Hermed sendes endelig besvarelse af spørgsmål nr. 27 vedrørende forslag til lov om forbud mod hold af ræve (L 80), som Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har stillet til justitsministeren den 2. februar 2009.
Brian Mikkelsen
/
Cristina A. Gulisano
Spørgsmål nr. 27 vedrørende forslag til lov om forbud mod hold af ræve (L 80):
â€Vil ministeren redegøre for forbuddet i Storbritannien mod at bruge levende ræve til træning af hunde til gravjagt?â€
Svar:
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet modtaget oplysninger fra den danske ambassade i London om retstilstanden i Storbritannien.
Ambassaden i London har oplyst, at britisk lovgivning ifølge DEFRA (Department for Environment and Rural Affairs) ikke indeholder et udtrykkeligt forbud mod brug af levende ræve til træning af hunde til gravjagt. DEFRA har dog samtidig oplyst, at det ikke kender til brug af ræve til hundetræning, og at det ikke er bekendt med, hvorvidt det har været prøvet ved domstolene, om en sådan træning er i strid med de generelle bestemmelser i The Hunting Act fra 2004 eller The Animal Welfare Act fra 2006.
The Hunting Act fra 2004 forbyder jagt på vilde dyr med hunde, jf. section 1. Der gælder dog en række undtagelser til dette forbud, herunder gælder under visse nærmere angivne betingelser en undtagelse for brug af hunde til gravjagt. Betingelserne for brug af hunde til gravjagt er angivet i section 2 i bilag 1 til The Hunting Act. The Hunting Act indeholder i øvrigt et udtrykkeligt forbud mod brug af levende harer til træning af hunde med henblik på harejagt, jf. lovens section 5.
The Animal Welfare Act fra 2006 forbyder bl.a., at dyr påføres unødvendig lidelse, jf. section 4.
The Hunting Act fra 2004 og The Animal Welfare Act fra 2006, der begge gælder for England og Wales, vedlægges til orientering.