Socialudvalget 2008-09
L 136 Bilag 5
Offentligt
20.04.2009I svar på spørgsmål 3 til Socialudvalget, giver Karen Jespersen udtryk for, at hun ikke vil forsøge at ensartereglerne i Sundhedsloven med reglerne i Serviceloven. Teoretisk giver dette naturligvis også mening, dader er tale om to meget forskellige lovgivninger og udførelsesområder, men i forhold til § 96 og BPA vil jeggerne opfordre til en revurdering af ministerens svar.Personer med respirationsinsufficiens der behandles i eget hjem – altså respiratorbrugere – har etuomtvisteligt behov for overvågning af denne. Dette er regionens ansvar, da der er tale om en ydelse underSundhedsloven. Regionen udliciterer opgaven og bureauerne byder ind med en samlet pris på udførelsen.Den samlede pris per hjælpertime for at bureauet sikrer fuld dækning og sikkerhed for korrekt uddannedehjælpere ligger i omegnen af 200 kr. i dagtimerne.Problemet opstår, når ovennævnte borger med respirationsinsufficiens også har et massivt behov forpersonlig pleje og praktisk hjælp samt ledsagelse. Denne opgave ligger under Servicelovens § 96 og det erkommunerne der har retten til at udmåle tilskuddets størrelse i en § 96-ordning. Selv med skelnen tilLOPBA, som har sikret bedre rettigheder til hjælperne og overenskomst hvor grundlønnen ligger på 125 kr. itimen, så er der tale om en svær divergens imellem ovennævnte beløb på 200 kr.Derfor er 1 times respirationsovervågning ikke lig med 1 times udmålt § 96-hjælp.Prisforskellen opstår bl.a. på grund af, at regionen hverver bureauer som agerer arbejdsgiver og –leder ogsom sørger for, at der altid er hjælpere til stede og som varetager alle opgaver i forhold til dette team afhjælpere. Dette er desuden ikke i overenstemmelse med kravene til at borgeren som minimum skalfungere som arbejdsleder.Region og kommune skal altid forsøge at aftale en indbyrdes udgiftsfordeling, ved opgaver hvor sammehjælper kan udføre begge opgaver samtidigt, men uoverenstemmelsen i prisen og opgaveudførslen kangøre, at kommunens tilskud ikke er tilstrækkeligt til at dække BPA-ordninger med pleje, ledsagelse OGrespirationsovervågning. I praksis er kommunen nødsaget til at udmåle tilskud til at borgeren eller dennesarbejdsgiver kan ansætte et hjælperteam udover det ventilationsteam som regionen stiller til rådighed.Borgeren vil således, på baggrund af ministerens manglende ønske om at røre ved snitfladen mellemSunhedslovens og Serviceloven, være nødsaget til at medbringe to hjælpere til opgaver der i praksis kunneudføres af kun én hjælper. Denne situation står bl.a. Århus Kommunes borgere i.Hvordan kan ministeren forsvare dette, både ud fra et økonomisk synspunkt, men også ud fra etmenneskeligt?
Venlig hilsenRasmus Michelsen, socialrådgiver i Slagelse Kommune