Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 1 vedrørende forslag til lov om ændring af adoptionsloven og forskellige andre love (Adoption uden samtykke, stedbarnsadoption af registreret partners barn fra fødslen m.v.) (L 105), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 19. februar 2009.

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Jens-Christian Bülow

 


Spørgsmål nr. 1 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af adoptionsloven og forskellige andre love (Adoption uden samtykke, stedbarnsadoption af registreret partners barn fra fødslen m.v.) (L 105):

 

”Ministeren bedes kommentere de supplerende høringssvar fra Institut for Menneskerettigheder, jf. L 105 – bilag 2.”

 

Svar:

 

1. I høringssvaret fra Institut for Menneskerettigheder bemærkes det, at et barn af en udenlandsk biologisk mor, der stedbarnsadopteres af en medmor, kun kan opnå dansk statsborgerskab ved naturalisation. Det anføres på den baggrund, at barnet er ringere stillet end andre børn født ved kunstig befrugtning med anonym donorsæd og børn adopteret af et heteroseksuelt ægtepar. I forlængelse heraf anføres det, at barnet imidlertid er stillet som andre stedbørn, der er blevet adopteret af deres mors eller fars ægtefælle.

 

Instituttet finder det uhensigtsmæssigt, at stedbørn og andre adopterede børn ikke stilles lige og anbefaler, at ligestilling tilstræbes, f.eks. således at indfødsret gives ved adoption - i stedet for efter ansøgning - eller ved fødslen i tilfælde af kunstig befrugtning.

 

2. Justitsministeriet kan oplyse, at et udenlandsk barn under 12 år, der er adopteret ved en dansk adoptionsbevilling, bliver dansk statsborger ved adoptionen, hvis barnet adopteres af et ægtepar, hvor mindst én af ægtefællerne er dansk statsborger, eller hvis barnet adopteres af en ugift dansk statsborger, jf. indfødsretslovens § 2 A. Tilsvarende gælder i tilfælde, hvor barnet er adopteret ved en udenlandsk afgørelse, der anerkendes i medfør af adoptionslovens § 28, stk. 2.

 

Ved stedbarnsadoption gives et barn derimod ikke dansk statsborgerskab ved adoptionsbevillingen. Et barn, der adopteres ved en stedbarnsadoption, bevarer retsforholdet til den ene af sine forældre (ægtefællen/partneren til ansøgeren), og barnets statsborgerskab er erhvervet gennem dette retsforhold.

 

Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at stedbarnsadoptioner og øvrige adoptioner ikke er sammenlignelige i forhold til opnåelsen af dansk statsborgerskab, idet barnet ved stedbarnsadoption netop bevarer retsforholdet til én af sine forældre.

 

Det følger dog af § 14 i cirkulæreskrivelse nr. 61 af 22. september 2008 om retningslinjer for naturalisation, at børn under 12 år, der adopteres af danske statsborgere, herunder ved stedbarnsadoption, og som ikke bliver danske statsborgere i medfør af § 2 A i indfødsretsloven, kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse uafhængig af ophold her i landet under forudsætning af, at adoptionen har gyldighed efter dansk ret.