Folketingets Energipolitiske Udvalg

Christiansborg

1240 København K

Dato             24. november 2008

J nr.              


Energipolitisk Udvalg har i brev af 12. november 2008 stillet mig følgende spørgsmål 2 vedrørende L 55, forslag til lov om fremme af vedvarende energi, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål 2:

 

"Vil ministeren – som teknisk bistand – udarbejde et ændringsforslag, hvorefter køberetten til vindmølleandele ændres, således at 50 pct. udbydes til Danmarks befolkning, heraf de 20 pct. til lokale beboere inden for en afstand af 4,5 km?"

 

Svar:

 

Jeg forstår spørgsmålet således, at de 20 pct. til lokale beboere inden for en afstand af 4,5 km skal beregnes ud fra det samlede antal ejerandele. Jeg har endvidere lagt til grund, at der fortsat skal gælde fortrinsret for disse lokale borgere.

 

Et ændringsforslag med det ønskede indhold kan herefter formuleres således:

 

Ændringsforslag til L 55

Til § 13

x) Overskriften før § 13 affattes således: »Køberet til vindmølleandele for lokale borgere og borgere i Danmark«.

 

[Ændring som konsekvens af udvidelse af kredsen af købsberettigede]

 

y) I § 13, stk. 1, ændres »20 pct.« til: »50 pct.«

 

[Forhøjelse af udbud af ejerandele]

 

Til § 15

 

z) § 15 affattes således:

 

§ 15. Enhver person over 18 år, som ifølge folkeregisteret har fast bopæl i en afstand af højest 4,5 km fra opstillingsstedet på tidspunktet for afholdelse af udbuddet, er berettiget til at afgive købstilbud. Opstilles flere møller i en gruppe, beregnes afstanden fra den nærmeste mølle.

 

Stk. 2. Berettigede til at afgive købstilbud er endvidere enhver person over 18 år, som ifølge folkeregisteret har fast bopæl i Danmark.

Stk. 3. Personkredsen i stk. 1 har fortrinsret til køb af andele. Fortrinsretten gælder for op til 40 % af de udbudte ejerandele. Personkredsen i stk. 2 kan købe de resterende udbudte andele, herunder de andele der ikke er afhændet til personkredsen omfattet af stk. 1.

Stk. 4. Udbud af ejerandele til de købsberettigede, der omfattes af stk. 1, skal som minimum ske ved tydelig annoncering i lokale aviser i de købsberettigedes områder. Annoncering kan ske i forbindelse med indkaldelsen til det møde om værditab, som er nævnt i § 9, stk. 1 og 2. Annoncen, hvori udbuddet sker, skal indeholde oplysninger om:

1) antal og pris på de ejerandele, der skal udbydes,

2) selskabsform og omfanget af hæftelsen pr. andel,

3) frister og betingelser for afgivelse af købstilbud, og

4) hvor købsberettigede skal henvende sig for at få tilsendt eller udleveret udbudsmaterialet.

Stk. 5. Udbud af ejerandele til de købsberettigede, der omfattes af stk. 2, skal som minimum ske ved annoncering i mindst to landsdækkende aviser eller lokalaviser i hele landet. Stk. 4, 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 6. Fristen for at afgive købstilbud skal mindst være fire uger fra det tidspunkt, udbuddet annonceres.

 

[Udvidelse af kredsen af købsberettigede]

 

Bemærkninger

 

Til nr. x

 

Overskriften til køberetsordningen foreslås ændret, således at det tilføjes, at den også gælder for borgere i Danmark.  Ændringen er en følge af, at køberetsordningen foreslås udvidet således, at alle borgere i Danmark får mulighed for at købe andele.

 

Til nr. y

 

Det foreslås, at vindmølleopstilleres pligt til at udbyde ejerandele gennem en obligatorisk køberetsordning udvides fra 20 pct. til 50 pct.  Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af § 15, hvorefter kredsen af købsberettigede udvides fra lokale borgere til borgere i Danmark.  Køberetsordningen skal således også tage sigte på at øge den nationale opbakning til opstilling af nye moderne vindmøller.

 

Til nr. z

 

Ændringsforslaget til § 15 indebærer, at alle, som ifølge Folkeregistreret har fast bopæl i Danmark, vil få mulighed for at købe andele. 

 

Ændringsforslaget indeholder ingen ændringer af stk. 1, som fastslår køberetten for de borgere, der bor inden for en radius af 4,5 km fra opstillingsstedet. Personkredsen i stk. 2 foreslås derimod udvidet til alle borgere i Danmark således, at det ikke længere kun er de borgere i den kommune, hvori vindmøllerne opstilles, som kan købe andele.

 

Den fortsatte opdeling af købsberettigede i stk. 1 og 2 skyldes, at personkredsen i stk. 1 har forkøbsret i forhold til øvrige borgere i Danmark. Det præciseres i forslaget til stk. 3, at personkredsen i stk. 1 har fortrinsret til køb af op til 40 pct. af de udbudte andele. Dette svarer til 20 pct. af alle ejerandele. Personkredsen i stk. 2 vil således kunne købe minimum 60 pct. af de udbudte andele. Såfremt de andele som de lokale borgere, der omfattes af stk. 1, har fortrinsret til, ikke afhændes til disse, skal øvrige borgere i Danmark, jf. stk. 2, have mulighed for at købe disse. Andele, som ikke er blevet solgt til lokale borgere omfattet af stk. 1, overføres således til den pulje, som udbydes til øvrige borgere i Danmark.

 

Stk. 4 foreslås endvidere ændret, således at bestemmelsen alene kommer til at vedrøre fremgangsmåden ved udbud til helt lokale borgere omfattet af stk. 1. Ændringen skal ses i sammenhæng med forslaget til nyt stk. 5, hvori fremgangsmåden ved udbud til øvrige borgere i Danmark fastsættes.

Det følger således at stk. 5, at udbud af andele til øvrige borgere omfattet af stk. 2, skal ske ved annoncering i mindst to landsdækkende aviser eller lokalaviser i hele landet. Der fastsættes ikke nærmere krav til annoncens udformning bortset fra, at annoncen skal have en vis størrelse. I øvrigt skal annoncens indhold svare til det, som gælder i forhold til udbuddet til lokale borgere omfattet af stk. 1.

 

Stk. 5 i det fremsatte lovforslag bliver herefter stk. 6.

 

-----------------------------------------

Jeg vil samtidig tilkendegive, at jeg ikke kan støtte ændringsforslaget, idet forøgelsen (fra 20 pct. til 50 pct.) af mængden af ejerandele, der skal udbydes, med overvejende sandsynlighed vil være i strid med EU-retten.

 

Efter EF-Domstolens praksis indebærer EF-Traktatens artikel 43 et forbud mod restriktioner, som hindrer, hæmmer eller gør det mindre interessant for en EU-borger at etablere sig på en anden medlemsstats område. Justitsministeren har i brev af 3. oktober 2008 til Energistyrelsen på forespørgsel givet udtryk for, at det allerede er tvivlsomt, om en forøgelse til 33,3 % af den ejerandel, der skal udbydes, vil være forenelig med EU-retten.