PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Sundhedsudvalget 2009-10
KOM (2008) 0414
Offentligt

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse

Dato:

23. november 2009

Sagsnr.:

0908678/ 0900829

Sagsbeh.: hcf / SJUC

Dok nr:

141125

Notat til brug for besvarelsen af spørgsmål 7 fra Folketingets Eu-

ropaudvalg vedrørende direktivforslaget om patientrettigheder i

forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser

Der ønskes et notat, der redegør uddybende for, hvilke samfundsøkonomiske kon-

sekvenser regeringen forventer, der vil være som følge af udgifter i forbindelse

med diagnosticering af patienter i et andet EU-land.

Udvalgets spørgsmål forstås således, at der sigtes til eventuelle merudgifter, som

direktivet kan medføre, hvis en dansk-sikret patient vælger at få foretaget undersø-

gelse og diagnosticering i et andet EU-land i stedet for i Danmark.

Som det er fremgået af det materiale Folketingets Europaudvalg løbende har mod-

taget om direktivforslaget, er det et grundlæggende princip i direktivforslaget, at

retten til betalt behandling i en anden medlemsstat er afgrænset til at omfatte de

ydelser, som patienten har ret til i sit hjemland. Direktivet giver således ikke ret til

andre undersøgelser eller behandlinger, end dem patienten er berettiget til i Dan-

mark.

I direktivforslaget sondres ikke mellem undersøgelse, diagnosticering og behand-

ling. Der sondres derimod mellem ikke-hospitalsbehandling og hospitalsbehand-

ling.

Udgifterne til ikke-hospitalsbehandling, f.eks. ydelser hos en praktiserende special-

læge refunderes med et tilskud, der svarer til taksten/honoraret for en tilsvarende

ydelse, når denne gives hos en praktiserende speciallæge i Danmark.

Udgifterne til hospitalsbehandling, herunder undersøgelse, diagnosticering og be-

handling i en anden medlemsstat skal refunderes af patientens hjemland – i tilfæl-

de, hvor patienten ikke kan opnå rettidig behandling i hjemlandet og har opnået en

forhåndsgodkendelse. Direktivforslaget fastlægger, at patienter, som har fået en

forhåndsgodkendelse til hospitalsbehandling/højt specialiseret behandling, kan få

refunderet et beløb svarende det beløb, som samme behandling ville have kostet i

hjemlandet. En eventuel difference skal patienten selv betale. I Danmark refunde-

res i dag et beløb svarende til DRG-taksten, som er den takst, regionerne afregner

indbyrdes, når de behandler hinandens patienter.

Refusionen kan ikke overstige de faktiske omkostninger ved den modtagne be-

handling.

Direktivet giver med andre ord ikke patienterne ret til at få refunderet udgifter for

undersøgelse, diagnosticering og behandling i en anden medlemsstat, som de ikke i

forvejen ville have ret til at få i deres hjemland, og refusionen vil ikke overstige det

beløb, som det offentlige ville have haft, hvis undersøgelsen og behandlingen blev

foretaget i Danmark.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Hvis eksempelvis en i Danmark bosiddende gruppe I patient er henvist af sin al-

ment praktiserende læge til undersøgelse hos en praktiserende speciallæge i Dan-

mark, og patienten i stedet vælger en speciallæge i Tyskland, har patienten ret til at

få refunderet sine udgifter til den tyske speciallæge svarende til det tilskud, som det

offentlige ville have ydet for samme undersøgelse hos en dansk praktiserende spe-

ciallæge. Henviser den tyske speciallæge på baggrund af sin undersøgelse og diag-

nosticering patienten til behandling på sygehus, og vælger patienten f.eks. et dyrt

tysk sygehus med særlig høj ekspertise på området, skal patienten søge forhånds-

godkendelse hos sin bopælsregion og kun have sine behandlingsudgifter dækket,

hvis patienten ikke kan opnå rettidig behandling i bopælsregionens sygehusvæsen.

I givet fald kan patienten kun få dækket et beløb svarende til DRG-taksten.

Det offentliges udgifter til refusion i denne sammenhæng svarer således til de ud-

gifter, som det offentlige ville have haft til behandling, hvis patienten havde valgt

behandling her i landet.

DRG-taksten kan dog i nogle tilfælde indebære en større udgift for regionen end

udgiften ved selv at behandle patienten, som jo på kort sigt kun indebærer den

marginale udgift. Det er ikke anderledes, end når en patient bruger sit almindelige

frie sygehusvalg og vælger behandling i en anden region. Omvendt kan man ved

anvendelse af DRG-taksten evt. få en gevinst ved at behandle

udenlandske

patien-

ter, som kan komme hertil i kraft af direktivet.

Dette skal i øvrigt ses i lyset af, at reglerne allerede gælder – og i praksis kun vil

kunne blive anvendt af ganske få patienter på grund af regionernes almindelige

prioritering af patienterne på venteliste og patienternes adgang til at benytte det frie

og udvidede frie sygehusvalg, den udvidede udrednings- og behandlingsret ved

psykisk sygdom samt reglerne om maksimale ventetider ved kræftsygdomme og

visse hjertesygdomme.

På den baggrund forventes direktivet ikke at medføre nævneværdige merudgifter i

forbindelse med diagnosticering i andre EU-lande.