Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse
Dato:
23. november 2009
Sagsnr.:
0908678/ 0900829
Sagsbeh.: jvb/SPOC
Dok nr:
142095
Notat til brug for besvarelsen af spørgsmål 9 fra Folketingets Eu-
ropaudvalg vedrørende direktivforslaget om patientrettigheder i
forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser
Der ønskes et notat, der redegør for, hvordan regeringen vil sondre mellem hospi-
talsbehandling og ikke-hospitalsbehandling, som det nuværende kompromisforslag
til direktivet om patientrettigheder tillægger nationale myndigheder kompetence til
at afklare. Herunder ønskes særligt en redegørelse for hvilke konkrete behandlinger
regeringen vil kategorisere som specialiseret ikke-hospitals-behandling, til hvilke
der kan opretholdes krav om forhåndsgodkendelse.
Direktivforslaget
Direktivforslaget (kompromisforslaget) om grænseoverskridende sundhedsydelser
sondrer mellem hospitalsbehandling og ikke-hospitalsbehandling. Denne sondring
har betydning for, om borgerne uden videre kan få refunderet deres udgifter til
sundhedsydelser i et andet EU-land efter reglerne i direktivet, hvad der er hoved-
reglen efter forslaget, eller om medlemsstaterne kan kræve, at borgerne skal have
en forhåndstilladelse som betingelse for, at de kan få refunderet udgifter til sådanne
ydelser.
I formandskabets kompromisforslag er det nu blevet præciseret, at medlemsstaterne
generelt kan stille krav om forhåndsgodkendelse til behandling i det omfang den
er genstand for planlægning og involverer mindst én overnatning,
er genstand for planlægning og kræver brug af højt specialiseret og om-
kostningstung medicinsk infrastruktur eller udstyr eller
indebærer en særlig sundhedsrisiko for patienten eller for befolkningen
Forhåndsgodkendelsessystemet skal begrænses til, hvad der er nødvendigt og være
proportionalt, og det må ikke indebære vilkårlig forskelsbehandling.
Endvidere fastslås det i direktivforslaget, at medlemsstaterne kan afslå at give for-
håndstilladelse, hvis den pågældende behandling kan ydes rettidigt i hjemlandets
system, dvs. inden for en lægefagligt forsvarlig tidsfrist.
Domstolens sondring mellem hospitals- og ikke-hospitalsbehandling beror angive-
ligt på, at hospitalsbehandling er særligt udgiftstung og planlægningskrævende, og
at det derfor på dette område er berettiget at beskytte medlemslandenes udgiftsni-
veau, investeringer og muligheder for at planlægge. Krav om forhåndsgodkendelse
accepteres derfor af Domstolen med hensyn til hospitalsbehandling, men der findes
som nævnt ingen fælles definitioner af, hvad der forstås ved ”hospitalsbehandling”.
Imidlertid kan behandling uden for hospital også i visse tilfælde være særdeles
planlægningskrævende og forudsætte store investeringer. Det gælder for eksempel
skanninger. Der kan derfor også for så vidt angår ikke-hospitalsbehandling være
objektive hensyn, der kan retfærdiggøre en begrænsning af den frie udveksling af
sundhedstjenesteydelser, dvs. hvor der også bør kunne stilles krav om forhåndstil-
ladelse.