SF udtrykte sig meget klart ved førstebehandlingen af dette lovforslag. Vi sagde, at vi kunne tilslutte os det meste af lovforslaget, men at vi er afgørende uenige i, at kommunalbestyrelserne fremover får mulighed for at behandle personsager på det sociale område. Det er, vil jeg sige først, et tilbageskridt i forhold til at udvikle arbejdet i de nye kommunalbestyrelser, som jo skal arbejde anderledes i forlængelse af kommunalreformen. I stedet for overordnet strategisk bestyrelsesarbejde, hvor der arbejdes med mål og rammer, og hvor arbejdet i højere grad skal gå i retning af at lave overordnede politikker og at udvikle kommunerne til stærkere innovative enheder og arbejde med moderne ledelsesformer og strategier, så åbner det her lovforslag altså mulighed for, at kommunalbestyrelsen bevæger sig tilbage til dengang, vi havde sognerådene.
Det er for os at se en form for sognerådspolitik, hvis man forestiller sig, at en kommunalbestyrelse på 31-35 medlemmer skal sidde og pille i enkeltsager, personsager, på det sociale område. Jeg synes, det er meget lidt klædeligt for det kommunale demokrati, at man vedtager sådan et tilbageskridt.
Derfor er jeg ked af at høre, at Socialdemokratiet nu trækker ændringsforslaget, som jo gik ud på, at vi kunne lave en revisionsbestemmelse, således at man om 3 år kunne prøve at se på, hvordan den her lovændring bliver håndteret i kommunerne. Jeg må så bede om, at forslaget bliver sendt til afstemning. Det er da det mindste, vi kan gøre.
Så er der i forhold til førstebehandlingen stillet et andet ændringsforslag. Det er SF, som har stillet det, og det er et spørgsmål om at få en revisionsbestemmelse, således at vi kan kigge efter, om kommunerne nu vil overholde de tidsfrister, de bliver pålagt. Det er sådan, at der tidligere har været pålæg til kommunerne om, at de skulle fastsætte tidsfrister for sagsbehandlingen, og når man gransker dette lovforslag meget nøje, vil man kunne se, at der jo ingen konsekvens er. Hvis kommunerne fortsat ikke efterlever de tidsfrister, som de oplyser borgerne, kan den enkelte borger føre sagen helt til Menneskerettighedskommissionen, uden at der sker noget.
Hvis man lovgiver på sådan et område, må der være en konsekvens, og en konsekvens kunne være, at hvis ikke en sag er behandlet inden for en fastsat tidsramme, har borgeren ret i sin ansøgning. Eller hvad? Derfor er det for os at se vigtigt, at vi får en revisionsbestemmelse ind, således at vi inden for en 2-årig periode får gjort det op for at se, om kommunerne overholder de tidsfrister, som de nu endnu en gang pålægges at indføre.