Nu er det jo sådan, at klimaministerens skæbne har været omtalt i medierne her i formiddag, så hun har nok noget at snakke med sundhedsministeren om, når hun dukker op.
Det her lovforslag er jo et lovforslag, der handler om sikring af forbrugerhensyn i el- og naturgasforsyningen, og det er vi selvfølgelig i Enhedslisten meget positive over for. Derfor var det også sådan, at vi ved førstebehandlingen af det her lovforslag gav udtryk for, at vi klart ville støtte lovforslaget. Det handler jo om, at man her forsøger at sikre forbrugernes interesser, på trods af at man ved at gennemføre en liberalisering af distributionen af el og gas har åbnet op for, at forbrugernes interesser på mange måder kan blive undergravet.
Den liberalisering, man dengang gennemførte, var jo et led i den generelle liberalisering af energisektoren, som Enhedslisten var imod, og som Enhedslisten advarede imod, fordi vi mente, at det var til skade for forbrugerne. Det, som man gjorde, var, at man også liberaliserede en stor del af distributionen af el og gas, på trods af at man måtte erkende, at der her var tale om det, man kalder et naturligt monopol. For at undgå, at det førte til det her naturlige monopol, og at energiselskaberne scorede en meget stor ekstra profit, indførte man dengang, man gennemførte liberaliseringen, et meget, meget indviklet regelsæt, der skulle forhindre, at det skete. Det, man så bare efterfølgende har kunnet konstatere, bl.a. på baggrund af nogle afgørelser, der er truffet, er, at den beskyttelse ikke fungerer, den er faktisk hullet som en si.
Det skal så siges om regeringen og de partier, som står bag den her liberalisering af energisektoren, at de faktisk lavede et forslag, nemlig L 3, som skulle forsøge at lappe på hullerne i beskyttelsen af forbrugerne. Da vi behandlede det ved førstebehandlingen, kunne vi konstatere, at der var en lang, lang række protester fra energiselskaberne, som alle sammen mente, at det var fuldstændig urimeligt. Enhedslisten advarede dengang både regeringen og de øvrige partier mod at bøje nakken for energiselskabernes krav.
Vi kunne jo konstatere, at energiselskaberne udfoldede et meget, meget omfattende lobbyarbejde for at ændre den her lov, og uden at gå ind i ret mange detaljer vil jeg sige, at det var et meget succesrigt lobbyarbejde, der førte til, at vi ved andenbehandlingen behandlede en række ændringsforslag, som udhuler den tiltænkte beskyttelse af forbrugerne, sådan at vi, hvis man læser de svar, som ministeren har givet på nogle spørgsmål, som Enhedslisten har stillet, kan konstatere, at der bliver en ekstra gevinst til energiselskaberne, som ikke kan bestemmes nærmere, fordi det afhænger af, hvordan energiselskaberne vil udnytte reglerne. Men der er ingen tvivl om, at de altså får ekstra indtægter, så det var i hvert et eksempel på succesrig lobbyvirksomhed. Enhedslisten stemte imod de ændringsforslag ved andenbehandlingen, og jeg havde sådan set håbet på, at vi også kunne have fået andre partier til at stemme imod dem, men det lykkedes ikke.
Ved andenbehandlingen behandlede vi også et andet ændringsforslag, som skulle give forbrugerne ret til information om deres energiforbrug og forbrugsmønstre for at gøre det nemmere for dem, i tilfælde af at de skiftede energiselskab, at tage stilling til, om det ville være fornuftigt, og også for at give dem indsigt i deres forbrug med henblik på at kunne opnå nogle besparelser. Det forslag blev afvist. Der er så efterfølgende heldigvis sket det, at der er kommet en tillægsbetænkning fra ministeren, som i al væsentlighed siger, at det, der lå i Enhedslistens ændringsforslag ved andenbehandlingen på det her område, vil blive gennemført, og det er vi selvfølgelig meget tilfredse med.
Så skal jeg bare sige til sidst, at når Enhedslisten når frem til at stemme ja til det her lovforslag, hænger det sammen med det sidste, nemlig at vi oplever, at forbrugerne får nogle forbedrede muligheder for at få indsigt i deres forbrugsmønstre ved, at de får adgang til de oplysninger, som energiselskaberne har om, hvordan deres forbrug ligger. Vi opfatter det som en stor gevinst, at det nu bliver gennemført og kommer igennem. Så må vi jo sige, at på trods af den udhulning, der skete af det her lovforslag med de ændringsforslag, som blev vedtaget ved andenbehandlingen, vil det stadig væk være sådan, at vedtagelsen af det her lovforslag stiller forbrugerne bedre, end hvis vi ikke vedtog det her lovforslag. Og da Enhedslisten jo er et pragmatisk og resultatorienteret parti, der gerne tager de små gevinster med, stemmer vi også for det her forslag.