1. UdvalgsarbejdetLovforslaget blev fremsat den 5. februar 2009 og var til 1. behandling den 13. marts 2009. Lov-forslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Grønlandsudvalget.MøderUdvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.HøringEt udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og finansministeren sendteden 29. oktober 2008 dette udkast til udvalget, jf. UGF alm. del – bilag 13. Den 6. februar 2009sendte finansministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.SpørgsmålUdvalget har stillet 1 spørgsmål til finansministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besva-ret. Nogle af udvalgets spørgsmål til L 128 og statsministerens svar herpå er optrykt i bilag 2 tilbetænkningen.2. Indstillinger og politiske bemærkningerEtflertali udvalget (udvalget med undtagelse af DF) indstiller lovforslaget tilvedtagelse uændret.Etmindretali udvalget (DF) indstiller lovforslaget tilforkastelseved 3. behandling.Mindretallet finder, at Folketinget vil begå en af danmarkshistoriens største politiske fejltagelser –og uden sidestykke formentlig den mest kostbare fejltagelse nogen sinde – når lovene, efter al sand-synlighed med samtlige stemmer i Folketinget med undtagelse af Dansk Folkepartis, vedtages.Det forventes af mange kyndige, at råstoffundene omkring Grønland vil blive enorme og indtæg-terne kolossale. Astronomiske summer på op til 10.000 mia. kr. har været nævnt. Resultatet af Selv-styrekommissionens arbejde vil til den tid stå klart for enhver, og kritikken mod regeringen og Fol-ketinget vil blive nådeløs, efterhånden som dette kommer til at stå klart: Danmark får ikke økono-misk udbytte, alene det grønlandske selvstyre vil profitere.En sådan udvikling vil stå i knivskarp kontrast til de historiske kendsgerninger, som er, at Dan-mark og det danske folk uegennyttigt og beredvilligt har bidraget til Grønlands udvikling, så Grøn-land i dag fremstår som et moderne velfærdssamfund.

Men i stedet for at videreudvikle og styrke rigsfællesskabet med en solid økonomisk forankring irigsfællesskabets nuværende og fremtidige ressourcer er der nu udsigt til, at et flertal af danske oggrønlandske politikere sætter rigsfællesskabets interesser på spil. Prisen risikerer at blive en under-minering af rigsfællesskabet, opsplitning og interessekonflikter mellem de forskellige dele af rigs-fællesskabet i stedet for sammenhold og sikker kurs.Dansk Folkeparti har nidkært, engageret og loyalt deltaget i det lange forberedende arbejde iGrønlandsk-Dansk Selvstyrekommission. Derfor er det med dyb beklagelse, at partiet besluttedeikke at kunne tiltræde kommissionens indstilling i »Udkast til Lov om Grønlands Selvstyre«, somaltså nu er udmøntet i de tre lovforslag.Den væsentligste årsag hertil er som nævnt de kommende økonomiske forhold, som Dansk Folke-parti nedenfor vil vende tilbage til.Først ønsker Dansk Folkeparti at knytte enkelte generelle kommentarer til kommissionens arbejdeog indstilling.Arbejdsformen i kommissionen har ikke været tilfredsstillende og slet ikke hensigtsmæssig i for-hold til de problemer, der skulle tages stilling til.Man opdelte ved selve konstitueringen af Grønlandsk-Dansk Selvstyrekommission kommissioneni tre arbejdsgrupper, hvoraf de to er Arbejdsgruppen vedrørende stats- og folkeretlige spørgsmål ogArbejdsgruppen vedrørende erhverv og økonomi. Fra dansk side har førstnævnte gruppe haft repræ-sentation fra Venstre, Det Radikale Venstre og Enhedslisten, mens den anden gruppe har haft re-præsentation fra Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Det KonservativeFolkeparti. Herudover blev der også etableret en arbejdsgruppe vedrørende ikkelevende ressourcer,som afleverede sin rapport og indstilling til kommissionen i september 2005.Ved en gruppes afrapportering til den samlede kommission har det været umuligt for de partier,der