Folketingets Europaudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2019 - 7327
Doknr.
163381
Dato
14-11-2019
Folketingets Europaudvalg har d. 17. oktober 2019 stillet følgende spørgsmål nr. 4
(KOM (2008) 0426) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Morten Messerschmidt (O).
Spørgsmål nr. 4:
Ministeren bedes redegøre for regeringens holdning til, at direktivforslagets artikel 8,
stk. 1 indebærer omvendt bevisbyrde, hvorved det er den indklagede, der skal bevise,
at forbuddet mod forskelsbehandling ikke er blevet overtrådt.
Svar:
Jeg kan oplyse, at den foreslåede bevisbyrderegel i direktivforslaget følger den norma-
le praksis for direktiver, der er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 19 (tidligere EF-
traktatens artikel 13). Baggrunden herfor er, at det i retssager om forskelsbehandling
ofte er meget vanskeligt for sagsøger at løfte bevisbyrden, og at det ofte er sagsøgte der
er i besiddelse af eventuelle beviser.
Princippet om omvendt bevisbyrde i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag
er køn er allerede fastlagt i Rådets direktiv 97/80/EF
Princippet er i dansk ret lovfæstet i bl.a. lov om forbud mod forskelsbehandling på
grund af handicap og i ligebehandlingsloven. Derudover indeholder f.eks. det nye
whistleblowerdirektiv ligeledes regler om omvendt bevisbyrde. Det bemærkes endvi-
dere, at reglen om omvendt bevisbyrde ikke foreslås at finde anvendelse i straffesager.
Som anført i min samtidige besvarelse af spørgsmål 5, er regeringens generelle hold-
ning til direktivforslaget, at der skal opnås klarhed over direktivforslagets juridiske og
økonomiske implikationer. Regeringen kan ikke støtte direktivforslaget i den fremsat-
te form.
Med venlig hilsen
Astrid Krag