Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 7, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 23. januar 2009 vedrørende forslag til ændring af straffeloven og retsplejeloven (Gennemførelse af Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuel misbrug m.v.) (L 86). Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen (SF).

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 7 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Gennemførelse af Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuel misbrug m.v.) (L 86).  

 

”Vil ministeren igangsætte et arbejde, der skal se på kriminaliseringen af "børneerotika"?”

 

Svar:

 

Som der nærmere er redegjort for i besvarelsen af spørgsmål nr. 2 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende lovforslaget og i vedlagte besvarelse af spørgsmål nr. 213 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del), indeholder straffeloven en række bestemmelser, der sigter til at beskytte børn mod seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse, herunder i forbindelse med optagelse, udbredelse og besiddelse af børnepornografisk materiale og andre billeder mv. af seksuel karakter af børn. Med lovforslaget foreslås en yderligere styrkelse af det strafferetlige værn på dette område med henblik på, at Danmark i givet fald kan ratificere den nye Europarådskonvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug mv.

 

Bestemmelserne i straffelovens §§ 230 og 235 om fremstilling, udbredelse og besiddelse af børnepornografisk materiale opfylder de forpligtelser, der følger af en række internationale konventioner mv. på området, herunder tillægsprotokollen til FN’s børnekonvention om salg af børn, børneprostitution og børnepornografi, EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn samt børnepornografi og senest den ovennævnte nye Europarådskonvention.

 

Som det fremgår af de ovennævnte besvarelser, omfatter de gældende bestemmelser i straffeloven både egentlig børnepornografisk materiale (straffelovens §§ 230 og 235) og visse andre billeder mv. af seksuel karakter af børn og unge (straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse). En eventuel yderligere udvidelse af det strafbare område i forhold til, hvad der følger af disse bestemmelser, må efter Justitsministeriets opfattelse antages at ville rejse en række vanskelige afgrænsningsspørgsmål i relation til, hvilke billeder mv. af børn og unge der i givet fald skulle være omfattet.

 

På den anførte baggrund har Justitsministeriet ikke aktuelle overvejelser om at tage initiativ til ændringer i det strafbare område for så vidt angår de billeder mv., der er omfattet af de gældende straffelovsbestemmelser.

 

Justitsministeriet finder ikke i øvrigt at kunne tage stilling til spørgsmålet uden en nærmere angivelse af, hvad der i givet fald skulle ligge i at ”se på kriminaliseringen af børneerotika”.