Ja, det er da godt nok sjældent, at et arbejde med lovforslag udvikler sig, så man ligefrem synes, at det er spændende. Undervejs i udvalgsarbejdet har Dansk Folkeparti foretaget nogle manøvrer, der gjorde, at jeg i hvert fald så frem til andenbehandlingen med meget stor interesse. En kort overgang så det ud til, at Dansk Folkeparti ville komme med et ændringsforslag, som ville forringe situationen yderligere for børn af enlige. Man skal åbenbart prise sig lykkelig for de små glæder, for heldigvis har Dansk Folkeparti nu trukket forslaget tilbage.
Det ville nemlig have fjernet det særlige børnetilskud fra den gruppe kvinder, der ikke ved, hvem der er far til deres barn. Man kan selvfølgelig godt sige, at hvis det var blevet trumfet igennem, ville der herske en vis form for logik på området. Så ville ingen såkaldt selvvalgt enlige nemlig have ret til det særlige børnetilskud.
Men Dansk Folkeparti har som sagt sørget for, at vi nu vedtager et lovforslag, som opretholder en grov forskelsbehandling af børn af enlige. Lovforslaget rammer ensidigt de børn, der er født som et resultat af kunstig befrugtning. Ministerens argument om, at sådan en graviditet er selvvalgt, er helt uantageligt. Vi mener, at det særlige tilskud bør tilhøre barnet, som lever i en familie med en enlig forsørger, uanset hvordan denne forsørger er blevet enlig. Vi mener, at tilskuddet er barnets og ikke forsørgerens ret.
Vi finder, at også dette lovforslag bør se på barnets tarv, uanset i hvilken familie barnet vokser op. Når vi fjerner det særlige børnetilskud til det barn, der er et resultat af kunstig befrugtning, sender vi også et signal til de enlige kvinder, som ikke nødvendigvis er velhavende eller velorganiserede, men som alligevel brændende ønsker sig et barn og derfor får foretaget en fuldt lovlig kunstig insemination. Vi sender dette signal: I skal ikke regne med, at I får ekstra økonomisk hjælp til den hverdag, I skal have med jeres børn. Det skal børn af eneadoptanter så heller ikke regne med. Men børn, der vokser op hos en enlig forsørger, som ikke ved, hvem barnets far er, har fremover fortsat ret til det særlige børnetilskud. Forstå det, hvem der kan.
Vi synes, at lovforslaget er en ren straffeekspedition over for nogle børn af nogle enlige forsørgere og dermed udtryk for en diskrimination af børn i Danmark. Derfor kan vi fortsat ikke støtte forslaget, og vi har bestemt heller ikke noget behov for at præcisere noget som helst i retning af det, Dansk Folkeparti foreslår.