Indledning

Lovforslaget om markedsføring af leverandører af samt servicebevis til person-lig og praktisk hjælp har i perioden fra 28. november 2008 til 19. december2008 været i høring hos følgende foreninger og organisationer:Alzheimerforeningen, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk Sygeplejeråd,Dansk Socialrådgiverforening, Danske Handicaporganisationer, Danske Ældre-råd, Danske Fysioterapeuter, Danske Regioner, Den Uvildige Konsulentord-ning på Handicapområdet, Det Centrale Handicapråd og Center for Ligebe-handling af Handicappede, Ergoterapeutforeningen, Foreningen af offentligansatte (FOA), Foreningen af kommunale social- sundheds- og arbejdsmar-kedschefer i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd(FTF), Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO), KL, Kri-stelig Arbejdsgiverforening, Pårørendegruppen for svage ældre, Rådet for fri-villigt socialt arbejde, Samvirkende Menighedsplejer, SocialpædagogernesLandsforbund, Ældremobiliseringen og Ældre Sagen.FOA har i anden høringsforbindelse afgivet yderligere bemærkninger til lov-forslagets del om servicebeviser. Bemærkningerne er af praktiske årsager med-taget i dette høringsnotat.Der er ikke modtaget høringssvar fra Alzheimerforeningen, Dansk Erhverv,Dansk Sygeplejeråd, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Ældreråd, DanskeFysioterapeuter, Danske Regioner, Den Uvildige Konsulentordning på Handi-capområdet, Kristelig Arbejdsgiverforening, Rådet for frivilligt socialt arbejde,Samvirkende Menighedsplejer, Socialpædagogernes Landsforbund og Ældre-mobiliseringen.Udover de hørte parter har Kost & Ernæringsforbundet afgivet høringssvar.Bemærkninger til hovedelementerne i høringssvarene er samlet under neden-stående overskrifter:

Indhold

1. Markedsføring af leverandører af personlig og praktisk hjælp1.1 Bemærkninger til lovforslagets formål1.2 Bemærkninger til informationsmaterialets indhold1.3 Bemærkninger til distribution af markedsføringsmaterialet1.4 Bemærkninger til ophævelse af den kommunale informationspligt1.5 Bemærkninger til kommunernes administrative forpligtelser1.6 Bemærkninger til private leverandørers adgang til markedsføring1.7 Bemærkninger til lovforslagets målgruppe1.8 Bemærkninger til tilgængelighed2. Servicebeviser til personlig og praktisk hjælp2.1 Bemærkninger til lovforslagets formål2.2 Bemærkninger til lovforslagets rækkevidde2.3 Bemærkninger til modtagerens adgang til et servicebevis2.4 Bemærkninger til modtagerens retlige ansvar2.5 Bemærkninger til overdragelse af ansættelsesretten2.6 Bemærkninger til udregning af servicebevisets værdi2.7 Bemærkninger til den kommunale tilsynspligt2.8 Bemærkninger til økonomiske og administrative konsekvenser

1. Markedsføring af leverandører af personlig og praktisk hjælp

1.1 Bemærkninger til lovforslagets formål

Lovforslagets høringsparter hilser lovforslagets intention om at forbedre vilkå-rene og øge valgmulighederne for modtagere af personlig og praktisk hjælpefter servicelovens § 83 velkommen.KL bemærker for eksempel i deres høringssvar, at foreningen er positivt ind-stillet i forhold til, at kommunerne med lovforslaget blot bliver forpligtet til atvidereformidle leverandørernes informationsmateriale. Det er KL´s vurdering,at forslaget understøtter kommunernes praktiske udmøntning af den gældendebestemmelse, hvor kommunerne skal indgå i et samarbejde med leverandørerneom udarbejdelse af informationsmateriale.Det Centrale Handicapråd og Center for Ligebehandling af Handicappede,Ergoterapeutforeningen og FTF samt Kost & Ernæringsforbundet udtrykker ideres høringssvar skepsis over for, om lovens formål med at skabe et bedregrundlag for borgernes frie valg er opfyldt ved, at leverandørerne selv skaludarbejde markedsføringsmateriale. Høringsparterne udtrykker i forlængelseheraf bekymring for, om der med forslaget sikres et tilstrækkeligt vidensgrund-lag for borgerens frie leverandørvalg.

1.2 Bemærkninger til informationsmaterialets indhold

Det Centrale Handicapråd og Center for Ligebehandling af Handicappede,Ergoterapeutforeningen, FTF samt Kost & Ernæringsforbundet udtrykker be-kymring for, at forslaget risikerer at medføre manglende og uensartet markeds-føringsmateriale, som vil gøre borgerens frie valg mindre gennemskueligt, idetSide 2 af 15

