Spørgsmål 3:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 25. februar 2009 fra For-brugerrådet, jf. ERU L 119 - bilag 5.

Svar:

Forbrugerrådet har den 25. februar 2009 fremsendt sine bemærkninger tilforslag til lov om betalingstjenester.Nedenfor gennemgås og kommenteres Forbrugerrådets bemærkninger.Lovforslagets § 3, stk. 2Som udgangspunkt gælder lovforslaget kun for betalinger, hvis både be-taler og betalingsmodtagers udbyder er etableret i Danmark, inden for EUeller i et land som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielleområde. Det er tillige en betingelse, at betalingstjenesten ydes i euro elleri en anden medlemsstats valuta. Dette udgangspunkt fraviges dog for enrække bestemmelser opregnet i § 3, stk. 2, for eksempel i forhold til op-lysningskrav og ansvarsregler i forbindelse med misbrug af betalingsin-strumenter. Det vil sige, at hvis man bruger et betalingskort i USA, vil deopregnede regler i § 3, stk. 2, også finde anvendelse.Forbrugerrådet har foreslået, at lovens §§ 55, 57, 67 og 68 også bør med-tages i denne opregning, således at bestemmelserne også finder anvendel-se, selvom betalingsmodtagerens udbyder er etableret i et land uden forEU, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle om-råde.§ 55 indeholder et forbud mod, at udbyderen opkræver brugeren et gebyrfor at opfylde sin oplysningspligt eller foretage korrigerende og forebyg-gende foranstaltninger i henhold til kapitel 6.§ 57 indeholder regler om autorisation af en betalingstransaktion.§ 67 vedrører gennemførelse af en betalingstransaktion i overensstem-melse med en entydig identifikationskode, som er angivet i betalingsor-dren.§ 68 vedrører ansvar for manglende eller mangelfuld gennemførelse af en

betalingstransaktion.Jeg er enig med Forbrugerrådet i, at det vil sikre et gennemskueligt be-skyttelsesniveau at medtage §§ 55, 57, 67 og 68, og jeg vil derfor frem-sætte et ændringsforslag til lovforslaget, som vil ændre § 3, stk. 2, i over-ensstemmelse med Forbrugerrådets forslag. Det kan dog i visse tilfældevære svært at håndhæve bestemmelserne over for udbydere, der er etable-ret i et land uden for EU, som Fællesskabet eller Danmark bilateralt ikkehar indgået aftale med på det finansielle område. Der vil dog overordnetset være tale om, at forbrugerne vil være bedre beskyttet, hvis §§ 55, 57,67 og 68 medtages.Lovforslagets § 42Lovforslagets § 42 bestemmer, at en udbyder ikke må kræve betaling foroplysninger, som skal leveres efter bestemmelserne i lovens kapitel 5 omoplysningskrav.Oplysningerne skal gives på papir eller andet varigt medium. Hvis det eraftalt i rammeaftalen, at oplysningerne skal gives på andet varigt medi-um, kan en udbyder efter anmodning fra en bruger kræve en rimelig beta-ling for at levere for eksempel et kontoudtog på papir.Forbrugerrådet finder, at det bør fremgå af lovforslaget, at betalere skalhave ret til at vælge at få oplysninger om gennemførte betalingstransakti-oner på papir vederlagsfrit en gang om måneden. Forbrugerrådet anfører,at ikke alle betalere har adgang til alle kommunikationsmidler. Betalere,der kun har adgang til papirpost, vil derfor i praksis kunne opkræves etgebyr for at modtage oplysningerne på papir.Direktivet om betalinger i det indre marked åbner i art. 47, stk. 3, mulig-hed for, at medlemsstaterne kan kræve, at udbydere af betalingstjenesterskal meddele oplysninger på papir en gang om måneden vederlagsfrit.Efter min opfattelse bør der ikke indføres regler om, at oplysninger omgennemførte betalingstransaktioner efter anmodning skal meddeles påpapir en gang om måneden. Det er afgørende, som det foreslås i lovfors-laget, at en betaler har krav på oplysninger om gennemførte betalings-transaktioner. Om oplysningerne gives i netbank, ved en e-mail eller i etkontoudtog på papir, skal efter min opfattelse reguleres i aftalen mellemudbyderen og betaleren.Lovforslagets § 43, stk. 2, og § 47, stk. 3Forbrugerrådet har foreslået lovtekniske ændringer til formuleringen af §43, stk. 2 og § 47, stk. 3, der vedrører meddelelse af oplysninger i forbin-delse med aftaler på brugers foranledning ved hjælp af fjernkommunika-tion.Jeg vil imødekomme Forbrugerrådets forslag og fremsætte ændringsfor-

slag for at præcisere, at brug af fjernkommunikation ikke i sig selv hin-drer udbyderen i at give oplysninger efter lovforslagets 43, stk. 1, og §47, stk. 1.Lovforslagets § 48, stk. 1, litra aEfter lovforslagets § 48, stk. 1, litra a, skal der i rammeaftalen gives op-lysning om betalingstjenestens væsentligste karakteristika. Bestemmelsenskal ses i sammenhæng med, at ændringer i rammeaftalens betingelserskal varsles direkte til betaler senest to måneder, før ændringen træder ikraft, jf. § 50.Forbrugerrådet finder, at denne bestemmelse medfører, at en rejseforsik-ring tilknyttet et betalingskort skal betragtes som et væsentligt karakteri-stika og derfor skal beskrives i rammeaftalen. Herved sikres det, at for-brugerne efterfølgende bliver orienteret om ændringer i betingelserne forrejseforsikringen. Forbrugerrådet foreslår derfor, at dette beskrives i be-mærkningerne til lovforslaget.Betalingstjenester er defineret i lovforslagets bilag 1. Det følger af dennedefinition, at en rejseforsikring ikke er en betalingstjeneste. Rejseforsik-ringer skal derfor ikke beskrives i rammeaftalen.Ifølge ”Finanstilsynets vejledende retningslinjer for accept ved ændringaf forbrugerforsikring af januar 1990”, skal ændringer i dækningsomfanggennemføres ved fremsendelse af brev til forsikringstageren. I brevet skalder gives en relevant og loyal beskrivelse af de indskrænknin-ger/udvidelser, der sker i forhold til hidtidige vilkår.Derimod vil rettigheder efter § 74, som vedrører indsigelser i forbindelsemed brug af betalingsinstrumenter ved fjernsalg, være et karakteristikaved et betalingsinstrument, der skal beskrives i rammeaftalen, som anførtaf Forbrugerrådet.Lovforslagets § 51, stk. 3Ifølge lovforslagets § 51, stk. 3, må der ikke opkræves gebyr af brugerenfor opsigelse af en rammeaftale, hvis rammeaftalen er indgået for en tids-begrænset periode på mere end 12 måneder eller på ubestemt tid, ogrammeaftalen opsiges efter udløbet af de første 12 måneder. Bestemmel-sen gennemfører betalingstjenestedirektivets art. 45, stk. 2, 1. pkt. Med-lemsstaterne har dog mulighed for at fastsætte bestemmelser, der er gun-stigere for brugerne af betalingstjenester, jf. direktivets art. 45, stk. 6.Forbrugerrådet foreslår for at fremme kundemobiliteten og konkurrencen,at der aldrig må opkræves gebyr for opsigelse af en rammeaftale.Det er forbundet med omkostninger at indgå en rammeaftale. Hvor en af-tale opsiges efter kort tid, er det derfor rimeligt, at udbyderen har mulig-hed for at opkræve et gebyr. Jeg er imidlertid enig i, at hensynet til kun-

