ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

30. marts 2009

 

 

Besvarelse af spørgsmål 18 ad L 120 stillet af Erhvervsudvalget den 10. marts 2009.    

 

Spørgsmål 18:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 6. marts 2009 fra InvesteringsForeningsRådet, jf. L 120 – bilag 5.

 

Svar:

Henvendelsen fra InvesteringsForeningsRådet (IFR) vedrører to forhold, nemlig formuekrav til andelsklasser og navnekrav til afdelinger med andelsklasser. 

 

Formuekrav til andelsklasser

IFR ønsker, at minimumsformuekravet afskaffes, alternativt nedsættes til et beløb på 2 mio. kr. for investerings- og specialforeninger og 5 mio. kr. for professionelle foreninger og hedgeforeninger.

 

IFR anfører, at andelsklasser skal være for alle størrelser af foreninger, og at et formuekrav på 10 mio. kr. vil gøre det umuligt for mindre foreninger at etablere andelsklasser.

 

IFR anfører endvidere, at andelsklasser ikke skal betragtes isoleret ved bedømmelsen af rentabiliteten, men i sammenhæng med resten af afdelingen som andelsklassen er en del af. IFR angiver som eksempel, at ”en afdeling, der i dag udbydes i Danmark, uden større omkostninger kunne markedsføres i Sverige med den ene forskel, at en den blev udbudt i SEK frem for DKK. Hver en krone, der investeres i den svenske klasse, vil bidrage til den samlede rentabilitet af afdelingen og naturligvis ikke først, når den svenske klasse har en formue på 10 mio. kr.”

 

Der er omkostninger forbundet med at oprette, drive og efterfølgende nedlægge en andelsklasse. Disse omkostninger må ikke væltes over på de eksisterende investorer i afdelingen. Minimumskapitalkravet skal sikre, at disse opstarts- og siden hen drifts- og afviklingsomkostninger dækkes, samt at der er udsigt til, at andelsklassen bliver rentabel.

 

Minimumkapitalkravet skyldes ikke, at andelsklassens rentabilitet skal betragtes isoleret. Det skyldes, at der skal et bidrag af en vis størrelse til, før det bliver rentabelt at oprette en andelsklasse set i forhold til omkostningerne ved at oprette og nedlægge en andelsklasse.

 

Det er vanskeligt at se, at en andelsklasse med en formue på under 10 mio. kr. kan bidrage til rentabiliteten, når det tages i betragtning, at en afdeling i dag i praksis, ud fra rentabilitetsbetragtninger, sjældent etableres med en målsætning om en formue på mindre end 100 mio. kr.

 

Derfor mener jeg, at det er passende at stille krav om en minimumsformue på 10 mio. kr. i en andelsklasse.

 

IFR anfører endvidere, at der ikke stilles formuekrav til andelsklasser i nogle af de lande, der nævnes i bemærkningerne til lovforslaget. Et krav om en bestemt formue kan derfor forringe danske foreningers konkurrenceevne i den udstrækning, at de planlægger at distribuere danske investeringsforeningsbeviser i udlandet.

 

Det er ikke almindeligt, at investeringsinstitutter fra de andre EU-lande kan oprette andelsklasser. Finanstilsynet oplyser, at tilsynet kun har kendskab til at investeringsinstitutter fra England, Irland og Luxembourg kan oprette andelsklasser. Jeg mener derfor ikke, at man kan tale om, at et kapitalkrav forringer danske foreningers konkurrenceevne. Tværtimod styrkes konkurrenceevnen med muligheden for at oprette andelsklasser.

 

IFR anfører derudover, at der er tale om ”goldplating” af UCITS-direktivets regler, når der fastsættes et krav om en minimumsformue på 10 mio. kr.

 

Muligheden for at oprette andelsklasser er slet ikke reguleret i UCITS-direktivet. Der er således ikke tale om, at jeg foreslår strengere regler end de, der kræves i direktivet.

 

Nye krav til navnet på en afdeling med klasser

Lovforslaget indeholder et krav om, at hvis bestyrelsen i en afdeling er bemyndiget til at kunne oprette andelsklasser, skal dette fremgå af afdelingens navn ved at tilføje ”andelsklasser” eller ”(AK)”.

 

IFR anfører, at kravet om, at det skal fremgå af navnet på en afdeling, hvis afdelingen efter en bemyndigelse til bestyrelsen kan opdeles i andelsklasser, bør udgå. IFR mener, at kravet er mere vildledende end vejledende, og at det er unødvendigt, da udloddende afdelinger i praksis ikke får klasser, så længe skattereglerne er, som lovforslaget lægger op til. 

 

Jeg har til brug for kommenteringen af dette emne indhentet bidrag fra Skatteministeriet, som jeg i det hele henholder mig til.

 

Skatteministeriet har oplyst følgende:

 

”Skatteministeriet kan henholde sig til den kommentar man har afgivet til IFRs høringssvar vedrørende samme emne. Det skal bemærkes, at det afgørende er, at udloddende afdelinger efter lovreglerne har mulighed for at opdele sig i klasser.”

 

I høringsnotatet til lovforslaget har Skatteministeriet oplyst følgende:

 

”Oprettelse af andelsklasser kan efter omstændighederne medføre, at afdelingens medlemmer skal beskattes efter andre regler.

 

Det er kun selve den faktiske oprettelse af andelsklasser, der medfører, at foreninger og medlemmer, der ellers beskattes efter reglerne for udloddende foreninger, beskattes efter de særlige regler i aktieavancebeskatningslovens § 19. Tilføjelsen af AK eller andre bogstaver i navnet har isoleret set ikke skattemæssig virkning. Det er først udnyttelsen af muligheden for at oprette andelsklasser, der medfører skattemæssigt statusskift.

 

For skattemyndighedernes praktiske administration er det vigtigt med tilføjelsen af AK eller andre bogstaver i navnet. Den begrænser det antal udloddende foreninger, hvori skattemyndighederne skal holde øje med, om de rent faktisk har oprettet andelsklasser, således at medlemmerne fremover bliver omfattet af de særlige skatteregler i aktieavancebeskatningslovens § 19.

 

For investor, der påtænker at købe beviser i en afdeling, som har mulighed for at oprette andelsklasser, signalerer tilføjelsen af AK el. lign. i navnet, at der er noget, som investor skal spørge om: Hvis muligheden for at oprette andelsklasser udnyttes, skal avancer på investors bevis beskattes efter væsentligt anderledes regler, end det ellers ville være tilfældet.”

 

På denne baggrund finder jeg ikke anledning til at ændre lovforslaget på de anførte punkter.

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk