Europaudvalget 2009-10
EUU Alm.del Bilag 27
Offentligt
Lovafdelingen
Dato:Kontor:Sagsnr.:Dok.:
16. oktober 2009EU-kontoret2009-6140-0690MSF40796
Notat til Folketingets Europaudvalg
om
afgivelse af indlæg i EF-Domstolens præjudicielle sag C-245/09,
Omalet
1. Indledning
I forbindelse med behandlingen af en ankesag vedrørende hovedentre-prenørers hæftelsesansvar og tilbageholdelsespligt i forhold til underleve-randørers gæld til den sociale sikringsmyndighed har Arbeidshof te Brus-sel forelagt EF-Domstolen to præjudicielle spørgsmål om anvendelsen afEF-Traktatens artikel 49.De præjudicielle spørgsmål drejer sig om, hvorvidt EF-Traktatens artikel49 skal anvendes i det foreliggende tilfælde, og om EF-Traktatens artikel49 er til hinder for den beskrevne belgiske retstilstand, således som deneksisterede på tidspunktet for sagens opståen.2. Sagen faktiske omstændigheder
Omalet (herefter appellanten) er en belgisk hovedentreprenør, som i for-bindelse med et byggeprojekt anvendte en underleverandør, der var etab-leret i Belgien, men ikke registreret i Belgien. Denne underleverandørblev efterfølgende erklæret konkurs, og havde på konkurstidspunktet enstørre gæld til Rijksdienst voor Sociale Zekerheid (den sociale sikrings-myndighed).Det følger af forelæggelseskendelsen, at efter artikel 30a, stk. 3, andetafsnit, i den belgiske lov af 27. juni 1969 om arbejdstageres sociale sik-ring, således som denne bestemmelse var formuleret på tidspunktet forsagens opståen, hæftede en entreprenør, der benyttede en underleveran-dør, der ikke var registreret på tidspunktet for indgåelse af kontrakten,
Slotsholmsgade 101216 København K.Telefon 7226 8400Telefax 3393 3510www.justitsministeriet.dk[email protected]
solidarisk for underleverandørens gæld til den sociale sikringsmyndig-hed. Ifølge forelæggelseskendelsen var denne hæftelse begrænset til50 % af totalprisen for de arbejder, som var tildelt den ikke-registreredeentreprenør eller underleverandør uden merværdiafgift.Videre fremgår det af forelæggelseskendelsen, at der efter samme be-stemmelse påhvilede hovedentreprenøren en forpligtelse til at tilbagehol-de 35 % af det beløb, hovedentreprenøren skulle betale underleverandø-ren for dennes ydelser, uden merværdiafgift, og indbetale dette til densociale sikringsmyndighed. Manglende iagttagelse af denne tilbagehol-delsespligt udløste en pligt til at betale et tillægsbeløb til den sociale sik-ringsmyndighed, som svarede til det beløb, der skulle være tilbageholdtog betalt.Da appellanten ikke betalte som solidarisk hæftende for underleverandø-rens gæld til den sociale sikringsmyndighed med 50 % af byggearbejdetstotalpris, og da appellanten ikke havde tilbageholdt 35 % af det til under-leverandøren skyldige beløb, anlagde den sociale sikringsmyndighed sagmod appellanten, der blev dømt til betaling. Ved appelskrift af 23. maj2008 appellerede appellanten denne dom.3. Den danske interesse i sagen
Sagen har principiel betydning for Danmark, fordi sagen rejser spørgsmålom anvendelsen af EF-Traktatens artikel 49 i et tilfælde, hvor der ikkeforeligger nogen grænseoverskridende forhold i sagen, dvs. der foreliggersåkaldte ”rent interne forhold”.4. Regeringens stillingtagen
Det følger af forelæggelseskendelsen, at der ikke findes nogen grænse-overskridende elementer i sagen. Sagen vedrører en belgisk hovedentre-prenør, der i henhold til belgisk ret havde indgået en aftale med en under-leverandør, der var etableret i Belgien, om udførelsen af en tjenesteydelsei Belgien. Sagen ses således at savne noget grænseoverskridende ele-ment, og der er derfor tale om ”rent interne forhold” i medlemsstaten.Selvom der findes sager, hvor Domstolen har lagt vægt på et forholdsvistspinkelt grænseoverskridende element, følger det af Domstolens fastepraksis, at EF-Traktatens bestemmelser om den fri bevægelighed, herun-der den fri udveksling af tjenesteydelser, kun finder anvendelse, hvis der2
i sagen findes et grænseoverskridende element, således at sagen ikke ale-ne vedrører rent interne forhold i en medlemsstat.Det er derfor regeringens opfattelse, at EF-Traktatens artikel 49 ikke fin-der anvendelse i sager som den foreliggende, der alene vedrører rent in-terne forhold. Det er endvidere regeringens opfattelse, at der ikke ergrundlag for at ændre i denne praksis.
3