Folketingets Energipolitiske Udvalg

Christiansborg

1240 København K

Dato             16. marts 2009

J. nr.          

 

 

 

 

Energipolitisk Udvalg har i brev af 4. marts 2009 stillet mig følgende spørgsmål vedrørende L 3, stillet efter ønske af Margrethe Vestager (RV), som jeg hermed skal besvare. 

 

Spørgsmål 37:

 

"Vil ministeren redegøre for, hvorledes tilbagebetaling af en merforrentning over 7 år i stedet for 2 år stiller forbrugerne bedre?”

 

Svar:

 

I henhold til udkastet til ændringsforslag til L 3, der har været i høring, men som ikke er fremsat, indebærer udkastet til bestemmelsen om nedbringelse af merforrentning, at der ikke skal ske en tilbagebetaling til forbrugerne af den opnåede forrentning ud over forrentningsloftet. Med henblik på at sikre virksomhederne et incitament til effektivisering indebærer mekanismen, at de indtægter, som har forårsaget merforrentningen, nedbringes, således at forrentningsprocenten alt andet lige reduceres over en periode på 7 år.

 

Hvis nedbringelsen af merforrentningen skulle ske over 2 år, ville det stille forbrugerne bedre, end hvis det skete over 7 år.

 

I det omfang det større incitament til effektivisering i virksomhederne, som ligger i udkastet til ændringsforslag, får virksomhederne til at gennemføre effektiviseringstiltag af egen drift, vil de herved opnåede effektiviseringsgevinster også komme forbrugerne til gavn som følge af mekanismen til nedbringelse af merforrentning, jf. min besvarelse af spørgsmål 36.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Connie Hedegaard