Om end ministerens forslag er ganske kort, har det dog en stor betydning for forbrugerne og er positivt. En af de hyppigste klager fra forbrugerne gælder netop lange bindingsperioder og kontrakter, der udelukkende har til formål at sikre producenten en fast indtægt i bindingsperioden. Det hæmmer konkurrencen med disse lange kontraktperioder, og ikke mindst er det med til at sløre priserne og dermed gøre gennemskueligheden ringere.
Med hensyn til de lange kontraktperioders forhold, som Forbrugerombudsmanden ofte har påtalt, deler vi Socialdemokrater den kritik, vi kan heller ikke se, at der almindeligvis skal være langtidskontrakter med 1 års løbetid.
Ministeren har derfor foreslået at indføre en opsigelse på 1 måned på vare- eller tjenesteydelsesleverancerne, når aftalen har løbet 5 måneder. Loven om forbrugeraftaler har berøringsflader med andre dele af lovgivningen, hvor opsigelsesvarsler og bindingsperioder er fastsat, og ministeren vil yderligere lægge nogle begrænsninger i brugen.
Vi har i en række tilfælde tidligere forbedret denne side af forbrugerbeskyttelsen, og det er kun konsekvent at indføre en næsten generel regel på området. Det har ikke været kønt at se, at kunder f.eks. er blevet bundet til abonnementer hos telefonselskaber eller på en kabel-tv-pakke uden opsigelsesmulighed i 1 år. Og netop fra de erfaringer, der er, med korte bindingsperioder, der er indført på abonnementer på mobiltelefoni, ved vi, at det altså sagtens kan lade sig gøre at drive en god og rentabel forretning - særdeles god i nogle tilfælde, kan man fristes til at sige - med en periode på alene 6 måneder.
Så vil vi selvfølgelig også skulle se på de årelange bindinger, der er for medlemskab af fitnessklubber, som har stukket ud som et ganske særligt kundeuvenligt fænomen. Hvis en forbruger efter kort tid finder ud af, at han eller hun alligevel ikke helt sådan kan sætte sig i romaskinen så ofte, som vedkommende har forestillet sig det, skal forbrugeren altså kunne opsige aftalen langt hurtigere end nu. Vi er derfor tilfredse med den bestemmelse.
Vi kan forvente at skulle se en række virksomheder, der så begynder at arbejde med deres prisniveau for at lokke kunderne til at blive efter kontraktens udløb. Og det er de selvfølgelig helt velkomne til, hvis det betyder forbedrede kundevilkår. Vi har noteret os, at lejelovens bestemmelser ikke vil blive berørt af ændringerne, samt at ministeren oplister nogle undtagelser. Lovændringerne rummer også nogle rimelige hensyn til erhvervsdrivende, der har større startomkostninger ved indgåelse af aftaler med kunderne, f.eks. på lejebilområdet.
Der tegner sig dog nogle problematiske forbehold, som jeg har nævnt tidligere i debatten, hvad angår bagatelgrænsen, både den øvre og den nedre. Da lovforslaget skal ramme bredt, kan man udmærket forstå, at det forekommer vanskeligt at sætte grænser i top og bund, der kan være rimelige set fra alle vinkler. Imidlertid vil jeg tilslutte mig ideen om en bagatelgrænse, men den synes som sagt at være forholdsvis højt sat. Jeg tror nok, at man skal have en særdeles god indkomst og en rigtig god økonomi for på nogen måde at kunne betragte 2.000 kr. som værende en bagatel. Derfor ønsker vi en lavere grænse, og det vil vi tage op under udvalgsarbejdet.
Vender man blikket opad mod de øvre grænser, vil jeg sige, at jeg vil have den her grænse yderligere belyst, for hvis der ikke er tungtvejende årsager, som man slet ikke kan afvise, vil vores umiddelbare holdning umiddelbart være at sige nej til dette. Vi frygter, at forbrugerne bliver stillet ringere, i takt med at kontrakten bliver dyrere, og det er det modsatte af forbrugerbeskyttelse.
Kan Socialdemokraternes nævnte forbehold imødekommes, vil vi kunne tilslutte os lovforslaget. Vi ser derfor positivt frem til udvalgsarbejdet, som vi håber kan bidrage til en bedre forbrugerbeskyttelse med klare rammer for både forbrugere og virksomheder.