Vi er forpligtet af internationale aftaler til at beskytte miljøet, samfundet og borgerne mod ulykker og terrorisme forårsaget af atomare materialer. Vi skal sikre, at udslip og ulovlig brug af radioaktive materialer ikke finder sted, og at nukleare materialer er sikret forsvarligt. Med dette forslag vil ministeren gennemføre en ændringskonvention til IAEA's bestemmelser om selve den fysiske beskyttelse af alle typer nukleare materialer.
Forudsætningen for ændringen af konventionen handler mest om beskyttelse ved transport af disse materialer, mens der i ændringen nu er taget sigte på brug, oplagring og beskyttelse mod terror. Det forekommer naturligt, at vi skal gennemføre de bedste forebyggende skridt for at hindre atomterrorisme, hvor selv meget begrænsede aktioner kan få alvorlige følger.
Hensynet til miljøet er altoverskyggende, og vi er derfor også meget tilfredse med, at ændringskonventionen tager dette hensyn og udvider det felt, der omfatter brug, med lagring og transport i de enkelte hjemlande. Og vi må sige, at for Danmarks vedkommende er det et overskueligt problem. Jeg er sikker på, at vi vil kunne leve op til ændringskonventionens sigte. Det letter sagen, at vi kun har atomforsøgscenteret Forsøgscenter Risø, der i forvejen er underlagt offentligt tilsyn, og hertil kommer så andre mængder af radioaktivt materiale fra sundhedssektoren, industrien og forskningen.
Formålet med ændringerne er at fastslå, at forsøg på at overtræde loven om radioaktive stoffer også er en lovovertrædelse og er strafbart. Med denne og en følgende ændring vil dansk lovgivning således blive tilpasset de aftaler, vi allerede har tilsluttet os i atomenergiagenturet.
Ulovlig handel med radioaktive og nukleare materialer er et af de mere end 30 alvorlige kriminelle forhold, som kan udløse en personudlevering mellem EU-landene, så det er alvorlige forbrydelser, der her er tale om. Lovændringen medfører også, at overtrædelse og forsøg på overtrædelse bliver strafbart i alle deltagende lande.
Vi har ingen indvendinger mod, at vi herhjemme og internationalt kan gennemføre en højere sikring mod de risici, som nukleart materiale indebærer, herunder at det også kan resultere i en udlevering af personer, som har begået overtrædelser af lovgivningen. Vi kan derfor tilslutte os forslaget og ser frem til at få eventuelle uklarheder taget op i forbindelse med det fortsatte udvalgsarbejde.