EUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 134: Invitation til internt ekspertmøde om reform af EU’s fælles fiskeripolitik 9/12-09

Invitation til internt ekspertmøde om reform af EU’s fælles fiskeripolitik9. december 2009Fødevareudvalget afholder et internt ekspertmøde om reform af EU's fællesfiskeripolitikonsdag den 9. december 2009, kl. 10.00-11.30i lokale 2-145.Programmet er som følger:Kl. 10.00Kl. 10.05Indledning ved formanden for Fødevareudvalget, René Christen-senOplæg ved Mogens Schou, udviklingschef for fiskeri og akvakul-tur i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, om gennem-gang af grønbogen, udfordringerne for Danmark og Danmarks til-gang til emnet.Oplæg ved Niels Wichmann, Danmarks Fiskeriforening, om er-hvervslivets vinkel på forslaget til reform.Oplæg ved Hanne Lyng Winter, Greenpeace Danmark, om miljø-organisationens syn på forslaget til reform.Debat og spørgsmål.Politisk drøftelse af rammerne for høringssvaret.

Det er meget vanskeligt at afgive høringssvar omkring Europakommis-sionens grønbog omhandlende emner som større inddragelse af interes-senterne i den fælles fiskeripolitik i det forhandlingspolitiske klima,som har været fremherskende i 2009.På trods af proklamerede gode hensigter om inddragelse af interessen-terne, har det været kendetegnende for politikken i 2009, at der kun imeget ringe grad er blevet lyttet til fiskerisektorens synspunkter, og atdisse i endnu ringere grad, nærmende sig til næsten ikke, er blevet ak-tivt anvendt.- Tekniske regler omkring redskaber og perioder i Østersøen- Kontrolforordning- Tekniske bevaringsforanstaltningerDisse er blot nogle eksempler på lovgivning - eller, f.sv. angår de tek-niske regler, forsøg på lovgivning - uden fornøden hensyntagen til fi-skerierhvervet.Når dertil føjes komplicerede forhandlinger om udmøntningen af ved-tagelserne omkring kW-havdage, hvor mange måneder hengik medforhandlinger på et forkert datagrundlag er det klart, at det ikke fore-kommer allermest påtrængende at diskutere fiskeripolitikken efter2012.Der har i Danmark været afholdt at antal regionale møder, hvor grøn-bogen har været på dagsordenen. De presserende, aktuelle problemstil-linger har imidlertid skygget for diskussionen om grønbogen.December 2009.

Fiskeripolitikken skal anerkende de forskelle, der eksisterermellem landene rent udviklingsmæssigt – vi er på pladsm.h.t. flådetilpasning i Danmark.Det er vigtigt at præcisere, at der er forskel på tekniskoverkapacitet og økonomisk overkapacitet. I den pelagiskeflåde anvendes med fordel meget store fartøjer, der optimaltkan udnytte bestandene i de koncentrerede sæsoner, ligesomde kan ilandbringe fangsterne i optimal kvalitet. Til gen-gæld kan der ikke altid findes beskæftigelse alle årets 12måneder. Der er således en uudnyttet kapacitet (tekniskoverkapacitet), men da flåden er økonomisk rentabel, er derikke en økonomisk overkapacitet.I den daglige fiskeriforvaltning må det være op til de enkeltemedlemsstater at fastlægge forvaltningen og definitionerneog derudfra at beslutte, hvilke specielle vilkår, der skal gæl-

DANMARKS FISKERIFORENINGS, DANSKE FISKERESPRODUCENT ORGANISATIONS, DANMARKS PELAGISKEPRODUCENT ORGANISATIONS, SKAGEN FISKERNES PRO-DUCENT ORGANISATIONS, FORENINGEN FOR DANMARKSFISKEMEL- OG FISKEOLIEINDUSTRIS OG DANMARKS FI-SKEINDUSTRI- OG EKSPORTFORENINGSBEMÆRKNINGER TIL EUROPAKOMMISSIONENS 2009-GRØNBOG OM REFORM AF DEN FÆLLES FISKERIPOLI-TIK .IndledningDe ovennævnte organisationer i den danske fiskerisektor -DFO - finderdet positivt, at Europakommissionen har udgivet grønbogen, hvori deropfordres til en debat af den fremtidige fælles fiskeripolitik. I den for-bindelse hilses det velkomment, at Kommissionen opfordrer til en de-bat af alle aspekter af fiskeripolitikken.DFO har bidraget til debatten om grønbogen i de forskellige organisati-oner, hvor DFO er repræsenteret: Europeche/Cogeca, European Asso-ciation of Producer Organisations, AIPCE, Advisory Committee forFisheries and Aquaculture, Baltic Sea Regional Advisory Council,North Sea regional Advisory Council, Pelagic Regional AdvisoryCouncil og er dermed ”medunderskriver” af høringerne om grønbogenfra disse organisationer, omend disse høringssvar bærer præg af kom-promisser i teksterne. DFO har endvidere deltaget i diverse konferen-cer, seminarer og konsultationer, bl.a. med Kommissionens tjeneste-grene og har her redegjort for vore holdninger og synspunkter.De synspunkter, der fremføres i den følgende tekst, er den danske fiske-risektors – uden hensyntagen til afstemning med andre interessenter.Grønbogen kapitel 2 og 3 – Introduktion, Den nuværende FællesFiskeripolitik og dens resultater.DFO er af den opfattelse, at grønbogen tegner et for negativt billede affiskeriet – faktisk et alarmerende billede, hvilket kan medvirke til atgive sektoren et negativt image (som sektoren faktisk ikke har i øje-blikket, jfr. Nielsen Consultings undersøgelse i 5 lande af fiskerisekto-rens image).Kommissionen burde undgå at generalisere vedrørende ”overfiskeri” og”overkapacitet” og i stedet tage udgangspunkt i de enkelte fiskeriområ-der og de enkelte fiskerier. Danmark har på mange områder gennemførtlovgivning og strukturtilpasninger i fangstsektoren, som gør, at vi er”på plads” i forhold til de fremtidige udfordringer i fiskeripolitikken.Reformen, der blev gennemført under det danske formandskab afEU i 2002, har resulteret i en række positive udviklinger:-Interessenterne har fået en øget indflydelse på fiskeripolitikkensudvikling ((se dog synspunkterne i introduktionsbemærkninger-

For en lang række fiskebestande, både nogle underlagt genopret-nings- eller forvaltningsplaner og andre, har der i de senere år værettale om markante bestandsforbedringer – og dermed til gentagnekvoteforøgelse, det gælder bl.a. nogle af de centrale torskebestande.Når disse positive udviklinger trækkes frem, er det samtidig bekla-geligt at konstatere, at den længe imødesete reform af den fællesmarkedsordning for fiskerivarer er blevet udsat, således at den skalgennemføres parallelt med den generelle 2012 reform, medens nykontrolforordning bliver tvunget igennem uden hensyntagen til dengenerelle reform. Ved at tvinge ny kontrolforordning igennem låsesreformen af den fælles fiskeripolitik på en række områder, specieltomkring større selvforvaltning og ansvar til fiskerierhvervet (Re-sults Based Management).Grønbogen giver i høj grad fiskeriet ”skylden” for fiskebestandenessituation og postulerer bl. a. at de fleste fiskebestande er nedfisket.Disse påstande er ganske enkelt ikke rigtige, men reflekterer, atman i bedømmelsen af fiskerierne år for år indfører nye og ændredebedømmelser. Man bliver kontinuerligt ved med både at ”flyttemålstængerne” og ”hæve overliggeren” og måle fiskeriet i forholdtil fremtidige målsætninger (MSY i 2015).Fangstsektoren skal inddrages direkte i rådgivningen, både den be-stands- og fiskerimæssige i ICES og den opfølgende økonomi-ske/tekniske i STECF.Grønbogen fremhæver korrekt, at den nuværende fiskeripolitik erudtryk for detailstyret politik fra centralt hold (ministerrådet) og atdenne måde at føre fælles fiskeripolitik på ikke hverken er ønskeligeller mulig i fremtiden.DFO deler denne opfattelse og mener, at den eneste vej frem er atflytte beslutningerne i og omkring den fælles fiskeripolitik tætte påerhvervet med erhvervet aktivt inddraget i beslutningsprocessen bå-de regionalt og naturligvis nationalt. Der er på mange (de fleste)

områder ikke tale om en fælles politik og der kan ikke etableres enfælles politik; dertil er forholdene i europæisk fiskeri for forskelli-ge: fra område til område – Sortehavet til Østersøen – , fra fiskeri tilfiskeri – Cofradias kystfiskeri i Spanien til pelagisk fiskeri i Nord-europa -, fra kvotebaseret fiskeri i Nordeuropa til indsatsbaseret (el-ler slet ikke reguleret) fiskeri i Middelhavet (når bortses fra tun, derer helt specielt).Grønbogen kapitel 4. – Strukturmanglerne i politikken.Kommissionen peger på en række strukturmangler i den fælles fi-skeripolitik. DFO er for så vidt enig i Kommissionens overordnedeudmelding, men må påpege, at der ikke er tale om et ensartet bille-de.Overkapacitet i flåden (4.1.).Der er overkapacitet, ja. I Danmark erforholdet imidlertid det, at vi har tilpasset vor flåde til de fiskerimu-ligheder, vi har.Fiskeripolitikken skal anerkende de forskelle, der eksisterer mellemlandene rent udviklingsmæssigt – vi er på plads mht. flådetilpasningi Danmark.Vi kan kun opfordre til, at andre lande bringer deres flåder ned, såde passer til ressourcerne. Om dette skal ske ved benyttelse af of-fentlige ophugningsordninger (hvor man tager den mest uprodukti-ve kapacitet ud først) eller gennem private ordninger, f.eks. RightsBased Managenment, altså IOK, IK, licenser o.lign. resulterende i”privat ophugning” må være op til de enkelte lande.Det er vigtigt at pointere, atDanmark ikke kan deltage i yderlige-re (generelle) tilpasninger– ud over dem vores nationale regule-ring måtte resultere i –vi er på plads i EU-sammenhæng.Det er ligeledes vigtigt at præcisere, at der er forskel på tekniskoverkapacitet og økonomisk overkapacitet. I den pelagiske flådeanvendes med fordel meget store fartøjer, der optimalt kan udnyttebestandene i de koncentrerede sæsoner, ligesom de kan ilandbringefangsterne i optimal kvalitet. Til gengæld kan der ikke altid findesbeskæftigelse alle årets 12 måneder. Der er således en uudnyttet ka-pacitet (teknisk overkapacitet), men da flåden er økonomisk renta-bel, er der ikke en økonomisk overkapacitet.Præcisering af politikkens mål (4.2.).Artikel 2 i grundforordnin-gen 2371/2002 fastsætter målene for den fælles fiskeripolitik sombæredygtighed på tre områder: miljømæssigt (ecological), økono-misk og socialt. DF er af den opfattelse, at de første to mål skal for-følges simultant og at dette vil få den afledede virkning, at ogsåmålsætningen om social bæredygtighed opnås. Det er naturligvismuligt ensidigt at forfølge kun den miljømæssige bæredygtighed

(som det f.eks. sker i øjeblikket i forbindelse med de gentagne ned-skæringer i indsats) men dette kan dels medføre manglende rentabi-litet for fartøjerne, dels føre til manglende overholdelse af politik-kens regler.Det skal understreges, at fiskeri er en legal, økonomisk aktivitet,hvor fiskerne har ret til at udnytte havets ressourcer.For så vidt angår opstilling af nøjagtige mål omkring den miljømæs-sige bæredygtighed, bør dette finde sted i tæt samspil mellemforskningen og fiskerierhvervet, f.eks. gennem RAC’erne. Processenbør tilrettelægges på en sådan måde, at revisioner og justeringer i ly-set af ny viden hurtigt kan finde sted.Langsigtet fokus for beslutningsprocessen (4.3.).Det nuværendebeslutnings- og implementeringssystem for den fælles fiskeripolitikbør ænders på følgende vis: Arbejdet i Ministerrådet og i EuropaParlamentet, efter ikrafttrædelsen af Lissabon-traktaten, bør begræn-ses til vedtagelse af generelle principper om retningslinier og over-ordnet regelværk. Kompetencen m.h.t. forvaltningen af politikkenbør flyttes til decentrale forvaltningsenheder, som etableres for deenkelte havområder, f.eks. Nordsøen, dog kan det for specielt denpelagiske sektor være mest hensigtsmæssigt at fastholde den nuvæ-rende beslutningsstruktur. Fangstsektoren bør have direkte sæde idisse Regionale Beslutnings Komitéer sammen med berørte med-lemsstater og Europakommissionen. En sådan decentralisering vilgøre op med det nuværende system, hvor der er tale om mikro-forvaltning på allerhøjeste sted, Ministerrådet, og vil give en direkteinvolvering af fiskerisektoren i beslutningsprocessen med et stigen-de ansvar til følge.Der pågår i øjeblikket en evaluering af funktionen af Den Rådgiven-de Komité for Fiskeri og Akvakultur, ACFA, og også en evalueringaf de Regionale Rådgivende Råd, RAC’erne (der blev oprettet somled i 2002 revisionen). Der er i til en vis grad overlap mellem de torådgivnings”systemer” og der bør derfor finde en fokusering sted.For det første bør ACFA kun beskæftige sig med horisontalespørgsmål, hvilket fører til, at der skal være tre komiteer eller ar-bejdsgrupper med repræsentanter for de europæiske organisationer:Generelle horisontale spørgsmål (så som generel politik på ressour-ceområdet, fiskerifonden, kontrol, 3.-lands aftaler, maritim politik),Markedsspørgsmål (herunder den fælles markedsordning) og Akva-kultur. De tre komiteer skal direkte kunne give rådgivning til Kom-missionen og følgelig skal den nuværende plenarforsamling og be-styrelse nedlægges. Plenaren kan af Kommissionen omdannes til etforum, som kan indkaldes til rundbords-konferencer om politiskeemnermed forskellig deltagerkreds fra gang til gang afhængig afemnet. RAC’erne bør koncentrere sig om de definerede regioner og

undlade at opbygge en politisk inter-RAC Bruxelles-struktur. Mel-lem RAC’erne bør kun teknisk koordination finde sted. RAC’erneskal ikke længere rapportere til ACFA, men til Kommissionen ogmedlemsstaterne udelukkende.Da den pelagiske sektor er domineret af store, vandrende bestande,der både udnyttelses- og forvaltningsmæssigt deles med tredjelande,bør det overvejes at etablere en RAC-lignende organisation underNEAFC, hvor de berørte tredjelande deltager på lige fod med EU.Større ansvar til fiskerierhvervet (4.4.).Der er ingen tvivl om, at fi-skerierhvervet (og måske også handels- og forarbejdningsleddene)er parat til at påtage sig et større ansvar for såvel udformningen affiskeripolitikken, som gennemførelsen af denne i praksis.Det skal dog erindres, at der er så fundamental en forskel på ud-formningen af fiskeripolitikken i de forskellige områder af EU, atdet ikke giver mening at give generelle anbefalinger.I den nordlige del af EU er politikken baseret på kvoter, som i man-ge tilfælde forvaltes af PO’er eller på anden måde af grupper af fi-skere, herunder som IOK.Der er ikke langt til at indbyde disse grupper til selv at opstille ret-ningslinier for fiskerier, f.eks. områder, redskaber, dokumentationog så give incitamenter i form af mere frihed og/eller større rettig-heder, såfremt mere bæredygtigt fiskeri er resultatet – Results BasedManagement. Dette kunne f.eks. være tilfældet i forbindelse medcertificerede fiskerier under anerkendte certificeringsordninger.Fiskerne skal inddrages i fiskeripolitikken – ansvaret skal tilbage tilsektoren.Det store spørgsmål er imidlertid hvem, der skal udøver ”dommer-funktionen” og hvem der skal designe incitamentstrukturen. (seyderligere om PO’ernes fremtidige rolle senere i dette papir).Udvikling af kultur, hvor reglerne overholdes (4.5.)Den manglen-de sammenhæng i den fælles fiskeripolitik er tydeligt illustreret vedgennemførelsen af en ny kontrolordning i 2009. Bestemmelserne idenne kontrolforordning gør det ikke muligt at gennemføre ændrin-ger, som lægger større dele af ansvaret over til erhvervet, som f.eks.skitseret oven for. Det blev set som essentielt, som følge af EU’sRevisionsrets rapport om kontrollen, at få gennemført den nye kon-trolforordning, skønt hovedproblemet ikke var den gamle forord-ning, men den manglende overholdelse af forordningen i nogle afmedlemslandene.Såfremt en diskussion af udviklingen af en ”overholdelseskultur”skal give mening, så skal det være fordi der er en vilje hos Kommis-sionen og Ministerrådet til at genåbne kontrolforordningen.

Fiskerne er, som tidligere nævnt, klar til en langt større grad af selv-forvaltning, end i dag og dermed også til udvikling af en kultur, hvorreglerne overholdes, hvis der etableres de fornødne rammer.Grønbogen kapitel 5 – Yderligere forbedring af forvaltningen afEU-fiskeriet.Differentieret ordning for kystfiskeriet (5.1.).Før man påbegynderen diskussion af mulighederne for at etablere specielle ordninger forkystfiskeriet (the small scale fishery) er det nødvendigt at defineredette fiskeri. Er det en definition, som er knyttet til omsætning, endefinition knyttet til længde af fartøjet, en definition knyttet til fiske-ri og landingsfrekvens, eller en kombination af forskellige elemen-ter, som vi har det i Danmark. Der er ingen tvivl om at det store an-tal små fartøjer bidrager væsentligt både til den økonomiske aktivi-tet og til det sociale netværk i hjemhavnene og derfor må dette fiske-ri vies speciel opmærksomhed.I den daglige fiskeriforvaltning må det være op til de enkelte med-lemsstater at fastlægge forvaltningen og definitionerne og derudfraat beslutte, hvilke specielle vilkår, der skal gælde for de enkeltegrupper af fiskere, herunder kystfiskerne, såsom økonomiskeog/eller fiskerimæssige fortrinsstillinger.På EU-plan synes der at være foretaget en definition af kystfiskeribaseret på længde, nemlig med et skæringspunkt på 12 meter – detteer tydeligt både i kontrolsammenhæng og i sammenhæng med denEuropæiske Fond for Fiskeriet.Maksimal udnyttelse af fiskeriet (5.2.).Det er et uhyre stortspørgsmål hvorledes man opnår den maksimale udnyttelse af fiske-riet - eller hvorledes man opnår at opfylde de svævende krav til Ma-ximum Sustaiable Yield, MSY, for alle arter i 2015, hvis det er såle-des den maksimale udnyttelse skal defineres.DFO er naturligvis interesseret i flerårige forvaltningsplaner, hvorder både kan tages hensyn til de biologiske forhold omkring fiskear-terne og til rentabiliteten i fiskeriet, ikke mindst i de blandede fiske-rier. Vi mener, at det er grundlæggende forkert at arbejde med for-valtninger, som består både af output = kvoter og input = havdageeller kW-dage. Input- og outputsytemer samtidig giver konflikter oggiver uhensigtsmæssige fiskerier – både set i forhold til ressourcerog set i forhold til flådens rentabilitet.Senest i forbindelse med reformen i 2013 må indsatsregelerne omkW-havdage fjernes fra fiskeripolitikken.Den fremtidige fiskeripolitik skal primært bygge på ét forvaltnings-system, kvoterne og den relative stabilitet. Der skal ikke samtidig

være indsatsforvaltning. KW-dage systemerne skal derfor ud af poli-tikken.En forvaltning, der skal eliminere udsmid helt kan ikke etableres, så-ledes som EU's fælles fiskeripolitik er fastlagt.En mere direkte inddragelse af fangstsektoren i udformningen af denfælles politik og i forvaltningen vil kunne reducere udsmid betyde-ligt. (Forsøg med) resultatbaseret forvaltning skal fremmes mestmuligt. Dette vil nødvendiggøre revision af kontrolforordningen,uanset at den er vedtaget i efteråret 2009.Fiskerne ønsker ikke udsmid, det er til gene for erhvervsudøvelsenog det er til skade forbestandsopbygnigen, men vil derimodforetrække en selektivitet i fiskeriet, så sorteringen foregår på bun-den af havet.Relativ stabilitet og 12-mile regimet(5.3.).Princippet om relativstabilitet har været en hjørnesten i fiskeripolitikken siden 1983. Derhar i de forløbne år været røster fremme om ændrede fordelingsnøg-ler og/eller ændrede metoder, men det er ikke realistisk muligt atskabe et andet fordelingsgrundlag. Kommissær Borg har, medadresse til discard problematikken, over for Europaparlamentet ogogså i en tale i Stockholm i september 2009 nævnt, at man måskekunne tænke sig ”en relativ stabilitet på indsats”. Dette lyder godt,men er ikke muligt, idet det ikke er muligt at foretage omregningentil indsats – og da slet ikke i pelagiske fiskerier. Indsats som enestereguleringsform vil kunne anvendes, men kun i meget veldefinerede,afgrænsede områder med få fiskerier, som f.eks. tidligere foreslåetfor Kattegat.I gønbogen fremføres, at der er ”en meget kompleks praksis såsomkvoteudveksling mellem medlemsstaterne eller udflagning af fiske-fartøjer” og dette bruges som grundlag for at argumentere for at deenkelte landes flåder ikke passer til landenes kvoter og derfor børder ske en opdatering eller lignende af den relative stabilitet. Detteer lodret forkert. Det er ikke besværligt at udveksle kvoter mellemlandene, og udvekslingerne skifter i øvrigt fra år til år. Visse landehar tilpasset flådensom følge af fiskerettighederne i kraft af denrelative stabilitetog det kan derfor ikke komme på tale at justereden relative stabilitet, fordi nogle lande ikke har tilpasser flåden.Konklusionen er altså, at der ikke skal ændres ved princippet om re-lativ stabilitet. Med hensyn til (6 og) 12-sømileordnigen er der helleringen grund til ændringer og en ændring af denne ordning skal daslet ikke anvendes som løftestang for en reserveret kystfiskerzoneog dermed internationalt omsættelige kvoter uden for 12-sømilezonen.

Handel og markeder (5.4.).Det er korrekt som anført i grønbogen,at fiskerne kun får en lille del af den pris, som forbrugerne betalerfor fisk. Dette skyldes forskellige forhold:- For det første er EU's marked for fisk næsten totalt liberaliseret– eller globaliseret – hvilket medfører en kolossal import af fiskaf svingende kvalitet fra en række lande, hvor omkostningsni-veauet er lavere, end i EU, bl.a. fordi man ikke har samme stan-darder på arbejdsmarkedet og med hensyn til fødevaresikker-hed.-For det andet er EU's indre beskyttelsessystem, orienteringspri-serne og de dermed afledede mindstepriser og tilbagetagelses-priser, systematisk blevet forringet over de sidste mange år.Man (fiskeriministrene) har ved prisfastsættelsen ikke fulgtmarkedsudviklingen, og da fiskerne er price-takers, ikke price-setters p.g.a. indkøbernes koncentration, har resultatet været eturentabelt, lavt mindsteprisniveau for priserne.For det tredje har Producent Organisationerne (PO’erne) ikke itilstrækkelig grad haft muligheden for at spille en aktiv rolle,bl.a. fordi markedsordningen ar været reaktiv og fordi man ikkemed offentlige midler har måttet promovere ”egne produkter”,men kun har kunnet agere generisk i markedet.

Der var planlagt en reform af markedsordningen i 2010. Dennestærkt tiltrængte reform er nu udskudt og skal koordineres med dengenerelle reform i 2012, hvilket er yderst kritisabelt. Reformen afden fælles markedsordning bør som minimum indeholde følgendeelementer:- En opdatering af priserne, således at ”bundniveauet” for priser-ne til europæiske fiskere hæves og man dermed kan opfyldekravene om rentabilitet i fiskeriet. Nogle vil postulere, at enforhøjelse af priserne vil føre til forøgede udtag. Dette er ikkekorrekt i den efterspørgselssituation, som EU's marked befindersig i, hvor mere end 60% af forbruget er import.-Skærpede krav til PO’ernes organisation og repræsentativitet,således at disse kan blive stærkere og dermed i højere grad ud-fylde en rolle i markedet på vegne af medlemmerne.Større muligheder for, inden for markedsordningen – og uden atkollidere med EU's konkurrencelovgivning – med offentlige til-skudsmidler at medvirke til en optimering af medlemmernesproduktion gennem kvalitetstiltag, sporbarheds- og mærknings-ordninger og aktive markedsføringskampagner for ”egne pro-dukter”.

Med en import, som udgør 64% af forbruget af fisk i EU, er det vig-tigt at dansk fiskeindustri og danske eksportører tilføres de fornød-ne importmængder til at tilfredsstille markedernes efterspørgsel.For at sikre beskæftigelsen må der sikres toldfri adgang for råvarer-ne til forarbejdningsindustrien.EU's fælles fiskeripolitik er i alt væsentligt enpolitik for primær-sektoren.Politikken er ikke i fornøden grad orienteret mod helekæden frem til forbrugerne, hvilket har den konsekvens, at europæi-ske forbrugere dels betaler for meget for fisken, dels ikke har for-nøden sikkerhed for, hvad de faktisk betaler for, f.eks.: er en ”fiske-filet” udbudt til salg i detailledet eller i restaurant eller serveret viastorkøkkener fra fiskeri eller akvakultur? Fra EU eller importeret?Og hvilken fiskeart er det? Den fælles markedspolitik må nødven-digvis føres igennem hele markedet frem til forbrugerleddet.Sammenhængen mellem fiskeripolitik og havpolitik (5.5.).Medskabelsen af den integrerede havpolitik er grundlaget lagt for bedreat kunne definere rammerne og fastlægge forvaltningen af havom-råderne ikke blot med hensyn til fiskeriet, som jo allerede er forval-tet i henhold til langsigtede retningslinier, men med hensyn til alleandre aktiviteter på havområdet og i konsekvens af de ændringer,der finder sted i havene.Det må gennem den fælles havpolitik sikres, at ”andre” udnyttelseraf havterritoriet end fiskkeri ikke lægger hindringer i vejen for fi-skeriet.Den fælles fiskeripolitiks langsigtede forvaltningmål, f.eks. MSY i2015, bør kunne tjene til inspiration for opstilling af miljømæssigemål for andre aktiviteter på havområdet.Fiskerisektoren opfordrer til, at den integrerede havpolitik brugessom aktivt instrument til omsider at få styr på alle de ekstraktive ogandre aktiviteter, der findes på havområdet og til at stille krav tildisse aktiviteters udførelse.Sikring af fiskeripolitikkens videngrundlag (5.6.).Det er en oftepåpeget mangel i hele den fælles fiskeripolitik, at videngrundlageter for svagt: enten som følge af manglende viden, eller som følgeaf, at der er for stor tidsmæssig forsinkelse fra dataopsamling til ak-tiv dataanvendelse.To centrale forhold kan råde bod på denne situation:- For det første skal midlerne i EU's forskningsprogrammer gøresnemmere tilgængelige for fiskeriforskningen (det har desværre ide senere år været stik modsat, hvor der ikke har været speci-fikke øremærkede midler til fiskeriforskningen)-For det andet skal fiskerierhvervet i langt højere grad involveresdirekte i forskningsprojekterne, som det sker i REX og OSKAR.

En udbygning af sådanne programmer til internationalt niveaukoordineret gennem RAC’erne vil være naturligt. En direkte fi-skerdeltagelse må naturligvis også økonomisk understøttes, så-ledes at deltagerne ikke mister indtjening ved deltagelse i forsk-ningen. Dette kan f.eks. ske ved at fangster i forskning friholdesfor kvotetræk uanset omfanget af disse fangster.I fiskerisektoren er der igennem mange år gennemført redskabsfor-søg og andre forsøgsfiskerier med det formål dels at forøge effekti-viteten og dermed rentabiliteten i fiskeriet (hvilket er naturligt i enerhvervsvirksomhed), dels at finde frem til fiskemetoder som sorte-rer fangsten på bunden, altsåselektivitet.Alene i Danmark er derinden for de sidste 10 år gennemført op imod 500 af sådanne afrap-porterede forsøg (hvoraf mange naturligt nok ikke har givet nu vi-den). Det er vigtigt at der fremadrettet stilles midler til rådighed na-tionalt og internationalt til (med-)finansiering af sådanne forsøginitieret af og gennemført af erhvervet med en kobling til forsknin-gen.Fisker-forsker samarbejdet skal fremmes politisk og økonomisk, så-ledes at grundlaget for rådgivningen kan blive mere i overensstem-melse med forholdene i havet og tidsmæssigt komme tættere på an-vendelsestidspunktet.Strukturpolitik- offentlig støtte (5.7.).EU's støtte til fiskerisektorenmå nødvendigvis fortsætte efter 2012, men støtten må og skal foku-seres omkring tiltag, der sikrer, at EU's egenproduktion både i detudøvende fiskeri og i akvakultur kan udvikles.Dette betyder, at der i fiskerflåden – og måske i størst omfang i denmindre og lidt ældre del af flåden – skal satses på ombygning ogmodernisering, der giver bedre forhold for mandskab og for pro-dukter. Der skal kunne sorteres, søpakkes og køles/fryses også påsmå fartøjer. (Større, nye fartøjer tager selv højde for disse ting iforbindelse med fartøjernes bygning).Det betyder også, at der skal ydes støtte til PO’ernes aktiviteter (el-ler til lignende aktiviteter i interprofessionelle organisationer), somnævnt ovenfor.Hvorvidt der skal ydes støttemidler til flådetilpasninger, ophug-ningsordninger, må bero på en vurdering i de enkelte lande af, hvor-ledes man mest effektivt økonomisk får tilpasset flåderne.Som nævnt oven for er der fortsat behov for offentlig finansieringaf forskningsprogrammer og forskningsaktiviteter.Den eksterne dimension (5.8.).Grønbogen omtaler under den eks-terne dimension den fiskeriaktivitet, der udøves af EU fartøjer i far-vande uden for EU i medfør af forskellige fiskeriaftaler, så sompartnerskabsaftaler , joint ventures og lignende.

Disse aftaler har kun begrænset interesse set med danske øjne, idetvi ikke har deltagende fartøjer. Hvad vi må påpege er, at det ikke eressentielt af hensyn til forsyningen af EU's marked at EU har storeflåder fiskende over hele kloden og det er dermed ikke nødvendigtat købe sig fiskerettigheder med EU midler. Endvidere er det væ-sentligt at pointere, at de internationalt engagerede EU fartøjer in-gen rolle har og ej heller skal have nogen i fiskeriet i EU farvande.Det er bemærkelsesværdigt, set fra et nordeuropæisk perspektiv, atgrønbogen under ”Den eksterne dimension” ikke specifikt beskæf-tiger sig med de nordlige fiskeriaftaler, væsentligst naturligvis afta-len med Norge.De nordlige fiskeriaftaler, bl.a. aftalen med Norge, er af essentielbetydning for fiskerierne i en lang række medlemslande og der skalogså efter 2012 afses de fornødne ressourcer i fiskeripolitikken(forhandlere, administratorer) til en forsættelse af disse aftaler, lige-som indsatsen i de regionale fiskeriorganisationer bør prioritereshøjt.Akvakultur(5.9.)Uden at gå i dybden med den fremtidige politik påakvakulturområdet skal der her opregnes nogle områder, hvor en di-rekte sammenhæng eksisterer mellem fiskeri og akvakultur, og hvorder derfor også skal være sammenhæng inden for den fremtidige,fælles fiskeripolitik.- Akvakulturens indvirken på havmiljøet.--Fiskeriet efter arter til fiskemel og fiskeolie, som indgår i fode-ret til opdrætsfisk.Markeds- og forbrugermæssige aspekter

Beslutningsgangen i EU fiskeriforvaltningICES (Internatio-nal Council for theIndsamling og bear-bejdning af fiskerida-ta fra de nationalefiskeriinstitutter.Exporation of theSea)www.ices.dkrådgiver om stør-relsen af TAC’ernefor de enkeltefiskebestande.EU Kommissionen afholder forhand-linger med 3. Lande om forvaltnin-gen af fælles fiskebestande. fxEU/Norge i Nordsøen. EU Kommissi-onen udarbejder herefter forslag omkvoter og tekniske regler for allefiskebestande. Forslaget tager ud-gangspunkt i ICES anbefalinger ogresultater for 3. landes forhandlin-gerne og kommissionen indhenter ensupplerende rådgivning fra STECF(scientific and tecnical commity forthe fisheries) som er kommissionenseget rådgivende organ.Ministerrådet træfferbeslutning om kvoterog tekniske regler fordet kommende kalen-derår. Kommissionensforslag er forudgåendedrøftet i en rækkearbejdsgrupper og iCOREPER.