, indledes, så snart en ansøgning om international beskyttelse indgives for første gangi en medlemsstat. I forhold til Dublin-forordningens artikel 4 er der præciseret, at en mindre-Side 7

årig alene følger sin værge eller forældre, forudsat at dette tjener barnets tarv bedst. Videreer bevisbyrden for ansøgerens udrejse af området pålagt den medlemsstat, som er blevetanmodet om at afslutte proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig.Ansøgerens udrejse af medlemsstaternes område indebærer, at en ny ansøgning vil medfø-re en fornyet procedure til afgørelse af ansvaret for behandlingen af ansøgningen. Bevisbyr-dereglen og retsvirkningen af ansøgers udrejse er i overensstemmelse med forslagets artikel18 og 19.2.7.1 Frist for fremsættelse og besvarelse af anmodningFristen for at fremsætte en anmodning om overtagelse fastsættes i artikel 21 til 3 månederfra det tidspunkt, hvor ansøgeren har indgivet ansøgning om asyl i den medlemsstat, hvorden pågældende opholder sig. Fristen for at besvare en anmodning om overtagelse fastsæt-tes i artikel 22 til to måneder. Bestemmelserne om fremsættelse af anmodning om overta-gelse og besvarelse heraf er i overensstemmelse med de nugældende regler.Fristen for at fremsætte en anmodning om tilbagetagelse fastsættes i forslagets artikel 23 til2 måneder. Fristen regnes fra det øjeblik, hvor den pågældende indgiver ny ansøgning i op-holdslandet, eller fra det tidspunkt, hvor opholdslandet modtager oplysninger fra EURODAC-databasen om, at den udlænding, som opholder sig ulovligt på statens område, er kendt somansøger om international beskyttelse i et andet medlemsland. Fastsættelse af en frist foranmodning om tilbagetagelse er en nyskabelse i forhold til Dublin-forordningen. Fristen for atbesvare en anmodning om tilbagetagelse fastsættes i artikel 24 i overensstemmelse medgældende ret til to uger, hvor anmodningen bygger på oplysninger fra EURODAC-databasen, og ellers til fire uger.2.7.2 Ansøgerens rettighederForslagets artikel 25 fastlægger, at meddelelsen af en afgørelse om overførsel skal gives tilden eller de personer, der er omfattet af afgørelsen. Meddelelsen skal ske skriftligt på etsprog, som den pågældende med rimelighed må formodes at forstå, og højst 15 arbejdsda-ge fra datoen for modtagelsen af svaret fra den anmodede medlemsstat. Kravene om skrift-lighed, oversættelse og fristen herfor er nyskabelser. Artikel 25, stk. 2, fastslår, at afgørelsenskal begrundes og indeholde en vejledning om pågældendes retsmidler, herunder klagead-gang og hvem, der kan yde specifik juridisk bistand og/eller repræsentation.Retsmidlerne omtales i artikel 26, hvoraf det fremgår, at den person, som har fået en afgø-relse i medfør af Dublin-forordningen, har ret til effektive retsmidler i form af klage eller ind-bringelse for en retsinstans af de faktiske og retlige forhold. Det fastlægges, at medlemssta-terne bør fastsætte en rimelig klagefrist. Artikel 26, stk. 3, fastlægger en forpligtelse for rets-instansen til inden for 7 dage af egen drift at tage stilling til, hvorvidt en klage kan tillæggesopsættende virkning med hensyn til udrejsefristen. Overførsel kan tidligst ske, når der er ta-get stilling til, hvorvidt klagen skal tillægges opsættende virkning, jf. artikel 26, stk. 4. Artikel26, stk. 5 og 6 indeholder bestemmelser om den pågældendes adgang til juridisk bistand ogom nødvendigt til sproglig bistand, som skal ydes gratis, når den pågældende ikke selv har

