Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

I forbindelse med behandlingen af (L 8) Forslag til Lov om ændring af lov om private gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen (hf-kurser) (Opfølgning på kommunalreformen og forenkling af tilskudssystem) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 25. november 2008 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 6:

”Ministeren bedes opgøre de sidste 5 årselevtal for private hf-kurser, hvor 10. klasseelever, der er optaget på hf-enkeltfagskurser, er trukket ud af årselevtallet.”

 

Svar:

Der er pt. to private gymnasier, der udbyder den 2-Ã¥rige hf.

 

Det er Det Frie Gymnasium og Nordsjællands Grundskole og Gymnasium (NGG).

 

Med hensyn til udbud af hf-enkeltfag skal jeg oplyse, at de private gymnasier og studenterkurser indberetter et samlet antal enkeltfagskursister. Det fremgår således ikke af indberetningen til ministeriet, om en person, der er medregnet i indberetningen, blot er en 10. klasseelev, eller om der er tale om en kursist, der har afsluttet 9. eller 10. klasse mindst et år før optagelsesåret, og dermed er optaget efter optagelsesbekendtgørelsen.

 

Det er således ikke muligt at give en entydig besvarelse af udvalgets spørgsmål. Ministeriet vil i overensstemmelse med mit svar på spørgsmål 5 til lovforslaget imidlertid iværksætte et tilsyn med grundlaget for optagelse af enkeltfagskursister på de private gymnasier og studenterkurser. Dette tilsyn skal dermed afdække bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt indberettede kursister er 10. klasseelever.

 

Der kan efter ministeriets vurdering på det foreliggende grundlag gives et overordnet skøn for denne fordeling. De private gymnasier har hidtil skullet indberette cpr-numre på deres elever og kursister. Årsagen hertil har været, at der skulle opkræves refusion fra amtskommunerne for de statslige udgifter til de almengymnasiale uddannelser på private gymnasier. Med kommunalreformen er dette blevet overflødiggjort.

 

Dette krav ophæves derfor med det nye lovforslag, men de foreliggende cpr-oplysninger om enkeltfagskursisternes fødselsår muliggør et groft skøn over, om en indberettet hf- kursist er 10. klasseelev.

 

Det Frie Gymnasium

Det Frie Gymnasium har i de seneste fem år indberettet elever svarende til ca. 80-100 årselever på den 2-årige hf. Alene på baggrund af den 2-årige hf opfylder Det Frie Gymnasium således det elevtalskrav på 40 hf-årselever, der er foreslået med L8.

 

Herudover har Det Frie Gymnasium haft en omfattende enkeltfagsaktivitet.

 

Det er på ovennævnte baggrund ministeriets skøn, at max. 20 pct. af enkeltfagskursisterne på Det Frie Gymnasium de seneste år har været 10. klasseelever.

 

Samlet set vil Det Frie Gymnasium ikke have vanskeligt ved at klare elevtalskravet på 40 hf-årselever.

 

Nordsjællands Grundskole og Gymnasium (NGG)

NGG har de seneste fem år haft 35-42 årselever på den 2-årige hf. De seneste tre år har elevtallet ligget stabilt omkring de 35-36 årselever.

 

Herudover har NGG indberettet 17-34 årselever ved enkeltfagsaktivitet de seneste fem år, hvor det de seneste år har ligget stabilt på ca. 25 årselever.

 

Som nævnt muliggør indberetningerne ikke en klar opgørelse af, hvorvidt enkeltfagskursisterne blot er 10. klasseelever. Enkeltfagskursisternes cpr-numre indikerer dog, at samtlige enkeltfagskursister på NGG har været 10. klasseelever.

 

De eksisterende enkeltfagskursister på NGG vil dermed ikke længere kunne tælle med ved opgørelsen af elevtallet på hf, da der fra 1. august 2008 ikke længere kan brobygges fra 10. klasse til hf-enkeltfag.

 

Øvrige uddannelser

Det Frie Gymnasium og NGG er de eneste private gymnasier med udbud af 2-årig hf. Rent tilskudsmæssigt behandles den særlige internationale uddannelse på Prins Henriks Skole dog også som hf. Skolen har imidlertid en dispensationsmulighed i forhold til elevtalskravet.

 

Der er også foreslået et elevtalskrav på 40 for studenterkurser. Der er fire studenterkurser, der har mellem ca. 60-170 årselever på studenterkurserne alene.

 

På stx-uddannelsen er der foreslået et elevtalskrav på 60 årselever. Det mindste private gymnasium har ca. 85 årselever, mens de øvrige er placeret i intervallet 130-290 årselever på stx-uddannelserne alene.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Bertel Haarder