Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 3 vedrørende forslag til lov om ændring af lov om visse forbrugeraftaler (Bindingsperiode og opsigelsesvarsel i løbende forbrugerkontrakter) (L 97), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 5. februar 2009. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pia Olsen Dyhr (SF).
Brian Mikkelsen
/
  Lars Hjortnæs
Spørgsmål nr. 3 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af lov om visse forbrugeraftaler (Bindingsperiode og opsigelsesvarsel i løbende forbrugerkontrakter) (L 97):
â€Hvilke virksomheder vil blive undtaget ved bagatelgrænsen pÃ¥ 2.000 kr.?â€
Svar:
Lovforslagets § 1, nr. 1 (forbrugeraftalelovens § 25, stk. 1), fastsætter som generel regel, at en forbruger kan opsige en aftale om løbende levering af varer eller tjenesteydelser med 1 måneds varsel til udgangen af en måned, når der er gået 5 måneder efter aftalens indgåelse.
Lovforslagets § 1, nr. 1 (forbrugeraftalelovens § 25, stk. 2, 2. pkt.), indebærer, at aftaler om løbende levering af varer eller tjenesteydelser til en samlet pris af ikke over 2.000 kr. ikke omfattes af den generelle regel, hvis den samlede betaling i henhold til aftalen skal erlægges senest 14 dage efter aftalens indgåelse, og alle de af aftalen omfattede varer eller tjenesteydelser skal leveres senest et år efter aftalens indgåelse.
Den foreslåede undtagelse er således ikke udformet, så der undtages bestemte virksomheder, men vil gælde generelt for alle aftaler, der opfylder de anførte betingelser.
Som nævnt i pkt. 4.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, er det en forudsætning for, at en aftale er omfattet af den foreslåede undtagelsesregel, at der ikke i medfør af den indgåede aftale uden forbrugerens udtrykkelige godkendelse heraf kan løbe yderligere omkostninger på for forbrugeren. Der må således f.eks. ikke være tale om en aftale, som løber, indtil forbrugeren opsiger den.
Enhver aftale med forbrugere, som er omfattet af forslaget til § 25, stk. 2, 2. pkt., vil være undtaget fra hovedreglen i forslaget til § 25, stk. 1, uanset hvilken type virksomhed der er tale om. Den foreslåede undtagelse vil formentlig bl.a. betyde, at f.eks. aftaler om køb af årskort til forlystelsesparker og lignende normalt ikke vil være omfattet af hovedreglen om længste bindingsperiode og opsigelsesvarsel.