ikke var repræsenteret i den pågældende gruppe, at opnå indflydelse på emner, som allerede –og jo ofte under store besværligheder – havde været drøftet, og hvor man ofte havde måttet indgåkompromiser i forhold til hinanden og i forhold til den grønlandske side.Ud over møderne i de tre arbejdsgrupper har man så yderligere haft særmøder i henholdsvis densamlede danske delegation og den samlede grønlandske delegation.Dette har givet møderne karakter af, at der var tale om to stater, der forhandlede med hinanden,hvilket jo ofte ikke afspejledes i de meget forskellige politiske holdninger, der findes, ikke mindst iden danske delegation. Men da der således alligevel blev tale om to holdninger over for hinanden –en grønlandsk og en dansk – er det Dansk Folkepartis opfattelse, at det eneste rimelige havde været,om drøftelserne om denne nye selvstyrelov havde været foretaget i direkte forhandlinger mel-lem landsstyret og regeringen, hvorefter Landstinget og Folketinget havde kunnet tage stillingtil resultatet af forhandlingerne.Ansvaret for, at det blev, som det blev – og dermed efter vores opfattelse utilfredsstillende – erikke kommissionsformandskabets eller kommissionsmedlemmernes. Det ansvar må regeringenog landsstyret påtage sig. Disse to parter burde fra starten have forhandlet direkte med hinanden.Af det kommissorium, som i Nuuk/Godthåb den 21. juni 2004 blev udstukket af den daværendestatsminister, Anders Fogh Rasmussen, og landsstyreformand Hans Enoksen, og som dannede bag-grund for Grønlandsk-Dansk Selvstyrekommissions arbejde, fremgår det, at formålet er at sikre»størst mulig grad af ligeværdighed mellem Grønland og Danmark samt at øge det grønlandskefolks selvbestemmelse i størst muligt omfang, inden for rammerne af det eksisterende rigsfælles-skab«.

Det er vores opfattelse, at dette formål ikke er blevet opfyldt, dels fordi alene Grønlands Selvstyrefår økonomisk udbytte af aftalen, og dels, men måske mest, fordi man fra grønlandsk side snarerehar været fokuseret på at forberede Grønlands selvstændighed, således forstået, at selvstyret for enstor del af de grønlandske delegationsmedlemmers side alene har skullet tjene det overordnede for-mål at være springbræt til egentlig selvstændighed.Dansk Folkeparti har absolut ikke budt denne dagsorden velkommen og var til tider utilpas ved atskulle involveres i denne dagsorden, som efter vores opfattelse var i modstrid med kommissorietsånd og bogstav.Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at Grønlands selvstændighed, en egentlig grønlandsk stats-dannelse, hverken tjener det danske eller det grønlandske folks interesser. Vi er således varme til-hængere af rigsfællesskabet og ser det meget gerne fortsat og styrket. Der er så utrolig meget, derbinder danskere og grønlændere sammen historisk, følelsesmæssigt og familiemæssigt, at det forbegge parter efter 300 års tæt samhørighed vil være en historisk fejltagelse, ja ligefrem en historiskkatastrofe, at bryde båndene.Det bør i den forbindelse nævnes, at det er vores opfattelse, at enkelte af de grønlandske politikere– uden megen sans for historie og tradition – i de seneste år ved hjælp af urimelige verbale angrebpå Danmark og det danske folk har haft held til at rejse kunstige barrierer mellem grønlandsk ogdansk, barrierer, som efter vores opfattelse ikke generelt afspejler grønlandsk sind og sjæl, og somderfor heldigvis ikke har vundet gehør i det grønlandske folks solide flertal. Her er kærligheden tilDanmark, til det danske folk og til det kongelige hus – og dermed til rigsfællesskabet – usvækket.Ved at tilsidesætte historiske fakta og ved at fremhæve realitetsløse drømmerier, er det igennemen årrække lykkedes disse enkelte politikere at skabe indtrykket af, at blot der flyder olie i rigeligtmål, vil Grønland fremover være i stand til at eksistere som et selvstændigt land og at agere som etselvstændigt land, altså et land, der fører egen udenrigspolitik med ambassader i andre lande og påegen hånd forestår forsvars- og sikkerhedsopgaver.Ydermere har man fra disse enkelte politikeres side hævdet, at det er realistisk, at Grønland påegen hånd som en selvstændig nation vil kunne forestå retshåndhævelsen af et demokratisk vel-færdssamfund, herunder at oprette og drive domstole, at etablere og drive uddannelsesinstitutioner,der vil kunne varetage mellemlange og videregående uddannelser, samt at etablere og drive et fuldtudbygget social- og sundhedsvæsen.Det er vores opfattelse, at et så slet uddannet samfund som det grønlandske med sine blot 50.000indbyggere (et indbyggertal som i Vordingborg Kommune, men ulige mere spredt) ikke vil være istand til at løfte denne kolossale byrde med så omfattende og krævende opgaver på en sådan måde,som naturligt vil blive krævet i en moderne vestlig verden, og med de udfordringer, den modernevestlige verden naturligt frembyder.Det er vores opfattelse, at selv såfremt der i kraft af store råstoffund ad åre skulle tilflyde Grøn-land umådelige rigdomme, ville denne rigdom i sig selv ikke kunne råde bod på de faglige og ud-dannelsesmæssige mangler, idet det nemlig er vores frygt, at såfremt »olien springer«, vil denne nyeindtægtskilde blive en ny sovepude for Grønlands styre på samme måde som bloktilskuddet desvær-re har vist sig at være en sovepude.Samtidig ønsker vi at henlede opmærksomheden på, at skulle der i og omkring Grønland vise sigstore forekomster af olie, er det ikke givet, at denne olie om 15-20 år vil have nogen som helst vær-di. Den teknologiske udvikling af og forskning i alternative energiformer er nemlig markant og hur-tigt fremadskridende; ihærdigt og effektivt arbejdes der internationalt på klimaforbedringer, og deter derfor ikke usandsynligt, at man om en snes år vil have fundet langt billigere og renere energi-former, der gør olie overflødig og dermed værdiløs.

Vi finder således, at grønlandsk selvstændighed alene baseret på håb om selvbårenhed som følgeaf store oliefund bør give anledning til stor utryghed i det grønlandske folk.Dansk Folkeparti ønsker klart at fastslå, at mens vi ser positivt på, at Grønland nu opnår selvstyre,således at det grønlandske folks selvbestemmelse øges til det størst mulige omfang inden for ram-merne af rigsfællesskabet, kan vi ikke anbefale, at Grønland bliver et selvstændigt land.Hvis der i fremtiden er grupper af grønlandske politikere, der får held til at trække Grønland ud afden stærke og tætte samhørighed med Danmark, kan det meget vel gøre Grønland til en sårbar del-tager i den internationale sikkerhedspolitik.Dansk Folkeparti agter dog, såfremt det grønlandske folk efter vedtagelse i Landstinget og vel atmærke efter en folkeafstemning efter de samme principper, som i dag gælder ved valg til Landstin-get og Folketinget, og med overbevisende majoritet beslutter sig for selvstændighed, ikke nødven-digvis at modsætte sig en sådan beslutning.Som nævnt ovenfor har Dansk Folkeparti med henvisning til §§ 5-10 i L 128 besluttet at anbefale,at lovforslagene forkastes. Årsagen er følgende:Ud over at det nuværende bloktilskud på 3.202,1 mio. kr. (pris- og lønreguleret) fastlåses, hvilketvi ikke mener det er rimeligt at binde fremtidige Folketing til, understøttes det forhold, at Grønlandallerede under det kommende selvstyre overdrages ejendomsretten til Grønlands undergrund, og atindtægter fra råstofudvinding i Grønland alene tilfalder Grønlands Selvstyre.Samtidig vil staten, efter at statens tilskud er nedsat til 0 kr., ikke få nogen som helst del i eventu-elle indtægter fra indvinding af grønlandske råstoffer. Man kan således sagtens forestille sig,at staten, som allerede i skrivende stund skønnes at have ydet ca. 150 mia. kr. til Grønland siden1953, vil skulle yde yderligere 60-70 mia. kr. inden det år, hvor Grønlands Selvstyre vil kunne brin-ge bloktilskuddet ned på 0 kr. Det er væsentligt at understrege, at staten i den foreliggende aftaleikke får del i eventuelt udbytte, men alene slipper for at betale en del af bloktilskuddet.I forbindelse med det fastlåste bloktilskud forekommer det os ganske særlig urimeligt, at selv i til-fælde af grønlandsk vækst, som ikke har med råstoffer at gøre, eksempelvis som følge af en øgetproduktion, vil bloktilskuddet stadig forblive uændret.Yderligere skal bemærkes: Det er vores opfattelse, at der i forbindelse med Grønlands overgangtil selvstyre, så længe statsmidler er i spil, bør sikres en langt mere effektiv kontrol med den grøn-landske forvaltning af statsmidler.Den indlysende model ville være, at Statsrevisorerne og Rigsrevisionen bliver berettiget til at re-videre det grønlandske selvstyre og den grønlandske forvaltning på samme måder, som danskemyndigheder er undergivet revision. Den grønlandske uvilje over for denne løsning undrer, idet deter en fantastisk effektiv måde at beskytte sit samfund mod uønsket korruption og misbrug af offent-lige midler på, hvorfor man selvfølgelig burde modtage tilbuddet. Grønlands styres afvisning afdette generøse tilbud finder vi er med til at øge mistilliden til Grønlands styre og derved svækkerigsfællesskabet.I § 7 hedder det: »Indtægter fra råstofudnyttelse i Grønland tilfalder Grønlands Selvstyre.«Det har forbavset os, ja ligefrem chokeret os, at samtlige øvrige medlemmer af den danske delega-tion – herunder de borgerlige regeringspartier, Venstre og Det Konservative Folkeparti – har kunnetacceptere dette forhold vedrørende ejendomsretten og således klart ikke har handlet i overensstem-melse med Danmarks interesser. Det burde nemlig være evident, at Danmarks Riges undergrundsom en selvfølge tilhører Danmarks Rige, og at alle borgere i rigsfællesskabet får del i de værdier,der måtte findes i undergrunden. Sådan forholder det sig jo eksempelvis allerede, når det gælder de

værdier, der hentes op fra Danmarks undergrund, og de værdier, som skabes af danske borgere, ogsom solidarisk år efter år videregives til Grønland, hvilket bl.a. kommer til udtryk i forbindelse medde milliardstore subsidier i form af bloktilskud, der årligt tilføres Grønlands hjemmestyre.Store subsidier blev også forud for hjemmestyret overført fra Danmark til Grønland i årene mel-lem grundlovens vedtagelse i1953, som gjorde Grønland til en integreret del af Danmark, og 1978,hvor Grønland besluttede sig for hjemmestyre.Også i årene frem til 1953, mens Grønland endnu havde kolonistatus, overførtes meget store sub-sidier fra staten til Grønland. I alle årene, som det klart og tydeligt fremgår af DIIS-rapporten fra2007 (»Afvikling af Grønlands Kolonistatus 1945-54 – En historisk udredning«), har Danmark påintet tidspunkt i historien profiteret af Grønland, som tilfældet ellers normalt har været i forholdetmellem koloniherre og koloni.Danmark har derimod til stadighed uegennyttigt og ihærdigt arbejdet på år efter år at forbedre for-holdene for Grønland og for det grønlandske folk. Alene af den grund ville det såvel være unfairsom etisk uantageligt, at Danmark ikke i tilfælde af umådelige råstofindtægter fra den grønlandskeundergrund skulle få andel i værdierne.Fra grønlandsk side har der i forbindelse med diskussionerne i Selvstyrekommissionen ofte værethenvist til den aftale på råstofområdet, som Færøerne i sin tid fik med regeringen Schlüter. Det erimidlertid vores opfattelse, at Færøerne af mange årsager ikke kan sammenlignes med Grønland.Det gælder selvbårenhed, det gælder uddannelsesniveauet, og det gælder de generelle økonomiskeforhold.Yderligere er det vores opfattelse, at man bør lære af historien og ikke mindst af historiens fejlta-gelser. Således er det vores opfattelse, at den daværende statsminister, Poul Schlüter, ved sin egen-rådige beslutning begik en historisk fejl, da han på den måde, det skete på, og uden foregående sam-fundsdebat kækt disponerede over rigets undergrund.Daværende statsminister Poul Schlüters disposition blev dengang med god grund efterfølgendebredt kritiseret i den danske offentlighed. Dansk Folkeparti ønsker ikke at være medvirkende til atbegå en lignende historisk fejl.Som det fremgår af statsministerens besvarelse af 21. april 2009 af L 128 spørgsmål 22, 23, 24 og29 til Udvalget vedr. Grønlandske Forhold, har Danmark i forhold til andre lande i en lignende posi-tion indtaget en helt specielt naiv holdning, når det gælder overleveringen af ressourcemæssige ret-tigheder til Grønlands Selvstyre.Såvel Norge som Rusland, USA og Canada har kun i meget begrænset omfang overgivet de res-sourcemæssige rettigheder til deres respektive hjemmestyreområder. For samernes vedkommendehar Norge intet overdraget. For de russiske inuitters vedkommende har Rusland intet overdragetbortset fra jagt og fiskeri. For de amerikanske inuitters vedkommende har disse fået tildelt ejerska-bet til et landareal svarende til en tiendedel af Alaskas landareal og derudover modtaget et engangs-beløb på 963 mio. USD i kompensation. De underjordiske energiressourcer forbliver dog statensejendom. For Canadas vedkommende har man arrangeret sig med et såkaldt royaltyregime, somskal sikre, at inuitterne får del i de økonomiske gevinster ved ressourceudviklingen på deres områ-de.Kun Danmark – læs: regeringen og Folketingets flertal – har altså helt bemærkelsesværdigt fundetdet rimeligt, at Grønlands Selvstyre skal have ejerskabet til hele Grønlands territoriums under-grundsressourcer. Dansk Folkeparti finder det i øvrigt yderligere mærkeligt, at regeringen og Folke-tingets flertal har tildelt Grønlands Selvstyre retten til ressourcemæssigt at disponere over områder,

der ligger mere end 200 sømil borte fra det geografiske Grønlands kyst. Statsministerens svar påspørgsmål 19 i den anledning giver ikke nogen acceptabel forklaring på dette forhold.Dansk Folkeparti agter ikke under nogen omstændigheder at tilskynde til eller medvirke til at ind-skrænke det danske rige, og vi vil ingen sinde medvirke til at overdrage statens ejendomsret til deleaf det danske rige. Kun i tilfælde af, at det grønlandske folk efter de ovenfor omtalte procedurer harbesluttet, at man ønsker løsrivelse fra det danske rige, vil vi som nævnt – på udtrykkelig betingelseaf, at stemmeret gives efter de samme kriterier, som i dag gælder ved landstingsvalgog folketingsvalg – være positivt indstillede på at overdrage højhedsret og ejendomsret til dette nye,selvstændige Grønland. Det er yderligere Dansk Folkepartis opfattelse, at godkendelse af et selv-stændigt Grønland ikke alene bør ske ved folkeafstemning i Grønland, men også ved folkeafstem-ning såvel i Danmark som på Færøerne.I lovforslagene hedder det, at »det grønlandske folk er et folk i henhold til folkeretten«, uden atdet grønlandske folk nærmere defineres. Det hedder yderligere, at »beslutning om Grønlands selv-stændighed træffes af det grønlandske folk«. Trods gentagne opfordringer fra Dansk Folkepartisside har det ikke været muligt at få indføjet en definition af det grønlandske folk, om end det natur-ligvis er meget væsentligt, hvem (hvilke grupper) der vil kunne stemme ved den afstemning, der vilkunne afgøre noget så betydningsfuldt som en fuldstændig løsrivelse fra det danske rige.Ligeledes er det af stor interesse, mener vi, at få en ordentlig definition af »territoriet Grønland«,altså en uvildig ekspertvurdering af, hvor Grønlands grænser går, hvilket geografisk område et selv-styrende og eventuelt selvstændigt Grønland vil kunne disponere over, og hvilken del af det geogra-fiske Grønland der fortsat vil kunne administreres af staten og ressourcemæssigt udnyttes af staten.I denne forbindelse er vi ikke tilfredse med det svar, regeringen har givet os. Det gælder ikkemindst området uden for Grønlands 200-sømils-grænse. Vi interesserer os yderligere for en eks-pertvurdering af oprindelige folks rettigheder til øde og ubeboede områder (nationalparken Nord-østgrønland) og en vurdering af, hvorledes et selvstændigt Grønland vil kunne sikre overhøjhedenover det 500.000 m2store Nordøstgrønland, samt et notat om, hvorledes Haagdommen af 1933 skalfortolkes.Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at Danmark ved Haagdommen af 1933 specifikt fik overdra-get ejendomsretten og overhøjheden til dette område, og at det totalt ubeboede Nordøstgrønlandintet har at gøre med området for Grønlands Selvstyre. Som bekendt har det igennem de senestemange årtier kun været søværnet (slædepatruljen Sirius), som har været i området. Dansk Folkepartifinder det derfor forkasteligt, at dette kæmpestore, ressourcestærke område uden videre foræres væktil Grønlands Selvstyre.Dansk Folkeparti afviser på baggrund af ovennævnte reservationer lovforslagene og opfordrersamtidig regeringen til at indlede forhandlinger med landsstyret om en ændret formulering af love-ne, som vil kunne være i hele rigsfællesskabets interesse.Liberal Alliance, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningensafgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at kommemed indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Bilag 2

Nogen af udvalgets spørgsmål til statsministeren og dennes svar herpåSpørgsmålene og statsministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra DF.Spørgsmål 22:Regeringen bedes levere et notat, der beskriver, hvilke ressourcemæssige rettigheder Canada haroverdraget de canadiske inuitter.Svar:Statsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet følgende udtalelse fra Udenrigsministeriet:»Den canadiske regering har overført ressourcemæssige rettigheder til fire forskellige inuitgrupperi Canada:– Inuitterne i Inuvialuit i Northwest Territories, jf. The Western Arctic Claim: The InuvialuitAgreement fra juni 1984.– Labrador-inuitterne i Nunatsiavut, jf. The Labrador Inuit Land Claims Agreement fra 22. januar2005.– Nunavik-inuitterne i det nordlige Quebec, jf. The Agreement between the Inuit of Nunavut Set-tlement Area and Her Majesty the Queen in right of Canada fra 25. maj 1993.– Inuitterne i Nunavut, jf. Nunavik Inuit Land Claims Agreement fra 1. december 2006.Alle fire inuitgrupper har ret til at deltage i såkaldte »Co-Management Boards«, der har til formålat overvåge ressourceudviklingen på deres traditionelle landområder. Derudover er der blevet etab-leret specifikke royaltyregimer, som skal sikre, at inuitterne får del i de økonomiske gevinster vedressourceudviklingen på deres områder.«Jeg kan henholde mig til Udenrigsministeriets udtalelse.Spørgsmål 23:Regeringen bedes levere et notat, der beskriver, hvilke ressourcemæssige rettigheder USA haroverdraget de amerikanske inuitter.Svar:Statsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet følgende udtalelse fra Udenrigsministeriet:»Spørgsmål vedrørende Alaskas oprindelige folks krav til landområder i Alaska blev fastlagt i densåkaldte »Alaska Native Claims Settlement Act« (ANCSA-loven) vedtaget af Kongressen og un-derskrevet af præsident Nixon i 1971. De oprindelige folks krav til landområder blev med ANCSA-loven ophævet. Til gengæld fik de oprindelige folk ejerskabet over et landareal på 44 millioner ar(178.000.000 km2, svarende til lidt under ti procent af Alaskas landareal) og modtog 962,5 millionerUSD i kompensation.De oprindelige folk har »surface rights« til de omfattede landarealer samt til mineraler i under-grunden. De underjordiske energiressourcer forbliver dog statens og den føderale regerings ejen-dom.«Jeg kan henholde mig til Udenrigsministeriets udtalelse.

