Ændringsforslag stillet den 17. december 2008
Ændringsforslag
til 3. behandling af
Forslag til lov om fremme af vedvarende energi
[af klima‑ og energiministeren (Connie Hedegaard)]
Af  klima- og energiministeren:
Til § 54
  1) I stk. 1 ændres »køberetsordningen i §§ 13-18« til: »køberetsordningen i §§ 13-17«.
[Korrektion]
Til § 74
  2) I stk. 2 ændres »kapitlerne 6 og 12« til: »kapitlerne 3-6 og 12«.
[Forskudt ikrafttrædelse af bestemmelser overført fra elforsyningsloven]
Til § 76
  3) Før stk. 1 indsættes som nyt stykke:
»Klima- og energiministeren kan fastsætte overgangsregler.«
Stk. 1 bliver herefter stk. 2.
[Hjemmel til at fastsætte overgangsregler]
Bemærkninger
Til nr. 1
Der er tale om rettelse af en fejlhenvisning. Bestemmelserne om køberetsordningen findes i §§ 13-17.
Til nr. 2
Det fremgår af det fremsatte lovforslag, at tidspunktet for ikrafttrædelsen af kapitel 6 fastsættes af klima- og energiministeren. Baggrunden herfor er, at de nye VE-pristillæg skal godkendes af Europa-Kommissionen, før de kan blive sat i kraft. Europa-Kommissionen har ikke færdigbehandlet anmeldelserne, hvorfor de nye VE-pristillæg ikke kan træde i kraft den 1. januar 2009.
Klima- og energiministeren vil derfor først sætte kapitel 6 om pristillæg i kraft, når godkendelserne fra Europa-Kommissionen foreligger. På grund af krydshenvisninger mellem paragraffer i henholdsvis VE-loven og elforsyningsloven og mellem de to love er det imidlertid ikke hensigtsmæssigt at sætte hele kapitel 3, 4 og 5 i kraft før kapitel 6 om pristillæg. Kapitlerne 3, 4 og 5 viderefører regler fra elforsyningsloven om adgangen til at udnytte energi fra vand og fra vind på havet, tilslutning af og sikkerhedsmæssige krav til vindmøller m.v. og regulering af elproduktion fra udbudte havvindmøller.
Årsagen til, at det er uhensigtsmæssigt at sætte alle bestemmelserne i kraft, er, at de tilsvarende regler i elforsyningsloven på grund af krydshenvisninger ikke vil kunne ophæves, før kapitel 6 i VE-loven træder i kraft. Ved at give mulighed for en senere ikrafttrædelse af reglerne i VE-loven opnås således, at der ikke i perioden, indtil Europa-Kommissionens godkendelse af pristillæggene foreligger, gælder to regelsæt i henholdsvis elforsyningsloven og VE-loven om de samme forhold. Elforsyningslovens regler forbliver i kraft, indtil reglerne i VE-loven sættes i kraft.
Til nr. 3
Det foreslås, at klima- og energiministeren får hjemmel til at fastsætte overgangsregler. Bestemmelsen foreslås indsat med henblik på at sikre, at de nye ordninger i VE-loven kan træde i kraft, selv om dele af VE-loven først sættes i kraft senere.
Bestemmelsen tænkes bl.a. anvendt med hensyn til VE-lovens § 54. I henhold til § 54 kan vindmøller, som omfattes af værditabsordningen og køberetsordningen, kun få udbetalt pristillæg og andre ydelser efter VE-loven, såfremt ordningerne er overholdt. Indtil VE-lovens kapitel 6 om pristillæg træder i kraft, vil det være pristillæggene og ydelserne efter elforsyningsloven, det drejer sig om.
 Bestemmelsen tænkes også anvendt i forbindelse med ikrafttrædelsen af ændringen af elforsyningslovens § 8, som omhandler opkrævning af omkostninger hos forbrugerne. Det vil f.eks. være nødvendigt at kunne sætte opkrævningen af omkostninger til de nye ordninger i kraft samtidig med, at der fortsat opkræves betaling for pristillæg i henhold til elforsyningsloven.
Klima- og energiministeren kan allerede i medfør af lovforslagets § 74, stk. 3, fastsætte, at nye VE-pristillæg får virkning fra et tidligere tidspunkt end ikrafttrædelsen. Dette vil også gælde med hensyn til opkrævning hos forbrugerne.