Jeg vil først sige til hr. Jesper Langballe, at jeg er fuldstændig klar over, at citatet uden for Folketingssalen stammer fra indledningen til Jyske Lov. Med lov skal land bygges er så gode ord, at man har valgt at følge det princip, da man lavede grundloven, og har skrevet ind i grundloven, at love skal vedtages i Folketinget, før man kan begynde at administrere efter dem, og at man ikke må administrere i strid med lovene.
Vi har også et andet citat fra indledningen til Jyske Lov stående her på Christiansborg. Det står over Landstingssalen, og der står, at lov skal gøres til alle mænds gavn. Jeg tror også, man en gang imellem hos flertallet skulle overveje lidt, at udgangspunktet allerede tilbage i Jyske Lov er, at man ikke kun skal lave lov til gavn for flertallet, men faktisk skal tænke på hele landet, på alle borgerne i landet.
Det, der jo er problemet med den lovgivning, der kommer fra regeringen og Dansk Folkeparti, er, at det eneste, man tænker i, er mere og mere straf, mere og mere tvang, mere og mere kontrol og mere og mere opsplitning af befolkningen i dem og os. Den politik, som man har ført i de snart 8 år, man har været ved magten, og som altså fører til flere og flere konflikter i Danmark, og som fører til, at der er skyderier i gaderne, er den, man vil have mere af. Så det er muligt, at hr. Karsten Lauritzen mener, at tiden skulle vise, at det er Enhedslisten, der tager fejl. Det, vi ser lige nu, er altså, at det viser sig, at det er Venstre, der tager fejl, at det kun at blive ved med at satse på straf, på udvisninger, på opdeling af samfundet i dem og os fører til flere konflikter og ikke færre konflikter.
Derimod kan vi se, at mange af de forslag, som Enhedslisten og andre på venstrefløjen er kommet med, om at gå ind og prøve at finde fredelige løsninger, om at gå ind og satse på forebyggelse, om at gå ind og prøve at se på, hvordan vi skaber stærke fællesskaber og få folk med i det, faktisk virker. Det, vi gør på Nørrebro, med at gå ud på gaden, hver gang der har været en skudepisode, og tage gaden tilbage og stå sammen, har vi politiets ord for faktisk virker, i forhold til at unge så ikke går med i banderne, men gerne vil være med i det stærke fællesskab i stedet. Så vi kan faktisk se, at de ting, vi foreslår, virker, hvorimod vi absolut ikke kan se, at den politik, Venstre fører, virker.
Hr. Martin Henriksen spurgte tidligere i det replikskifte, vi havde, og hvor jeg ikke havde mulighed for at gå op på talerstolen igen, om jeg ikke mente, at et medlem af Al-Qaeda skulle smides ud af Danmark. Til det vil jeg sige, at hvis man i Danmark skulle finde et medlem af Al-Qaeda, synes jeg da ikke, at man skal sende ham et sted hen, hvor han kan begå ny terror. Så skal han da tværtimod fængsles og stilles for retten og dømmes, så man forhindrer, at han begår ny terror. Jeg synes, det er en højst besynderlig politik, Dansk Folkeparti og regeringen har om, at vi bare skal eksportere terrorister til andre lande, hvor de så kan slå nogle andre mennesker ihjel. Jeg mener tværtimod, at vi i Danmark har et ansvar for at få dem sat for en dommer og få dem dømt og fængslet.
På samme måde mente vi, at den irakiske hærchef, som var her i Danmark, og som var mistænkt for at stå bag, at 80.000 kurdere blev slået ihjel, skulle stilles for en dommer, og hvis han blev dømt, skulle han fængsles. Desværre hjalp man ham jo til at flygte, så det ikke kunne ske. Men det er sådan set den holdning, vi har, i modsætning til Dansk Folkeparti, der bare vil have dem ud af landet, så de kan begår nye forbrydelser andre steder i verden.
Men problemet med EU's terrorlister og FN's terrorlister er, at der kommer folk jo ikke for en domstol. Der er folk, der er kommet på terrorlisten, fordi man har taget fejl og forvekslet deres navn med et andet navn. Jeg kan forstå, at det synes Dansk Folkeparti er nok til, at man skal udvises. Der er organisationer, der kommer på terrorlisten af rent politiske hensyn. Om det er for at sikre fetaeksporten til Iran, eller hvad det er, der gør, at man satte den iranske organisation på terrorlisten, er svært helt at vide, men vi kan jo se det politiske hensyn, der ligger bag.
Det var Dansk Folkeparti meget optaget af, da der var en bestemt organisation, man ville have af terrorlisten. Men jeg kan forstå, at lige så snart den organisation er taget af, er man fuldstændig ligeglad med alle andre, der står på terrorlisterne. Det er vel et udtryk for Dansk Folkepartis politik på det her område, at dem, man er venner med, vil man gerne tage sig af, mens man er fuldstændig ligeglad med alle andre. De skal helst bare forlade landet, hvis de ikke er danske statsborgere.
Det er der, jeg måske synes man skulle gå hen og læse igen på det, der står over indgangen til Landstingssalen, nemlig at lov skal gøres til alle mands gavn. Det tror jeg man ville have gavn af at kigge på, for det, vi kan se virker, er faktisk, at man prøver at skabe stærke fællesskaber, prøver at finde løsninger, der virker, og prøver at få folk med i stedet for at splitte landet op i dem og os.