Henvendelse:

Jens Høgsberg Kristensen citerer indledningsvis fremsættelsestalen og en række ordførerta-ler vedrørende lovforslag L 54, folketingsåret 2001-2, 2. samling, hvorved de gældenderegler, der giver op til 100 pct. godtgørelse, blev indført. Herefter anfører Jens HøgsbergKristensen følgende synspunkter:”Man kan altid diskutere, hvorledes smerten ved tabte sager bør fordeles, men der bør ikkekunne herske tvivl om, at det ikke skal komme den enkelte til skade at få ret over det of-fentlige, som har ubegrænsede midler, og bruger dem, også i tvivlsomme – og, set fra bor-gerens synspunkt, oplagte tabersager for det offentlige.Kunne man derfor få opretholdt den fulde omkostningsgodtgørelse i vundne og i overve-jende vundne sager ville en væsentlig del af problemerne ved denne lovændring være over-vundet.Jeg skal derfor opfordre udvalget til at få oplyst, hvor stor en del af den samlede årlige ud-gift til omkostningsgodtgørelse, der vedrører helt eller i overvejende grad vundne sager, oghvor stor en del heraf, der vedrører selskaber, hvor godtgørelsen nu efter forslaget skalbortfalde.”

Kommentar:

Indledningsvis kan jeg ikke genkende et billede af, at Skatteministeriet skulle gøre brug afubegrænsede ressourcer til førelse af principielle sager imod borgerne, og ej heller af, at så-danne sager sædvanligvis tabes af Skatteministeriet. Forud for enhver beslutning om at ind-bringe eller appellere en skattesag går således en indgående overvejelse om, hvor vidtræk-kende konsekvenser sagen har, og hvor oplagt det er, at afgørelsen i den foregående instanser forkert. Ifølge Landsskatterettens årsberetning for 2007 er der i årene 2004-7 afsluttethenholdsvis 7, 58, 10 og 8 1.instansretssager, der var anlagt af Skatteministeriet, dvs. i alt83 retssager. Heraf har Skatteministeriet hævet 3 og tabt 8.I de sager, som skatteyderne vinder ved domstolene, får skatteyderne tilkendt sagsomkost-ninger. Dette er et indbygget element i det danske civile retsplejesystem. Meningen er, atretten skal kunne bestemme, at den part, der vinder en retssag, skal kompenseres for udgif-terne til førelse af sagen ved, at den tabende part betaler. Disse regler gælder også i alle an-dre situationer, hvor det er aktuelt for private parter og offentlige myndigheder at føre rets-sager mod hinanden. Jeg mener derfor, at det danske retsplejesystem giver tilstrækkeligemuligheder for at kompensere en vindende part for omkostninger ved sagens førelse.For så vidt angår Jens Høgsberg Kristensens afsluttende opfordring til udvalget kan jeg op-lyse, at lidt under 60 pct. af de samlede udgifter til omkostningsgodtgørelse i 2008 vedrørtesager, hvor skatteyderen har fået helt eller delvist medhold. For så vidt angår størrelsen afomkostningsgodtgørelse til selskaber henvises til den statistik, der er gengivet i mine kom-mentarer til den samlede henvendelse fra Dansk Erhverv, Advokatsamfundet, Foreningenaf Statsautoriserede Revisorer og Danske Advokater (L 202 – bilag 8).