<DOCUMENT_START>

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 15 vedrørende forslag til lov om forbud mod hold af ræve (L 80), som Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har stillet til justitsministeren den 15. januar 2009.

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

Cristina A. Gulisano

 


Spørgsmål nr. 15 vedrørende forslag til lov om forbud mod hold af ræve (L 80):

 

”Vil ministeren redegøre for, hvorfor Dansk Kennel Klub er omfattet af lovforslaget, når foreningen telefonisk fra Justitsministeriet har fået oplyst, at det er en fejltagelse, at foreningen bliver omfattet af et kommende forbud mod hold af ræve?”

 

Svar:

 

Ræve, der holdes med henblik på træning af hunde til gravjagt, er omfattet af forbudet mod hold af ræve i lovforslaget, der blev fremsat den 26. november 2008. Der er nærmere redegjort for baggrunden herfor under pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Der er således ikke tale om, at disse hold af ræve er blevet omfattet af lovforslaget ved en fejltagelse.

 

Der henvises i øvrigt til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 16 vedrørende lovforslaget.