råd til at betale omkostningerne. Procedurerne herfor fastsættes i national ret. Fastlæggel-sen af retsmidlerne i forordningens tekst er nyt i forhold til Dublin-forordningen.Af artikel 27 fremgår det, at medlemsstaterne ikke kan frihedsberøve en person alene medden begrundelse, at pågældende har ansøgt om international beskyttelse. En person kandog frihedsberøves på et særligt sted, såfremt der er væsentlig risiko for, at den pågældendeforsvinder, og såfremt mindre indgribende foranstaltninger ikke kan anvendes effektivt. Fri-hedsberøvelsen kan kun anvendes fra det tidspunkt, hvor der er truffet afgørelse om over-førsel til en anden medlemsstat og kun i så kort tid som nødvendigt til at gennemføre over-førslen.Afgørelse om frihedsberøvelse træffes som udgangspunkt af en retsinstans og skal, hvis be-sluttet administrativt, bekræftes af en retsinstans inden for 72 timer. Frihedsberøvelsen skalmed rimelige mellemrum tages op til fornyet prøvelse af en retsinstans og må ikke forlængesunødigt. Den pågældende har krav på juridisk bistand og/eller repræsentation, som skal væ-re gratis, hvis den pågældende ikke selv har råd til at betale omkostningerne forbundet her-med. Mindreårige frihedsberøves alene, hvis dette tjener deres tarv bedst, mens uledsagedemindreårige aldrig må frihedsberøves. Endelig indeholder artikel 27, stk. 12, en bestemmel-se, hvoraf det fremgår, at asylansøgere, som frihedsberøves, bør nyde samme niveau afmodtagelsesforhold, som fastlagt i modtagelsesdirektivet. Den nugældende Dublin-forordning indeholder ikke regler om frihedsberøvelse.

2.8. Overførsler

Fristerne for gennemførelse af overførsler fremgår af forslagets artikel 28, der fastslår, atoverførslen skal gennemføres, så snart det er fysisk muligt og inden for seks måneder efteranmodningen om overtagelse eller tilbagetagelse er accepteret eller inden for seks månederefter det tidspunkt, hvor der er truffet endelig afgørelse i klagesagen, eller overførslen harværet tillagt opsættende virkning på indbringelse for en domstol. Såfremt overførslen ikkehar fundet sted inden for de angivne seks måneder, fritages den ansvarlige medlemsstat foransvaret, der overføres til den anmodende medlemsstat. Fristen kan forlænges til højst et år,hvis overførslen ikke kunne gennemføres på grund af fængsling af den pågældende, eller tilhøjst 18 måneder, hvis den pågældende forsvinder. Forslagets artikel 28 er en videreførelseaf bestemmelserne i den nugældende Dublin-forordning.Omkostningsfordelingen fremgår af forslagets artikel 29, hvoraf det fremgår, at omkostnin-gen ved overførsel påhviler den overførende medlemsstat. Såfremt der er sket en fejlagtigoverførsel eller afgørelse om overførsel er underkendt af klageinstansen, er den medlems-stat, som oprindeligt gennemførte overførslen, ansvarlig for omkostningerne forbundet medat tilbageføre den pågældende. Bestemmelsen er en nyskabelse i forhold til den nugælden-de Dublin-forordning.Forinden overførslerne gennemføres, skal der i medfør af forslagets artikel 30 ske udveks-ling af relevante oplysninger, som skal meddeles senest 7 arbejdsdage forud for overførslen,medmindre medlemsstaten først får kendskab til dem på et senere tidspunkt. Relevante op-lysninger er navnlig kontaktoplysninger, oplysninger om alder og for mindreårige om uddan-Side 9

nelsesniveau. Derudover sender den overførende medlemsstat efter samtykke eller såfremt,det er nødvendigt for at beskytte den pågældendes interesser og pågældende befinder sig ien særlig sårbar situation, oplysninger om særlige behov. Udvekslingen af personfølsommeoplysninger finder kun sted via DubliNet. Bestemmelsen er en præcisering af de gældendebestemmelser i Dublin-forordningen, men den obligatoriske anvendelse af DubliNet er ennyskabelse, og flere lande sender i dag oplysninger om overførsel med telefax. Fristen påsyv dage vil indebære en ændring i forhold til den nugældende praksis, hvor mange med-lemsstater opererer med en tre-dages frist.Videre fremgår det af forslagets artikel 31, at der kan ske en midlertidig suspension af over-førsler i tre tilfælde; 1) en medlemsstat befinder sig i en særlig akut situation, som påførerdens modtagelseskapacitet, asylsystem eller infrastruktur en ekstraordinært stor byrde, ogoverførsler af ansøgere om international beskyttelse efter Dublin-proceduren vil øge dennebyrde; 2) når Kommissionen finder, at forholdene i en medlemsstat kan medføre et beskyt-telsesniveau for ansøgere om international beskyttelse, som ikke er i overensstemmelsemed fællesskabsretten; 3) og når en medlemsstat frygter, at forholdene i en anden med-lemsstat kan medføre et beskyttelsesniveau for ansøgere om international beskyttelse, somikke er i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen. Afgørelse om suspension træffesaf Kommissionen senest en måned efter modtagelse af anmodning herom. Afgørelsen kaninden en måned indbringes for Rådet, der inden yderligere en måned med kvalificeret flertalkan træffe en anden beslutning. Overførslerne kan suspenderes i en periode på højst seksmåneder, der kan forlænges med yderligere seks måneder. Indførelsen af suspensionsme-kanismen er en nyskabelse.

2.9. Administrativt samarbejde

Adgangen til at udveksle og indhente oplysninger fastlægges i artikel 32, som giver mulighedfor at udveksle de relevante og tilstrækkelig personoplysninger for dels at kunne afgøre, hvil-ken medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyt-telse, for at kunne behandle ansøgningen og for at kunne gennemføre forpligtelserne efterforordningen. Fristen til besvarelse af en henvendelse om yderligere oplysninger forkortesmed to uger til fire uger i forhold til den nugældende frist på seks uger fastsat i artikel 21 iden nugældende Dublin-forordningen. Desuden fastlægges en ny forpligtelse til behørigt atbegrunde enhver forsinkelse. Fastlæggelsen af indholdet af oplysningerne er i øvrigt i over-ensstemmelse med den nugældende bestemmelse.Endvidere er der som noget nyt indført en sanktionsbestemmelse ved manglende overhol-delse af fristen, således at en medlemsstat, som ikke overholder fristen, ikke kan påberåbesig fristen for fremsættelse af anmodning, hvis de undersøgelser, som er foretaget af denadspurgte medlemsstat, resulterer i oplysninger, som viser, at den er ansvarlig.Med bestemmelsen indføres desuden som endnu en nyskabelse klageadgang for den regi-strerede, som kan anlægge en sag eller klage til nationale kompetente myndigheder, hvisbestemmelserne i indeværende forordning eller i direktiv 95/46/EF om beskyttelse og ud-veksling af personoplysninger er overtrådt, navnlig hvis oplysningerne er ufuldstændige eller

urigtige, og den pågældende ikke får medhold i sin anmodning om at få oplysningerne berig-tiget eller slettet.Forslagets artikel 33 fastlægger proceduren til registrering af de kompetente myndigheder imedlemsstaterne. Medlemsstaterne skal meddele Kommissionen, hvilke nationale myndig-heder der er kompetente i forhold til Dublin-forordningen. Listen over nationale myndighederoffentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende og ajourføres årligt. Medlemsstaterne på-lægges som noget nyt en forpligtelse til at uddanne de kompetente myndigheder.Muligheden for at indgå bilaterale administrative aftaler fastslås i artikel 34. Kommissionenskal underrettes om disse aftaler, som den herefter godkender, såfremt de ikke strider modforordningen.

2.10. Forligsmekanisme

Ved bestemmelsen i artikel 35 udvides adgangen til at anvende forligsproceduren i den nu-gældende artikel 14 i gennemførelsesforordningen vedrørende Dublin (1560/2003). Forligs-proceduren kan herefter anvendes til alle spørgsmål vedrørende anvendelsen af Dublin-forordningen mod tidligere alene til afgørelse af humanitære spørgsmål. Forligsprocedurenindledes ved henvendelse fra en af de medlemsstater, der er uenige, til formanden for ud-valget nedsat til dette formål. Parterne forpligter sig ved at bruge forligsproceduren til at tagestørst muligt hensyn til den løsning, der foreslås. Reglerne om sammensætning af udvalgetog om retsvirkningen af deres afgørelse ændres ikke i forhold til den nugældende bestem-melse.

2.11. Overgangsbestemmelser og afsluttende bestemmelser

Forslagets artikel 36 indfører en ny forpligtelse for medlemsstaterne til at træffe de nødven-dige foranstaltninger til at sikre, at ethvert misbrug af oplysninger pålægges effektive, for-holdsmæssige sanktioner, der har afskrækkende virkning.I forslagets artikel 37, der omhandler overgangsbestemmelser, fastlægges en forpligtelse tilat tage hensyn til oplysninger, som kan medføre, at ansvaret placeres hos en anden med-lemsstat, uanset at ansøgningen om international beskyttelse er indgivet forud for ændrings-forslagets ikrafttræden.Forordningen evalueres i medfør af artikel 41 senest tre år efter sin ikrafttræden. Herudoverfastlægger forslagets artikel 42 medlemsstaternes forpligtelse til at indgive statistik i over-ensstemmelse med Eurostat-forordningen. Begge bestemmelser ses også i den nugælden-de Dublin-forordning.

3. Gældende dansk ret og forslagets konsekvenser herfor

Den nugældende Dublin-forordning blev på baggrund af parallelaftalen mellem Fællesskabetog Danmark implementeret i dansk ret med lov nr. 323 af 18. maj 2005 om Danmarks til-knytning til Dublin- og EURODAC-forordningen på mellemstatsligt grundlag. Danmark ind-Side 11

trådte i samarbejdet med de øvrige EU-medlemsstater samt Norge og Island den 1. april2006.Det fremgår af parallelaftalens artikel 3, at Danmark ikke deltager i vedtagelsen af ændringeraf Dublin-forordningen og Eurodac-forordningen, som ikke er bindende for eller finder an-vendelse for Danmark. Når der vedtages ændringer af forordningerne, meddeler DanmarkKommissionen, hvorvidt Danmark ønsker at gennemføre indholdet af ændringerne eller ej.Meddelelsen herom skal gives på tidspunktet for vedtagelsen af ændringerne eller inden 30dage herefter. Såfremt Danmark ikke ønsker at deltage i ændringerne af forordningerne, be-tragtes parallelaftalen som opsagt, medmindre anden aftale kan indgås mellem Danmark ogEU inden 90 dage, jf. parallelaftalens artikel 3, stk. 7.Vedtagelsen af forslaget får ingen lovgivningsmæssige konsekvenser, da Danmark ikke del-tager i vedtagelsen, og ændringsforslaget ikke er bindende for eller finder anvendelse iDanmark.En gennemførelse af ændringerne på mellemstatsligt grundlag vil imidlertid få lovgivnings-mæssige konsekvenser, der kræver ændringer i udlændingeloven, idet udlændingeloven ikapitel 5 a og § 29a, stk. 2, henviser til den nugældende Dublin-forordning. Derudover vil engennemførelse af ændringerne på mellemstatsligt grundlag muligvis medføre indførelse afnye bestemmelser samt ændringer af de bestemmelser i udlændingeloven, der gennemførerDublin- og EURODAC-forordningerne, herunder udlændingelovens kapitel 8 a.

4. Danmarks foreløbige generelle holdning

Danmark støtter generelt videreudviklingen af Dublin-samarbejdet, navnlig for så vidt angårde ændringer, som har til formål at forbedre effektiviteten af Dublin-samarbejdet.

5. Generelle forventninger til andre landes holdning

Medlemsstaterne er generelt positive over for Dublin-samarbejdet. Det forventes dog, at enrække medlemsstater ikke vil være enige i visse dele af forslaget, herunder indførelsen afsuspensionsmekanismen, udvidelsen af definitionen af familiemedlemmer og de ændrings-forslag, som medfører en administrativ byrde for medlemsstaterne, herunder klagereglerne.Disse medlemsstater vil arbejde for, at forslaget ændres.

6. Høring

Sagen har senest været drøftet i Specialudvalget vedrørende Asyl- og Indvandringssamar-bejdet (SPAIS) den 11. marts 2009, som desuden har været hørt over det reviderede forslagtil direktiv.Dansk Flygtningehjælp har den 8. januar 2009 fremsendt høringssvar til ministeriet. DanskFlygtningehjælp udtaler indledningsvist, at de er tilfredse med indholdet i forslaget og henvi-ser til Kommissionens grønbog fra 2007.

Om forslaget til ændring af Dublin-forordningen udtaler Dansk Flygtningehjælp, at forslagetindeholder en række nødvendige forbedringer i forhold til de nuværende regler, navnlig medhensyn til sikringen af retssikkerheden for asylansøgere, bedre information og sikring af ret-ten til familiens enhed og til familiesammenføring samt begrænsning af frihedsberøvelse. Vi-dere er Dansk Flygtningehjælp positive over for de særlige hensyn til sårbare grupper, her-under særligt uledsagede mindreårige børn og større hensyn til ”barnets tarv”, og de forbed-rede muligheder for at appellere afgørelser truffet i medfør af Dublin-forordningen. DanskFlygtningehjælp finder dog, at alle klager over afgørelser truffet i medfør af Dublin-forordningen bør tillægges opsættende virkning, hvilket ikke indgår i forslaget.Endelig udtrykker Dansk Flygtningehjælp tilfredshed med indførelsen af suspensionsmeka-nismen, som der findes at være et behov for. Dansk Flygtningehjælp henviser i den forbin-delse til den indstilling af overførsler til Grækenland, som er indført af en række lande. DanskFlygtningehjælp finder dog ikke, at denne procedure nødvendigvis går langt nok i forhold tilat adressere den mere grundlæggende kritik af Dublin-systemet, idet Dublin-systemet med-fører en skæv byrdefordeling i forhold til navnlig de nye lande i EU og de mest populære ind-rejselande. Suspensionsmekanismen findes således ikke generelt at kunne sikre en mereretfærdig byrdefordeling i mellem Medlemsstaterne.Amnesty International har den 9. januar 2009 fremsendt sit høringssvar til ministeriet. Detfremgår af Amnesty Internationals høringssvar, at Amnesty International generelt er positivover for forslaget om ændring af Dublin-forordningen, navnlig udvidelsen af anvendelsesom-rådet for Dublin-forordningen, således at alle ansøgninger om international beskyttelse om-fattes, kortere/fastlagte tidsfrister, øget beskyttelse af familiens enhed, uddybning af suve-rænitetsklausulen og den humanitære klausul, øget beskyttelse af uledsagede mindreårigeog sårbare grupper, ændringen i prioriteringen af familier i forhold til øvrige ansvarsartiklerog suspensionsmuligheden. Amnesty International har alene forholdt sig til de overordnedelinjer i forslaget og vil på et senere tidspunkt vende tilbage med mere detaljerede bemærk-ninger.

7. Europa-Parlamentet

Kommissionen har sendt direktivforslaget til Europa-Parlamentet samtidig med oversendel-sen til Rådet med henblik på Europa-Parlamentets stillingtagen til forslaget i overensstem-melse med proceduren for fælles beslutningstagen, jf. EF-traktatens artikel 251.

8. Nærhedsprincippet

Ændringsforslaget skønnes at være i overensstemmelse med nærhedsprincippet, daspørgsmålet om, hvilket land der har ansvaret for at behandle en asylansøgning, løses bedsti samarbejde mellem medlemsstaterne og kan ikke løses gennem national regulering i deenkelte medlemsstater.

9. Statsfinansielle eller samfundsøkonomiske konsekvenser

En vedtagelse af forordningen vil hverken få statsfinansielle eller samfundsøkonomiske kon-sekvenser, da Danmark ikke deltager i vedtagelsen. Forordningen er ikke bindende for ogfinder ikke anvendelse i Danmark.Det må vurderes nærmere, hvorvidt en gennemførelse af ændringerne på mellemstatsligtgrundlag i medfør af parallelaftalen vil få statsfinansielle konsekvenser, som ikke kan afhol-des inden for de eksisterende rammer.

10. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Folketingets Udvalg for

Udlændinge- og Integrationspolitik

Ændringsforslaget har ikke tidligere været forlagt for Folketingets Europaudvalg eller for Fol-ketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik. Et samlenotat vedrørende Kommis-sionens asylforslag er forud for rådsmødet den 27. og 28. november 2008 (retlige og indreanliggender) fremsendt til Folketingets Europaudvalg og til Folketingets Udvalg for Udlæn-dinge- og Integrationspolitik. Punktet blev imidlertid taget af dagsordenen for rådsmødet.

Grundnotat om forslag til ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om

fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er an-

svarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet

af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (Dublin-

forordningen) (KOM(2008) 820 endelig)