udarbejdelse af markedsføringsmaterialet er frivilligt og der ikke stilles krav tilmaterialets form og indhold.Kost & Ernæringsforbundet samt Ældre Sagen er bekymret for, at leverandø-rernes frivillige adgang til at udarbejde informationsmateriale vil gå ud overkvaliteten af informationen til brugerne af fx madserviceordninger. Høringspar-terne fremfører, at det for brugerne er væsentligt at kunne læse af leverandører-nes informationsmateriale, hvorledes de godkendte leverandører af madservicelever op til de kommunalt fastsatte kvalitetsstandarder – fx angående ernæring,økologi, krav til råvarer, menuvalg mv.På baggrund af denne bekymring fremsætter Det Centrale Handicapråd og Cen-ter for Ligebehandling af Handicappede, FTF og Ældre Sagen ønske om, atleverandørerne af personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83 forplig-tes til at udarbejde informationsmateriale med en række minimumskrav til formog indhold, som fx oplysninger om leverandøren. Tillige bør kommunerneforpligtes til at oplyse om borgerens valgmuligheder og konsekvenser heraf.Ved at forpligte kommuner og leverandører til at udarbejde tilgængeligt infor-mationsmateriale, fremhæver høringsparterne, får borgeren mulighed for attræffe et reelt frit valg baseret på et tilstrækkeligt kendskab til, hvad dette inde-bærer, samt hvad der vælges imellem.Ældre Sagen foreslår endvidere, at det, for at fremme gennemskueligheden ogmuligheden for nemmere at kunne sammenligne leverandører, bør overvejes atstille krav om, at materialet skal indeholde en form for standardiseret indikatorfor brugertilfredsheden med de forskellige leverandører.Velfærdsministeriets kommentar:Lovforslagets del om markedsføring imødekommer et ønske fra flere virksom-heder og erhvervsorganisationer om en lettere adgang til at få deres markedsfø-ringsmateriale ud til modtagerne af personlig og praktisk hjælp og har samtidiget afbureaukratiserende sigte.Med lovforslagets del om markedsføring bliver det op til den enkelte leveran-dør at vurdere, om og hvordan de vil udforme deres information til borgeren.Lovforslaget giver altså alle leverandørerne, også den kommunale, mulighedfor selv at disponere over, hvordan informationen om deres ydelser bedst præ-senteres overfor de borgere, der modtager personlig og praktisk hjælp efterservicelovens § 83. Da det må antages, at leverandørerne er interesserede i, atmodtagere af personlig og praktisk hjælp kender til dem og deres ydelser, mådet også antages, at leverandørerne vil sikre, at borgeren får et minimum afinformation.Med lovforslagets del om markedsføring er den kommunale myndighed stadigforpligtet til at oplyse modtagerne af personlig og praktisk hjælp efter service-lovens § 83 om, hvilke leverandører der er godkendt til at levere hjælp i denpågældende kommune. Dette gælder uanset om leverandøren har udarbejdetmarkedsføringsmateriale.

Som det fremgår af afsnit 3.1 i bemærkningerne til lovforslaget, er kommunenfortsat forpligtet til generelt at informere om muligheden for frit leverandør-valg, herunder muligheden for og varsling af et ønske om at skifte til en andenleverandør. Den kommunale myndighed skal ligeledes fortsat oplyse om, hvil-ken betydning det har for modtagerens mulighed for at vælge andre ydelser endde visiterede, jf. lovens § 94 a.

1.3 Bemærkninger til distribution af markedsføringsmaterialet

Ergoterapeutforeningen finder, at der er risiko for øget administration i forbin-delse med kommunernes opkrævning af dækning for udgifter til distribution afmateriale fra leverandørerne - i det omfang formidlingen medfører ekstraom-kostninger for kommunerne.KL hilser bestemmelsen om, at kommunerne kan opkræve betaling fra leveran-dører, hvis materiale medfører væsentlige ekstra omkostninger, velkommen.Det begrundes med, at der dermed kan undgås eventuelle merudgifter ved atkommunerne ikke længere selv kan fastsætte rammer for materialets omfang iet samarbejde med leverandørerne.Foreningen af Kommunale social- sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Dan-mark mener, at der bør skelnes mellem de borgere, der visiteres til og de borge-re, der er visiteret til personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83, idetforslagets del om markedsføring kun bør omfatte borgere, der aktuelt visiterestil hjælp og står overfor at skulle træffe valg af leverandør. De borgere, derallerede har truffet deres valg af leverandør, og i øvrigt er tilfredse med hjæl-pen, bør ikke løbende skulle modtage leverandørernes materiale, når dette æn-dres. Foreningen fremfører som begrundelse herfor, at det vil kræve mangeadministrative ressourcer, hvis alle borgere, der modtager personlig og praktiskhjælp efter servicelovens § 83, skal have brev, når der sker ændringer eller fxkommer nye leverandører til, samt at tilfredse borgere ikke skal ulejliges medyderligere fremsendelse.DI anfører, at lovforslaget burde sikre virksomhederne adgang til at markedsfø-re sig direkte overfor de borgere, der er visiteret til personlig og praktisk hjælp.Velfærdsministeriets kommentar:For løbende at sikre borgeren et frit valg er det allerede med den gældendebestemmelse i servicelovens § 92, stk. 2, en pligt for kommunerne at udlevereinformationsmateriale om leverandører af personlig og praktisk hjælp til nyvi-siterede såvel som til de borgere, der allerede modtager hjælp efter servicelo-vens § 83, og som er omfattet af de ændrede valgmuligheder. Det fremgår aflovforslagets bemærkninger afsnit 4.1, at:”Udleveringen af materiale kan fx ske i forbindelse med visitation til hjælpeller i forbindelse med den løbende opfølgning og revisitation. I forbindelsemed eventuelle ændringer i leverandørkredsen, skal den kommunale myndig-hed sørge for, at alle modtagere af hjælp efter § 83, der er omfattet af de æn-drede valgmuligheder, orienteres om dette. Det er op til den enkelte kommu-nalbestyrelse at beslutte, hvordan orienteringen skal foretages. Det kan fx ske

via udsendelse af det opdaterede materiale eller via informationsskrivelser tilde modtagere, der er omfattet af de ændrede valgmuligheder, om at de kankontakte den kommunale myndighed, hvis de ønsker at modtage detnye/ændrede materiale.”Det fremgår endvidere af lovforslagets bemærkninger afsnit 4.1, at det forven-tes, at materialet er tilpasset målgruppen og kan udleveres i forbindelse medden almindelige kontakt til borgeren.Velfærdsministeriet skal bemærke, at det i henhold til persondataloven ikke ertilladt at videregive følsomme personoplysninger i forbindelse med markedsfø-ring af leverandører af personlig og praktisk hjælp. Det betyder, at oplysningersom navn og adresse på borgere, der modtager personlig og praktisk hjælp,ikke uden videre kan videregives til potentielle leverandører, der ønsker atmarkedsføre sig direkte overfor de borgere, der er visiteret til hjælp efter § 83.

1.4 Bemærkninger til ophævelse af den kommunale informationspligt

FOA, FTF, Kost & Ernæringsforbundet, Det Centrale Handicapråd og Centerfor Ligebehandling af Handicappede er bekymrede for ændringen af politikkenvedrørende markedsføring af leverandører. Efter det gældende regelsæt i ser-vicelovens § 92, stk. 2, fremfører høringsparterne, er kommunen garant forindholdet af de oplysninger, borgerne får. Det fremføres, at, når leverandørernemed lovforslaget selv skal udforme materialet og kommunen blot viderefor-midle materialet til borgerne, kan kommunen ikke længere gøres ansvarlig foroplysningerne i materialet.Velfærdsministeriets kommentar:Velfærdsministeriet henviser til lovforslagets bemærkninger afsnit 3.1, hvorafdet fremgår, at det er op til den enkelte leverandør, hvorvidt vedkommendeønsker at udarbejde informationsmateriale, hvordan dette skal udformes oghvilke oplysninger, der skal medtages i materialet – dog skal det holde sig in-denfor markedsføringslovens regler m.v. Det må antages, at leverandøren medsit informationsmateriale ønsker at tiltrække borgere og fastholde sig selv somleverandør for disse, hvorfor det vil være naturligt at give en fyldestgørende ogtroværdig oplysning om den hjælp, der tilbydes til borgeren.Gennem borgerens mulighed for at skifte leverandør, kommunens godkendelseaf leverandører og kommunens løbende tilsynsforpligtelse er der endvideremulighed for, at borgere såvel som kommunen kan handle på eventuelle uover-ensstemmelser mellem leverandørens informationsmateriale, kommunens ser-viceniveau og den faktisk leverede hjælp efter servicelovens § 83.

1.5 Bemærkninger til kommunernes administrative forpligtelser

KL er af den opfattelse, at lovforslaget ikke er en administrativ lettelse forkommunerne, idet det af gældende lovtekst i servicelovens § 92, stk. 2 fremgår,at kommunalbestyrelsen i samarbejde med den godkendte leverandører udar-bejder informationsmateriale om leverandøren, og således ikke skal udarbejdematerialet alene.

Velfærdsministeriets kommentar:Af den gældende bestemmelse i § 92, stk. 2, i serviceloven fremgår det, atkommunalbestyrelsen i samarbejde med de godkendte leverandører skal udar-bejde informationsmateriale om leverandørerne. Samarbejdet fordrer som mi-nimum, at leverandørerne giver oplysninger om deres virksomhed til kommu-nen, således at kommunen kan indarbejde oplysningerne i det informationsma-teriale, som de ifølge gældende lovgivning har ansvaret for at udarbejde ogudlevere til modtagere af personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83.Kommunerne har pligt til løbende at opdatere og ajourføre materialet.Velfærdsministeriet præsenterede i april 2008 resultatet af et scanningsprojektrettet mod regelforenkling og afbureaukratisering på det sociale område, hvor 7udvalgte kommuner havde haft mulighed for at komme med forslag til, hvorder kunne afbureaukratiseres og regelforenkles inden for serviceloven og dentilknyttede lovgivning. Flere kommuner gav i den sammenhæng udtryk for, atdet er tidskrævende for sagsbehandlerne at udarbejde og ajourføre informati-onsmateriale vedrørende de af kommunen godkendte leverandører af personligog praktisk hjælp.Med lovforslaget om markedsføring af leverandører af personlig og praktiskhjælp forpligtes kommunen alene til at udlevere leverandørernes markedsfø-ringsmateriale. Kommunerne fritages således både for udarbejdelsen af et in-formationsmateriale og for den løbende opdatering af dette.

1.6 Bemærkninger til private leverandørers adgang til markedsføring

Kost & Ernæringsforbundet samt Foreningen af kommunale social- sundheds-og arbejdsmarkedschefer i Danmark mener, at forslaget er en favorisering af deprivate leverandører, der har en klar interessere i at udfærdige kostbar og om-fangsrig virksomhedsreklame. Høringsparterne fremhæver i deres høringssvar,at de kommunale leverandører ikke kan forventes at iværksætte samme initiati-ver, idet disse vil have negativ afsmitning på timeprisberegningen.FOA anser lovforslaget for at udgøre camoufleret erhvervsstøtte, hvorved virk-somheder og erhvervsorganisationer opnår en lettere adgang til at få markeds-ført deres materialer frem for at sikre borgeren kvalificerede valg af den ord-ning, der måtte passe borgeren bedst, idet kommunen blot videreformidler ma-terialet til borgerne.Velfærdsministeriets kommentar:Kommunalbestyrelsen skal ifølge bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og fritvalg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v. nr. 1614 af 12. december2006 fastsætte priskrav for de forskellige ydelseskategorier ud fra enten enkalkulation af de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger ved den kommuna-le leverandørvirksomhed (godkendelsesmodellen), eller de gennemsnitlige,langsigtede omkostninger ved den eller de private leverandørers levering afydelserne (udbudsmodellen) af personlig og praktisk hjælp, jf. bekendtgørel-sens §§ 14 og 15. Ifølge § 14, stk. 2, skal beregningen omfatte alle direkte ogindirekte omkostninger, der er forbundet med levering af personlig og praktiskhjælp. Det vil sige, at fritvalgsprisen er ens for kommunale såvel som private

leverandører, og at prisen således også indeholder dækning af omkostninger tilmarkedsføringsmateriale. Som udgangspunkt har leverandørerne altså ens vil-kår, men det er op til den enkelte leverandør at prioritere, hvor meget der evt.skal gå til at udarbejde informationsmateriale.Velfærdsministeriet skal dertil bemærke, at det af lovforslagets bemærkningerafsnit 4.1 fremgår, at:”Det skal understreges, at de gældende regler om lovpligtigt informationsma-teriale aldrig har haft til formål at erstatte de generelle markedsføringsinitiati-ver, leverandøren iværksætter for virksomheden. Leverandørerne har såledesaltid selv skullet betale for decideret markedsføringsmateriale.”

1.7 Bemærkninger til lovforslagets målgruppe

Lovforslagets målgruppe er afgrænset til borgere, der i forvejen er omfattet afbestemmelserne om frit valg af personlig og praktisk hjælp. Det vil sige, atborgere, der bor på plejehjem og i plejeboliger, ikke er en del af lovforslagetsmålgruppe. Ældre Sagen fremfører i deres høringssvar, at nogle ældre finderdet besynderligt og diskriminerende, at de udelukkes fra valgmuligheder blotpå basis af boligform. Ældre Sagen udtrykker derfor ønske om, at denne mål-gruppe også bør omfattes af reglerne om frit valg og dermed af lovforslaget.Velfærdsministeriets kommentar:Ifølge servicelovens § 93, stk. 1, er beboere i plejehjem, plejeboliger m.v. gene-relt ikke omfattet af reglerne om frit leverandørvalg. Det skyldes, at beboere iplejehjem og lignende boligenheder vurderes at have særlige plejebehov, derbedst varetages ved en samlet, koordineret og fleksibel indsats, hvor den enkel-te leverandør har base under boligenhedens tag. Driften af plejehjem og lignen-de boligenheder med udvidede plejefunktioner tilknyttet stiller således særligeudfordringer til tilrettelæggelse af hjælpen, hvorfor beboere i plejebolig, påplejehjem og i lignende boformer ikke er omfattet af retten til frit at vælge leve-randør.

1.8 Bemærkninger til tilgængelighed

Danske Handicaporganisationer fremhæver krav om tilgængelighed af leveran-dørernes materiale, således at mennesker med forskellige typer af funktions-nedsættelse, som fx blinde og svagsynede, der bruger særligt kompenserendeudstyr, får adgang til oplysningerne.Det Centrale Handicapråd og Center for Ligebehandling af Handicappede fin-der, at kommunen har en ganske omfattende informationsforpligtelse og natur-ligvis også en forpligtelse til at sikre, at varetagelsen af denne er tilgængeligtfor den enkelte borger. Skal borgeren sættes i en reel valgsituation er det gan-ske afgørende, at der ikke skæres ned på den information, borgeren får om le-verandørerne, samt at det sikres, at informationen herom gives i en form, der ertilgængelig for den enkelte borger.Velfærdsministeriets kommentar:Kommunerne har allerede i dag som følge af vejledningspligten, jf. forvalt-ningslovens § 7, pligt til i fornødent omfang at sikre borgere bistand til at kun-

ne udnytte muligheden for frit leverandørvalg. Bestemmelserne i retssikker-hedsloven om, at borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlin-gen af sin sag, herunder i forbindelse med frit valg af leverandør, er ligeledesfortsat gældende.

2. Servicebeviser til personlig og praktisk hjælp

2.1 Bemærkninger til lovforslagets formål

Hovedparten af de hørte organisationer og foreninger finder det positivt, atlovforslagets del om servicebeviser udvider den enkelte borgers mulighed forselv at vælge, hvem der skal levere den visiterede personlige og praktiske hjælpefter servicelovens § 83, og kan således bakke op om lovforslagets formål.DI mener endvidere, at ordningen vil kunne sikre adgang for nye aktører påhjemmehjælpsområdet.FOA tager forbehold for servicebevisordningen, idet forbundet ikke mener, atordningen vil forbedre kvaliteten af hjælpen.FOA stiller endvidere spørgsmålet, hvorvidt borgere, der modtager personligog praktisk hjælp via servicebevisordning, også skal tilbydes en fast kontakt-person på myndighedsniveau, sådan som netop vedtaget lov om fast kontakt-person forpligter kommunalbestyrelsen til.Foreningen af kommunale social- sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Dan-mark og KL efterspørger en klar vejledning i, hvordan servicebeviset adskillersig fra reglerne i servicelovens §§ 94 og 95 om borgerens mulighed for selv atudpege den person, der skal levere hjælpen, og kontant tilskud til hjælp, somborgeren selv antager. Foreningen af Kommunale social- sundheds- og ar-bejdsmarkedschefer i Danmark henviser endvidere til ordningen efter § 96.Kost & Ernæringsforbundet og Ældre Sagen finder det på baggrund af ordnin-gens kompleksitet nødvendigt, at servicebevisordningen løbende evalueres medhenblik på lovens konsekvenser i forhold til tilfredshed, kvalitet, forebyggel-sesindsats og administrative omkostninger.Velfærdsministeriets kommentar:Med indførelsen af servicebevisordningen udvides mulighederne for, at modta-gere af personlig og praktisk hjælp selv kan vælge frit, hvem de gerne vil havetil at levere hjælpen. I modsætning til de muligheder borgeren i dag har for selvat vælge i form af det frie leverandørvalg, muligheden for selv at udpege enperson, som kommunen godkender og efterfølgende ansætter, eller mulighedenfor at modtage et kontant tilskud til ansættelse af hjælpere efter §§ 95 og 96, erborgeren med tilbuddet om et servicebevis ikke afhængig af udbudet af god-kendte leverandører, kommunens godkendelse eller omfanget/typen af hjælpen.Tilbuddet giver således borgeren frihed til både at have indflydelse på hvem,der udfører hjælpen, samt på tilrettelæggelsen af den, idet borgeren har ledel-sesretten, uanset omfanget af borgerens hjælpebehov og hvilken hjælp borgerener visiteret til.

Alle modtagere af personlig og praktisk hjælp efter § 83 skal tilbydes en fastkontaktperson på myndighedsniveau. Det gælder også modtagere, der benyttersig af et servicebevis, da de på lige fod med andre modtagere skal kunne stillesin kontaktperson spørgsmål vedrørende den hjælp, de er visiteret til.Ordningen efter § 96 i serviceloven omfatter blandt andet ydelser som pleje,overvågning og ledsagelse og har personer med et massivt hjælpebehov sommålgruppe.Velfærdsministeriet skal endelig henvise til, at der for den del af lovforslaget,der handler om servicebeviser, er indsat en revisionsbestemmelse, hvoraf detfremgår, at der senest i folketingsåret 2012-13 fremsættes lovforslag om revisi-on af reglerne om servicebevis. Det fremgår endvidere af lovforslagets be-mærkninger, at Velfærdsministeriet vil iværksætte en overordnet evaluering afkommunernes implementering af servicebeviset, som kan indgå som en del afgrundlaget for en revision af lovforslaget.

2.2 Bemærkninger til lovforslagets rækkevidde

Det Centrale Handicapråd og Center for Ligebehandling af Handicappede,Danske Handicaporganisationer, Ergoterapeutforeningen samt Funktionærernesog Tjenestemændenes Fællesråd finder, at det bør være en kommunal forplig-telse at tilbyde alle modtagere af hjælp efter § 83, der er omfattet af frit valg, etservicebevis.Ældre Sagen har forståelse for, at målgruppens afgrænsning tager udgangs-punkt i fritvalgsområdet, men påpeger, at der findes ældre borgere i boligfor-mer, der ikke er omfattet af frit leverandørvalg, som føler sig diskrimineret iforhold til og ønsker at benytte sig af det frie valg.KL mener, at ordningen i særlige tilfælde bør udvides, så også borgere, derikke er omfattet af det frie valg, kan blive omfattet af tilbuddet om et service-bevis. KL begrunder dette med, at en gruppe af beboere i plejebolig/på pleje-hjem med tilstrækkelig hjælp i form af et servicebevis, som kan benyttes lejlig-hedsvis, vil kunne tage på weekend-/ferieophold hos eksempelvis ægtefælleeller børn.KL henviser desuden til, at et øget antal borgere vælger at lade nærtstående,herunder ægtefæller, udføre hjælpen efter ordningerne efter servicelovens §§94 og 95. KL mener, at efterspørgslen blandt pårørende efter timer til at vareta-ge omsorgs- og aktivitetsopgaver, som efter KL´s opfattelse indgår i et almin-deligt samvær, vil stige med indførelsen af servicebeviser. KL efterspørgerderfor en tydeligere grænse for, hvornår ægtefællen eller samleveren yderhjælp, der må antages at indgå i den almindelige ægteskabelige omsorg forhinanden, og derfor ikke skal gives i form af et servicebevis.Velfærdsministeriets kommentar:Det er den enkelte kommunalbestyrelse, der har både det indholdsmæssige ogøkonomiske ansvar for tilrettelæggelsen af kommunens ældrepleje. Det er såle-

des kommunalbestyrelsen, der tager stilling til, hvilke tilbud om hjælp der stil-les til rådighed, omfanget af disse, og hvem der har ret til disse. Lovforslagetsdel om servicebeviser giver kommunerne mulighed for at tilbyde borgere, dermodtager hjælp efter § 83, et servicebevis, hvormed de selv kan antage hjæl-pen. Det er derfor kommunalbestyrelsen, der skal tage stilling til, hvorvidt ord-ningen med servicebeviser skal være tilgængelig for kommunens borgere.Borgere i plejebolig, på plejehjem og i lignende boligformer er undtaget fra atkunne benytte tilbuddet om servicebeviser. Det skyldes, at beboere i plejehjemog lignende boligenheder vurderes at have særlige plejebehov, der bedst vare-tages ved en samlet, koordineret og fleksibel indsats, hvor den enkelte leveran-dør har base under boligenhedens tag. Driften af plejehjem og lignende bolig-enheder med udvidede plejefunktioner tilknyttet stiller således særlige udfor-dringer til tilrettelæggelse af hjælpen, hvorfor beboere i plejebolig, på pleje-hjem og i lignende boformer ikke er omfattet af retten til frit at vælge leveran-dør.Velfærdsministeriet skal på baggrund af KL´s efterspørgsel efter en klar grænsemellem almindelige opgavevaretagelse i den samlede husstand, og hjælp somskal leveres efter § 83, henvise til, at kommunerne allerede i dag skal tage ud-gangspunkt i ansøgerens samlede situation, når der skal visiteres til hjælp. Detbetyder, at medlemmer af den samlede husstand forudsættes at deltage i denfælles opgaveudførelse i hjemmet, når den kommunale myndighed vurdererden enkelte borgers behov for hjælp. Dette princip ændrer servicebevisordnin-gen ikke på.

2.3 Bemærkninger til modtagerens adgang til et servicebevis

Det Centrale Handicapråd og Center for Ligebehandling af Handicappede samtDanske Handicaporganisationer finder det problematisk, at kommunen skalvurdere, hvorvidt den enkelte borger er i stand til at håndtere ordningen og deforpligtelser, der følger med den. Begge organisationer efterspørger, hvilkekriterier kommunen skal lægge til grund for denne vurdering. Det CentraleHandicapråd og Center for Ligebehandling af Handicappede mener i forlæn-gelse heraf, at der bør sikres en klageadgang for borgere, der ikke får adgang tilordningen.Ældre Sagen understreger, at kommunerne ikke skal kunne påtvinge den enkel-te borgere eller en gruppe af borgere til at modtage servicebeviser på fx en-keltydelser som indkøb.DI understreger vigtigheden af, at borgere, der vælger at gøre brug af tilbuddetom servicebeviser, er i stand til at stille krav til den person eller virksomhed,som borgeren har valgt, skal levere hjælpen.Velfærdsministeriets kommentar:Hvis en kommune generelt vælger ikke at tilbyde servicebeviser til borgere, derer visiteret til hjælp efter servicelovens § 83, er en sådan beslutning at sidestillemed kommunalbestyrelsens fastlæggelse af det kommunale serviceniveau.

Efter retssikkerhedslovens § 60, stk. 3, kan en sådan beslutning ikke indbringesfor anden administrativ myndighed.Vurderer en kommune, som har valgt at tilbyde servicebeviser, i et konkrettilfælde, at en borger ikke er i stand til at håndtere ordningen, vil dette være atbetragte som en afgørelse i forhold til borgeren. Borgeren vil således kunneklage over dette i det administrative klagesystem.Velfærdsministeriet skal understrege, at servicebeviset er et tilbud, og at borge-ren til enhver tid kan vælge af lade hjælpen levere af en af kommunen god-kendt leverandør af personlig og praktisk hjælp.Vælger kommunalbestyrelse at tilbyde servicebeviser til borgere, der modtagerpersonlig og praktisk hjælp, er det kommunalbestyrelsens ansvar at vurdere,hvorvidt den enkelte borger kan håndtere ordningen. Med et servicebevis ihånden overtager borgeren ledelsesretten og dermed en del af ansvaret forhjælpens udførelse. Men da det stadig er den enkelte kommunalbestyrelse, derhar ansvar for, at borgeren får den hjælp, borgeren har behov for, stiller detkrav til, at borgeren kan håndtere ordningen. Derfor må kommunen nødvendig-vis på samme vis, som kommunen i dag visiterer til hjælp, tage udgangspunkt ien konkret, individuel vurdering af dels borgerens behov, dels borgerens forud-sætninger for at håndtere den ledelsesret, der gives med et servicebevis.

2.4 Bemærkninger til modtagerens retlige ansvar

Ældre Sagen, FOA, Det Centrale Handicapråd og Center for Ligebehandling afHandicappede, Danske Handicaporganisationer, Ergoterapeutforeningen ogFTF henviser til, at ordningens retlige konsekvenser for borgere, der ønsker etservicebevis, er kompliceret og derfor fordrer den fornødne information herom.FOA mener ikke, at den ældre borger, der modtager et servicebevis, har forud-sætningerne for varetagelsen af arbejdsgiveropgaver. FOA forudser på denbaggrund, at forbundet ville skulle rejse sager vedrørende brud på fx ansættel-sesbevisloven og ligebehandlingsloven. Forbundet anbefaler endvidere, at manoverdrager ansvaret til kommunen, men stadig lader borgeren råde over ledel-sesretten.Danske Handicaporganisationer finder det bekymrende, at det af lovforslagetsbemærkninger fremgår, at fastsættelse af arbejdsgiveransvaret må bero på enkonkret vurdering samt administrativ praksis og domstolspraksis.FTF mener, at kommunen bør have pligt til at følge op på, hvorvidt borgeren eri stand til at håndtere ordningen. Det Centrale Handicapråd og Center for Lige-behandling af Handicappede skriver, at kommunen løbende bør være borgerenbehjælpelig med at sikre, at krav til arbejdsmiljø mv. overholdes i borgerenshjem.Velfærdsministeriets kommentar:Med servicebevisordningen får den enkelte borger frihed til selv at bestemme,hvem der skal levere hjælpen, hvordan og hvornår den skal leveres. Det bety-der, at kommunalbestyrelsen ikke skal godkende den person eller virksomhed,

som borgeren vælger at ansætte. Kommunalbestyrelsen kan følgelig ikke på-drages et retligt ansvar for de ansættelsesretlige aspekter ved ordningen.Borgeren har med et servicebevis mulighed for at overdrage arbejdsgiveransva-ret til en nærtstående, en organisation eller en privat virksomhed. Eventuelfastsættelse af det retlige ansvar i forbindelse med ordningen, herunder i for-hold til arbejdsmiljø og ansættelsesretlige aspekter, må følgelig bero på enkonkret vurdering af det enkelte tilfælde og dermed af gældende domstolsprak-sis.Velfærdsministeriet skal endvidere henvise til, at kommunalbestyrelsen medlovforslaget har pligt til at vejlede borgeren om mulige retlige konsekvenserforbundet med servicebevisordningen.

2.5 Bemærkninger til overdragelse af ansættelsesretten

Danske Handicaporganisationer stiller sig positiv over for borgerens mulighedfor at overdrage retten til at ansætte en person eller virksomhed til at udførehjælpen. Det Centrale Handicapråd og Center for Ligebehandling af Handicap-pede finder det uklart, hvorvidt borgeren kan pådrages et retligt ansvar, nåransættelsesretten er overdraget, og påpeger, at det kan skabe en utryg situationfor borgeren.FOA finder det uklart, hvorvidt kommunen i alle tilfælde skal varetage de øko-nomisk administrative forpligtelser i forbindelse med ordningen.Foreningen af Kommunale social- sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Dan-mark og FOA henviser til, at der i de tilfælde, hvor borgeren overdrager ansæt-telsesretten til en privat virksomhed, kan blive tale om ulovlig virksomheds-støtte/tilskud til privat virksomhed, der ikke er lovligt i henhold til kommunal-fuldmagten, hvis kommunen fortsat administrerer løn mv.Velfærdsministeriets kommentar:Vælger en borger, der har valgt et servicebevis, at overdrage retten til at antagehjælp i henhold til beviset til en nærtstående, en organisation eller en virksom-hed, overdrager borgeren også det ansættelsesretlige ansvar til denne. Fastlæg-gelsen af placeringen af arbejdsgiveransvaret efter arbejdsmiljølovgivningenfølger imidlertid af administrativ praksis og domstolspraksis. Det afhængeraltså af en konkret vurdering, hvem der som arbejdsgiver er strafferetligt an-svarlig for, at arbejdet bliver udført i overensstemmelse med arbejdsmiljølov-givningen.Velfærdsministeriet skal oplyse, at administrationen af løn mv. kun varetagesaf kommunen i de tilfælde, hvor borgeren vælger at ansætte en privatperson tilat udføre hjælpen og/eller overdrage ansættelsesretten til en privatperson. Væl-ger borgeren at få hjælpen leveret af en privat virksomhed, er det virksomhe-den, der har det ansættelsesretlige ansvar for sine medarbejdere og ansvaret foradministration i forbindelse med løn mv.

For at præcisere denne opgavefordeling er der foretaget en sproglig præciseringi lovforslagets bemærkninger i afsnit 4.2 samt i bemærkningerne til lovforsla-gets enkelte bestemmelser nr. 4, stk. 3.

2.6 Bemærkninger til udregning af servicebevisets værdi

Det Centrale Handicapråd og Center for Ligebehandling af Handicappede,Danske Handicaporganisationer og Ældre Sagen påpeger, at borgeren ikke skalhave udgifter i forbindelse med den hjælp, borgeren modtager i henhold tilservicebeviset. Det Centrale Handicapråd og Center for Ligebehandling afHandicappede finder det derfor heller ikke rimeligt, hvis borgeren selv skalafholde udgifter til overdragelse af ansættelsesretten til en nærtstående, en or-ganisation eller en privat virksomhed. På samme vis bør servicebeviset inde-holde udgifter til eventuelle arbejdsgiveransvarsforsikringer mv.Ældre Sagen understreger, at servicebevisordningen ikke må føre til skjult bru-gerbetaling, hvis borgeren selv skal afholde udgifter til varig personlig ellerpraktisk hjælp, som er en gratis ydelse efter gældende regler.KL henviser til, at udregningen at et servicebevis på baggrund af fritvalgsprisenkun er meningsfuld, hvis borgeren antager en privat virksomhed til at levereden bevilligede hjælp. Timeprisen efter fritvalgsreglerne er højere end timepri-serne efter §§ 94 og 95. Antager borgeren med et servicebevis i hånden en pri-vatperson, vil værdien af servicebeviset overstige den løn, en hjælper, somborgeren fx antager efter § 94, vil få for at levere hjælpen.Velfærdsministeriets kommentar:Kommunalbestyrelsen skal beregne servicebevisets værdi med udgangspunkt ide gennemsnitlige langsigtede omkostninger, der påhviler den kommunaleleverandør, eller den private hovedleverandør i de tilfælde, hvor der ikke er enkommunal leverandør ved levering af samme ydelser. Dog med mulighed for atfratrække indirekte omkostninger til fx husleje og IT. I servicebevisets værdi ersåledes også indeholdt dækning til udgifter vedrørende de ansættelsesretligeaspekter ved levering af en konkret ydelse. Vælger borgeren at overdrage an-sættelsesretten til en nærtstående, en organisation eller en virksomhed, har bor-geren således med servicebevisets værdi midler til at afholde udgiften hertil.Velfærdsministeriet skal for så vidt angår KL´s henvisning til timeprisen påpersonlig og praktisk hjælp leveret efter servicelovens §§ 94 og 95 henvise til,at kommunalbestyrelsen kan fratrække relevante indirekte omkostninger, nårde beregner servicebevisets værdi. Dertil skal bemærkes, at servicebevisetsværdi ikke alene skal afholde udgiften til løn, men også andre udgifter forbun-det med levering af hjælpen, som kommunalbestyrelsen selv skal afholde iforbindelse med ordningen efter § 94. Det vil sige udgifter til skat, lovpligtigeforsikringer, feriepenge, ATP, ferie med videre, som kommunen har ansvaretfor at betale.For at præcisere, at servicebevisets værdi allerede indeholder udgifter til vare-tagelsen af de ansættelsesretlige forhold, har høringsrunden givet anledning tilen sproglig præcisering i lovforslagets bemærkninger i afsnit 4.2.

2.7 Bemærkninger til den kommunale tilsynspligt

Foreningen af Kommunale social- sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Dan-mark efterspørger en præcisering af, hvilken tilsynspligt kommunen har i for-hold til hjælp leveret i henhold til servicebeviser. Foreningen spørger endvide-re, hvorvidt der kan stilles de samme dokumentationskrav til ydelser leveret ihenhold til servicebeviser som til ydelser leveret af fritvalgsleverandør. Derhenvises til, at dokumentationen tjener som grundlag for blandt andet revisita-tion og vurdering af behov for at bringe magtanvendelsesreglerne i spil.FOA henviser til det aktiverende sigte, hvormed hjælp efter servicelovens § 83gives samt til de faglige observationer og dokumentation, der i dag stilles kravom i forhold til hjælpen. Forbundet er bekymret for, at det faglige indhold afsamt aktiverende sigte med hjælp efter § 83 ikke sikres i tilstrækkelig grad medindførelsen af servicebeviser.Kost & Ernæringsforbundet mener, at kommunerne har ansvar for et sammen-hængende fokus på ernæring og sundhed. Da servicebevisordningen vil kunneomfatte madservice til ældre, mener forbundet, at servicebevisordningen risike-rer at underminere kvaliteten af maden, idet kommunen ikke kan stille krav tilydelsen, som det ellers er et kommunalt ansvar at gøre.Velfærdsministeriets kommentar:Der påhviler ikke leverandørerne efter reglerne om frit valg fastlagte dokumen-tationskrav. Kommunalbestyrelsen har mulighed for, ved indgåelsen af kon-trakt med en godkendt leverandør, at stille krav om eventuel dokumentationfor, at leverandøren har leveret den hjælp, som borgeren er visiteret til.Da den person, som borgeren vælger at ansætte efter servicebevisordningen,ikke skal godkendes af kommunen, og da borgeren har ledelsesretten i forholdtil opgavens udførelse, er det op til borgeren selv at stille dokumentationskravtil den hjælp, der betales for.Som det er gældende for den personlige og praktiske hjælp, der i øvrigt leveresefter § 83, påhviler det også i forhold til ordningen med servicebeviser kom-munalbestyrelsen at føre løbende tilsyn med, at borgeren får den hjælp, borge-ren har behov for. I den forbindelse har kommunen mulighed for at vurdere,hvorvidt borgeren stadig er i stand til at håndtere ordningen med et servicebe-vis.

2.8 Bemærkninger til økonomiske og administrative konsekvenser

FOA, Foreningen af kommunale social- sundheds- og arbejdsmarkedschefer iDanmark og KL tager forbehold for de i lovforslaget beskrevne administrativeog økonomiske konsekvenser.Alle tre høringsparter mener, at ordningen vil medføre nye administrative kon-sekvenser for de kommuner, der vælger at tilbyde servicebeviset, idet kommu-nerne fortsat skal opretholde et fornødent beredskab, administrere løn mv. iforbindelse med ordningen, foretage individuelle beregninger og afregningersamt føre yderligere antal tilsyn med hjælpen.

Foreningen af kommunale social- sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Dan-mark peger desuden på, at kommunerne med forslaget pådrages en omfattendevejledningspligt i forhold til borgerens retlige ansvar i forbindelse med ordnin-gen.Velfærdsministeriets kommentar:Velfærdsministeriet skal henvise til, at ordningen med servicebeviser ligger iforlængelse af det eksisterende regelsæt på ældreområdet. Dertil kan tilføjes, atbestemmelsen giver de enkelte kommunalbestyrelser mulighed for at etablereservicebevisordningen, men de er ikke forpligtet til det.Velfærdsministeriet fastholder på den baggrund de i lovforslaget anførte øko-nomiske og administrative konsekvenser.

3. Konklusion

På baggrund af de i høringssvarene anførte uklarheder vedrørende lovforslagetsaspekter i forhold til administration af løn mv. samt dækning af udgifter til detansættelsesretlige ansvar har Velfærdsministeriet i lovens bemærkninger fore-taget et par sproglige præciseringer.Det præciseres for det første, at der ikke vil være kontante midler mellem bor-ger og udfører, men kun mellem udføreren og kommunalbestyrelsen eller mel-lem udføreren og den virksomhed, som personen er ansat i. Det understregesdermed, at kommunalbestyrelsen ikke varetager de administrative opgaver iforbindelse med ordningen i de tilfælde, hvor borgeren vælger at lade hjælpenlevere af en privat virksomhed.Dernæst uddybes det i lovforslagets bemærkninger, at borgerens udgift tiloverdragelse af retten til at ansætte en person eller indgå aftale med en virk-somhed om at udføre hjælpen er indeholdt i servicebevisets værdi. Dette følgeraf, at udgifter til de ansættelsesretslige forhold allerede er indeholdt i den al-mindelige prisberegning af de gennemsnitlige langsigtede omkostninger vedlevering af personlig og praktisk hjælp efter servicelovens §§ 91 og 92, somservicebevisets værdi som udgangspunkt følger.Lovforslaget om markedsføring af leverandører af samt servicebevis til person-lig og praktisk hjælp fastholdes.

Høringsnotat vedr. forslag til

ændring af lov om sociale service

(Markedsføring af leverandører af

samt servicebevis til personlig og praktisk hjælp)