Vi i Dansk Folkeparti synes også, at det er et udmærket forslag. Man ser fremad og siger: Jamen selv landbruget står ikke stille, der sker nye ting, der kommer nye former for ejerskab. Førhen var det jo en tradition, at det som regel var, man kan sige en enkelt mand, der ejede et landbrug, men med de store forandringer, som landbruget jo bl.a. også gennemgår på det her område, er det helt klart, at man også skal være med på, at et interessentskab selvfølgelig er en måde at drive landbrug på.
Derfor må man jo sige, at hvis et interessentskab skulle gå ned, vil der jo stadig væk være tale om personlig hæftelse. Det er ikke sådan, som det er med et aktieselskab, hvor det bare er aktionærerne, der står med tabet. Derfor er det også helt rimeligt, at man på den her måde åbner op for, at man kan få nogle garanterede lån. Det er jo ikke staten, der i sig selv bærer tabet, det er hver enkelt landmand, som er med i ordningen, der betaler en overpris for at kunne dække et eventuelt underskud.
Det, som også er vigtigt, er jo netop, at det her lovforslag er med til at lette et generationsskifte, som der også kræves i landbruget i fremtiden. Det kan være sådan, at den forhenværende ejer eller den ældre generation, eller hvad man nu vil kalde det, gerne vil være med i den kommende drift, og så kan den yngre jordbruger, landmand, træde ind i selskabet. Så det er vel helt naturligt, at man på den måde kan få sådan et lån, som jo er blevet utrolig vigtigt for den størrelse landbrug, vi taler om i dag. Det er store penge, der skal på bordet, når en landmand skal overtage en bedrift, det er jo millioner af kroner, der er tale om. Landmanden, uanset om det er en mand eller en kvinde, har garanteret gjort op med sig selv, at det er her, man vil satse sine sparepenge, når man træder ind i et sådant selskab. Der er ingen betænkeligheder fra vores side.
Vi synes, det er et godt, sundt og fornuftigt lovforslag, som er fremsat, og vi ser også frem til, at generationsskiftet i dansk landbrug kan fortsætte, og vi håber, at de yngre jordbrugere får glæde af tiltaget om statsgaranti. Vi ser frem til udvalgsarbejdet og til, at nogle bliver glade, også i fremtiden. Tak for ordet.