Også fra konservativ side er der stor opbakning til lovforslaget her. Det er virkelig godt, at Europarådet har fået lavet en konvention. Vi skal huske på, at den her type kriminalitet jo i den grad er grænseoverskridende fra land til land. Det foregår primært via internettet, og derfor er det vigtigt, at vi har en fælles holdning til tingene og en fælles indsats imod den form for kriminalitet, og derfor er det glædeligt, at Europarådet har fået lavet konventionen. Det er også godt, at vi har tiltrådt den, og at vi nu med det her forslag kan komme til at ratificere den.
Allerede i dag er det jo sådan, at det er ulovligt at besidde børnepornografisk materiale. Man må altså ikke downloade noget fra internettet, man må heller ikke gå ind på hjemmesider, hvor man mod betaling kan få kendskab til børnepornografisk materiale. Men det, der mangler, og som så kommer med det her lovforslag, er jo den situation, at der skulle være en hjemmeside, hvor det er gratis at gå ind og se det pågældende materiale. Det er faktisk i dag teknisk set lovligt at gå ind og surfe på de sider, men med det her lovforslag bliver det nu gjort klart ulovligt, og selvfølgelig skal det være det.
Der har jo været en bekymring med hensyn til, hvordan man nu kan bevise, at den pågældende havde forsæt til at gøre det, og det er selvfølgelig de klare juridiske overvejelser, man er nødt til at gøre sig. Men det er godt, at man nu har fået gjort sig de overvejelser. Det er godt, at der kommer et lovforslag, som klart og entydigt siger, at det er ulovligt, uanset hvordan søren man så end er kommet i besiddelse af det eller er kommet ind på de pågældende sider. Om det er mod betaling eller det er gratissider, er sådan set ligegyldigt; alene det, at man er inde at se børnepornografisk materiale, er i sig selv ulovligt. Forudsætningen er dog, at man har forsæt til at gøre det, og det er jo så der, hvor vi er sikre på at retssikkerheden er i orden. Altså, det er naturligvis ikke et spørgsmål om, at personer, der tilfældigt, uforvarende kommer til eller bliver smidt ind på en side og med det samme opdager, hvad det er, og skynder sig at komme ud og få lukket ned, bliver straffet. Det, vi taler om, er dem, som bevidst søger de pågældende sider, som bevidst går ind på de pågældende sider, som bevidst er inde på de pågældende sider i længere tid. Altså, når man har et egentligt forsæt til den kriminelle handling, skal der selvfølgelig straffes. Det er der ingen tvivl om, og det er der stor opbakning til fra konservativ side.
For det, vi skal huske på, er, at det jo ikke bare er det, at der er nogle, der med deres tossede hoveder kan finde på at sidde og se på sådan noget her. Det er jo altså også sådan, at når der er en efterspørgsel, så er der desværre også nogle onde mennesker i den her verden, som er klar til at levere. Og hvis der er tilstrækkelig mange, der surfer rundt på de her sider, er der også tilstrækkelig mange, som begynder at producere mere materiale, og det skal naturligvis bremses og standses så hurtigt som muligt. Derfor er det godt, at man med den her konvention og med det her lovforslag sørger for at komme hele vejen rundt om problemstillingen og sørger for i den grad at gøre det klart og entydigt, at det altså er ulovligt at besidde børnepornografisk materiale, og det er også ulovligt bare at se på det, hvis man altså har forsæt til at gøre det.
De øvrige elementer i lovforslaget støtter vi naturligvis også, altså kriminalisering af den, der medvirker til, at børn og unge under 18 år deltager i pornografiske forestillinger - og ikke bare den, der gør det; også tilskuerne, som betragter en sådan forestilling, kriminaliserer sig selv ved at gøre det. Vi er også tilfredse med, at forældelsesfristen, som jo for nogle kriminalitetstyper først starter ved det fyldte 18. år, nu kommer til at gælde i det hele taget, altså at vi kommer hele vejen rundt om, at forældelsesfristen først starter, når offeret fylder 18 år, og på den måde sørger for at sikre os, at ofrene er i stand til at overskue og forstå tingene, og sørger for at få anmeldt og få gennemført de sager, der skal være, så vi igen er i stand til at komme efter bagmændene og de kriminelle og sørge for, at der er konsekvens i at overtræde lovgivningen.
Endelig er der det sidste element i lovforslaget, som jo også er noget problematisk, synes vi fra konservativ side, nemlig det, at man kan komme ud for, at en forsvarsadvokat i den her type retssager kan have en interesse i at fremlægge offerets tidligere seksuelle adfærd og ligesom bruge det som et argument og sige: Der kan I bare se, kære domstole, hun var jo selv ude om det - eller han var jo selv ude om det. Det er i den type sager her ganske ubehageligt, og derfor skal vi selvfølgelig ud over det, og derfor er vi tilfredse med, at der nu bliver et generelt forbud imod, at man på den måde kan trævle offerets fortid op og fremlægge det i retten, medmindre der altså er en helt særegen situation, hvor domstolene vurderer, at det er nødvendigt at gøre det. Så kan det ske, men ellers altså et generelt forbud imod, at man ligesom går ind og siger, at ofret selv var ude om det. For det er ofret naturligvis ikke.
Så vi støtter lovforslaget helt og fuldt.