demobiliteten og konkurrencen taler for, at det allerede efter 6 månederbør være muligt at opsige en aftale, uden at der kan opkræves et gebyr.Oprindelig valgte vi 12 måneders grænsen, da det er, hvad der foreslås ibetalingstjenestedirektivet. Det er dog muligt i flg. direktivet at indføre enkortere opsigelse.Jeg vil derfor fremsætte et ændringsforslag til lovforslaget for at nedsættegrænsen fra 12 måneder til 6 måneder.Lovforslagets § 51, stk. 6Ifølge lovforslagets § 51, stk. 6, kan betaleren få udbetalt en eventuelrestværdi, hvis krav herom fremsættes inden 1 år efter rammeaftalens op-hør, medmindre omkostningerne ved at udbetale restværdien overstigerrestværdien.Forbrugerrådet foreslår, at betingelsen om, at omkostningerne ved at ud-betale restværdien ikke overstiger restværdien, udgår. Forbrugerrådet an-fører, at forbrugerne ikke har mulighed for at vurdere om en eventuelrestværdi overstiger omkostningerne ved at udbetale restværdien.Efter den gældende lov om visse betalingsmidler, § 9, stk. 2, må et gebyri denne situation ikke overstige, hvad der under hensyn til udstederensomkostninger ved refusionen og omstændighederne i øvrigt er rimeligt.Den foreslåede bestemmelse i § 51, stk. 6, er en mere præcis regel og hartil formål at sikre, at brugere ikke har krav på at få udbetalt små beløb,som er mindre end omkostningerne ved at udbetale restværdien. Jeg kanderfor ikke tilslutte mig at ændre § 51, stk. 6, som foreslået af Forbruger-rådet.Lovforslagets § 61Ifølge § 61, stk. 1, 2. pkt., skal betalers udbyder ved en uautoriseret beta-lingstransaktion straks tilbagebetale betaleren beløbet. Af bemærkninger-ne til bestemmelsen fremgår, som også anført af Forbrugerrådet, at hvisudbyderen har mistanke om, at der ikke er tale om en uautoriseret trans-aktion og derfor afviser en hurtig tilbageførsel, vil betaler, efter rentelo-vens regler, kunne have krav på renter, hvis det senere viser sig, at derfaktisk forelå en uautoriseret transaktion.Forbrugerrådet finder, at det bør præciseres i overensstemmelse med reg-lerne i lovforslagets § 74 om indsigelser ved brug af betalingsinstrumen-ter ved fjernsalg, at beløbet under alle omstændigheder skal tilbageføresstraks, indtil det er godtgjort, at der er tale om en uautoriseret transaktion.Det er min opfattelse, at der ikke er forskel på forpligtelsen til at tilbage-føre penge ved en uautoriseret betalingstransaktion efter § 61, stk. 1, 2.pkt., og i forbindelse med indsigelser ved fjernsalg efter § 74. De citeredebemærkninger til § 61, stk. 1, vedrører således udelukkende de civilretli-ge konsekvenser af en manglende tilbagebetaling.

Lovforslagets § 62Forbrugerrådet bemærker i relation til lovforslagets § 62, at rådet eryderst tilfreds med, at direktivet gør det muligt at opretholde de gældenderegler om hæftelse ved uberettiget brug af betalingsinstrumenter. For-brugerrådet bemærker, at § 11, stk. 8, 2. pkt., i lov om visse betalingsmid-ler ikke videreføres. Forbrugerrådet finder, at det bør anføres i lovbe-mærkningerne, at lovforslagets øvrige bestemmelser overflødiggør dennebestemmelse, hvis dette er tilfældet.Lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 2, bestemmer, at bruger hæftermed op til 1.200 kr. for tab som følge af andres uberettigede brug af etbetalingsmiddel, hvor den til kortet hørende personlige, hemmelige kodeer anvendt. Denne bestemmelse, som videreføres i lovforslagets § 62, stk.2, betegnes i det følgende som selvrisikoreglen. § 11, stk. 8, 2. pkt. i lovom visse betalingsmidler fastslår, at denne selvrisikoregel ikke finder an-vendelse, hvis et betalingskort er anvendt svigagtigt i forbindelse med enaftale om fjernsalg.Det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 62 om hæftelse somfølge af andres uberettigede anvendelse af et betalingsinstrument, at be-stemmelsen i § 11, stk. 8, 2. pkt. i lov om visse betalingsmidler blev ind-sat som følge af art. 8 i direktiv 97/7/EF om fjernsalg. Da denne direktiv-bestemmelse ophæves med betalingstjenestedirektivet, foreslås det, at §11, stk. 8, 2. pkt. ikke videreføres.Anvendelse af betalingsinstrumenter til brug for køb af varer på internet-tet sker typisk ved indtastning af kortnummer, udløbsdato og kontrolcifre.Hvis disse oplysninger anvendes uberettiget til køb på internettet, for ek-sempel af en person, der har stjålet betalingskortet, vil udsteder hæfte, jf.lovforslagets § 62, stk. 1. Selvrisikoreglen i § 62, stk. 2, vil ikke finde an-vendelse, fordi PIN-koden ikke er anvendt ved betalingen.Da der i dag ikke findes løsninger, hvor der skal indtastes en personligsikkerhedsforanstaltning, for eksempel en PIN-kode, ved handel på inter-nettet, vil selvrisikoreglen i § 62, stk. 2, ikke finde anvendelse ved net-handel. Ophævelsen af lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 8, 2. pkt.,har derfor ikke betydning for forbrugerbeskyttelsen, således som betalin-ger med betalingskort på internettet fungerer i dag.Hvis det i fremtiden bliver muligt at indrette særligt sikre systemer medanvendelse af for eksempel en PIN-kode ved køb på internettet, vil selvri-sikoreglen i § 62, stk. 2, derimod finde anvendelse, hvis et kort for ek-sempel stjæles og anvendes sammen med PIN-koden. Dette svarer tilretstilstanden i dag, hvis betalingen foretages i den fysiske handel. Jegmener derfor ikke, at Forbrugerrådets bemærkninger giver anledning til atændre på lovforslagets § 62.

Lovforslagets § 74Forbrugerrådet oplyser indledningsvist, at rådet er yderst tilfreds med be-stemmelsen i § 74 om indsigelser i forbindelse med brug af betalingsin-strumenter ved fjernsalg. Bestemmelsen viderefører Forbrugerombuds-mandens retningslinjer vedrørende fjernsalg m.v. i betalingssystemer medbetalingskort fra december 1996.Ifølge § 74, stk. 4, skal indsigelser efter bestemmelsen fremsættes snarestmuligt efter, at betaleren er blevet bekendt med eller burde være blevetbekendt med, at debitering er sket uretmæssigt.Forbrugerrådet finder, at denne bestemmelse udgør en unødvendig skær-pelse af kravene for at få stoppet eller tilbageført en betalingstransaktion,og bør derfor udgå af lovforslaget.Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at denne regel ikkemedfører ændringer i forhold til gældende ret. Det vil sige gældende retsregler om fortabelse af indsigelser som følge af passivitet eller reglerneom forældelse.Jeg mener derfor, at forslaget til § 74, stk. 4, bør fastholdes.§ 75Forslaget til § 75 om gennemførelsestid udnytter ikke direktivets mulig-hed for at foreskrive en kortere gennemførelsestid for nationale betalings-transaktioner. Forbrugerrådet opfordrer derfor til, at der laves en analyseaf fordele og ulemper ved en kortere gennemførelsestid i Danmark, og atundersøgelsen inddrager erfaringerne fra eksempelvis Holland og Eng-land, der angiveligt har hyppigere betalingsafviklinger end i Danmark.Jeg har netop besvaret spørgsmål 2 fra Erhvervsudvalget ad L119.Spørgsmål 2 vedrører det samme, som Forbrugerrådet omtaler i forbin-delse med § 75. Der henvises derfor til besvarelsen af spørgsmål 2.

Besvarelse af spørgsmål 3 ad L 119 stillet af Erhvervsudvalget den 3.

marts 2009.

Spørgsmål 3:

Svar: