Folketingets Udvalg vedrørende Grønlandske Forhold

Christiansborg

Finansministeren

3. april 2009

J.nr. 07-231-1

Svar på Udvalget vedrørende Grønlandske Forholds spørgsmål 1 af 13. marts 2009 til forslag til lov om visse personalemæssige spørgsmål i forbindelse med Grønlands Selvstyres overtagelse af sagsområder (L 131)

Spørgsmål:

Ministeren bedes sende udvalget en uddybende redegørelse for retstilstanden omkring de spørgsmål om tjenestemænds overførsel til ansættelse i Grønlands Selvstyre, som rejses i høringssvarene af CFU og AC. I forbindelse hermed bedes ministeren redegøre for praksis i håndteringen af tjenestemænds ansættelse på de sagsområder, som Grønlands hjemmestyre har overtaget siden 1. januar 1976.

Svar:

CFU skriver i sit høringssvar bl.a.:

”CFU er vidende om, at der blandt medlemsorganisationerne er en opfattelse af, at tjenestemænd, der er ansat efter 1. januar 1976 ikke uden den enkeltes accept kan overføres til ansættelse i Grønlands Selvstyre.

CFU ser derfor et behov for inddragelse af de faglige organisationer i forbindelse med forhandlingerne om eventuelle overtagelse af eksisterende områder og ikke mindst, for også hos statens ansatte i Grønland at udbrede en viden om, hvordan man har tænkt sig, at eventuelle overtagelser skal foregå.

…

Endelig forudsætter CFU, med baggrund i lovbemærkningerne til lovforslagets § 4, nr. 1, at den enkelte tjenestemand kan vælge at opretholde sit ansættelsesforhold til den danske myndighed.”

Tilsvarende fremgår af AC’s høringssvar.

Som nævnt i bemærkningerne til lovforslaget blev lov om statens tjenestemænd i Grønland ændret ved lov nr. 636 af 19. december 1975 med henblik på at regulere tjenestemændenes forhold i forbindelse med ændringer i opgavefordelingen mellem staten og de grønlandske myndigheder.

Ved lovændringen blev der indført et bredere ansættelsesområde for tjenestemænd. For tjenestemænd, der ansættes eller udnævnes i anden stilling den 1. januar 1976 eller senere, fastsættes ansættelsesområdet i geografisk henseende til tjenestemandsstillinger i Grønland under staten, Grønlands hjemmestyre eller en kommune, jf. § 11 a i lov om statens tjenestemænd i Grønland.

Tjenestemænd, der er omfattet af denne bestemmelse, har således pligt til at overgå til ansættelse under vedkommende grønlandske myndighed i forbindelse med Grønlands Selvstyres overtagelse af sagsområder.

Ansættelsen sker som tjenestemand under den nye styrelse med løn-, ansættelses- og pensionsvilkår, der svarer til de for de pågældende tjenestemænd under ansættelse i staten gældende, jf. lovens § 13 a, stk. 1.

Finansministeriet kan således ikke tilslutte sig den opfattelse, der er kommet til udtryk i CFU’s og AC’s høringssvar, hvorefter overgangen til ansættelse under Grønlands Selvstyre kun kan ske med den enkelte tjenestemands accept, og hvorefter den enkelte tjenestemand kan vælge at opretholde sit ansættelsesforhold til vedkommende danske myndighed.

Så vidt det er Finansministeriet bekendt, er disse tjenestemænd blevet behandlet i overensstemmelse med de regler, der blev indført ved lovændringen i 1975, ved Grønlands hjemmestyres overtagelse af sagsområder siden 1. januar 1976.

Den foreslåede nye bestemmelse i § 13 a, stk. 6, i lov om statens tjenestemænd i Grønland, hvorefter vedkommende minister efter forhandling med Grønlands Selvstyre kan bestemme, at ansatte i nærmere angivne stillinger undtages fra pligten til at fortsætte tjenesten under de grønlandske myndigheder, vil kun have betydning for tjenestemænd, der er ansat eller udnævnt før den 1. januar 1976, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 4, nr. 1.

Efter Finansministeriets opfattelse vil det under alle omstændigheder være naturligt, at de relevante grønlandske og danske myndigheder og de berørte organisationer drøfter de ansættelsesmæssige spørgsmål, der måtte opstå i forbindelse med de ansattes overgang til ansættelse under Grønlands Selvstyre.

Med venlig hilsen

Lars Løkke Rasmussen