Jeg vil gerne starte med at komme med et citat:
En sænkning af skatte- og afgiftstrykket er derfor en stadig vigtigere forudsætning for at opretholde konkurrencedygtige virksomheder og dermed opretholde selve grundlaget for velfærdsstaten. Citat slut.
Nu kan der være mange, der kan komme med sådan et citat, der kan være ophavsmand til et sådan citat, og jeg skal senere i mine kommentarer her komme tilbage til, hvem det er, der rent faktisk har leveret teksten til dette citat.
Men ellers vil jeg starte med at sige, at det er med en blanding af meget stor tilfredshed, lettelse og så et lillebitte drys af nærmest vemod, at vi nu er kommet til tredjebehandlingen af skattereformen, Forårspakke 2.0. Det er med en lillebitte smule vemod, for det er, ligesom når man har været på højskole eller efterskole og efter et år sammen siger farvel til nogle, man har lært at kende indgående og intensivt og holde af og have kampe med og slås med og skændes med en gang imellem, men som man først og fremmest – i bund og grund – har været rigtig, rigtig glad for. Sådan er det også at skulle sige farvel til den stribe af lovforslag, vi om et øjeblik – eller måske lidt senere end et øjeblik – skal gennemføre afstemninger om.
Det har nemlig været en helt utrolig oplevelse at være med til at gennemføre reformen her, og jeg vil gerne tilslutte mig de kommentarer, som kom fra formanden for Folketingets Skatteudvalg om den indsats, som medarbejderne i Skatteministeriet har gjort for ikke bare at få serviceret Skattekommissionen, fra den startede, men også efterfølgende for at hjælpe regeringen med udarbejdelse af vores oplæg, notater og bilag til forhandlingsforløbet og ikke mindst med besvarelse at de mange, mange spørgsmål, henvendelser, kommentarer og høringsberettigedes indvendinger, der har været i forbindelse med skattereformen. Det har været en stor opgave, og vi skylder dem alle sammen en stor tak for det.
I forhold til det, vi så vedtager, er det vel egentlig at betragte som det, en meget kendt skuespiller i et lidt plat reklameindslag kalder for en win-win situation. Det er nemlig en situation, hvor borgerne får lov til at beholde 29 mia. kr. mere af de penge, de selv tjener; det er en situation, hvor statens økonomi styrkes med 5,5 mia. kr., og det er en situation, hvor velstanden – rigdommen, om man vil – i Danmark stiger med 30 mia. kr., samtidig med at regningen sendes til erhvervsliv, til forurenere og til skatteundragere. Det burde være en sag, som hele Folketinget kunne samles om.
Er der nogen, der noget imod, at danskerne får flere penge mellem hænderne? Nej, det tror jeg ikke. Er der nogen, der har noget imod, at statens økonomi styrkes med 5,5 mia. kr.? Nej, det tror jeg faktisk ikke. Er der nogen, der har noget imod, at Danmark bliver et rigere land, at velstanden stiger i Danmark? Nej, det tror jeg faktisk ikke. Er der nogen, der har noget imod, at vi lægger større afgift på dem, der forurener, og dem, der bruger meget energi? Ja, selvfølgelig de, der skal betale, men ellers? Nej, det tror jeg ikke. Er der nogen blandt de ærlige skatteydere, der har noget som helst imod, at vi strammer kursen over for dem, der laver skatteunddragelse? Nej, det tror jeg ikke.
Alligevel – ganske ærgerligt – er det sådan, at det ikke er et enigt Folketing og heller ikke en bred kreds af partier, altså et bredt flertal i Folketinget, der står bag vedtagelsen her om lidt. Det er desværre sådan, at vi for at gennemføre at give flere penge til borgerne, for at gennemføre en større holdbarhed af statens økonomi, for at gennemføre det, der giver et rigere samfund, har været nødt til at gennemføre det her med de partier, der rent faktisk ville gå ind i en forhandling og dermed også Dansk Folkeparti.
Vi har fået en skattereform, som gør samfundet rigere, vi får nemlig en større velstand i Danmark på grund af skattereformen, som gør borgerne friere, for de får lov til at bestemme over deres egne penge, og som gør skattesystemet mere rimeligt, for jeg mener, det er mere rimeligt, at den højeste marginalskat bliver sat ned fra 63 til 56 pct., altså at danskerne, hvis de gør en ekstra indsats, får lov til at beholde noget mere af deres indkomst.
Det, der er vores situation, er nemlig, at vi gerne vil have sat skatten på arbejde ned. Det tror jeg er bredt accepteret i Folketinget, fordi vi ønsker at belønne dem, der gør en indsats. Vi ønsker at belønne dem, der tager et ansvar, og dem, der påtager sig stillinger med ansvar, og som også bliver belønnet med en højere aflønning – ja, de skal have lov til at beholde noget mere af det, de får, til sig selv. Vi vil gerne belønne dem, som tager en uddannelse, som dygtiggør sig, bliver mere vidende, mere produktive i samfundet og dermed får en højere aflønning. De skal have lov til at beholde noget mere af det ekstra, de får, til sig selv. Alt det bliver opfyldt, uden at vi går ud og tager pengene fra andre danskere, for vi tager pengene gennem en øget beskatning af erhvervslivet og en øget beskatning af forurening.
Det er sådan, at vi har fundet en model, der sikrer, at der både er skattelettelser i bunden og i midten og i toppen af skattesystemet, en model, der sikrer, at de, der måtte blive berørt af ændringerne, vil mærke, at der samtidig er lettelser, og medmindre man har helt ekstraordinære skattemæssige forhold, vil lettelserne klart overstige de ændringer, der kommer i negativ retning.
Jeg vil ikke stå her og lægge hovedet på blokken på, at man ikke kan finde enkelte eksempler på borgere, der har så ekstreme varmeregninger, at afgiftsstigningerne på deres energiforbrug overstiger deres skattelettelser, men så er vi ude i ekstremer, og så har vi måske også som samfund behov for, at lige præcis de personer overvejer at skrue ned for deres energiforbrug. Det er i hvert fald regeringens opfattelse. Derfor synes jeg, det vil være glædeligt, hvis vi kommer i den retning.
Jeg synes faktisk, der er grund til at være glad i dag. Jeg synes, man godt kunne have lidt mere glæde over, at et så stort lovkompleks med så positive effekter for danskerne bliver stemt igennem, som det er tilfældet her. Jeg er derfor glad for se, at i hvert fald Dansk Folkepartis ordfører, Det Konservative Folkepartis ordfører og Venstres ordfører udstrålede en meget stor glæde, som jeg gerne deler med dem.
Vi har valgt at bruge skattereformen til både at tage sig af den aktuelle krise, som dansk økonomi er i øjeblikket, og de strukturelle udfordringer, vi har på lidt længere sigt, for lige nu ved vi jo godt, at dansk økonomi er i en krise, hvor vi har behov for at stimulere til fornyet optimisme, aktivitet og forbrugertillid, og det kommer der ved, at skattereformen næste år starter med at være underfinansieret, sådan at danskerne får 12 mia. kr. mere til sig selv og mere til forbrug, men på sigt bliver den naturligvis fuldt finansieret. Men næste år sender vi penge ud til forbrug, der gør, at danskerne får nemmere ved at leve op til de drømme og ønsker, de måtte have, uanset om det måtte være et kurophold, en ny havestue eller noget helt tredje.
På længere sigt ved vi godt, at vores udfordring i højere grad er arbejdsudbuddet, og jeg noterede med glæde, at det var der trods alt ét parti uden for forligskredsen, som også var klar over. På længere sigt er det største problem for dansk økonomi, at vi kommer til at mangle arbejdskraft, når de store årgange er blevet pensionister, og de små årgange ikke kan fylde alle de stillinger ud, der bliver ledige. Derfor er det da også ærgerligt, at man, når man nu har den erkendelse, så ikke stemmer for det, der giver et bidrag til at løse problemet.
Vi har fået en række forskellige kommentarer, og hvis jeg starter med Enhedslistens hr. Frank Aaen, vil jeg sådan set starte med at rose, at her blev der lagt en konkret politisk strategi og idé frem. Her fik vi at høre af karsken bælg, hvad hr. Frank Aaen gerne ville gennemføre, hvis hr. Frank Aaen havde magt, som han har agt, og hvis der var nok mandater bag ved hr. Frank Aaens politik. Det synes jeg er klædeligt og glimrende. Fra regeringens side og fra forligspartiernes side må man jo sige, at de 13 lovforslag, som er komplekset bag ved Forårspakke 2.0, jo er udtryk for, hvad vi ønsker at gennemføre nu, og derfor et klart billede af, hvad vores politik er i den givne situation. Jeg synes, det var glædeligt, at der trods alt var ét andet parti, der kunne fremlægge en politik. At den så går i stik modsat retning er ikke overraskende, og at vi ikke bliver enige er slet ikke overraskende, men det er trods alt glædeligt, at det blev lagt sådan frem.
Hr. Niels Helveg Petersen holdt fast i myten om, at vi nu gennemfører skattestoppet således, at afgifterne ikke længere bliver reguleret. Det er ikke korrekt, vil jeg gerne sige til hr. Niels Helveg Petersen. Det er sådan, at energiafgifterne fortsat vil blive reguleret, de vil blive sat op i takt med priserne. Det er den vurdering, vi har fra regeringens side af, hvad der skaber den bedste balance mellem at sikre en fortsat tilskyndelse til at spare på energi og reducere forurening og samtidig sikre f.eks. dansk erhvervsliv, men også lavtlønsindkomstgrupperne en rimelig mulighed for at kunne betale de øgede afgifter, der måtte være, uden at det går ud over danske virksomheders konkurrenceevne og dermed danske arbejdspladser.
