Europaudvalget 2007-08 (2. samling)
2869+2870 - Almindelige anl.
Offentligt
(EUU 2869+2870 alm. - Spørgsmål 1)
EUU 2869+2870, spørgsmål 1:
Ministeren bedes – som lovet på Europaudvalgets møde den 23. maj 2008 – fremsende et notat, der
redegør for situationen i Tchad og status på EU’s mission i landet.
Svar:
Situationen i Tchad
Udenrigsministeriet har oplyst følgende:
”Tchad har siden uafhængigheden i 1960 været præget af ustabilitet og vold. Dette skyldes hovedsageligt
spændinger mellem den overvejende muslimske befolkning i den nordlige del af landet og den kristne
befolkning i den sydlige del af landet. Præsident Déby Itno, som tog magten fra den tidligere diktator
Hissene Habre i 1990, udskrev landets første flerpartivalg til præsidentposten i juni 1996, som han selv
vandt. I januar 1997 blev der afholdt valg til den lovgivende forsamling, hvor Débys parti Mouvement
Patriotique du Salut (MPS) vandt 63 af parlamentets 125 pladser.
Déby vandt ligeledes præsidentvalget i 2001, og ved parlamentsvalg i foråret 2002 fik præsidentens eget
parti Mouvement Patriotique du Salut (MPS) 113 af de 155 pladser i parlamentet. Der blev rapporteret om
uregelmæssigheder i forbindelse med valget, ligesom oppositionen beskyldte regeringen for korruption og
favorisering af præsidentens stammefolk – Zaghawas.
Siden 2004 har tilhængere af en hård kurs i regeringen arbejdet for at ændre lovgivningen, således at
præsidenten kan vælges for mere end to perioder. Ved en folkeafstemning den 6. juni 2005 blev loven
gennemført med 77 pct. af stemmerne, hvilket gav præsident Déby mulighed for en tredje
præsidentperiode ved valget i 2006. Oppositionen krævede valget boykottet, og kritiserede valgresultatet,
som gav Déby en tredje periode.
De senere år har sikkerhedssituationen i Tchad udviklet sig i negativ retning som følge af dannelsen af
talrige oprørsgrupper, som fortrinsvis opererer i det østlige, sydlige og nordlige Tchad. I april 2006 angreb
en koalition af oprørsbevægelser hovedstaden N’Djamena. Offensiven lykkedes dog ikke, og oprørerne
blev sendt på flugt af regeringsstyrkerne. Siden er der blevet meldt om sporadiske kampe mellem
regeringsstyrker og oprørere i fortrinsvis det østlige Tchad.
Kamphandlinger i Darfur-provinsen i Sudan har medført en flygtningestrøm imod det østlige Tchad, og
man regner med, at over 200.000 sudanesiske flygtninge er flygtet over grænsen til Tchad. Konflikterne i
det østlige Tchad afledt fra Sudan, kan have en destabiliserende effekt for landet.
Oprørsgrupper indledte den 28. januar 2008 en offensiv i Tchad fra deres baser i Darfur. Efter en hurtig
fremrykning gennem Tchad nåede de den 2. februar hovedstaden, N’Djamena, hvor der i to dage var
hårde kampe. Oprørerne blev slået tilbage, og befinder sig nu i det sydøstlige Tchad på grænsen til Den
Centralafrikanske Republik.
Side 1/3