Forventningens glæde kan altid være interessant og er ofte den største. Nu har udtalelserne fra hr. Klaus Hækkerup om, at vi på onsdag nærmere vil kunne diskutere, hvad Socialdemokratiets politik er, om skattereformen er for grøn eller ikke grøn nok, og hvordan afgifterne skal være i forhold til energitunge virksomheder osv., i hvert fald løftet mine forventninger til, at vi måske på torsdag så kan få lidt større klarhed over, hvad det er, Socialdemokraterne egentlig mener på området. Men som jeg sagde, måske er forventningens glæde den største.
Jeg synes, det er meget tilfredsstillende, at der har været en bred opbakning bag intentionerne i de her to elementer af regeringens samlede skattereform. Når vi sætter skatten på arbejde så markant ned, som vi gør, når marginalskatten får et historisk stort tryk nedad, når der er skattelettelser til alle grupper i deres indkomstbeskatning, ja, så skal der naturligvis være en finansieringskilde, og man kan også uden at overdrive sige en række finansieringskilder til at sikre, at der er en fuld finansiering på området.
Det er sådan, at af det, der har været mest diskuteret her i dag, vil jeg nøjes med at trække tre ting frem og kommentere her. Først og fremmest er der spørgsmålet om, hvorvidt omlægningen af bilbeskatningen vil betyde, at det nu ikke længere er muligt for taxavognmænd at have handicaptaxaer. Der er ingen tvivl om, at omlægningen af bilbeskatningen vedrørende taxabranchen vil give en adfærdsændring hos taxabranchen, i forhold til hvad det er for nogle biltyper, de køber, primært i retning af, at de køber biltyper, der i højere grad lever op til moderne normer og krav om miljøteknologi. Det vil ikke være sådan, at der på markedet ikke er biler, der også efter omlægningen vil kunne udfylde de krav, der måtte være til eksempelvis handicapkørsel. Så jeg deler ikke den bekymring for, at vi vil umuliggøre et marked, men jeg forudser, at der vil være adfærdsændringer, herunder adfærdsændringer i form af, hvilket bilvalg der måtte være det foretrukne.
På spørgsmålet om partikelfiltre, som nu kommer til at vedrøre dieselbiler, vil jeg sige, at det er sådan – og det kan man bl.a. se i svaret på spørgsmål 246, som er stillet til finansministeren – at hvis man tager udgangspunkt i, hvad omkostningsniveauet var, da man i Tyskland begyndte at indføre partikelfiltre, viser de tyske erfaringer, at prisen for at eftermontere partikelfilter ligger fra ca. 3.500 kr. op mod 7.000 kr. Det drejer sig altså om, at når kravet først er der, så er der et marked, der skal i gang, så kommer der en konkurrence, og dermed får man en pris, som er mere markedsorienteret. Det tror jeg også vil være tilfældet, når vi indfører dette krav i Danmark – om ikke krav, så i hvert fald en afgift – hvis ikke det er påført. Så i forhold til den pris, der er for at få eftermonteret et partikelfilter, er jeg helt tryg ved, at en afgift på 1.000 kr. om året for normale personbiler ret hurtigt vil kunne tjene sig ind.
Skulle der være et særligt forhold vedrørende varebiler, må vi naturligvis se på, om der er et eller andet her. Under alle omstændigheder vil det være sådan, at indførelsen af en afgift på ikke at leve op til et udledningskrav for partikler vil være en yderligere motivation for at gå i den retning. Det kunne jo være, at der var nogle, som ville mene, at selv om man ikke fuldt ud ville kunne få dækket investeringen, at man så af miljømæssige hensyn gerne ville have, at ens varebiler kørte rundt med et partikelfilter. Og nu får man så en ekstra tilskyndelse.
Uden at kunne påstå, at jeg er nogen stor brugtvognsforhandler – jeg tror heller ikke, at der er så mange, der ville købe en brugt vogn af mig – tror jeg nu alligevel, at det er sådan, at hvis man som brugtvognsforhandler står med to biler, der er magen til hinanden, og der på den ene er eftermonteret et partikelfilter, at man ville være en meget dårlig brugtvognsforhandler, hvis ikke man over for kunden ville påpege, at der er en lavere årlig udgift ved at købe den, der har påført et partikelfilter. Uanset om man planlægger at beholde sin bil i lang eller kort tid, så vil det at eftermontere et partikelfilter enten give en selv som bilejer en lavere årlig udgift eller også give en højere salgsværdi, når man afhænder sin bil.
Så jeg er ikke i tvivl om, at det, vi gennemfører her, vil få en række danskere til at eftermontere et partikelfilter og dermed få nedbragt den meget farlige udledning, der desværre er i øjeblikket.