Der er altså ikke tale om, at vi nu låser dem fast på et niveau, der ikke vil ændre sig, der er tale om, at vi har en anden reguleringsform end den, Det Radikale Venstre ønsker, og jeg er uenig med Det Radikale Venstre, fordi jeg mener, at den lægger for store byrder på særlig de energiintensive virksomheder. Der kan jeg fuldt ud tilslutte mig, hvad hr. Mike Legarth sagde, at vi nemlig skal lave en redegørelse om, hvorledes deres konkurrenceevne er i 2012, for at sikre, at vi bliver ved med at have konkurrencedygtige virksomheder, også blandt dem der er energiintensive.
Jeg undrer mig over, at Det Radikale Venstre kunne være så positiv omkring spørgsmålene vedrørende arbejdsudbud og vedrørende lavere skat, i forhold til både den høje topskattegrænse og den lave marginalskat, og så alligevel sætte sig selv uden for forhandlingerne og nu ende med at stemme imod. Vi havde gerne set, at Det Radikale Venstre var blevet i forhandlingerne i stedet for.
I det indlæg, som hr. Jesper Petersen holdt, var der en diskussion om, hvorvidt boligejerne nu kunne være tilfredse med den aftale, der ligger her. Hr. Jesper Petersen fik det til at lyde, som om boligejerne skulle være kede af aftalen, at man som boligejer nærmest skulle være lidt bekymret og bedrøvet over, at vi nu har lavet en skattereform. Det er i hvert fald nye toner fra SF, der normalt plejer at skose os for, at vi har tilgodeset boligejerne for meget i skattereformen. Bl.a. er det blevet fremhævet, at mit svar på spørgsmål 21, som er optrykt under lovforslag nr. L 203, viser, at boligejerne faktisk vinder på skattereformen, og at de også vinder en smule mere end lejerne. Det har indtil nu, indtil i dag, været brugt som et angreb mod mig, at jeg ikke tog godt nok hånd om lejernes situation. Nu kan jeg så høre, at det nu er boligejerne, der skal være bekymrede. Men jeg kan trygt sige til både boligejere og lejere, at med reformen her er der udsigt til, at begge grupper får flere penge mellem hænderne, at de får gavn af skattereformen.
Jeg har det ikke sådan, at det, at nogle får større gavn af skattereformen end jeg, bliver et problem for mig; jeg synes, man skal glæde sig over, at der kommer flere penge mellem hænderne til samtlige befolkningsgrupper, og at vi dermed har sikret en skattereform, der gør, at danskerne får større ret til at disponere over deres egne midler næste år. Det er sådan set en ganske god målsætning at have.
Jeg kan ikke sige ret meget til Socialdemokratiets ordførertale. Jeg kan i hvert fald ikke kommentere på de svar, der er givet, for der er ikke givet nogen. Der er ikke givet nogen andre svar end: Vent og se; det må vi vende tilbage til; det kan man ikke sige noget om. En gang imellem snakker man om magtens arrogance. Jeg synes, det, vi oplevede her fra Socialdemokratiets ordfører, var afmagtens arrogance, afmagten, fordi man ikke har en skattepolitik, afmagten, fordi man ikke ved, hvorledes man skal håndtere de spørgsmål, vi står over for, hverken på kort eller på lang sigt, og derfor ender med at sige: Vent og se.
Det citat, jeg startede med, et glimrende citat, der handler om sænkningen af skatte- og afgiftstrykket for at opretholde konkurrencedygtige virksomheder, kunne man måske godt forestille sig ligge på Venstres hjemmeside; det ville ikke være helt unaturligt, at det kunne have ligget på Venstres hjemmeside. Man kunne have forestillet sig, at det ville have kunnet ligge på Det Konservative Folkepartis hjemmeside; det er vist ikke helt unaturligt, at Det Konservative Folkeparti vil interessere sig for konkurrencedygtige virksomheder og lavere skatte- og afgiftstryk. Det gør det ikke. Det ligger på Dansk Folkepartis hjemmeside, og jeg tror, det er et udtryk for, at Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti så at sige har et fælles syn på mange af spørgsmålene om, hvorledes man skal skrue en konkurrencedygtig skattepolitik sammen.
Når nogle har sagt, at nu burde partierne lægge frem, hvad vi nu hver for sig mener, så vil jeg sige, at det, der lægges frem her som en samlet aftale, jo er fællesmængden af, hvad vi mener i forligskredsen. Det er det, vi gerne ser gennemført, det er det, som vi gerne vil have at danskerne skal opleve som den kommende skattepolitik nu og i fremtiden. Og det er jo ikke sådan, at vi er færdige med at diskutere skat. Der vil til næste år være mange andre emner: Indførelsen af en grøn kørselsafgift, gennemførelsen af skattedelene i det Grøn Vækst-forlig, vi håber at få gennemført, liberaliseringen af spillelovgivningen, de sidste dele af forårspakken, som stadig væk udestår, osv.
Der vil være rigeligt at diskutere, også til efteråret, men i forhold til, hvorledes danskernes indkomstskat skal udvikle sig, har vi her lagt frem, hvorledes vi ser forløbet være, og det er glimrende, og det er et forløb, som jeg glæder mig til at vi inden for ganske kort tid får stemt igennem til gavn og glæde for danskerne.