STATSMINISTERIET
Dato: 17. juni 2009
Statsminister Lars Løkke Rasmussens svar på spørgsmål nr. S 2394 stillet af Simon
Emil Ammitzbøll (UFG).
Spørgsmål:
Står statsministeren bag sundhedsministerens forsøg på at få hævet de danske tobaks-
afgifter gennem EU, eller støtter ministeren skatteministeren, som 26. maj under 2.
behandlingen af L 206 konstaterede, at det pågældende lovforslag var udtryk for »et
niveau, vi [regeringen] mener er rigtigt for at afbalancere folkesundheden i forhold til
frihedsrettighederne«?
Svar:
Af skattestoppet fremgår:
”Ingen skat eller afgift må sættes op. […] Hvis der er tvingende grunde til at indføre
eller forhøje en skat eller afgift, vil dette ske således, at merprovenuet ubeskåret an-
vendes til at sænke en anden skat eller afgift. Samme princip vil blive anvendt, hvis det
af miljømæssige grunde er ønskeligt at indføre eller forhøje en miljøafgift. Såfremt
Danmark bliver nødt til at sænke en skat eller afgift som følge af EU-beslutninger eller
internationale aftaler, kan mindreprovenuet kompenseres gennem forhøjelser af andre
skatter eller afgifter. Det forudsættes, at en sådan omlægning er provenuneutral.”
Regeringen og Dansk Folkeparti har i forbindelse med
Forårspakke 2.0
gennemført en
række forhøjelser af afgifterne på sundhedsskadelige varer, herunder af tobaksafgifter-
ne. Det er sket for at fremme folkesundheden og under hensyntagen til grænsehandlen,
således at den gunstige virkning på folkesundheden ikke udhules som følge af øget
grænsehandel fra andre lande. Forhøjelsen af afgifterne medgår til at finansiere lavere
skat på arbejde. Det fremgår af regeringsgrundlaget, at Skattestoppet videreføres uæn-
dret før og efter skattereformen.
Der pågår aktuelt forhandlinger i EU om at øge minimumsafgiften på tobak. Skulle det
på EU-plan blive besluttet at hæve niveauet for minimumsafgiften på tobak i en grad,
så det danske afgiftsniveau ikke lever op til de nye krav, eller således at Danmark af
anden grund ”bliver nødt til” at hæve en afgift, så vil det være i overensstemmelse med
skattestoppet. Merprovenuet vil i givet fald blive tilbageført krone for krone ved at
nedsætte andre skatter eller afgifter.
Regeringen har hidtil og vil også fremover i EU arbejde for så høje minimumsafgifts-
satser på tobak som muligt, idet der også på EU-plan skal tages passende hensyn til
grænsehandlen med lande uden for EU.