Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 I forbindelse med behandlingen af L 8 Forslag til lov om ændring af lov om private gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen (hf-kurser). (Opfølgning på kommunalreformen og forenkling af tilskudssystem) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 28. november 2008 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 7:

”NGG har pt. flere HF-elever end 40 på HF-kurserne, men ifølge gymnasiet skyldes dette alene, at NGG kan oprette brobygning til HF-fag i 10. klasse (dvs. når NGG i dag har mange enkeltfagselever, så skyldes det eleverne fra brobygningsenkeltfag i 10. klasse). 

 

Kan NGG bevare denne mulighed med lovforslaget, som det foreligger? Eller kan NGG ikke bevare denne mulighed som følge af den nye brobygningsbekendtgørelse af 26. marts 2008, hvor elever først et år efter 9. klasse kan tilmelde sig HF-enkeltfagskurser? ”

 

Svar:

NGG kan ikke bevare muligheden for at oprette brobygning til hf-enkeltfag i 10. klasse.

 

Med lov om ændring af lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv og forskellige andre love og om ophævelse af lov om brobygningsforløb til ungdomsuddannelserne (Tidlig vejledning i folkeskolen, mentorordning, brobygning og forøget opsøgende vejledning m.v.), lov nr. 559 af 6. juni 2007, blev det angivet, hvilke uddannelser det er muligt at etablere brobygning til. Denne lov ændrer lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv således, at det af denne lovs § 10 a, stk. 3, fremgår, at der kan etableres brobygning til grundforløb i de erhvervsrettede ungdomsuddannelser. Og af denne lovs § 10 a, stk. 4, fremgår det, at der endvidere kan etableres brobygning til de indledende dele af de gymnasiale ungdomsuddannelser. Det følger modsætningsvis heraf, at der ikke kan etableres brobygning til hf-enkeltfag.

 

Jeg kan endvidere oplyse, at de ændrede bestemmelser om brobygning, der trådte i kraft den 1. august 2008, udmønter den del af den politiske aftale mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti af 2. november 2006 om en ny 10. klasse.   

 

Det aktuelle lovforslag, L 8, vedrører ikke muligheden for at etablere brobygning mellem 10. klasse og hf-enkeltfag, ligesom brobygningsbestemmelserne ikke vedrører muligheden for at tilmelde sig hf-enkeltfagsundervisning. Bestemmelserne om tilmelding til hf-enkeltfagsundervisning findes i optagelsesbekendtgørelsen, som i øvrigt ikke er blevet ændret på dette punkt.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder