Europaudvalget 2007-08 (2. samling)
2850+2851 - almindelige anl. Bilag 7
Offentligt
540428_0001.png
NOTAT
[Udenrigsministeriet]
Nordgruppen
Til:
Folketingets Europaudvalg
CC:
Fra:
Emne:
J.nr.:
Bilag:
5.D.283.a
ENR
Dato:
1. april 2008
Kosovos selvstændighed: anerkendelsesplatform/fælles EU-ramme og om sui generis
Folketingets Europaudvalg anmodede i forbindelse med mødet den 7. februar 2008 om et notat
om teknikken i den fælles EU-ramme for anerkendelse, herunder i lyset af fortilfældet for
Kroatien, samt om sui generis-aspektet.
Siden opløsningen af Sovjetunionen og af Jugoslavien har der udviklet sig en tradition for, at
EU-landene inden for rammerne af EU’s Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik enes om en
fælles ramme for håndtering af anerkendelsesspørgsmålet. Indholdsmæssigt kan en sådan fælles
ramme f.eks. indeholde 1) betingelser, som skal opfyldes før anerkendelse bør ske, 2)
vejledende tidsfrister, 3) omtale af de fremtidige forbindelser til EU, 4) udsendelse af en EU-
mission til det nye land, og 5) metode til at sikre, hvordan det nye land overholder påtagne
forpligtelser i forbindelse med selvstændigheden.
Rådskonklusionerne fra den 18. februar 2008
Rådskonklusionerne om Kosovo den 18. februar 2008 fulgte dagen efter Kosovos vedtagelse af
en uafhængighedserklæring. Rådskonklusionerne indeholder flere elementer og omtaler således
både en fælles ramme for medlemslandenes håndtering af anerkendelsesspørgsmålet og
spørgsmålet om Kosovo som et sui generis-tilfælde.
For så vidt angår anerkendelsesspørgsmålet noteres det i konklusionerne: 1) at Kosovo
forpligter sig til demokrati og mindretalsbeskyttelse, herunder beskyttelse Kosovo-serberne og
af kulturelle og religiøse mindesmærker, 2) at medlemslandene vil kunne tage stilling til deres
relationer med Kosovo i overensstemmelse med national praksis og international ret. Denne
fremgangsmåde hænger sammen med at anerkendelse af stater er national kompetence.
Rådskonklusionerne kommer også ind på spørgsmålet om Kosovo som sui generis-tilfælde. Det
nævnes således, at EU efterlever principperne i FN’s charter og Helsingfors-slutakten, herunder
principperne om suverænitet og territorial integritet og alle FN’s sikkerhedsråds resolutioner.
Det understreges videre, at Kosovo i lyset af konflikten fra 90’erne og den udvidede periode
under international administration på grundlag af sikkerhedsrådsresolution 1244 (1999) udgør
et sui generis-tilfælde, som ikke stiller spørgsmål ved de nævnte principper og resolutioner.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2
Det kroatiske fortilfælde
Baggrunden var opløsningen af Jugoslavien efter ensidige selvstændighedserklæringer fra
Slovenien og Kroatien i sommeren 1991 og udbrud af kamphandlinger. Vedtagelsen af en fælles
ramme i EU for anerkendelse skete først et halvt år senere i december 1991. Dette skyldtes, at
spørgsmålet om anerkendelse af de jugoslaviske republikker blev set i lyset af den konflikt, der
var udbrudt. Fra EU’s side stræbte man i første omgang efter at fremme en samlet politisk
løsning som forudsætning for anerkendelse.
Efter en udtalelse fra den voldgiftskommission, som var nedsat i forbindelse med Haag-
konferencen, Badinter-kommissionen, stod det imidlertid i december 1991 klart, at Jugoslavien
befandt sig i en opløsningsproces. Det blev derfor skønnet umuligt at opnå en omfattende
løsning, der involverede alle seks republikker. I stedet foreslog det daværende formandskab en
såkaldt konditionel anerkendelsespolitik, der alene indebar anerkendelse af de republikker, der
havde accepteret EF’s forslag i forbindelse med fredskonferencen i Haag. Desuden måtte de
republikker, der ønskede anerkendelse, give garantier for respekt af menneskerettighederne og
nationale og etniske gruppers rettigheder
I tiden op til december var der opstået betydelig usikkerhed om EF-landenes tilgang
anerkendelsesspørgsmålet. Visse lande havde således meldt klart ud, at man agtede at anerkende
Kroatien (og Slovenien) hurtigt, mens andre lande offentligt havde udtalt sig med betydelig
skepsis over for anerkendelse. Den usikkerhed, der var forbundet med forskellige udmeldinger
fra EF-landene, bestod helt frem til Badinter-kommissionens udtalelse om, at Jugoslavien var i
opløsning. Herefter var det klart, at der ikke kunne opnås en samlet løsning, og at det var
påkrævet at nå til enighed om en fælles EF-ramme for anerkendelse af de jugoslaviske
republikker. Den fælles ramme for anerkendelse, som blev vedtaget den 16. december 1991, var
betinget af, at de pågældende republikker opfyldte de ovenfor angivne betingelser og indebar, at
EF-landenes anerkendelse blev gennemført samtidig den 15. januar 1992.
ENR