Tilbage er så spørgsmålet om emballageafgiften. Jeg er helt enig i det citat eller ordsprog, som hr. Niels Helveg Petersen kom med: If it ain't broken, don't fix it. Men lad os prøve at kigge på, om det ikke er broken, om det ikke er i stykker, om ikke systemet har en fejl. For sagen er jo den, at det, vi snakker om her, ikke drejer sig om hr. Niels Helveg Petersens eller min tilskyndelse til at aflevere vinflasken til genbrug, uanset om genbruget sker ved vask og genpåfyldning eller ved omsmeltning til et andet glasprodukt. For det er sådan, at hr. Niels Helveg Petersen og jeg og alle andre ikke i dag har noget økonomisk incitament til at gå ned med vinflasken, fordi der ikke er noget pantsystem på flaskerne. Det er, fordi vi igennem en årelang påvirkning af danskernes holdning har fået skabt et personligt ansvar, der gør, at vi som forbrugere godt ved, at det eneste miljømæssigt fornuftige sted at aflevere vores flasker, er til genbrug, enten ved butikkerne, der hvor man køber de nye, ved de forskellige vin- og spiritusflaskeindsamlingssteder, der er rundtomkring i forskellige ordninger, eller på en genbrugsplads, som mange kommuner jo har ganske godt spredt ud i sit område.
Derfor er der ingen grund til at tro, at man som borger ikke også fremadrettet vil aflevere sine tomme vin- og spiritusflasker på enten et opsamlingssted ved den butik, hvor man handler, i en af de mange opstillede flaskecontainere eller på en genbrugsplads. Der er nemlig ingen ændring i forbrugernes motivation til at opføre sig miljørigtigt, og derfor tror jeg naturligvis på, at vi som ansvarlige borgere fortsætter den linje, vi har haft hidtil.
Så er spørgsmålet om, hvorvidt der er en flaskefidus. Det er der. Der er nemlig den flaskefidus, at når vi udfører vin- og spiritusflasker, så godskriver vi den afgift, der har været. Sådan er reglerne. Når man pålægger noget en afgift ved indførsel til Danmark, så skal man også godskrive det ved udførsel. Problemet er bare, at det her kun gælder erhvervsrettet. Vi danskere er jo sådan indrettet, at vi dyrker en vis form for folkesport, der består i at tilbringe vores weekender og andre fridage i motorvejskøer på vej ned til en række butikker syd for den dansk-tyske grænse og andre steder for dernede at købe øl og sodavand, der er blevet produceret på danske bryggerier, men transporteret ud af landet med en vis form for afgiftsgodtgørelse. Det samme gælder for vin- og spiritusflasker, der er blevet transporteret ud af landet og så uden for landet enten er blevet omsmeltet til nye eller genopfyldt. Dem tager vi som privatpersoner med ind, og der er ingen afgift på dem.
Der er altså fra statskassens side en udgift, når vi eksporterer flasker, men ingen indtægt, når man som privatperson tager vin- og spiritusflasker med ind i landet. Derfor er der det, som kaldes en flaskefidus. Den er ikke engang ny, og som der står i lovforslaget, er den ganske udførligt beskrevet i grænsehandelsrapporten fra 2007. Også i tidligere grænsehandelsrapporter har vi nævnt, at det her område er et af de få steder, hvor lafferkurvens toppunkt er passeret, som hr. Torsten Schack Pedersen nævnte det. Det betyder, at der rent faktisk på grund af adfærdsændringer og stop for spekulation mod statskassen vil være et større provenu ved en lavere afgift.
Det er faktisk ikke enestående, at det er sådan, når vi snakker om noget, der har en stor grænsehandelseffekt. Da Folketinget for nogle år siden vedtog en ændring af afgiften på blanke cd'er og dvd'er, var det også ud fra en konklusion, der var, at vi kunne sætte afgiften ned og have det samme provenu. Grænsehandelen mindskedes altså, fordi vi havde passeret lafferkurvens toppunkt. Derfor er sådan, at systemet er i stykker, vi har nemlig en flaskefidus, der betyder et hul i statskassen.
Det er sådan, at det vil betyde, at nogle af de arbejdspladser, der i dag beskæftiger sig med vask og skylning af flasker, vil bortfalde. Det gælder ikke alle, for vi forventer stadig væk, at der vil være en række virksomheder og en række arbejdspladser på det her område. Omvendt må man så sige, at der ikke vil være den transport af tomme flasker ud af landet, som jo fylder ganske meget, og som derfor er meget CO2-krævende, da der er flere lastbiler, der skal stå for transporten, end hvis man valgte eventuelt at transportere flaskerne i form af skår, eller hvis man valgte at lave en omsmeltning af flaskerne her i landet.
Derfor er det vores klare opfattelse, at vi også på det her punkt har et forslag, som trækker i den rigtige retning. Man kan godt sige, at der lige i den her del af forslaget både er plusser og minusser, men der er flere plusser end minusser, herunder det plus, at det, selv om det er et lille hjørne, også er med til at gennemføre finansieringen af de 29 mia. kr., vi har i lettelser på arbejdsindkomsten. En fuldt finansieret skattereform er vigtig for regeringen, og derfor er alle disse elementer taget med. Tak.