ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

26. marts 2009

Besvarelse af spørgsmål 27 ad L 166  stillet af Bolígudvalget den 25. marts 2009 efter ønske fra Nanna Westerby (SF).  

Spørgsmål:

Ministeren bedes redegøre for fordele og ulemper ved puljen til aftalt boligforbedring, der blev afskaffet i 2004, herunder hvor god denne ordning var til at sikre en renoveringsaktivitet i den private udlejningssektor, og ministeren bedes sammenligne denne ordning med L 166.

Svar:

Velfærdsministeriet har oplyst følgende, hvilket jeg kan henholde mig til:

”Ordningen aftalt boligforbedring var overordnet set kendetegnet ved:

-         Tilsagn om støtte blev givet pÃ¥ grundlag af en konkret aftale mellem udlejer og lejer om, hvilke arbejder der skulle gennemføres.

-         Tilskud udgjorde 50 pct. af huslejestigningen dog maksimalt 10.000 kr. pr. bolig i 8 Ã¥r, hvorefter tilskuddet blev nedtrappet over en periode pÃ¥ 8 Ã¥r.

-         Ordningen blev administreret af kommunerne, som inden aftalens indgÃ¥else skulle lave en obligatorisk beregning af huslejekonsekvensen til beskyttelse af den enkelte lejer. Kommunen kunne forlange nødvendige oplysninger og dokumentation, herunder om arbejdernes art.

-         Kriterierne for prioritering af ansøgninger blev fastsat af kommunerne, herunder hvilke typer af arbejder en ansøger kunne opnÃ¥ støtte til. I praksis var der tale om bÃ¥de udvendige og indvendige arbejder.

-         Ordningen byggede ikke pÃ¥ lejelovgivningens sondring mellem forbedrings- og vedligeholdelsesarbejder, idet aftalte vedligeholdelsesarbejder medførte lejeforhøjelse. Dette betød, at alle udgifter - med fradrag af støtten - blev afholdt af lejerne gennem lejeforhøjelser.

Vurdering af ordningen

Det fremgår bl.a. af vurderingen af ordningen om aftalt boligforbedring i ”Analyse af byfornyelsesområdet, 2002” udarbejdet af Finansministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet, at aftalt boligforbedring var en aftalebaseret ordning, som var lavt subsidieret.

De arbejder, der blev gennemført, var som hovedregel mindre omfattende forbedrings- og vedligeholdelsesarbejder og ikke opretning af direkte vedligeholdelsesefterslæb.

Udlejningsejendomme fik gennemført omfattende renoveringer. Arbejderne fordelte sig på facader, tag, installationer, bad, køkken og andet.

Ordningens incitamentsstruktur bevirkede, at støtten i vid udstrækning blev givet til arbejder, som ellers ikke ville være blevet gennemført. I analysen kunne det således konstateres, at lejerne havde et incitament til at indgå aftaler om forbedringsarbejder, der ellers ikke ville blive gennemført. Udlejerne havde incitament til at indgå aftale om vedligeholdelsesarbejder, fordi det var muligt at aftale huslejeforhøjelser for arbejder, udlejeren ellers skulle have finansieret helt eller delvist.

Renoveringsaktiviteten

Investeringsrammen for aftalt boligforbedring gav i perioden 1998-2001 anledning til boligforbedring af godt 3.000 boliger årligt, heraf gennemsnitligt ca. 1.650 private udlejningsboliger. 

Udgifterne til boligforbedringsarbejderne i udlejningsejendomme fordelte sig med ca. 24 pct. til staten, 69 pct. til lejerne og 6 pct. til Grundejernes Investeringsfond, som bidrog med et årligt tilskud til ordningen.

Den gennemsnitlige boligforbedringsudgift pr. udlejningsbolig udgjorde knap 110.000 kr.

Sammenligning mellem aftalt boligforbedring og L166

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk