Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse
Dato:
15. januar 2009
Kontor:
Sundhedspolitisk kt.
J.nr.:
2009-12180-87
Sagsbeh.: tk
Fil-navn: Dokument 5
Besvarelse af spørgsmål nr. S 891, som medlem af Folketinget
Morten Messerschmidt (DF) har stillet til ministeren for sundhed
og forebyggelse den 8. januar 2009
Spørgsmål S 891:
"Har ministeren kendskab til reelle problemer i forbindelse med udveksling af or-
ganer på tværs af EU's grænser, der berettiger det forslag, som Kommissionen har
fremlagt til regulering heraf (KOM(2008)818)?"
Svar:
Jeg har anmodet Sundhedsstyrelsen om bidrag til brug for besvarelsen. Sundheds-
styrelsen har i den anledning oplyst, at når der sker udveksling af organer imellem
to eller flere lande, så sker det, når det ene land har et overskudsorgan, hvilket vil
sige, at landet ikke selv kan anvende organet, fordi der ikke findes en egnet/mat-
chende modtager indenlands.
Der findes derfor imellem en række lande – bilateralt eller i organisationer af lande
– aftaler om, at man i tilfælde af overskudsorganer, tilbyder disse til de lande der
findes aftaler med, og der foregår således en ’udveksling’ af organer imellem afta-
lelandene, som også kan gælde særlige situationer, hvor der kan udveksles organer
til særligt akutte patienter. De lande, som ikke har indgået nogen aftaler med andre
lande, udveksler kun få eller ingen organer.
Danmark har aftaler med de øvrige skandinaviske lande igennem Scandiatrans-
plant-samarbejdet, som omfatter alle fem nordiske lande. Eurotransplant er en an-
den udvekslingsorganisation bestående af syv EU-medlemslande.
Med den i alle lande eksisterende mangel på organer er der en fordel i at kunne
udveksle organer imellem landene, og så længe ikke alle landene i EU har sådanne
aftaler, er der overordnet tale om et ikke uvæsentligt uudnyttet potentiale af over-
skudsorganer, som ikke bliver anvendt, samtidig med at ventende modtagere i nog-
le tilfælde ikke kan få et egnet organ. På samme tid både en mangelsituation og en
overskudssituation, hvor organer går til spilde.
For at lave aftaler om udveksling med andre lande, er det et naturligt krav, at de
lande, der indgår aftaler, har fælles standarder, herunder samme kvalitet og regi-
streringspraksis – eksempelvis at det altid skal være muligt at finde tilbage til,
hvem der er donor for hvert enkelt transplanteret organ, hvis der skulle opstå pro-
blemer.
Det aktuelle direktivforslag fra Kommissionen, skal således bl.a. ses i lyset af, at en
række EU-lande ikke har sådanne udvekslingsaftaler, og at det er hensigten med
direktivet at få flere lande til at indgå sådanne aftaler samt opnå en højere og mere
ensartet kvalitets- og registreringsmæssig standard, med deraf følgende øgning i
antallet af organer.
Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens oplysninger.