Spørgsmål 24:Regeringen bedes levere et notat, der beskriver, hvilke ressourcemæssige rettigheder Rusland haroverdraget de russiske inuitter.Svar:Statsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet følgende udtalelse fra Udenrigsministeriet:»De russiske inuitter/eskimo/oprindelige folk-grupper, der bor i Ruslands nordlige egne, har kunsærlige rettigheder med hensyn til jagt og fiskeri til lands og vands ved deres traditionelle beboel-sesområder. Disse grupper har ikke særlige rettigheder til undergrundens ressourcer.For så vidt angår undergrunden følger det af den russiske forfatning, at den russiske føderationsfolk (forstået som et kollektiv) har ejerskab til undergrundens ressourcer. Staten (den russiske føde-ration) forvalter disse ressourcer. Private firmaer eller grupper kan således kun være operatører forså vidt angår udvinding.For så vidt angår jagt og fiskeri er der især tale om hjort, rensdyr og sælfangst. Den privilegerederettighed til at drive jagt og fangst er fra russisk side begrundet i disse gruppers traditionelle føde-mønster samt eneste stabile indkomstkilde.Det bør også bemærkes, at de russiske inuitter/eskimo/oprindelige folk-grupper, der bor i Rus-lands nordlige egne, ofte udgør en minoritet i de administrative enheder. Etniske russere udgør ty-pisk majoriteten i de administrative enheder.«Jeg kan henholde mig til Udenrigsministeriets udtalelse.Spørgsmål 29:Bestemmelsen i hjemmestyrelovens § 10, stk. 3, om, at regeringen kan pålægge hjemmestyret atgennemføre foranstaltninger, som er nødvendige til opfyldelse af internationale forpligtelser, er ikkemedtaget i udenrigskapitlet, idet det ifølge lovforslagets bemærkninger er lagt til grund, at en sådanbeføjelse tilkommer regeringen også uden en særlig hjemmel i selvstyreloven.Betyder dette, at hvis Grønland overtræder f.eks. FN’s børnekonvention, så kan regeringen på-lægge Grønlands Selvstyre at bringe forholdene i orden, således at man lever op til f.eks. FN’s Bør-nekonvention.Svar:Det fremgår af forslag til lov om Grønlands Selvstyre § 16, stk. 1, at Grønlands Selvstyre er un-dergivet de forpligtelser, der følger af folkeretlige aftaler og andre internationale regler, som til en-hver tid er bindende for riget.Af bemærkningerne til § 16 fremgår, at bestemmelsen i stk. 1 i alt væsentligt svarer til hjemme-styrelovens § 10, stk. 1 og 3, hvorefter regeringen kan pålægge hjemmestyret at gennemføre foran-staltninger, som er nødvendige til opfyldelse af internationale forpligtelser. Det fremgår endvidere,at en tilsvarende bestemmelse ikke er medtaget i udenrigskapitlet, idet det er lagt til grund, at ensådan beføjelse tilkommer regeringen også uden en særlig hjemme i selvstyreloven.Regeringen vil således også efter ikrafttrædelse af selvstyreloven kunne pålægge selvstyret atgennemføre foranstaltninger, som er nødvendige til opfyldelse af internationale forpligtelser, herun-der til opfyldelse af FN’s børnekonvention, som er gældende for Grønland.

Bilag 1

Bilag 2