Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse
Dato:
23. november 2009
Sagsnr.:
0908678/ 0900829
Sagsbeh.: hcf /SJUC
Dok nr:
135256
Notat til brug for besvarelsen af spørgsmål 3 fra Folketingets Eu-
ropaudvalg vedrørende direktivforslaget om patientrettigheder i
forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser
Der efterspørges en fyldestgørende redegørelse for hvilke tilpasninger af medlems-
staternes nationale sundhedssystemer og socialsikringsordninger, medlemsstaterne
kan forpligtes til at foretage i forlængelse af dommene om grænseoverskridende
sundhedsydelser, som direktivet om grænseoverskridende sundhedsydelser er base-
ret på.
Folketingets Europaudvalg har tidligere i forbindelse med besvarelsen af udvalgets
spørgsmål 1 og 2 modtaget et notat om status for forhandlingerne om direktivfor-
slaget, hvori der redegøres for hovedelementerne i det foreliggende kompromisfor-
slag og forslagets konsekvenser for danske patienter.
Som det fremgår af ovennævnte notat, har EF-Domstolen i en række domme fast-
slået, at en sundhedsydelse modtaget i et andet EU-land er en tjenesteydelse i EF-
traktatens forstand og derfor omfattet af EF-traktatens regler om fri bevægelighed,
herunder artikel 49 om fri bevægelighed for tjenesteydelser.
Eventuelle begrænsninger i den frie udveksling af sundhedstjenesteydelser skal
kunne begrundes i tvingende almene hensyn og må ikke overskride, hvad der er
objektivt nødvendigt med henblik på formålet, og det samme resultat må ikke kun-
ne opnås med mindre indgribende regler.
Domstolen har endvidere fastslået, at visse objektive hensyn efter omstændighe-
derne kan retfærdiggøre en begrænsning af den frie udveksling af sundhedstjene-
steydelser:
beskyttelse af folkesundheden, herunder opretholdelse af et stabilt læge- og
hospitalsvæsen, som alle har adgang til, og som bidrager til et højt niveau for
beskyttelse af sundheden ved opretholdelse af behandlingsmuligheder eller en
lægelig kompetence på sundhedsområdet eller en lægelig kompetence på det
nationale område,
risikoen for et alvorligt indgreb i sundhedsvæsenets økonomiske balance, så-
fremt det overordnede niveau for beskyttelse af den offentlige sundhed påvir-
kes.
Det følger ligeledes af Domstolens afgørelser, at der ikke kan stilles krav om for-
håndsgodkendelse til ikke-hospitalsbehandling i et andet medlemsland. Derimod
accepterer Domstolen krav om forhåndsgodkendelse med hensyn til hospitalsbe-
handling, men der kan ikke af Domstolens retspraksis udledes nogle fælles defini-
tioner af, hvad der forstås ved ”hospitalsbehandling” og ”ikke-
hospitalsbehandling”.