Indkomne høringssvar til forslag til lov om digital indberetningsløsning til brug for anmeldelse af sygefravær samt anmodning om refusion af sygedagpenge og dagpenge efter barselloven

 

 

 

 

 

Forslaget blev den 15. oktober 2008 sendt i ekstern høring med svarfrist den 30. oktober 2008 kl. 14.00.

 

Der er modtaget høringssvar fra følgende medlemmer af Beskæftigelsesrådets Ydelsesudvalg: DA, SALA, LH, LO og KL samt Kristelig Arbejdsgiverforening, Datatilsynet og Rigsrevisionen.

 

Generelt:

KL har ingen bemærkninger til lovforslaget.

 

DA, LH og SALA støtter, at virksomhedernes kommunikation med offentlige myndigheder i videst muligt omfang sker digitalt.

 

Arbejdsdirektoratet har oplyst, at en obligatorisk digital indberetning tidligst vil træde i kraft i 2011. Arbejdsdirektoratet har samtidig oplyst, at indberetningen af sygefravær kan overdrages til revisorer, lønadministratorer eller andre. I det lys kan DA, LH og SALA acceptere at indberetningen af sygefravær alene overgår til en digital løsning. Det er afgørende, at virksomhederne så snart lovforslaget er vedtaget bliver informeret om overgangen til den digitale løsning, så der er god tid til at forberede sig.

 

Kristelige Arbejdsgiverforening støtter lovforslaget. Set i lyset af de store administrative besparelser ved forslaget, samt lettelser for virksomhederne, kan Kristelig Arbejdsgiverforening fuldt ud tilslutte sig, at det efter en kortere periode bliver obligatorisk at foretage indberetning elektronisk.

 

Der vil, efter Kristelig Arbejdsgiverforening opfattelse, være en meget lille restgruppe, der ikke vil være i stand til at foretage den elektroniske indberetning. Af hensyn til denne gruppe opfordres til, at kommunerne vil være i stand til at vejlede disse virksomheder om, hvor de som alternativ kan få gennemført deres indberetning.

 

Kommentar:

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, ønsker regeringen, at SDPI-løsningen skal være obligatorisk. SDPI-løsningen vil give store administrative lettelser og bedre service for arbejdsgiveren, den selvstændige erhvervsdrivende og arbejdsløshedskassen. Allerede i dag kommer ca. 33 pct. af alle indberetninger ind via den nuværende indberetningsløsning. SDPI-løsningen vil blive videreudviklet på en række områder, således at den bliver endnu mere brugervenlig for indberetterne.

 

Det foreslås, at beskæftigelsesministeren fastsætter tidspunktet for idriftsættelse af SDPI-løsningen som en frivillig ordning for arbejdsgiveren, den selvstændige erhvervsdrivende og arbejdsløshedskassen. Efter en kortere periode vil beskæftigelsesministeren derefter fastsætte tidspunktet for idriftsættelse af SDPI-løsningen som en obligatorisk ordning. Dette vil muliggøre, at arbejds­giveren, den selvstændige erhvervsdrivende og arbejdsløshedskassen vil have den fornødne tid til at få ændret deres arbejdsgange, inden løsningen bliver gjort obligatorisk.

 

LO finder det glædeligt, at der arbejdes med digitale løsninger på området, selvom systemet ligesom eIndkomstregisteret primært er konstrueret til gavn for modtageren (SKAT og kommunerne).

 

Lovforslaget handler alene om, hvad der skal afleveres af data til SDPI-løsningen. LO mener, at lovforslaget også burde omhandle sygedagpengedata, som kommunerne skal aflevere til A-kasserne, såsom digital tilbagemelding om raskmelding. A-kasserne har behov for en automatisk tilbagesenden fra kommunerne angående disse forhold.

 

Kommentar:

I den kommende SDPI-løsning udvides omfanget af løsningen til også at omfatte arbejdsløshedskassens afgivelse af oplysninger til kommunen i syge- og barseldagpengesager. Det er således adgangen for arbejdsløshedskasserne til at afgive oplysninger i digital form til kommunen som er i fokus. Det er ikke hensigten, at der i SDPI-løsningen skal sendes oplysninger fra kommunen til arbejdsløshedskassen.

 

Kontakten fra kommunen til arbejdsløshedskassen vedr. raskmelding går i dag via den ledige, hvilket ligeledes vil ske fremover.

 

Venteregister og eIndkomst:

DA, LH og SALA har med tilfredshed noteret sig, at forslaget til etablering af en ventefunktion er indtænkt i lovforslaget. Alt efter udformningen af en sådan ventefunktion, forventer DA, LH og SALA, at virksomhederne kan opnå en langt mere smidig håndtering af anmeldelse af sygefravær. Det skal dog understreges, at en sådan løbende registrering skal være frivillig.

 

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at det forventes, at arbejdsgiverne kan opnå en besparelse på 112 mio. kr. årligt ved, at SDPI kan anvende oplysningerne fra Indkomstregistret.

 

Oplysningerne om løntimer og lønindkomst, der hentes fra eIndkomst, vil, som reglerne er i dag, ikke umiddelbart kunne ligge til baggrund for beregning og udbetaling af syge- og barselsdagpenge. De administrative lettelser vil derfor være mindre end forventet. Derfor er det nødvendigt, at der på samme tid indtænkes regelændringer, hvilket ikke umiddelbart fremgår af lovforslaget.

 

Uden sådanne regelændringer, vil lovforslaget i stedet kunne føre til yderligere administrative byrder, idet virksomhederne vil skulle tilrette ”dumpede” oplysninger fra eIndkomst. Oplysninger, der ikke nødvendigvis svarer til reglerne for refusion i dag. DA, LH og SALA forudsætter derfor, at SDPI-lovens beregningsgrundlag m.v. tilpasses de oplysninger, der fremgår af eIndkomst.

 

Kommentar:

Venteregisteret er et tilbud til arbejdsgiverne, dvs. det er frivilligt om arbejdsgiverne ønsker at benytte dette.

 

For så vidt angår anvendelsen af indkomstregisteret i SDPI-løsningen kan det oplyses, at de økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet af SDPI-løsningen er estimeret til en årlig besparelse for erhvervslivet på 112 mio. kr. i 2008 priser.

 

Beregningerne af de administrative besparelser for arbejdsgiverne er baseret på AMVAB-målingen fra maj 2006, ”Beregning af besparelsespotentialer i forbindelse med anvendelse af digitale løsninger på sygedagpengeområdet”. Endvidere vil der i forbindelse med SDPI-løsningen ske yderligere tiltag for at give arbejdsgiverne endnu større besparelser, herunder muligheden for system-til-system løsning.

 

Der er ikke i besparelsen indregnet besparelser ved opslag i indkomstregisteret. Det skyldes, at det ikke er muligt i øjeblikket at genbruge data fra indkomstregisteret i forbindelse med anmodningen om sygedagpenge. Det skyldes, at oplysningerne i indkomstregisteret ikke er gradueret i nødvendigt omfang.

 

Fastsættelse af regler:

DA ønsker at deltage i fastsættelsen af regler om arbejdsgiverens og den selvstændige erhvervsdrivendes anmeldelse af sygefravær og anmodning om refusion af sygedagpenge og dagpenge efter barselloven. DA foreslår derfor, at første sætning af § 5 stk. 2. formuleres, således: ”Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med KL og DA nærmere regler om […]”

 

DA ønsker endvidere at følge udviklingen af den tekniske løsning af SDPI, i lighed med det samarbejde DA har haft gennem årene med Arbejdsdirektoratet og virk.dk.

 

LO anfører, at ligesom Beskæftigelsesministeren fastsætter regler efter § 5, stk. 2, nr. 1 efter forhandling med Kommunernes Landsforening bør reglerne i § 5, stk. 2, nr. 2 fastsættes efter forhandling med a-kasserne (fx AK-Samvirke). Endvidere mener LO, at det af den forslåede ændring til nyt stk. 5 i sygedagpengelovens § 38, klart bør fremgå, hvad a-kasse skal afgive oplysninger om.

 

Kommentar:

Ved udstedelse af regler efter § 5, stk. 2, vil dette ske efter forhandling med KL, hvilket anses for at være naturligt, idet det er kommunerne som skal eje og drive SDPI-løsningen.

 

Udkast til bekendtgørelse vil desuden blive forelagt Beskæftigelserådets Ydelsesudvalg, hvor både DA, LO og A-kassernes Samvirke er medlem. Der vil således være lejlighed for både DA, LO og A-kassernes Samvirke til at forholde sig til et udkast til de kommende regler.

 

Endvidere kan oplyses, at der vil blive nedsat en følgegruppe i forbindelse med SDPI-løsningen, som løbende vil blive orienteret om arbejdet med SDPI-løsningen. Både DA og A-kassernes Samvirke vil blive tilbudt en plads i følgegruppe.

 

For så vidt angår hvilke oplysninger arbejdsløshedskassen skal aflevere til kommunen, er det nu præciseret i lovforslagets § 18, nr. 2, at det er de oplysninger som er fastsat efter § 5,  i lov om digital indberetningsløsning til brug for anmeldelse af sygefravær samt anmodning om refusion af sygedagpenge og dagpenge efter barselloven..

 

Selskabets pligt til at levere udtræk af oplysninger til Danmarks Statistik og Beskæftigelsesministeriet:

DA ønsker - for ikke at skulle pÃ¥lægge virksomhederne dobbeltindberetning af data - at fÃ¥ adgang til at genanvende data, som virksomhederne fremover indberetter via SDPI-løsningen. Nogle af oplysningerne fra SDPI registeret vil umiddelbart kunne erstatte nuværende indberetninger fra virksomhederne til DA. Ã˜vrige data vil kunne anvendes til kvalitetssikring af de statistiske data, som indsamles i samarbejde mellem DA og Danmarks Statistik. Derfor ønsker Dansk Arbejdsgiverforening samme adgang til data og vilkÃ¥r som de nævnte myndigheder.

 

Kommentar:

Det fremgår af lovforslagets § 7, stk. 4, at Selskabet efter anmodning vederlagsfrit skal levere udtræk af oplysninger fra SDPI-løsningen til Danmarks Statistik og Beskæftigelses­ministeriet.

 

Oplysningerne som indberettes af arbejdsgiveren til SDPI-løsningen vedr. en sygemeldt medarbejder er omfattet af persondatalovens bestemmelser. Der er tale om personfølsomme oplysninger, herunder oplysninger om sygdom. Der ses ikke at være grundlag for at udlevere disse oplysninger til en arbejdsgiverforening.

 

Datatilsynets bemærkninger:

Datatilsynet ønsker blandt andet en klarere beskrivelse af hvem der i SDPI-løsningen er henholdsvis dataansvarlig og databehandler, samt forholdet mellem disse. Endvidere ønsker Datatilsynet at der skete en præcisering af SDPI-løsningens forhold til persondatalovgivningen.

 

Kommentar:

Datatilsynets bemærkninger er indarbejdet i lovforslaget, herunder i § 8, samt i de almindelige bemærkninger i et nyt punkt 4. SDPI-løsningen og persondatalovgivningen.

 

Det reviderede lovforslag blev den 10. november sendt til kommentarer hos Datatilsynet. Af Datatilsynets svar af 17. november fremgår, at Datatilsynet er enig i de foretagne ændringer. Endvidere ønsker Datatilsynet, at der skete en mindre ændring i det reviderede udkast til § 8. Ændringen er indarbejdet.

 

 

Rigsrevisionens bemærkninger:

Rigsrevisionen oplyser, at de har gennemgået lovforslaget med fokus på kapitel 6 om tilsyn, regnskab, revision mv.

 

Rigsrevisionen er enig i § 12, stk. 4 i udkastet til lovforslag, hvorefter rigsrevisor kan kræve Selskabets regnskaber vedrørende SDPI-løsningen forelagt til gennemgang.

 

Rigsrevisionen har samtidig fundet anledning til at præcisere bemærkningerne til § 12. Der er alene tale om præciseringer, som også fremgår af rigsrevisorlovens bestemmelser. Dog foreslår Rigsrevisionen, at såfremt rigsrevisor på et tidspunkt udfører en større undersøgelse af selskabets forhold, skal et udkast til beretning til statsrevisorerne ikke alene i høring hos vedkommende minister, men også selskabets bestyrelse. Sidstnævnte er ikke pligtmæssig høringspart i medfør af rigsrevisorloven.

 

Kommentar:

Rigsrevisionens præciseringer til bemærkningerne til § 12 er indarbejdet i lovforslaget.